Læsetid: 5 min.

8 gange 8 er lig med 64 er lig med Rasmus Nikolajsens fællesskab

Med Rasmus Nikolajsens systematiske omhu kan vi nu forsigtigt slå fast, at poesi er fællesskab
31. august 2018

»Mit håb er at metaforer,/som bølger og kærlighed, kan/skabe nærvær med noget vi/ikke ved hvad er«. Sådan står der til min glade forundring et sted i min p.t. yndlingsdigters Rasmus Nikolajsens efterårsdigt hvad skal vi med al den skønhed?

Den er skrevet på den formel, som Nikolajsen nu igennem fire digtbøger har udforsket og raffineret, nemlig 64 digte på hver otte linjer og på hver otte stavelser. Denne gang har han skrevet et langdigt, der så er kappet over i 64 strofer. Det er fuld af ord, jeg gerne vil kunne huske altid, og egentlig skal man bare skynde sig at få fingre i bogen og sætte sig ud i efteråret og læse den i en park eller på en mark, i hvert fald i nærheden af nogle træer, der er ved at skifte farve og tabe bladene.

Den er poetisk og skøn som bare f..... – helt ud på Kasper Vangs himmel-møder-hav-omslag. Her viser bagsiden et nyt digt dannet af ord, der ligesom er faldet ud af bogen (og dens strenge form), som efterårsblade falder af træerne »og måske søger [...] et andet fællesskab«. På den ene bogflap står der, netop meget poetisk og skønt – og som om det var det letteste i verden, at dette »er et digt skrevet mens bladene faldt af træerne«.

Helt tilfældigt fik jeg en forhistorie forærende til Nikolajsens lange efterårsdigt på en gåtur i Søndermarken med en veninde. Det var stadig sommer og varmt, kun træerne var begyndt at vise tegn på efterår. Med et siger min veninde: »Se, helikopterbladet!« Ordet fandt hun på på stedet. Senere, da jeg læste Nikolajsen, tænkte jeg, at det var et lille stykke skønhed, hun pegede på. Skønheden i at se et gult propelformet blad flakse og dreje rundt om sig selv, mens solens stråler reflekterer i det. Vi havde kun et øjeblik, indtil det lå stille på jorden.

Den uanseelige begivenhed kunne være ét svar på Nikolajsens spørgsmål: hvad skal vi med al den skønhed? Vi skal ikke noget bestemt med den, andet end at stoppe op og dele den. Nikolajsen svarer sådan her et sted: »[…] og vi/mennesker synes at skoven/er åh så smuk nu og måske/smukt simpelthen betyder at/vi mærker noget, en form for/energi eller ånd, hvad ved/jeg, vi ikke mærker normalt«.

’Åh’ og ’ak’

Læg også mærke til, at Nikolajsen skriver »åh«. Her er det vrængende, han har noget med Den Store Poesi, som han i tidligere bøger har remixet og parodieret og i nogle tilfælde forbedret. I den nye bog skriver han nu selv et andet sted »ak« – i ramme alvor: »men ak, det smukke er ikke/sandt«. Det er altså der, han er nu. Der hvor han kan slippe af sted med at skrive så alvorstungt et udsagn. Fordi han er en sand digter, får jeg lyst til at udbryde.

Han har alle sprogets farver med sig, samt sans for dets rytme ikke mindst. Rytmen slår ud i decideret elegance allerede på første side: »en svane strækker hals og slår/lidt med vingerne som om den/lige, som når man stryger en/hvid skjorte, skal gøre sig klar/til nuet og det grønne er/begyndt at trække sig ind i/stammerne og efterlader/således plads i bladene.«

Det der indskud »som når man stryger en hvid skjorte« er temmelig Nikolajsensk. Det er Elvis’ hofter og Sinatras hånd i én bevægelse. Sådanne indskud skyder sig ind flere steder i langdigtet, måske som en afspejling af, hvordan livet hele tiden er afbrydelser af det, man gerne ville eller skulle. Jeget i digtet her skal ned i parken og skrive, og på vej ud kommer spørgsmålet »har du talt med/din far om bilen?« Ordene stritter frem i kursiv, og så står der: »og mere/skal der ikke til før jeg er/podet med uro og ikke/kan gå ind i Tilstanden, så/sart et system er jeg, så sart/et system er Europa«. Jeget er »podet« som et træ, »Tilstanden« – det vil sige det mentale rum, hvor der kan skrives – skrives med stort (i en bog, der ellers er skrevet med småt) og vidner om, at digteren selv ikke vil tages alt for alvorligt, men selve poesien tager digterjeget alvorligt.

Poesien trænger sig helt enkelt på som en nødvendighed, og efter ordet »Europa« opstår der alligevel en form for inspireret øjeblik, for »man kan jo ikke dæmme/op for efteråret, se blot/hvor smukt ahornbladet lader/dødsangsten lyse i sig som//når alle celler i en krop/er frie og viet består/af mig og fem skader der går/og pikker metaforer i/den plørede plæne«. Jeget er porøst, tager omgivelserne ind og er både indenfor sammen med et praktisk spørgende du og udenfor og en del af et skade-vi.

Fællesskab i en uretfærdig verden

hvad skal vi med al den skønhed? præsenterer interessante tanker om poesi, der fører til tanker om metaforer, der fører til tanker om fællesskab og samhørighed i verden. I en uretfærdig verden. Digterjeget bliver lynhurtigt og ofte en del af noget andet. Jovist er der også netop forskelle i en uretfærdig verden, men spørgsmålet om hvad man har tilfælles med de andre (træer og fugle) er påtrængende. Og hvordan kommer hvad skal vi med al den skønhed? så fra tanker om metaforer til tanker om fællesskab?

Jo, idet man sammenligner sig med noget andet, er man også (i det mindste i tanken) i gang med at forvandle sig til dette andet. På den vis vidner billedsproget også om menneskets evne til at forestille sig (at være) noget andet. Metaforer er helt enkelt sociale. Digterjeget går videre end sammenligningen og »bliver enig/med den store birk i parken« og kan »identificere/mig med det nu næsten nøgne/bøgetræ«. Mennesket er ikke i centrum i verden.

Gode digtere har spurgt: Hvad skal vi med alle de metaforer? Og skrevet digte helt uden. Hvad skal vi så med hvad skal vi med al den skønhed? Mit svar er, at den kan vi slet ikke undvære – hverken dens fællesskab eller systemets skønhed.

'hvad skal vi med al den skønhed?' Efterårsdigt af Rasmus Nikolajsen. Rosinante, 64 sider, 170 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Valget af citater fra en værk viser, hvor kritikeren lægger sin vægt i forståelsen af værket.

Et andet valg kunne være: "---- jeg ser kun mig selv sidde og kigge ind i kupéen og jeg læser i Schlegels tekst om ironi om en skuespilforfatter der efter at have skrevet tre akter forvandler sig til en anden og så skal skrive de sidste to ----".

For mig at se rejser værket spørgsmålet, hvilke muligheder der er for, på baggrund af de erkendelserne, der fulgte med den postmoderne tilstand, bl.a. den poststrukturalistiske tænkning, at forholde sig til naturen, ikke mindst æstetisk, og forskellige former for fællesskaber forbundet hermed.

Når der i anmeldelsen står:
"I den nye bog skriver han nu selv et andet sted »ak« – i ramme alvor: »men ak, det smukke er ikke/sandt«. Det er altså der, han er nu. Der hvor han kan slippe af sted med at skrive så alvorstungt et udsagn. Fordi han er en sand digter, får jeg lyst til at udbryde."

Der vil jeg i stedet fremhæve, at dette ikke så meget er udtryk for at være en sand digter, som det er udtryk for at være konceptkunstner, men med en pointe.