»Ballet is woman,« sagde koreografen George Balanchine. Ballet er kvinde. Det er vidunderligt tydeligt at se under New York City Ballets gæstespil i Tivoli denne uge. For kvinderne stråler. Ikke bare med vild tåspidsteknik og ubesværede piruetter. De smiler også – som om de nyder at danse.
I Balanchines største kvindehyldest, balletten Serenade, bliver det særligt synligt. Jeg kan simpelthen ikke huske, at New York City Ballet har danset denne ballet så blidt og så feminint. Her er ikke bare krystalspidse tåspidser og yndefuld sødme.
Det virker også, som om ballerinaerne danser for hinandens skyld og for deres egen – ikke for at udtrykke et kvindebillede, som mandekoreografen har låst dem fast i. Disse danserinder virker frie og stærke. Suverænt anført af Sterling Hyltin, der funkler som kompagniets Balanchine-ballerina. Bedre bliver det ikke.
Hånden for øjnene
Som tilskuer i salen sidder man og bølger med i kroppen til Tjajkovskijs underskønne serenade. Og Tivoli Copenhagen Phil spiller så levende og sitrende under dirigenten Daniel Capps, at man bare kunne have lyst til, at deres leg aldrig måtte holde op.
For hvad er smukkest? Åbningsscenen med kvinderne, der står i lyseblå, lange skørter og strækker hånden op mod solen? Scenen med den liggende kvinde med det udslagne hår og manden, der føres hen til hende af en anden kvinde, der holder ham for øjnene? Eller scenen, hvor fem kvinder på række langsomt glider ned i spagat sammen?
Det er ikke til at vælge i denne elskede klassiker fra 1935, som Balanchine oprindelig skabte til sine elever på School of American Ballet. Inklusive scenen med danserinden, der kommer for sent til træning.
Efter skandalen
New York City Ballet har ellers været gennem en hård tid. Skandalen med balletmester Peter Martins i januar bød på anklager om magtmisbrug og seksuelle overgreb. Den danske Peter Martins, der var solodanser hos Balanchine, og som efter hans død fik jobbet som balletmester i 1983, sagde selv op. Siden har kompagniet klaret sig med en midlertidig ledelse af den tidligere solodanser Jonathan Stafford og den kun 30-årige huskoreograf Justin Peck sammen med to instruktører.
Alligevel er kompagniet i overvældende god form. Der må være nogle exceptionelle instruktører i prøvesalene. Set udefra er det ikke mindst tydeligt, at det hysterisk tynde look blandt ballerinaerne er forsvundet.
Denne æstetiske alsidighed var allerede indledt, da Peter Martins viste kompagniet frem på Operaen under gæstespillet i 2013. Men Peter Martins’ forkærlighed for et ultraskarpt højtempo med nærmest brutal synkronpræcision er nu også blevet blødt op af smil.
Den danske solodanser Ask la Cour og den amerikansk Maria Kowroski dansede Christopher Wheeldons After the Rain, så publikum næsten glemte at trække vejret under New York Citys gæstespil i Tivoli.
Trofast vandring
I gæstespillets moderne program var det psykologisk mest interessante værk balletten After the Rain fra 2005 af koreografen Christopher Wheeldon. Han har ladet sig inspirere af Arvo Pärts dansante musik Spiegel im Spiegel, ligesom Neumeier har gjort det i sin Othello.
Men her er koreografien en duet for en kvinde og en mand, der undervejs danser i én lang bevægelsesstrøm af magnetisk tiltrækning og alvor – her til Jon Gjesmes inderlige violin og Susan Walters’ insisterende klaver.
Den fænomenale solodanser Maria Kowroski står i en lyserød badedragt med bølgende langt hår og bare ben i tåsko, og den udtryksfulde, høje danske solodanser Ask la Cour står bøjet over hende i grå bukser og bar overkrop. Så griber han om hende, og nu følger en åndeløst smuk dans. Koreografien byder på originale løft; kvinden går for eksempel bagover i bro, hvorefter manden tager om hendes talje og ’flytter’ hende. Det giver klump i halsen.
Smittende lykkelige
Den russiske Alexei Ratmansky, der var solodanser ved Den Kongelige Ballet, før han brød igennem som international koreograf, skabte i 2014 ny koreografi til Mussorgskijs Udstillingsbilleder. Det er aftenens mest raffinerede og subtile værk, fyldt med kommentarer til klassiske trin, der hos Ratmansky bliver drejet og spejlvendt og vendt på hovedet med boblende overskud. Danserne smiler i sommergult lysdesign i deres legende farveplettede kostumer af Adeline Andre. Smittende lykkelige.
Ratmansky skaber stillinger, der egentlig er umulige – som da manden løfter kvinden op at stå svajende oprejst på sin brystkasse, samtidig med at han selv vandrer videre under hende. Her pibler gåsehuden frem.
Ukuelige ben
Det nyeste værk er Justin Pecks ballet The Times Are Racing fra 2017. Her udfordres æstetikken, så øjet bringes ind i vores årtusind – med sneakers og cowboyshorts og trin, der blander streetdansens energi med ballettens lange linjer. Danserne imponerer med deres frygtløshed.
Også her er ballerinaen Tiler Peck en charmetrold med ukuelige ben, mens den høje, mørke solodanser Taylor Stanley har en løssluppenhed i kroppen, der får de lynhurtige trin til at se fuldstændig indlysende ud. Her får kompagniet et tiltrængt ungt og sløset udtryk. Uden at gå på kompromis med danseteknikken.
Gæstespillet i Tivoli åbnede på 175-årsfødselsdagen for Georg Carstensens gamle have. Det er skønt, at Tivoli fortsat præsenterer disse internationale balletgæstespil. Uanset hvor meget man kunne ønske, at koncertsalens scene havde været lidt dybere, når de uimodståelige kvinder i Serenade fletter armene. Og smiler.
New York City Ballet i Tivoli. Tivolis Koncertsal onsdag og torsdag. Danser også lørdag-søndag 19-20. august 2018
