Læsetid: 5 min.

Til indiefestival på Vestegnens version af solkysten: Vådt og godt, men vådt

Der var algerisk nomaderock, reggae, skattejagt, poesioplæsning og radio transmitteret live fra en sandkasse. Den hippe, familievenlige og musikalsk varierede endagsfestival Badesøen i Albertslund var en regnvåd omgang. Men de gæster, der blev hængende til sidste dråbe, blev belønnet med en formidabel koncert med indieheltene Yo La Tengo
Yo La Tengo ved Badesøen Festival.

Yo La Tengo ved Badesøen Festival.

Gonzales Photo

29. august 2018

Kort før klokken 23.00 bliver de sidste gæster gennet ud af Badesøen. Disen danser let hen over vandspejlet og får det tomme, fuldmåneoplyste soppebassin til at tage sig ud som en scene fra Twin Peaks.

Men der er ingen ugler i mosen denne lørdag aften i Albertslund. Tværtimod hersker der en tryg og veltilfreds salighed blandt de resterende festivalgængere. For i aftenens løb har svenske Anna von Hausswollf manet alle potentielle ånder til jorden med sin voluminøse vokal, og Yo La Tengo har med deres støjende guitarrock på fineste vis gestaltet lyden af klamme regnslag og dagvåde sokker.

Vestegnens svar på solkysten

Badesøen Festival er en endagsfestival, som internetradioen The Lake og spillestedet Forbrændingen for anden gang arrangerer i fællesskab. Lokationen er Friluftsbadet Badesøen i Albertslund, der med sin cirkelformede pool, snurretoptvistede vandrutsjebaner og blå-hvide plastikliggestole får de tilstrømmende københavnske børnefamilier til at slå øjnene op. Tænk at Vestegnen skulle vise sig at være Sjællands svar på solkysten.

Festivalen er en dansk pendant til By The Lake, der for under en måned siden blev afholdt for fjerde gang i Weiβensee ud for Berlin. Drivkræfterne bag er bl.a. de tre barndomsvenner og musikere Rasmus Stoltenberg, Mads Brauer og Claus Clausen fra det danske indieband Efterklang. Programmet er alsidigt og booket med forestillingen om en lummervarm sensommerdag i baghovedet. Der er algerisk nomaderock, reggae, skattejagt, poesioplæsning og radio, der transmitteres live fra en sandkasse.

Festivalen åbnes af en noget umage konstellation. Arrangørerne har sat bandet Sjæl i Flammer op med komponisten til den sang, de unge musikkollektivister har opkaldt deres band efter: Kasper Winding. Det viser sig at lyde bedre på det papir, festivalprogrammet er trykt på, end på scenen.

Denne firsernostalgiske dobbeltdate får i første omgang mikrofonerne til at feede – dvs. at højtalerne hyler. Bandet joker med, at de har indlagt en lydprøve, og selv om den let kejtede facon i Anders Winkler og Jens Rubins skiftende forsangerroller også er et bevidst æstetisk valg, virker det til tider faktisk også lidt som netop en lydprøve. Til slut hidkalder Kasper Winding endnu en mand til mikrofonen, og Claus Clausen, forsanger i indiebandsene Efterklang og Liima, giver på nummeret »Chinatown to Chinatown« den stilsikre vokalperformance, som resten af koncerten manglede.

Ikke kun for svømmere

En del af festivalens program er en række korte alternative musikalske indslag, som løbende og uanmeldt popper op rundt omkring på området. De heldige, der kommer tidligt, får mulighed for på armslængde at høre det folkemusikalske ægtepar Lasse & Mathilde spille »Alle mine venner« under en grå pavillon.

»Du sku’ møde mine venner / De er de bedste som jeg har,« synger Lasse, mens Mathilde supplerer med kor, violin og et taknemligt blik.

Visens opfordring virker velvalgt, og måske er den med til at få de mange småbørnsfamilier blandt publikum til at mingle hen over barnevogne og badedyr.

Til trods for at det turkise klorvand i poolen er varmere end luften, er der forbavsende få, der hopper i badetøjet. De fleste finder regnslag frem eller sætter sig i ly under de hvide parasoller langs bassinets bred.

Da Hersted Vesters Kirkes ungdomskor indfinder sig på et lille rundt plateau foran tremetervippen for at synge »Jeg gik mig ud en sommerdag«, trodser Mathilde påbuddet på et skilt – »Kun for svømmere« – for at skærme en ung cellist og hans instrument med sin paraply.

Og imens regnen tager til, forsøger den spøjst bebrillede guyaner, musikproduceren Mad Proffesor, at mixe lidt varme i folk. Men halvvejs inde i hans version af Natashas »45 Questions« blæser det så meget op, at selv ikke Bob Marley og Stevie Wonder i den skøre professors dubbede remix kan holde folk til. Meget kan man sige om reggae, men det er ikke det optimale lydspor til silende pjaskregn.

En gotisk alf

Dét er til gengæld svenske Anna von Hausswolffs rock. Mest af alt minder den 31-årige organist om en gotisk alf, som hun står bag sit keyboard i lang, sort læderjakke og headbanger, så det blonde hår står hende om hovedet. Hun åbner med den 12 minutter lange »The Truth, The Glow, The Fall«, der også er åbningsnummeret på hendes seneste album, Dead Magic.

»Can you hear the song?« synger hun.

Det er et absurd retorisk spørgsmål. For hendes vilde vokal går rent igennem. Som en Kate Bush besat af djævlen overdøver hun legende let bandets bastant tunge og monotont dundrende dronetorden med sine inderlige skrig.

Jo mere dystert og ildevarslende bandet spiller, desto mere klarer vejret op. Skyerne driver væk, og en blå himmel titter frem. Med sin stemmes imponerende massivitet fordriver Anna von Hausswolff regnen og begraver uvejret. Og selv om hendes sange i længden kommer til at ligne hinanden lige lovligt meget, deler publikum hendes ærgrelse, da hun må konstatere, at tiden til dødsmagi er opbrugt.

Drivvåd samhørighed

Aftenens hovednavn er det amerikanske alternative rockband Yo La Tengo, der blev dannet i 1984 af ægteparret Ira Kaplan og Georgia Hubley. Med deres 15 albumudgivelser har de efterhånden samlet en loyal international fanskare, især blandt genrens kernelyttere.

Da gruppen går på ved 21-tiden, indleder forsanger og guitarist Ira Kaplan med at takke os, der har trodset vejret og holdt ud. For som han siger: »Havde I haft et band, ville vi ikke være her.« Og som en skøn belønning til os, der er blevet hængende til de sidste dråber, vælger han at tilsidesætte den oprindelige spilleplan og i stedet tage numrene, som de dukker op. Den løse, intuitive struktur tilføjer koncerten en jovial samhørighed mellem band og publikum. Både når Ira Kaplan får sin elektriske guitar til at støje om kap med Georgia Hubleys trommer, og når bandet skruer helt ned, som på »Ashes« og »Shades of Blue« fra det seneste album, A Quiet Riot.

Yo La Tengo er notorisk kendt for at integrere en håndfuld covernumre i deres liveset. Badesøen er ingen undtagelse. Halvvejs inde i koncerten tilfører de Bob Dylans »I Threw It All Away« fra Nashville Skyline en klædelig lo-fi beklædning, og helt magisk bliver det, da de som det sidste nummer smider Beach Boys’ »Little Honda« gennem en distortionkværn.

Kaplan sender sin elektriske guitar på runde blandt publikum, så de kan hjælpe til med at forvandle den solmodne strandpop til hvinende larm. Og han kunne ikke have givet dagens festival en bedre kendingsmelodi, for sådan var det: en knitrende, forvrænget, drivvåd og nærværende version af den sol, sommer og letsindighed, som vi ellers forbinder med det legendariske surfband.

Yo La Tengo, Sjæl i Flammer ft. Kasper Winding, Anna von Hausswolff, Mad Proffesor, Imarhan m.fl. Badesøen Festival lørdag den 25. august.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu