Læsetid: 8 min.

Finanskrisen set i et større perspektiv

Adam Tooze har med ’Crashed: How a Decade of Financial Crises Changed the World’ leveret det hidtil mest ambitiøse forsøg på at skrive finanskrisens historie
Adam Tooze har med ’Crashed: How a Decade of Financial Crises Changed the World’ leveret det hidtil mest ambitiøse forsøg på at skrive finanskrisens historie

RICHARD DREW

31. august 2018

I disse dage er det ti år siden, at den finansielle krise med udgangspunkt i det amerikanske boligmarked trak hele verdensøkonomien med ned. Det var den 15. september, at Lehmann Brothers gik konkurs og det globale finansmarked blev kastet ud i den største krise siden Den Store Depression. En krise, hvis eftervirkninger stadig præger verden i dag.

Den amerikanske økonomiske historiker Adam Tooze har med Crashed: How a Decade of Financial Crisis Changed the World, skrevet det indtil nu mest ambitiøse forsøg på at beskrive finanskrisens historie, med over 700 sider baseret på en blanding af historiske dokumenter og interview med centrale aktører inden for den finansielle og den politiske verden.

Adam Tooze, der tidligere er kendt for sit arbejde om mellemkrigstiden, eksempelvis bøgerne Wages of Destruction om naziregimets økonomiske politik og The Deluge om det geopolitiske landskab efter Første Verdenskrig, har her bevæget sig ind på det langt vanskeligere område, som det er at skrive historien om den helt nære fortid.

Det vanskelige ved på denne måde at skrive nutidens historie er i modsætning til klassisk historie ikke mangel på information om begivenhederne, men snarere for meget information. På den måde kræver det et skarpere analytisk perspektiv at skille signal fra støj og væsentlige, strukturelle brud fra det væld af daglige begivenheder, som snart er glemt. Når det handler om mellemkrigstiden, Napoleonskrigene eller den industrielle revolution, har vi fordelen af at kende den efterfølgende virkningshistorie, mens vi med den finansielle krise endnu lever i eftervirkningerne og derfor ikke nyder denne luksus.

Derfor ser vi oftere, at den nære fortid behandles af samfundsvidenskabsfolk, der anvender teoretiske begreber til at reducere den kompleksitet, vi ser i verden. I modsætning til dette holder Adam Tooze sig til en kronologisk gennemgang af begivenhederne, hvor mere generelle analytiske pointer leveres i løbet af det historiske narrativ. Dette er både bogens styrke og svaghed.

På den ene side giver bogen ikke nogen entydige svar og opsummeringer på de strukturelle elementer i krisen. På den anden tillader det kronologiske narrativ Tooze at inddrage en lang række forskellige faktorer fra økonomi, politik og diplomati til at give det måske hidtil mest komplette billede af krisens forløb.

Risikofyldt og skrøbelig finanseringsstruktur

Hvad der især adskiller Crashed fra det væld af bøger, vi har set om finanskrisen, er, at Adam Tooze ikke bare fokuserer på USA og Europa, men også inddrager den rolle som de centrale udviklingsøkonomier som Kina, Rusland eller Sydkorea spiller i det globale finansielle system.

For selvom krisen startede på det amerikanske boligmarked i 2007, så kan en forståelse af krisen ikke begrænse sig til dette. Selvom tabene på spekulation i det amerikanske boligmarked var store, og involverede ikke bare amerikanske, men også kinesiske og europæiske investorer, så kan disse tab ikke i sig selv forklare det massive omfang, som krisen tog.

For eksempel var de direkte tab på faldet i aktiemarkedet forårsaget af dot.com-boblen i 2000 større end tabene i 2008, men uden at dette førte til en generel finansiel krise. Problemet var ikke tabene på subprime-lån, men snarere at disse investeringer var finansieret af en meget risikofyldt og skrøbelig finanseringsstruktur baseret på lån. Når man ikke bare investerer sin egen kapital, men gearer den med yderligere lån, så skal der en langt mindre tab til at forsårsage en likviditetskrise eller insolvens. Denne krise ramte ikke bare de amerikanske banker, men også det væld af udenlandske banker, som havde investeret i det amerikanske boligmarked.

Selvom hovedfokus i perioden op til krisen især havde været på de amerikanske statsobligationer, som asiatiske handlere havde opkøbt som en følge af de store amerikanske underskud på statsbudgettet og handelsbalancen, var det dog de private europæiske bankers investering i det amerikanske marked, der var den største trussel, da de globale finansmarkeder frøs til i perioden efter Lehman Brothers kollaps. På den måde lå kimen til den senere Eurokrise allerede i de store tab, som de europæiske banker led som følge af deres dybe integration i de amerikanske finansmarkeder.

Den bølge af kriser, som ramte verden i efteråret 2008 var den hidtil voldsomste, vi har set i kapitalismens historie. Selv ikke under Den Store Depression så man den finansielle krise sprede sig med en sådan hast og global rækkevidde som i 2008. Og i modsætning til den asiatiske krise i 1997-98 ramte krisen alle de mest centrale lande i det finansielle system. Med et globalt finansmarked var de potentielle følger af, at kreditstrømmene simultant tørrede ud over hele verden, uoverskuelige.

Når dette ikke skete, var det, fordi man i modsætning til i 1930’erne så resolut politisk handling som nødvendig for at undgå de værste følger. Her er det især den amerikanske centralbank Federal Reserve, der trådte ind på banen som den ultimative garant for ikke bare den amerikanske finanssektor, men også banker i Europa og Østasien, som havde store investeringer i den amerikanske økonomi og derfor var afhængige af dollar-likviditet for at holde sig solvente under krisen. Da krisen var på sit højeste havde Federal Reserve udestående lån på 1.700 milliarder dollars i omløb, 600 milliarder ud af disse til udenlandske banker.

I denne gennemgang gennembryder Adam Tooze gang på gang skellet mellem økonomi og geopolitik. Forsøgene på at redde banksektoren verden over krævede nemlig ikke bare statslig indblanding i økonomien, men på grund af den finansielle globalisering også en tæt koordinering mellem regeringerne verden over. På dette niveau er det ikke upersonlige markedskræfter, men tværtimod personlige og politiske aftaler mellem banker, kreditorer, centralbanker og stater, der afgør allokeringen af kapital, profit og risiko.

Forskellen mellem Europa og USA

I de første år efter 2008 var der mange europæiske politikere, der fremhævede krisen som et produkt af den særlige form for amerikanske frimarkedsliberalisme, og at man derfor burde se mod den mere socialt orienterede europæiske model.

Dette var imidlertidt naivt. De europæiske banker havde taget næsten lige så store tab som de amerikanske i 2008-09, og i forhold til økonomien var den europæiske finanssektor langt større end den amerikanske. Da europæiske lande som Irland, Spanien og Storbritanien blev tvunget ud i redningspakker til bankerne, endte de dermed med relativt større gældsbyrder.

Dette skulle dog ikke vise sig at være den afgørende faktor, da Eurokrisen for alvor brød ud fra 2010. For i modsætning til USA, hvor den amerikanske stat via Federal Reserve trådte til med bankpakker og obligationsopkøb for at sikre finanssektoren, så stod de europæiske lande uden disse muligheder.

Euroen var den måske mest uafhængige centralbank og var via sin forfatning bundet til en ekstremt stram pengepolitik uden de store manøvremuligheder i en krise. Da de sydeuropæiske lande kom i problemer på grund af den stigende gældsbyrde, der fulgte efter bankpakker og nedgang i den globale økonomi, var der derfor brug for samme pengepolitiske fleksibilitet, som ’the Fed’ havde vist i USA.

Men dette blev blokeret af Tyskland, der i stedet så muligheden for at gennemføre en ideologisk motiveret sparepolitik som et middel til at trimme de i deres øjne alt for gavmilde sydeuropæiske velfærdsstater.

Resultatet blev en økonomisk og social katastrofe, hvor millioner i lande som Spanien og Grækenland blev kastet ud i arbejdsløshed og social nød, indtil Mario Draghi i 2013 fik frie hænder til at føre en aktivistisk pengepolitik, som man havde gjort i USA.

Forskellen på reaktionen i Europa og USA er ifølge Tooze, at i USA formåede den herskende klasse at formulere en tidssvarende politik. Den var ulighedsskabende, oligarkisk og problematisk på en række punkter, men den virkede i forhold til at få økonomien ud af den koma, som ramte i løbet af 2008-09 ved at oversvømme det finansielle system med penge fra Federal Reserve.

I modsætning hertil formåede den europæiske finanskapital aldrig at formulere en sammenhængende position, og især forholdet til ideologi og indenrigspolitik i Tyskland endte med at spærre vejen for en rationel diskussion af den politiske respons på krisen. Ligesom i 1930’erne endte Europa i perioden fra 2010-15 med en række selvdestruktive tiltag, hvor offentlige nedskæringer på grund af de afledte effekter i økonomien endte med at øge gældsætningen i de hårdest ramte lande.

Brexit og Trumps sejr

Bogens styrke, nemlig kombinationen af økonomisk historie med politisk analyse, bliver dog som fortællingen nærmer sig nutiden også et alvorligt problem. Bogens sidste dele, der fokuserer på Brexit og Trumps sejr, mister den analytiske fokus på økonomiske strukturer og udvikler sig i stedet til en ren narrativ beskrivelse af politiske begivenheder. I modsætning til analysen af 2008-krisen eller eurokrisen bevæger bogen sig her ikke under de umiddelbare begivenheder, og man føler, at de sidste kapitler kunne være skrevet af enhver, der har fulgt med i nyhedsdækningen de seneste år.

Dette ændrer dog ikke ved, at Crashed leverer en af de hidtil mest dækkende og analystisk præcise gennemgange af krisen, vi har set.

Karakteristisk nok ender bogen med flere spørgsmål end svar. På mange måder er verdensøkonomien i en endnu mere skrøbelig og ustabil situation end før 2008 med kreditdrevne bobler på aktie- og boligmarkeder verden over. Men spørgsmålet er, om den politiske vilje og evne er til stede til at modstå den næste krise.

Hvor det i 2008 var den amerikanske Federal Reserve, der tog det globale lederskab i forhold til at sikre likviditet på kapitalmarkeder verden over med en stadig strøm af dollar, så var den politiske pris høj for såvel demokrater og establishment republikanere, der støttede de finansielle redningspakker. I et politisk landskab domineret af Trump og Tea Party-bevægelsen er det svært at se manøvrerummet til, at Federal Reserve endnu engang kan fungere som redningsmand for den globale kapitalisme.

I en sådan situation ville man forvente, at Eurozonen og ECB kunne træde ind på scenen som finansiel hegemon med euroen som potentielt nyt anker for verdensøkonomien. Men den katastrofale mangel på lederskab under eurokrisen, og især Tysklands årelange blokering af en løsning, har demonstreret, at der er langt igen, før euroen kan indtage denne rolle.

’Crashed:  How a Decade of Financial Crises Changed the World’ af Adam Tooze. Penguin, 720 sider, 35 dollar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Andersen
  • Eva Schwanenflügel
Bjarne Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

2 store myte vedrørende finanskrisen:

1) at fixe den var specielt mirakuløst godt arbejde, der krævede genier
2) at de overhoved fixede den!