Læsetid: 2 min.

Kedelig og konstrueret

Mislykket japansk isbjørneroman
Mislykket japansk isbjørneroman

Ritzau Scanpix

17. august 2018

Yoko Tawadas En isbjørns erindringer er historien om tre generationer af isbjørne og deres liv i underholdningsbranchen: Den første er en cirkusartist i Sovjetunionen, der kommer i statens søgelys efter at have skrevet sin selvbiografi, hvorefter hun flygter til det alt for varme Vesttyskland og derfra videre til Canada.

Den anden – som er datter af den første – ender også i cirkus, efter at have forsøgt sig med ballet. Den tredje er den verdenskendte Knut, som i begyndelsen af 00’erne var hovedattraktionen i Berlin Zoo. Undervejs hører vi også både om hverdagen som dyretæmmer og livet under paranoide regimer.

Som jeg ser det, forsøger romanen at sige noget om forskellen på – og forholdet mellem – dyr og mennesker, om svigt og omsorg, samt om indespærring både i konkret og overført betydning. Disse interessante elementer er til stede i teksten, men det lykkes hverken at få dem til at fungere sammen eller hver for sig.

Flere gange beskriver isbjørnene menneskets verden på en måde, der vistnok skal være charmerende naiv, men snarere lander et underligt sted mellem højtidelighed og banalitet.

Forskellen på, hvornår dyrene forstår vores verden og hvornår de ikke gør, er så tydeligt styret af et menneskes bagvedliggende ideer – for eksempel undrer Knut sig over ordet ’jeg’ (»Hvorfor blev de ikke blandet sammen hvis de alle sammen brugte det samme ord for sig selv?«), mens han få sider senere tænker, at en gåtur »kunne sammenlignes med en akademisk uddannelse, mens showet var som et arbejde«.

Bogen ville ikke kunne hænge sammen, hvis isbjørnene skulle undre sig over hvert eneste fænomen, men når de næsten kun gør det på tematisk belejlige tidspunkter (og ikke i forbindelse med akademia eller arbejde, som heller ikke er enkle koncepter), får det fortællemåden til at fremstå ekstremt konstrueret.

Romanen udpeger temaer snarere end at udforske dem, og det er, som om den er skrevet ud fra en antagelse om, at der er tilstrækkelig underholdningsværdi eller litterær kvalitet alene i det faktum, at den handler om dyr med vekslende grader af menneskelige træk.

I begyndelsen er det da også sjovt med en isbjørn, som går til konferencer eller bruger en hæveautomat, men det mister hurtigt sin nyhedsværdi.

Trods de tre deles fælles temaer og motiver samler romanen sig aldrig for mig, og jeg tror blandt andet det skyldes, at den dvæler så meget ved ligegyldige rutiner og levnedsberetninger.

Selv de ellers glimtvist interessante skildringer af, hvordan menneske og dyr nærmer sig hinanden i det fælles arbejde med forestillingerne, strækkes så langt ud, at det bliver kedeligt.

Yoko Tawada: ’En isbjørns erindringer’. Oversat af René Jean Jensen, Grif, 272 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu