Læsetid: 5 min.

Interessant litteratur rimer ikke på norsk klimabestseller

Maja Lundes anden roman om menneskets rovdrift på naturen er en skematisk og litterært set uinteressant behandling af klimakrisen. Alligevel bliver man påvirket af den
I sin nye bog ’Blå’ behandler Maja Lunde klimakrisen.

I sin nye bog ’Blå’ behandler Maja Lunde klimakrisen.

Ritzau Scanpix

31. august 2018

Norske Maja Lunde er en usædvanlig type forfatter. Hun skriver nemlig bøger, der både er bestsellere og handler om klimakrisen.

Hendes første roman, debutbogen Biernes historie fra 2016, handlede om insekternes snarlige uddøen og dens katastrofale følger for kloden. Bogen krydsklippede mellem forskellige årstal og steder på planeten, skiftende menneskeskæbner, der alle havde forbindelse til bier eller manglen på samme. Og så blev den solgt til udgivelse i 32 lande og blev i Tyskland årets mest solgte bog i 2017.

Ikke overraskende bliver Biernes historie nu gjort til første bind i en romankvartet, der skal beskæftige sig med klimakrisen og dens (potentielle) konsekvenser. Det er her Blå kommer ind i billedet, kvartettens andet bind, som altså ikke har nogen plotmæssig forbindelse til den foregående, men som i stedet for at beskæftige sig med manglen på insekter handler om manglen på vand.

Også i Blå krydsklippes der – dog kun mellem to historier. I den første beslutter den forbitrede miljøaktivist Signe sig i år 2017 for at sejle sin båd, der hedder Blå, fra Norge til Frankrig for at opsøge ungdomskæresten, Magnus, som hun i sin tid forlod, fordi han ikke var tilstrækkeligt engageret i kampen mod rovdriften på den norske natur.

Med sig i lasten har hun store stykker is fra bræen ved den bygd, de begge kommer fra. Det er is, der, som hun hånligt forklarer, »fragtes til ørkenlandene, oliesheikernes hjemsteder, hvor den skal sælges, som var den guld, hvidt guld, til de rigeste af de rige«. Hun planlægger hævngerrigt at placere isen foran Magnus’ og hans nye kones franske hus. Planen virker en lille smule far-fetched, men hvis man skal tro præmissen, har den 67-årige Signe ikke haft et inderligt forhold til nogen, siden hun som ung forlod Magnus, og så kan man måske gå hen og få den slags ideer.

Vand og klima

Romanens andet spor fortælles af franskmanden David, der 24 år senere, i år 2041, ankommer til en lejr for klimaflygtninge i det sydlige Frankrig sammen med sin datter Lou. De er blevet skilt fra Lous mor og lillebror. I lejren får de nye venner, drømmer om at komme til »vandlandene« nordpå, og David, der blev forælder som ganske ung, drømmer om kvinder og slåskampe, alt imens han skammer sig over at være en dårlig far.

De to spor har i meget lang tid – nogle ville sig for lang – næsten intet med hinanden at gøre, ud over at begge plot centrerer sig om vand og klima. Dog er også spørgsmålet om forældres klimaansvar over for deres børn til stede i begge fortællinger. I Davids tilfælde er det helt oplagt: Hvordan kan han nogensinde være sin datter værdig, når den verden, han overlader hende, er en flygtningelejr midt i en udtørret ørken?

For Signes vedkommende er det hendes egne forældre, der i tilbageblik til 1970’erne og 1980’erne inkarnerer den type konflikter, der vel også kendetegner de diskussioner, vi har i dag: Skal man, som Signes mor ønsker det, sørge for sig selv og sine via økonomisk vækst med katastrofale konsekvenser for naturen til følge eller – som Signes far – indædt insistere på at være verdensfjern miljøaktivist? Signe vælger tidligt farens side, og konsekvensen bliver et ensomt og ulykkeligt liv.

Maja Lunde skriver ikke dårligt, men heller ikke særlig godt. Hendes prosa er klangløs, opremsende og abrupt. Det er, som om den meget af tiden er skrevet ud i én køre og derefter kun har fået en let korrekturlæsning og et hav af linjeskift (der trods alt gør læsningen mere overskuelig). Desuden er de første to tredjedele af bogen direkte frustrerende at læse, fordi man konstant skal finde sig i at blive ført fra den ene fortælling til den anden, selvom de tilsyneladende har uendeligt lidt med hinanden at gøre.

En bog, der gør bange

Romanens karakterer passer irriterende godt ind i klimadiskussionernes skismaer (kompromisløs miljøforekæmper vs. livsnydende pragmatiker (Signe og Magnus) eller dybt bekymret for klimaet vs. upåvirket (David og hans kone)). Og så lykkes det endda Lunde at slå en sentimental krølle på det hele til sidst. En krølle, der siger noget i retningen af, at uanset hvad, må man prøve at få det bedste ud af sin skæbne.

Alligevel gjorde bogen – på trods af alle disse fejl og mangler – indtryk på mig. Hvorfor? Vel fordi den handler om vor tids største krise. Fordi den trykker på de steder, der gør allermest ondt: på min frygt for, at vi virkelig er i gang med at smadre vores eget levegrundlag, og at det bare er et spørgsmål om tid, før vi alle skal kæmpe om det sidste glas vand.

På den måde adskiller Blå sig ret radikalt fra den slags klimalitteratur, jeg normalt bliver præsenteret for: bøger som Theis Ørntofts Digte 2014, der handlede om depression og håbløshed i forbindelse med tanken om klimakrise, eller senest Jonas Eikas Efter solen fra i år, der forsøgte at male noget nyt frem midt i al håbløsheden. Det er bøger, man kan rose for deres interessante og følsomme behandling af klimaspørgsmålet, men som også kan forekomme lige så abstrakte og intellektualiserede som klimakrisen selv – i hvert fald set fra et privilegeret vestligt perspektiv som mit.

I modsætning til disse bøger gjorde Blå mig faktisk virkelig bange. Den bibragte mig ikke nye erfaringer eller tænkemåder, men den gjorde mig bange, ligesom filmen The Day after Tomorrow gjorde mig vanvittig bange i 2004. Havde jeg haft børn, er jeg ikke i tvivl om, at den også ville have givet mig en voldsom skyldfølelse.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad vi egentlig skal bruge velresearchede, men halvkogte dommedagsprofetiromaner som Blå til. Til at forberede os på, hvor forfærdelig verden bliver? Til at glæde os over, at det ikke er så slemt endnu? Til at håbe på, at en promille af bogens læserskare nu vil holde kødfri mandag?

Så vil jeg altså hellere læse endnu en digtsamling, der gentænker forholdet mellem natur og menneske. Eller måske bare en ikkeskønlitterær tekst, der i stedet for at male fanden på væggen kommer med forslag til, hvad vi nu stiller op.

’Blå’ af Maja Lunde. Oversat af Poul Henrik Westh. Rosinante, 368 sider, 300 kroner. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu