Læsetid: 5 min.

Gus Van Sant giver livsvis lussing til den forkælede velfærdsnarcissist

Gus Van Sants ’Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’ handler om vittighedstegneren John Callahans bøvlede liv som alkoholiker og siden også handicappet. Det sker hudløst filosofisk, psykologisk krøllet og fuld af menneskelige fejl, men også med en rigeligt nydelig sløjfe på hele redeligheden
John Callahan bliver spillet med forrygende kompleksitet, forræderiske dybder og en svært afkodelig sentimentalitet af den uforlignelige Joaquin Phoenix.

John Callahan bliver spillet med forrygende kompleksitet, forræderiske dybder og en svært afkodelig sentimentalitet af den uforlignelige Joaquin Phoenix.

Foto: scanbox.dk

9. august 2018

Titlen Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot er taget fra filmens hovedperson, den virkelige, amerikanske vittighedstegner John Callahan (1951-2010). I et af hans værker er tre sheriffer på jagt efter en undsluppen forbryder og har fundet hans transportmiddel – en kørestol – efterladt i ørkenen. Bare rolig, han kommer ikke langt til fods, lover den ene sherif.

Callahan ved, hvad han taler om.

Siden han var 21 har han været bundet til sin elektriske – og godt tunede – kørestol. Fra han var 13 var han ’kun’ bundet til flasken – en ægte alkoholiker. Han var typen, der forlader en lækker pige midt i en samtale for at gå på toilettet og spæde sin fadøl op med tequila.

Typen, der kan spotte en medalkoholiker på nul komma dut og selvfølgelig efter en lang druktur skændes med ham om, hvem der skal køre bilen.

Den anden vinder, og Callahan sover, mens de kører med 145 km/t ind i en lygtepæl. Føreren – spillet med vanlig kvækkende detonationskraft af Jack Black – slipper med et par skrammer. Callahan – spillet med forrygende kompleksitet og forræderiske dybder og en svært afkodelig sentimentalitet af den uforlignelige Joaquin Phoenix – ender lam fra brystet og nedefter.

Phoenix’ indædt paralyserede kropssprog er forrygende: hans indsunkne underkrop i rullestolen, den passivt-aggressive måde, hvorpå han blindt kørestolskører ud foran hårdt opbremsende biler, hans hoved, der dingler nærmest arrigt løst under den høje fart.

Opbyggelighed vs. meningsløshed

Amerikanske Gus Van Sant har instrueret og – baseret på Callahans erindringer – skrevet manuskriptet til Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot.

Og han dyrker en tilstræbt skødesløs filmisk stil, hvor der fotograferes lettere dokumentarisk håndholdt, spontant undersøgende, samtidig med at der gås nådesløst tæt på.

Gus Van Sant har både feel good- og feel bad-film på samvittigheden.

I førstnævnte kategori: Good Will Hunting, der gjorde ham berømt og Oscar-nomineret med historien om en hyperintelligent rod (Matt Damon) og hans venskab med en faderlig psykolog (Robin Williams).

Og Finding Forrester, der forsøgte at overbevise om en mening med det hele i venskabet mellem en pensioneret, skotsk forfatter (Sean Connery) og en afroamerikansk knægt i New York.

I sidstnævnte kategori: Elephant og Last Days, der begge fabulerede over virkelige hændelser – Columbine High School-skyderierne i 1999 og Nirvanas frontfigur Kurt Cobains selvmord i 1994 – uden at give tilskueren nogen komfortabel exitstrategi.

Van Sant er bedst, når han undrer sig

Det er opbyggelig familiehygge over for klarsynet meningsløshed. Den perfekt afrundede historie over for det splintrede narrativ, smadret i mødet med virkelighedens kompleksitet og uretfærdighed.

Personligt foretrækker jeg Gus Van Sant, når han undrer sig og ikke håber for meget. Når han lader karaktererne spille sig selv ud i yderste konsekvens, i stedet for at føre dem gennem et humanistisk velmenende, men for åndeligt trangt manuskript.

Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot gør lidt af det hele. Det er en feel good-film, men det meste af vejen også en ret fremragende film, der udfordrer den herskende vestlige mentalitet.

»Måske er livet ikke så meningsfuldt, som vi tror,« siger et af medlemmerne (spillet af Kim Gordon, tidligere bassist i Sonic Youth) i den Anonyme Alkoholikere-gruppe (AA), som Callahan begynder at frekventere. Og fra gruppelederen Donnie (spillet strålende, med masser af lydhør finesse af komikeren Jonah Hill) lyder det:

»I dag hylder jeg middelmådigheden.«

For længslen efter kaos har for alle medlemmerne afsløret sig som et udtryk for afhængighed af, ikke som en interesse i, eventyret.

Psykogen og refleksogen erektion

Callahan har mærket det på egen krop, på dét hylster, som han nu ligger paralyseret i. Han er fucking klar til at indgå en aftale med djævelen, bare han slipper ud af kniben. Men langsomt accepterer han vilkårene. Ikke mindst da han får den motordrevne kørestol, som han kan terrorisere byens fodgængere med.

Og da seksualrådgiveren forklarer, at han ikke længere kan få en psykogen erektion (den, der kommer af fantasier), men stadig en refleksogen af slagsen (den, der kommer af berøring). Og så lokker han en sygeplejerske til at sidde på sit ansigt.

Jep, det er en bramfri og morsom film. Akkurat som Callahans – ganske Gary Larson-inspirerede – vittighedstegninger, hvor homo sapiens’ tynde fernis af kultur igen og igen gøres til grin ud fra uventede perspektiver, ikke mindst kørestolens. 

Lussing til velfærdsnarcissisten

I AA skal man tro på en magt højere end en selv, på at man intet er i den overordnede helhed. Og I AA har man lov til at blive rasende og ked af det, og det er ærlig talt ret rørende at se styrken i at anerkende, at man er svag og har begået en krig af fejl.

Filmen er en lussing til den forkælede, vestlige velfærdsnarcissist, der vender sig i angstens nattesved ved tanken om at have mistet en follower på Facebook.

Ydmyghed og taknemmelighed og tilgivelse og generøsitet og perspektiv afløser egomani og selvynk og nag og smålighed og tunnelsyn. Og jeg ved godt, hvilke dyder, jeg ville ønske, var fremherskende i vores kultur.

Lam fra overjeget og indefter

Livsvisdom skal erobres gennem hårdt slid i Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot. Og intet er sort og hvidt. Den bureaukratiske skurk males også til benmel i kontorets trædemølle. Den fulde chauffør, der slap med et par ydre skrammer, er blevet lam fra overjeget og indefter.

Desværre insisterer Gus Van Sant en tand for meget på feel good-faktoren, på opbyggeligheden. Det får filmen til at ebbe ud i en overtydelig og urimeligt forsonlig afslutningsscene. Og så er det, at man som tilskuer bliver trodsig – fordi man føler sig tvangsfodret med livsbekræftelse.

Det gik ellers så godt i resten af filmen, hvor man forstår, at man må finde sin egen vej og ikke lade sig føre ved hånden af hverken guru, netværk eller filminstruktør. Som AA-gruppelederen Donnie siger – helt zenbuddhistisk – til den tørlagte John Callahan:

»Drik vand. Det virker ikke.« Det er da et råd, man kan forholde sig til.

’Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’. Instruktion og manuskript: Gus Van Sant. Amerikansk. (Biografer landet over)

Matthew McConaughey og Ken Watanabe i den mærkelige japanske skov i Gus Van Sants spirituelle ’The Sea of Trees’. Foto: Filmfestivalen i Cannes  
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Sofie Pedersen
Eva Schwanenflügel og Sofie Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Der er noget, der hedder livsvisdom, men "livsvis lussing" - som i manchetten!!! Det er det, der plejer at hedde livsklog.