Læsetid: 3 min.

Christian Lollikes ’Revolution’ er en parodi på eksperimenterende teater fremfor en reel åbning for samfundsdebat

Samarbejdet mellem Aarhus Teater og Christians Lollikes Teater Sort/Hvid har budt på succeser som ’Living Dead’ og ’Erasmus Montanus’. Men med nyeste skud på samarbejdsstammen, ’Revolution’, nås på ingen måde tidligere tiders revolutionerende højder
Verden er et kunstigt sted med blege, dukkelignede mennesker og plastikdækkede ansigter i Christian Lollike og Sigrid Johannesens iscenesættelse af ’Revolution’.

Verden er et kunstigt sted med blege, dukkelignede mennesker og plastikdækkede ansigter i Christian Lollike og Sigrid Johannesens iscenesættelse af ’Revolution’.

Emilia Therese

21. august 2018

»Se hvad vores diæt af tropiske frugter, vitaminpiller og plastikindpakkede madvarer betyder for livet i vandet!« Jacob Madsen Kvols råber næsten, imens han smadrer det nysamlede, hvide Ikea-sofabord. Kjartan Hansen strammer løkken om sin hals i forsøget på at slippe væk fra verden, som vi kender den.

Tidens tanker om at ændre den vestlige verdens livsstil og overforbrug fylder en del. Ikke mindst på sociale medier, hvor opråb, bønner og skræmmekampagner om verdens snarlige undergang og mangel på ressourcer er blevet dagligdag. I den ånd risler Aarhus Teater og Teater Sort/Hvids forestilling Revolution ned lige midt i det hele som vand på en mølle.

Revolution, der er skrevet af Christian Lollike og bygger på et tekstforlæg fra kunsthistoriker Mikkel Bolt, handler om en revolution af samfundet, som vi kender det. Eller rettere om manglen på revolution. For uanset mængden af referencer til røde faner, Karl Marx, Jesus og andre kendte revolutionære, er der ingen revolution, ingen løsning til stede på scenen.

Selv titlen på samlevejledningen til Ikea-møblet er »Revolution«. Det er et begreb, der tydeligvis har mistet sin tyngde og er blevet en del af en ubrugelig popkultur uden egentlig handling.

Ultimativ mangel på livsglæde

Den verden, som Christian Lollike og Sigrid Johannesen iscenesætter, er kunstig og poleret. I Franciska Zahles scenografi er alt hvidt, gråt og farveløst. Selv den døde fisk, skålen med popcorn og skuespillernes hudfarve matcher perfekt ind i farveskalaen. Alt emmer af en grundlæggende mangel på livsglæde.

Fire skuespillere bevæger sig som dukker uden fuldt bøjelige led og ikke som levende væsner af kød og blod. Der leges med lydene og med opfattelsen af de menneskelige stemmer, som forvrænges til det uigenkendelige – som talte de ned i tomme metaldåser.

Kjartan Hansens stemme går i hak som en pickup, der har sat sig fast i samme rille på en grammofonplade. Og Jacob Madsen Kvols’ slowmotion-tale lyder som en parodi på Ulf Pilgaard i en sketch fra Cirkusrevyen, bare uden det morsomme.

Pointerne går tabt, og ordene drukner i mekanisk forvrængede stemmer. »Du lyder som en film, jeg ikke orker at se,« vrænger Rikke Lylloff og understreger dermed den følelse, som sætter sig i kroppen hos publikum den første halve times tid, før forestillingens univers for alvor udvikler sig.

Revolution eskalerer eksponentielt. Længe er det statisk, ensformigt, næsten kedeligt til trods for skuespillernes præstationer. Derpå tager det støt til med de gakkede, overgearede indslag. Afbrudt af små sekvenser med velklingende, middelalderlig korsang, der rent og fint står i skarp kontrast til forestillingens øvrige, støjende lydbillede.

Provokationer uden bid

»Jeg stoler mere på Ikea end på nogen anden nationalstat«. Kjartan Hansens definitive statement fremkalder latter, men egentlig er det ikke morsomt. Dog sætter det gang i sidste og afgørende fase i forestillingen.

De forvrængede stemmer lyder nu som musene fra Disneys Askepot-film, mens skuespillerne med kickline og jazzhands synger deres hyldest til Ikea-land. På 80 minutter går oplevelsen af Revolution fra statisk til fuldstændig overgearet kabaretshow, total opløsning og (måske) genfødsel.

Revolution bliver mere en parodi på eksperimenterende teater, end det bliver en reel åbning for debat om samfundet. »Du har kneppet Biblen og tusind andre dommedagsvisioner.« Rikke Lylloffs ord er en provokation for provokationens skyld. På samme måde med brugen af kropsvæsker, der åbenbart obligatorisk må flyde eller sprøjte i Lollikes universer.

Desværre går budskaberne tabt i de mange effekter. Revolution vil så afgjort ikke revolutionere verden, som vi kender den. Og ej heller scenekunsten. Men underholdningsfaktoren stiger dog proportionelt med det gakkede for til sidst at ende i det, vi forventer af en forestilling af Christian Lollike.

’Revolution’. Tekst/manus: Mikkel Bolt/Christian Lollike. Instruktion: Christian Lollike og Sigrid Johannesen. Scenograf: Franciska Zahle. Med: Jacob Madsen Kvols, Rikke Lylloff, Marie Marschner og Kjartan Hansen. Spiller på Åbne Scene i Aarhus til 1. september. Derefter hos Sort/Hvid i Kbh. og på Aarhus Teater.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu