Kan man tvinge et andet menneske til at leve?

Der findes (vist nok) et gammelt kinesisk ordsprog, der lyder noget i retning af: Hvis man redder et menneskes liv, så er man ansvarlig for det menneske. Og det er præcis, hvad der sker for dommer Fiona Maye (Emma Thompson) i Richard Eyres Dommerens valg, der er baseret på en roman af den britiske forfatter Ian McEwan, der også har skrevet filmens manuskript.

Den brillante Fiona tager sig af sager, der rummer store moralske, etiske og eksistentielle dilemmaer – skal et par nyfødte, siamesiske tvillinger skilles ad, så den ene kan få et godt liv, selv om det vil slå den anden ihjel? – og de fylder det meste af hendes vågne tilværelse.

Så opslugt af sit arbejde er hun, at hun forsømmer sit ægteskab med filosofiprofessoren Jack (Stanley Tucci), der i begyndelsen af Dommerens valg sætter hende stolen for døren: Enten begynder hun aktivt at deltage i deres ægteskab igen – de har ikke været i seng med hinanden i snart et år – eller også vil han have en affære. Skilles vil han ikke, fordi han elsker Fiona over alt andet.

Fionas forpligtelse

Den udmelding ryster den ellers så rationelle, rolige og professionelle Fiona, og uroen følger med, da hun bliver præsenteret for en sag, hvor en 17-årig og derfor endnu ikke myndig dreng, Adam (Fionn Whitehead), der har leukæmi, nægter at modtage en potentielt livreddende blodtransfusion, fordi han er Jehovas Vidne.

For Jehovas Vidner sidder sjælen i blodet, og de mener derfor, at det er en synd at blande blod med andre. Spørgsmålet er dog, om Adam reelt ved, hvad det er, han siger nej til, og hvorfor han gør det – eller om det i virkeligheden er hans forældre og de ældre i Jehovas Vidner-kredsen, der presser ham.

Fiona opsøger Adam, taler med ham, og ender med at beordre ham til at få en blodtransfusion og redder dermed hans liv. Men da han efterfølgende opsøger hende med en masse spørgsmål om religion, livet og eksistensen, afviser hun ham, fordi hun mener, at hun er nødt til at holde en professionel afstand. Men er det nu også det rigtige at gøre? Hun tvang ham så at sige til at leve videre, hvilket har givet Adam konflikter med sine forældre – hvorfor sagde de ikke, at han skulle tage imod blodet? Ville de have, at han skulle dø? – og den religion, han nu har afsvoret. Har hun så ikke en forpligtelse til at være der for ham nu?

Kun et menneske

Det er nogle fascinerende moralske og menneskelige diskussioner, Richard Eyre og Ian McEwan fører i Dommerens valg, og en af filmens styrker er, at de heller ikke synes stensikre på, hvad der er det rigtige at gøre.

De tillader sig at tvivle, både på om Fionas oprindelige dom var korrekt, og om hendes måde at håndtere sagen på efterfølgende er den rigtige. Hun er et fornuftsmenneske, der er vant til at vejre for og imod uden følelsesmæssigt engagement – men ikke uden empati – i en sag, inden hun tager sine beslutninger. Det er hun nødt til, ellers kan hun ikke fungere som dommer i sager, der er så fulde af følelser og ulykkelige, desperate mennesker, og som handler om liv og død. Hun skal have loven og medmenneskeligheden til at spille sammen.

Men samtidig er Fiona også kun et menneske, der gerne vil føle – som har brug for at føle og få kærlighed og nærhed. Det er en indre kamp, som altid fremragende Emma Thompson spiller så godt med sine øjne og små trækninger omkring munden. Fiona er ulykkelig over det med Jack og påvirket af den begavede, men også meget unge og umodne Adams beslutning om at ville ofre sig selv på religionens alter, og filmen igennem slås hun for at holde sammen på sig selv.

Dommerens valg er en på mange måder bevægende og stærk film, ikke mindst fordi den er så velskrevet og -spillet, så lavmælt instrueret, samtidig med at den undlader at svælge i sentimentalitet og melodrama.

Jeg er dog ikke helt sikker på, at Richard Eyre og Ian McEwan har fundet den rigtige balance mellem den personlige fortælling om Fiona Maye og hendes dilemmaer og så den mere overordnede historie om lovens rolle i forhold til liv, død og religion. Filmens to bagmænd synes forståeligt fascineret af begge dele, men har også lidt svært ved at få dem til at hænge tilfredsstillende sammen.

’Dommerens valg’. Instruktion: Richard Eyre. Manuskript: Ian McEwan. Britisk (Biografer landet over)