Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Filmen ’Last Flag Flying’ sender os på en sorgrejse, man kunne dø af grin over

Richard Linklaters nye film er et yderst vellykket mix af lystspil og tragedie. Den snegler sig på en knivsæg mellem det kammeratligt profane og det dybt samfundskritiske. Og under de tre ældre hovedpersoner og gamle soldaterkammeraters historie står fortællingen om de tossede krige, som USA har kastet sig ud i
Richard Linklaters nye film er et yderst vellykket mix af lystspil og tragedie. Den snegler sig på en knivsæg mellem det kammeratligt profane og det dybt samfundskritiske. Og under de tre ældre hovedpersoner og gamle soldaterkammeraters historie står fortællingen om de tossede krige, som USA har kastet sig ud i

Ritzau Scanpix

Kultur
16. august 2018

Personligt er det ikke altid sprudlende begejstring, jeg flyder over med, når det kommer til den amerikanske instruktør Richard Linklaters film.

I mine øjne kan hans film ofte være tamt underspillede, for selvbevidst nuttede og kedsommeligt – omend sikkert bevidst – konfliktløse.

Jeg forstod for eksempel ikke ophidselsen over Boyhood, der nægtede at blive en engagerende fortælling og forblev et hyggeligt formeksperiment. Og jeg forstod heller ikke, hvorfor vi skulle have hele tre samtalefilm med Ethan Hawke og Julie Delpy (i Before-trilogien), når den svundne romantiske periode, de sukker efter, så tydeligt er uden for Linklaters kunstneriske rækkevidde.

Men han har også forbilledligt dyrket en række formeksperimenter – både i ovenstående og i en række mere eller mindre vellykkede film. Der er tegneseriefilmen Waking Life og A Scanner Darkly. En række af dem foregår over ét døgn eller mindre, mest vellykket SubUrbia og Tape, der foregår på én location.

Steve Carells uskyldige toneklang

Linklaters nye film Last Flag Flying, dén kan jeg lide. Den er ikke specielt eksperimenterende, men den er heller ikke tamt underspillet, nuttet eller konfliktløs – også selv om den undervejs trækker på disse ’linklaterske’ dyder/unoder. Men med måde.

Filmen har fornemmelsen af lystspil, og at skuespillerne morer sig med rollerne og excellerer uden at anstrenge sig (lige som Delpy/Hawke-filmene). Angiveligt har de undervejs i optagelserne flere steder sluppet manuskriptet og improviseret. Jeg forestiller mig for eksempel, at det er sket i en togscene, som vi skal vende tilbage til.

Samtidig er Last Flag Flying også en socialrealistisk tragedie med masser af konflikter. Den kaster både med skarp kritik af USA’s militære engagementer og med galgenhumor over livets fortrædeligheder – i et yderst vellykket mix.

Steve Carell (bedst i den amerikanske udgave af The Office) spiller med en mild, naiv, nærmest uskyldig toneklang Doc, der inden for et halvt år har mistet sin elskede hustru til brystkræft og sit eneste barn i Irakkrigen.

Året er 2003, og Doc opsøger sine to nærmeste, aldrende kammerater fra Vietnamkrigen, barejeren Sal (Bryan Cranston) og præsten Richard (Laurence Fishburne). På hver deres måde er de flygtet fra alt det væmmelige, de oplevede derovre. Doc går ind i sig selv, Sal ned i flasken, Richard op i religionen.

Doc vil have dem med til heltebegravelsen på Arlington-kirkegården (dér hvor JFK også ligger), og de indvilliger. Men fremme på flådebasen finder de ud af, at sønnen blev dræbt under lidt mere uheldige omstændigheder end officielt, og så vil Doc ikke længere have sin søn i militærjord.

Irak spejler sig i Vietnam

Sønnens historie spejler de tre herrers egne fra Vietnamkrigen, hvor de også var indblandet i en kammerats dødsfald. I begge tilfælde – i Irak og Vietnam – var der tale om drenge, der var ude, hvor de ikke kunne bunde og uforvarende forrettede ubodelig skade.

Så dér står Doc i hangaren og ser på sin søn, der har fået blæst sit ansigt af. Til hvilken nytte? Det spørgsmål vendes der tilbage til igen og igen i en film, der veksler mellem et socialkritisk elegisk og et slagfærdigt komisk leje.

Et andet gennemgående tema er militærets retorik og ritualer omkring den døde mand, det amerikanske flag, kisten og transporten af den, som alt sammen følges med et nøgternt kamera.

Militærets noble andægtighed udstilles i al sin absurditet, men også afmagt set i lyset af de skamløst umenneskelige beslutninger, der ligger bag alle disse unge mænds død. Hverken Vietnam- eller Irakkrigen blev jo påbegyndt af de grunde, der blev angivet af landets ledere.

En socialt frygtløs motor

Skuespillet er forrygende på en tilbagelænet måde. Med undtagelse af Bryan Cranston, der er i konstant angrebsmodus. Hovedrolleindehaveren i Breaking Bad leverer her en gloriøs og sygt morsom præstation i rollen som Sal.

Bevares, Carell klarer sig fornemt med en ret så tavs rolle, og Fishburne er virkelig god til at spille mavesurt frelst. Men Cranston driver konstant filmen fremad. Hans rolle er at være motoren, der får ting til at ske og folk til at gå ud af deres gode skind, så de endelig får sagt noget vigtigt.

En socialt frygtløs og bramfrit kynisk alkoholiker, der vinder alles hjerter, fordi han intet ondt vil folk. Han vil bare mærke dem.

Omfavnelsen af livets meningsløshed er en overlevelsesstrategi for Sal: »Virkeligheden min bare røv. Det er alt sammen opfundet.« Men Sal vælger alligevel sandheden over løgnen, også selvom sandheden er ubærlig. Men er dét det rigtige i alle situationer, spørger filmen. Er vi ikke nødt til at fortrænge for at overleve?

Pikken der glor på strømperne

Tilbage til togscenen: De tre midaldrende mænd sidder i togets fragtvogn og drikker bajere sammen med kisten og den unge soldat, der skal ledsage den, sønnens bedste ven. Alderdommen gør sig lystig over et besøg på et vietnamesisk bordel, hvor Doc mistede sin mødom. Den unge soldat er ikke meget for prostitution.

Så drejer snakken over mod rejsninger, og det er her, at jeg tror, at manuskriptet bliver sluppet og Bryan Cranston improviserer. Han gør grin ad sin falmede potens, hvordan hans pik stod opad maven og gloede på ham, når han barberede sig som ung. Hvordan den nu i stedet glor ned på, at han tager strømper på. De andre personer/skuespillere vrider sig i latterkramper, og det gjorde denne anmelder også.

Således er ’Last Flag Flying’ en rørende sorgrejse, som man – pletvist – er ved at dø ad grin over.

’Last Flag Flying’. Instruktion: Richard Linklater. Manuskript: Richard Linklater og Darryl Ponicsan. Amerikansk. (Vises i Cinemateket, Kbh. 16.8-26.8)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her