Læsetid: 4 min.

Den indignerede reporter

Vellykket gentagelse af hippierejse til Indien
24. august 2018

Det er en skøn idé, Thomas Ubbesen har fået! 40 år efter at han som 21-årig tog på stop til Indien ad The Hippie Trail, gentager han rejsen for at se, hvad der siden er sket. Han har bevaret sin dagbog fra 1977, så han kan sammenligne. Den nu 61-årige stiller sig op på Gammel Køge Landevej, uden mobil og med et skilt i venstre hånd, hvorpå der står INDIA. Så stikker han højre tommeltot i vejret.

Det lykkes, han når Rødby Færge på stop. I Tyskland i 1977 var samtaleemnet, når han blev samlet op, Rote Armee Fraktion og EF. Du bist also eine Art Sozialdemokrat, konstaterede en af hans chauffører nedladende, da Thomas Ubbesen udtrykte sin modstand mod vold. Og EF?

»En art politistat.«

I 2017 er det de syriske flygtninge, der har hans opmærksomhed. Og han flotter sig med en togbillet.

»Jeg var meget ung, temmelig langhåret, ret fordomsfuld, enormt sulten på verden og foruroligende interesseret i bevidsthedsudvidelse på alle planer,« tilstår han indledningsvis, og det løber da også som en rød tråd gennem optegnelserne fra 1977, at dope spillede en ikke uvæsentlig rolle. Ikke kun for ham selv, men for alle, han slog følge med undervejs. Der var Dink, hollænderen, for hvem »hele verdensrummet strålede som en milliard diamanter«, men som også havde erhvervet sig en velvoksen psykose.

Selv oplevede Ubbesen et skønt trip i Herat – efter at have overstået en absolut stoffri rejse gennem Tyrkiet, hvor der »nærmest var dødsstraf« for at ryge tjald, »men hvor alt andet var fedt. Man kunne godt så småt begynde at tænke i pludderbukser, broderede veste, fez og snabeltyrkersko, for at rejse til Østen handlede i høj grad også om at go native.«

Vel ankommet til Afghanistan var der imidlertid klar bane, og her blev han budt på ’hasholie fra Mazar’.

God journalist

Thomas Ubbesen »undrede sig vagt over«, at han var ved bevidsthed, når de andre var gået ud, skriver han, »men glædede mig over, at den bevidsthed var så rund, mild kærlighedsfuld og knivskarp, som jeg aldrig havde oplevet det før ... i det overjordiske, vilde og smukke Afghanistan, lige midt i universet, præcis hvor det hørte til«.

Stadigvæk i 1977 oplevede han også mange nætter, hvor han ikke kunne finde et sted at sove, men i Thessaloniki mødte han nogle newzealandske lidelsesfæller, to mænd og en kvinde, og en romance med kvinden, Jill, blev det også til, inden de atter skiltes.

Det er underholdende at blive mindet om, hvordan tiderne var i 1977 med så mange detaljer fra hans første tur, men det er også en styrke, at Ubbesen er så god en journalist, som tilfældet er. I 2017 møder han flygtninge overalt.

’Gensyn med hippieruten’ af Thomas Ubbesen.

Om Thessaloniki i Grækenland opdager han, at »der eksisterer et materielt paradis, som jeg helt har overset indtil nu«. Men hans tanker går til »de forhutlede mellemøstlige stakler, der i dette øjeblik, fem kilometer fra al denne tankeløse rigdom, ligger i papirtynde festivaltelte i regnen og blæsten med deres kolde børn svøbt i våde kunststoftæpper«.

Så kender man den med rette indignerede reporter igen, og undervejs møder han kritiske journalister som sig selv.

Hans ligesindede i Beograd, Miodrag Cakic, arbejder utrætteligt for Beograds flygtninge, og Avni i Kosovo »er af den slags, der altid ryger i fængsel som de første i totalitære stater«.

I Montenegro møder Ubbesen indbyggere, der er totalt desillusionerede efter Balkankrigene:

»De siger, at vi har frihed nu – men det betyder frihed til, at gangstere ejer alt, hvad der er værd at eje,« siger de.

Avni: »Problemet er, at grådigheden har vundet den totale sejr.«

Om Krajina hedder det: »Der er kun regnpisket tomhed derude.«

Balkankrigene førte ikke noget godt med sig.

Flyveren henover Afghanistan

Når det er mig, der har fået bogen til anmeldelse, gætter jeg på, at det er fordi, jeg selv har rejst en del af de steder, som Ubbesen gennemrejser, således også i Krajina, hvor jeg opdagede, hvor ufatteligt højt en pansret mandskabsvogn larmer, når larvefødderne kører hen over brosten. Iran og Afghanistan har jeg derimod aldrig besøgt, men Thomas Ubbesen nåede det, som han skriver, i sidste øjeblik, før revolutionen mod shahen brød ud, og Sovjetunionen besatte Afghanistan.

I 1977 så han buddhaerne fra 500-tallet i Bamiyan, de statuer, som Taleban i 2001 sprængte væk på mullah Omars bud, men i 2017 vælger han flyveren hen over Afghanistan til det indiske subkontinent. I ’77 var han ved at blive røvet i Pakistan, men nåede at stikke af ved at foregive at skulle på toilettet. Ideen havde han fået af meget realistiske grunde, han havde haft uger med the shit efter at have spist kød.

Anden del af bogen handler om Indien. Naturligvis bliver han udsat for visumvrøvl, da han skal flyve til Delhi. I 1977 blev han stort set udsat for alle de beskidte tricks, nordinderne kan udtænke, og desuden var der tiggerne og de spedalske, der var pavement dwellers, skidt og møg og stank af pis og et overvældende menneskemylder. I 1977 var der omkring fem millioner i Delhi, i 2017 over 20 millioner, oplyser Ubbesen. Byen er dækket af en kvælende smog, og så er der bureaukratiet:

»En af de ting jeg lærte om Indien for 40 år siden, var, at man lige så godt kunne afsætte halve eller gerne hele dage til transaktioner, der ideelt burde kunne ordnes på minutter,« skriver han. Ubbesen er ikke helt vild med Indien.

Men han besøger Dharamsala, hvor Dalai Lama residerer, og har lange, gode samtaler med Dalai Lamas tolk, en geshe ved navn Lhakdor. Han og Henry David Thoreau, hvis Walden er med på rejsen, rører øjensynligt ved noget fundamentalt i Thomas Ubbesens livssyn. Ikke de dårligste rejsekammerater.

’Gensyn med hippieruten’ af Thomas Ubbesen. Gyldendal, 317 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu