Læsetid: 5 min.

Caspar Erics personligt dybtfølte bidrag til ’sorglitteraturen’ skæmmes af fyldstof og sentimentale klicheer

Den før så generationstypiske forfatter har godhedsfuldt søgt at lægge (nogle af) attituderne fra sig og finde ind til en smertelig nøgternhed, men når han forsøger at anlægge globale og klimapolitiske perspektiver, genkender man kun alt for tydeligt den Karl Smart, som så ofte stak hovedet frem i debuten ’7/11’ og i selvmordsgalleriet ’Avatar’
Caspar Eric.

Caspar Eric.

Søren Bidstrup

17. august 2018

Det hele skulle ellers have været så godt. De ventede deres fælles barn og skulle snart være en lille familie, omsider ophøre med blot at være ’potentielle’. I hele tretten uger glemte de at hakke på hinanden! Men da det i 11. svangerskabsuge blev konstateret, at der var noget galt, endte det med abort. Fra at være arvinger til lykken blev de til »nogle af dem i statistikkerne: / dem der aldrig fik booket den rejse / dem der aldrig fik ordnet det badeværelse / dem der går fra hinanden efter at have mistet et barn«.

Som læseren kan høre af denne passage fra Caspar Erics nye versroman eller fortællende langdigt, har den før så generationstypiske forfatter godhedsfuldt søgt at lægge (nogle af) attituderne fra sig og finde ind til en smertelig nøgternhed.

Det klæder ham, for derved lykkes det ham at formidle historien om tabet. Tabet af det ventede barn, »den lille amøbe« derinde. Tabet af kæresten. Sorgen over den fremtid, som aldrig blev til noget. Afskeden med håbet om ligesom sine jævnaldrende at blive del af »et faderligt fællesskab«, som det et sted, om end lettere kvalmende, siges.

Ude på en vis distance handler denne bog uden genrebetegnelse samtidig, via farmorens demens, om tab af vigtig hukommelse og dermed delvist fravær af en fælles fortid. Endelig, længere ude, overvejer værket fremmedhed og ensomhed som vilkår: »alle er flettet ind i hinanden / og isolerede fra hinanden.« At disse og andre store ord langtfra kan være ironisk ment, forvisses man om af forlagets indlagte vaskeseddel – af ca. halv anmeldelseslængde – hvor digteren formelig pladrer udgivelsen til med sentimentale klicheer.

Selv om bogens tekster, der i omfang varierer fra en enkelt linje til en hel side, umiddelbart kan forekomme fragmenterede, danner der sig gennem de 13 undersektioner efterhånden en episk sammenhæng. Måske man som læser skal opfatte tallet 13, ikke som et disharmonisk primtal, men som et harmonisk 12-tal efterfulgt af 1 enkelt ny begyndelse: Drømmen er bristet, nu skal der leves videre. Det lyriske »du« var helt nede og vende, nu handler det om at rejse sig på ny, men om muligt tage bagagen med.

Og hvad omfatter så den private bagage? Først graviditeten, aborten og bruddet. Så en rejse til Grækenland sammen med et par venner. Dernæst midlertidigt logi hos far, efterfulgt af egen etablering i en etværelses og eksperiment med gammel veninde, omdefineret til ny kæreste. Og sideløbende hermed et tilbageblik på forældrenes utroskab, skænderier og skilsmisse samt på oplevelser med ungdomskammerater, ligesom for at få det generelle ’maskulinitetsperspektiv’ med.

Historien kunne være grundstødt i skikkelse af en udskrift af en psykoterapeutisk sorgbearbejdelsessession eller som fortyndede opkog af en selvhjælpsbog, men jeg synes, Caspar Eric, i det mindste i bogens centrale forløb, formår at gøre det private personligt på en måde, der åbner for læserens indlevelse og deltagelse.

Måske fordi han skriver »du« om og til sig selv og derved også taler til mig. Måske fordi han holder fokus og rent motivmæssigt afsøger et felt ad gangen. Måske også, fordi han nogenlunde evner at dosere brugen af de nemme klicheer om tab, smerte og sorg, De véd nok, dem der: »I må forsøge at lære af historien / både huske på det smukke og det dumme.« Eller: »Det at blive voksen siger din mor / er at lære hvordan man / bærer på sine skuffelser og tab.« Eller hvad med denne her: »At du kan græde over et tabt liv / betyder at du sætter pris på livet.«

Sirup af denne skuffe ændrer ikke ved, at det aldrig fødte barn og den mistede kæreste vedbliver at spøge, f.eks. i fantasien om, at hun nu venter barn med en anden. Derfor virker det følelsesmæssigt rigtigt at lade værket klinge ud i det desværre fladtrådte paradoks, at alt, hvad du har mistet, skal du for evigt bære med dig.

Med mig fra Caspar Eric vil jeg med garanti ikke bære hans alenlange referater af film, hans snapshots fra Middelhavsrejsen eller hans halvfordøjede og indimellem grueligt letkøbte civilisations- og samfundskritik: »Lovene og reklamerne er indrettet / efter at de rige skal føde flere rige børn.«

Sådan noget vrøvl. Lovene skal på gennemskuelig vis regulere den sociale praksis og sikre os alle mod de værste følger af menneskelig griskhed, nedrighed og ondskab. Reklamerne skal få os til at opdage og købe en masse lort, vi overhovedet ikke har brug for.

Virkelig intrikat er denne her: »hvis det er menneskeligt kun at føle empati / med folk der ligner dig selv / må det være et argument for at forlade det menneskelige«.

Her er det selve præmissen, der halter: Empati, tillid, agtelse og andre spontane livsytringer forudsætter ikke lighed eller enshed, men evne til identifikation.

Direkte naive er forfatterens kommentarer til nationalisme og fremmedhad: »Det er svært at pege på et fællesskab / der ikke bruger eksklusion som et formende princip.« Måske kan dette præk lyde både stejlt og flot, men det strider mod anmelderens erfaring, og så må man jo sige fra.

Jeg kan godt forstå, at Caspar Eric har følt trang til at skrive sin i gåseøjne »lille« historie ind i en større, men når han forsøger at anlægge globale og klimapolitiske perspektiver, genkender man kun alt for tydeligt den Karl Smart, som så ofte stak hovedet frem i debuten 7/11 (2014) og ikke mindst i selvmordsgalleriet Avatar (2017).

Ærgerligt, når han nu ellers leverer et ret solidt bidrag til den »sorglitteratur«, som her efter år 2000 er gået hen og blevet en bølge. Rolf Sparre Johansson og Claus Handberg begræd på poesi deres tab af en mor.

Caroline Albertine Minor skrev i novellesamlingen Velsignelser bl.a. om en kvinde, som får et barn med en anden end ham, hun har elsket, og som nu desværre er død. Og Naja Marie Aidt kredsede genrekrydsende om tabet af en voksen søn. Tendensen ser ud til at være solid, men skulle den mod forventning en dag høre op, får forfatterne da i det mindste dét at sørge over.

Caspar Eric: ’Alt hvad du ejer’. Gyldendal, 294 sider, 200 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer