Læsetid: 5 min.

8 gange 8 er lig med 64 er lig med Rasmus Nikolajsens fællesskab

Med Rasmus Nikolajsens systematiske omhu kan vi nu forsigtigt slå fast, at poesi er fællesskab
31. august 2018

»Mit håb er at metaforer,/som bølger og kærlighed, kan/skabe nærvær med noget vi/ikke ved hvad er«. Sådan står der til min glade forundring et sted i min p.t. yndlingsdigters Rasmus Nikolajsens efterårsdigt hvad skal vi med al den skønhed?

Den er skrevet på den formel, som Nikolajsen nu igennem fire digtbøger har udforsket og raffineret, nemlig 64 digte på hver otte linjer og på hver otte stavelser. Denne gang har han skrevet et langdigt, der så er kappet over i 64 strofer. Det er fuld af ord, jeg gerne vil kunne huske altid, og egentlig skal man bare skynde sig at få fingre i bogen og sætte sig ud i efteråret og læse den i en park eller på en mark, i hvert fald i nærheden af nogle træer, der er ved at skifte farve og tabe bladene.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Valget af citater fra en værk viser, hvor kritikeren lægger sin vægt i forståelsen af værket.

Et andet valg kunne være: "---- jeg ser kun mig selv sidde og kigge ind i kupéen og jeg læser i Schlegels tekst om ironi om en skuespilforfatter der efter at have skrevet tre akter forvandler sig til en anden og så skal skrive de sidste to ----".

For mig at se rejser værket spørgsmålet, hvilke muligheder der er for, på baggrund af de erkendelserne, der fulgte med den postmoderne tilstand, bl.a. den poststrukturalistiske tænkning, at forholde sig til naturen, ikke mindst æstetisk, og forskellige former for fællesskaber forbundet hermed.

Når der i anmeldelsen står:
"I den nye bog skriver han nu selv et andet sted »ak« – i ramme alvor: »men ak, det smukke er ikke/sandt«. Det er altså der, han er nu. Der hvor han kan slippe af sted med at skrive så alvorstungt et udsagn. Fordi han er en sand digter, får jeg lyst til at udbryde."

Der vil jeg i stedet fremhæve, at dette ikke så meget er udtryk for at være en sand digter, som det er udtryk for at være konceptkunstner, men med en pointe.