Læsetid: 5 min.

Caspar Erics personligt dybtfølte bidrag til ’sorglitteraturen’ skæmmes af fyldstof og sentimentale klicheer

Den før så generationstypiske forfatter har godhedsfuldt søgt at lægge (nogle af) attituderne fra sig og finde ind til en smertelig nøgternhed, men når han forsøger at anlægge globale og klimapolitiske perspektiver, genkender man kun alt for tydeligt den Karl Smart, som så ofte stak hovedet frem i debuten ’7/11’ og i selvmordsgalleriet ’Avatar’
Caspar Eric.

Caspar Eric.

Søren Bidstrup

17. august 2018

Det hele skulle ellers have været så godt. De ventede deres fælles barn og skulle snart være en lille familie, omsider ophøre med blot at være ’potentielle’. I hele tretten uger glemte de at hakke på hinanden! Men da det i 11. svangerskabsuge blev konstateret, at der var noget galt, endte det med abort. Fra at være arvinger til lykken blev de til »nogle af dem i statistikkerne: / dem der aldrig fik booket den rejse / dem der aldrig fik ordnet det badeværelse / dem der går fra hinanden efter at have mistet et barn«.

Som læseren kan høre af denne passage fra Caspar Erics nye versroman eller fortællende langdigt, har den før så generationstypiske forfatter godhedsfuldt søgt at lægge (nogle af) attituderne fra sig og finde ind til en smertelig nøgternhed.

Det klæder ham, for derved lykkes det ham at formidle historien om tabet. Tabet af det ventede barn, »den lille amøbe« derinde. Tabet af kæresten. Sorgen over den fremtid, som aldrig blev til noget. Afskeden med håbet om ligesom sine jævnaldrende at blive del af »et faderligt fællesskab«, som det et sted, om end lettere kvalmende, siges.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer