Der er mange barske skæbner i Delphine de Vigans lille roman De loyale, som følger efter de to prisvindende bestsellere Alt må vige for natten og Baseret på en sand historie.
Mens gennembrudsromanen var et portræt af forfatterens mor, var efterfølgeren en psykologisk thriller som blandt andet udforskede grænserne mellem fiktion og virkelighed. De loyale går i en anden retning, den beskæftiger sig ikke på samme måde med autofiktionens etiske grænseland, men er snarere en ’klassisk’ fortælling om fire mennesker og deres indbyrdes relationer. Det er mærkeligt, til gengæld, hvordan en roman kan føles næsten for fiktiv – for konstrueret og formidlende til rigtigt at engagere mig.
Vi møder Hélène, som er folkeskolelærer, og som har en mistanke om, at drengen Théo bliver mishandlet derhjemme. Hun har selv førstehåndserfaring med, hvordan man som barn kan holde hånden over sine forældre, selvom de skader én – i hendes tilfælde, igennem ekstremt brutal vold:
»Det var noget i hans kropsholdning, hans vigende blik, jeg kender det, jeg kender det ud og ind, en måde at gå i ét med tapetet, at lade lyset strømme gennem én. Bortset fra at det ikke virker over for mig. Jeg fik masser af tæsk som barn, og jeg skjulte mærkerne lige til det sidste, så mig kan man ikke narre.«
Hélène vil gribe ind over for Théo, lige som hun ville ønske, at nogen havde grebet ind over for hende, men hun må kæmpe imod forskellige systemer for at få bekræftet sin mistanke. Hvordan hjælper man et barn, som ikke selv beder om hjælp?
En lille voksen
Det viser sig, at Théo ikke bliver udsat for vold i hjemmet, men er fanget i et giftigt og dysfunktionelt limbo imellem sine skilte forældre: på den ene side moren, der taler grimt om sin eksmand og straffer sit barn med skyldfølelse, når han har tilbragt en uge i fjendens lejr; på den anden side faren, som har mistet sit job og sygner mere og mere hen i sin beskidte lejlighed.
I de uger, hvor Théo er hos sin far, må han gøre rent og rydde op, vaske tøj, åbne vinduer og smide fordærvet mad ud fra køleskabet; med andre ord, gøre hvad han kan for at skjule farens forfald, så han ikke mister forældremyndigheden. Samtidig må han over for moren foregive at tage afstand fra sin far, så hun ikke gør alvor af sine trusler om at rejse væk, hvis sønnen ikke længere ’har brug for hende’.
Delphine de Vigan: De loyale.
Der er ikke noget mere alvorligt end børn, der bliver forsømt. De loyale handler om det, vi gør for at beskytte hinanden – det være sig en forælder, en ven eller en ægtefælle. Den handler om klasseskel, social arv og frigørelse. Når romanen alligevel ikke gør et stort indtryk, er det fordi, hverken sproget eller formen virkelig fænger.
Romanen er bygget op af helt korte kapitler, som følger henholdsvis Hélène og Théo, men også Théos eneste ven og drikkekammerat, Mathis, og Mathis’ mor, Cécile. De to voksne kvinder er jeg-fortællere, mens kapitlerne om drengene er fortalt i tredjeperson, hvilket måske forstærker oplevelsen af, at børnenes er en lukket verden, som de voksne ikke kan nå ind til – på samme måde som Théo og Mathis har et skjulested på skolen, et lille rum bag et skab, hvor de kan drikke i fred, når de pjækker fra timerne.
Det er frustrerende, og det er én af romanens styrker, at man som læser følger med på sidelinjen og får et indblik i, hvad børnene udsættes for, uden at kunne reagere. Samtidig er der noget ved denne konstante vekslen – stemmen og tonen forbliver den samme, afmålt og knugende – som undrer mig.
Romanens begivenheder forvarsles og forklares skiftevis af de forskellige personer, indtil alting bliver meget tydeligt og uundgåeligt. Når der er overraskelser for læseren, er det som regel af den type, hvor personerne eller fortælleren i forvejen sidder inde med information, som så doseres afmålt i løbet af romanen.
Ikke stort rum til reflektion
Det er, som om de fire personer i løbet af den korte roman ikke når at blive til meget mere end skitser. Vi hører om Hélène og Céciles baggrunde, men lærer dem ikke rigtigt at kende. Samtidig er der mennesker i romanen, som jeg er nysgerrig på – ikke mindst Théos mor – som ikke vies sin egen historie.
Romanen stadfæster og konstaterer de frygtelige forhold, som personerne må forholde sig til, og antyder heldigvis også en redning, men giver ikke læseren et særlig stort rum til refleksion. For eksempel når Cécile tænker om de mennesker, der skriver homofobiske og racistiske kommentarer på internettet:
»Det er godt nok en mærkelig verden, når man får lov til anonymt at slynge tvetydige eller ekstreme udsagn ud til højre og venstre uden nogensinde at give sig til kende.«
Eller når hun senere, til en parmiddag, konfronterer en mand, efter at han har fortalt en sexistisk anekdote:
»Fordi det sker temmelig sjældent, at en kvinde kaster sig over en mand på gaden, under en bro eller på et værelse for at trænge ind i ham eller stikke et eller andet op i hans anus. Derfor. Så I skal vide, at en hvilken som helst normal kvinde kniber ballerne sammen, når hun går forbi fire fyre klokken tre om natten.«
Ja, det er en mærkelig verden. Ja, der sker mange frygtelige ting, men heldigvis er der mennesker derude, som står klar til at hjælpe. De loyale efterlader mig med den slags betragtninger – og et ømt punkt for stakkels Théo – men ikke meget mere end det.
Delphine de Vigan: De loyale. Oversat af Victoria Westzynthius. 188 sider, 199,95 kr. People’s Press.
