Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Forældre graver gammel sorg op i nyt teaterstykke – resultatet er mindre spændende end ideen

Sydhavn Teater eksperimenterer med ny hollandsk dramatik om sorgarbejdets sagte suspense i kirkegårdsteater med fire forskellige premierer. Det er både spændende og ikke helt vellykket
Kultur
22. august 2018

Den hollandske dramatiker Lot Vekemans’ Gift er som skrevet til Sydhavn Teater. Vekemans’ helt langsomme sorgdrama om et par, der er blevet fremmed for hinanden efter deres søns død, udspiller sig i et kapel på en kirkegård, og Sydhavn Teater har hjemsted i det lille knirkende og kølige Østre Kapel på Vestre Kirkegård.

I catalanske Alia Luques danske iscenesættelse af Vekemans’ stykke fra 2009 har både parret og publikum modtaget et brev om, at en række gravsteder måske skal flyttes, fordi der i forbindelse med forberedelsen af skybrudsplanen for området (som faktisk findes) er fundet giftrester i undergrunden.

Giften indebærer »ingen umiddelbar risiko for folkesundheden«, lyder det næsten umærkeligt embedssprogefterlignende i brevet. Men for »at forebygge eventuelle bekymringer fra borgere« inviterer en, ikke H.C., men C.H. Andersen fra Center for Kirkegårde ikke desto mindre til orienteringsmøde om, »hvilke tiltag og løsninger der overvejes fra kommunal side«. Og sådan besætter publikum altså birollerne som de øvrige fremmødte til det angivelige borgermøde, hvor vi skal bevidne parrets første møde i ti år.

Sorgarbejdets sagte suspense

Der er en lunte at lugte, og vi lugter den langsomt i træg takt med at den akavede samtale, som parret fører, mens de venter på C.H. Andersen, langsomt graver deres forladte konflikter og jordslåede sorg op. Efter sønnens død kørte »han« en nytårsaften sin vej, og »hun« lod ham gøre det.

Først er det ham, der med sine drengede baggy bukser, læderjakke og kasket virker fortabt, og hende, der med sin afmålte sarkasme virker voksen og videre. Men han fandt også et nyt liv med en ny kone og et kommende barn i Frankrig, mens hun, med hans ord, badede i sin sorg – og så fremstår han afklaret og hun vred. Også fordi, han vil skrive en bog om deres fælles historie.

Ligesom samtalen, de fører fra hver deres skiftende ende af rummet, cirkler rundt om deres tragiske tvist, bevæger de sig fysisk rundt i ring, som om deres legemer afstøder hinanden. Men egentlig er de som de gamle pindestole, der ligger spredt to og to rundt i rummet: Væltede og viklede ind i hinanden, i et fortsat, fælles fald.

Gift skildrer sorgarbejdet, som parret sammen udfører, med en meget sagte suspense, og samtidig leger stykket med en let humor. Mens vi venter og venter på C.H. Andersen, der ikke kommer, vendes parrets antagonistiske roller lige så stille, og lunten, vi har lugtet, leder i stedet til en slags erkendelse af, hvordan man kan og ikke kan leve med sin sorg.

Fremmedgørelseseksperiment

Alia Luque forstærker ikke kun den langsomme dramatiske kurve i Vekemans’ tekst ved at tage den på ordet og iscenesætte den totalteatralsk i det københavnske gravkapel. (Da han et par gange undervejs går, efterlades vi f.eks. ventende sammen med hende, i let akavet stilhed). I Vekemans’ drama er parret fremmede for hinanden, efter ikke at have set hinanden i ti år.

I Alia Luque og teaterleder Mille Maria Dalsgaards koncept spilles rollerne som »han« og »hun« også i fire skiftende konstellationer af de fire skuespillere Olaf Højgaard, Mikkel Trier Rygaard, Mille Maria Dalsgaard og Gaia Victoria Munoz Rosberg, der er instrueret hver for sig og derfor spiller over for hinanden for første gang til forestillingens fire forskellige premierer. Ligesom at de forliste forældre i stykket bliver mindre og mindre fremmede over for hinanden, spiller skuespillerne sig også langsomt ind på hinanden.

Effekten er sær. Til forestillingens første premiere er det Højgaard, der med udadvendt frustration og forvirring og følelse spiller »han«, og Dalsgaard, der indestængt spiller »hun«, og deres første møde er lige så meget et møde mellem forskellige spillestile som mellem to fremmedgjorte karakterer – især til at begynde med. Hendes ord især føles ikke autentisk stive af sorg – det forstår vi først senere, at de måske netop er – men mest som stive replikker.

At oversættelsen nogle steder også føles stiv, skaber ikke kun en spændende tvivl om, hvorvidt det er meningen, at det skal føles stift, eller om det er meningen, at en replik som f.eks. »det her er ikke et moment til at græde«, som »hun« på et følsomt tidspunkt har, skal føles mere fremmedgørende end rørende. Det skaber også en tvivl om, hvorvidt den tvivl er god.

Metoden tager opmærksomheden

Det gælder hele forestillingen, at meget på samme tid virker virkelighedstro og tydeligt iscenesat. Og at den spænding både er spændende og samtidig ikke ubetinget vellykket.

På den ene side er den berømte fjerde væg – som dramatikeren Denis Diderot i 1700-tallet skrev, at den indfølende skuespiller måtte forestille sig, fandtes mellem scene og sal; som det naturalistiske drama i 1800-tallet findyrkede, og som stort set alt moderne teater siden har forsøgt at rive ned – væk i Gift. I hvert fald konkret.

For på den anden side er Gift også et nærmest hypernaturalistisk drama, hvor det ikke kun er distancen mellem de to hovedrolleindehavere, der er stor, men også den mellem dem og publikum. Publikum er bænket langs væggene i selve scenografien, og derfor er det næsten, som om publikum bliver den fjerde væg. Men selv om de af forestillingens bagfolk, der sidder blandt publikum, også går, når »han« går, og dermed lægger op til, at alle kan gøre det samme, er det ikke, fordi forestillingen rigtig inddrager sit publikum. Omvendt bliver vores rolle som voyeuristiske vidner til parrets private snakken rundt og rundt forstærket, men rigtig akavet bliver det heller aldrig. Alle ved trods alt, at det er teater.

Måske opleves forestillingen bedst – flygter mine tanker undervejs – af de uindviede hundeluftere, der et par gange passerer den vidt åbne dør ind til gravkapellet, hvor en rand af mennesker sidder og betragter to mennesker og nogle stoleskulpturer. For selv om eksperimentet i Gift – hvis udfald jo kan være anderledes andre aftener – jo nok handler om, at form spejler indhold, og altså handler om at fremkalde en frisk ægthed i det tydeligt iscenesatte for at lære noget sandt om sorg, så føles det, som om denne anmeldelse vidner om, at metoden i sig selv tager opmærksomheden. 

Gift. Sydhavn Teater, Østre Kapel, Vestre Kirkegård. Dramatiker: Lot Vekemans. Instruktør: Alia Luque. Koncept: Alia Luque og Mille Maria Dalsgaard. Indtil den 6. september.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Hjerl-Hansen

Nu må folk, herunder dramatikere og teatre, altså lade den tabssorg være. Den er den tungeste sorg, som let bliver til frustration og had som skynder sig at blive til pænhed. At glemme de andre sorger: 2. Ensomhed, 3. Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. Længsel og 5. Sorgen over at være sig selv nærmest - er en sentimental perversion, der gør publikum uret. Det kan kun kan skyldes vort folks dybe, afstumpede, hævdvundne interesse for skibskatastrofer. Tom Kristensen, min bare. Die dumme Dänen.

Woody Guthrie og Bob Dylan kan lære os hvordan man skal leve, men hvordan man skal hjælpe, hvordan man lærer at lægge sig oven på et menneske der er ved at dø af kulde er kun noget man lærer gennem prøvelse. At opsøge prøvelse er et latterligt tankeeksperiment. At tro at kunsten kan lære os at hjælpe hinanden er sværmerisk nonsens. Det er noget som sker, når man elsker meget.

Man kan styrke sin empati gennem kunsten, men ikke nok til at man kan lære at hjælpe.