Læsetid: 3 min.

’Klovn’ er tilbage på tv, og det gør ondt de helt rigtige steder

Ni år er gået, siden Mia Lyhne sagde »nej, jeg vil da ej« til Franks frieri i sidste afsnit af sjette sæson af ’Klovn’. Den nye sæson holder niveau og hæver det endda lidt ved at bringe ambitionen om at være en ordentlig far i spil
Frank Hvam og Casper Christensen er tilbage med syvende sæson af Klovn.

Frank Hvam og Casper Christensen er tilbage med syvende sæson af Klovn.

Unger Anthon

13. august 2018

Klovn er tilbage som tv-serie, og det er tydeligt, at det netop er det korte episodiske format, historien om Casper og Franks (Casper Christensen og Frank Hvam) venskab passer bedst ind i.

På samme måde som man for evigt kan udstyre Anders And med et beskedent håb og få en god historie ud af at pille det ned igen, kan historien om viljesvage Frank, der prøver at leve efter to forskellige regelsæt – sin kones og sin bedste vens – fortælles igen og igen. Og den historie virker altså bedre i afsluttede episoder end i spillefilmsformat.

De første tre afsnit, jeg indtil videre har set, holder niveauet fra sidst, serien kørte, og hæver det måske endda en smule ved at sætte ambitionen om at være en ordentlig far i spil. Jesper Rofelt har erstattet Mikkel Nørgaard som instruktør, uden at man mærker nogen forskel.

Som manuskriptforfattere er Hvam og Christensen stadig imponerende opfindsomme i deres valg af livsstilsmarkører, kuriøse detaljer og pinlighedsscenarier. Afsnittene er derudover dramaturgisk skarptskårne og lader på elegant vis det, der skulle forestille løsninger, folde sig ud som originale problemer.

Det er aldrig overraskende, at hovedpersonerne i en komedie bliver slået tilbage til start, men det er i Klovn — som i andre vellykkede komedier — først overraskende og så indlysende, hvordan det sker.   

Nulsukkerkur

Ni år er gået, siden Mia (Mia Lyhne) sagde »nej, jeg vil da ej« til Franks frieri i sidste afsnit af sjette sæson. Tre år er gået, siden Frank Hvam flygtede fra hjemmestress over det småbørnsliv, de to alligevel har fået sammen, over til Casper i L.A.

Nu er Frank på magisk vis far til en teenagedatter (Rigmor Ranthe), der dør dagligt af pinlighed over ham, og en søn (Ernst Jannerup Gjesing), der ikke kan finde ud af at tilpasse sig drengegruppen i sin klasse. Casper er tilbage i København og sidder lige så tungt på Franks selvrespekt, som han altid har gjort.

Det er vidunderligt pinligt at se Frank angle efter anerkendelse og Casper fedte med den. Og det er psykisk smertefuldt at blive så flov på menneskehedens vegne over den skarpe fremstilling af anerkendelsestrang som motor for menneskelig idioti.

Det, der gør Frank til så dødsens ynkelig en karakter, er ikke, at han giver efter for sin barnlige sukkertrang, men at han ikke vil stå ved, at han gør det, fordi Mia synes, det er irriterende, at han har lagt sig ud, og derfor har sat ham på nulsukkerkur. Sådan ender en voksen mand med at slikke syltetøjsklatter op fra sit køkkengulv.

Casper har en helt anden strategi til at håndtere, at han er blevet bredere om hofterne. Han har fundet sammen med ingen ringere end Aqua-Lene, som ifølge serien lod sig skille fra Søren Rasted, fordi han gik et par størrelser op i bukser. Casper sørger derfor for at få syet en kile i bukserne, så han kan blive i en størrelse 50. 

Caspers rolle i Klovn er langt hen ad vejen at få Frank på glatis, men han har også selv sit at se til med et ego, et Peter Pan-kompleks og et statusprojekt af et parforhold, der skal passes.

En malstrøm af anerkendelsestrang

Når Frank ser shemale-porno, er det pinlige ikke hans lyster, men at han gør det af pligt over for de andre i mountainbikeklubben, der har pålagt ham at udvide sin pornografiske horisont.

Mountainbikeklubben med det perfekt latterlige navn Mountain Lions erstatter de tidligere sæsoners bogklub som det formaliserede mandefællesskab, hvor det er legitimt at have regler og hierarkier.

Hvor Jørgen Leth før var den aldrende alfahan, Frank og særligt Casper spejlede sig i og prøvede at leve op til, er det nu Erik Clausen, der fungerer som den ukronede konge af ægte mandighed.

Når man hører Frank sige, hvor glad han er for, at Casper har fået ham med i det prestigiøse projekt, som det er at køre rundt i skoven og mudre sit lycratøj til, fordi der er sådan et godt sammenhold, så åbner der sig en malstrøm af anerkendelsestrang og maskulin forfængelighed. Det suger ham ned, indtil han har bragt ikke bare sig selv, men også Mia i absolut social vanære.

Når det er benhårdt at se Casper og Frank i krig med livet som midaldrende mand, er det ikke fordi de afslører sig selv som egoistiske og afstumpede, men fordi deres forfængelighed kommer så uværdigt til udtryk.    

'Klovn'. Mandag 20.50 på TV 2. 

klovn forever
Læs også
Velkommen til en verden, hvor drenge og piger kun kommunikerer, når de skal knalde eller skændes. En verden, hvor fisse er den eneste flugtrute væk fra voksenliv og intethed. Velkommen til ’Klovn Forever’
Læs også
Der er en del voldsomt usandsynlige hændelser i 'Klovn: The Movie', og streng realisme i en film som denne virker også misforstået. Derfor kan den klart anbefales til dem, der ikke får det skidt ved synet af 'men behaving very, very badly, many, many times'.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Frede Jørgensen
  • Eva Schwanenflügel
Frede Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

@ Lone Nikolajsen

Fremragende og meget morsom anmeldelse.
Jeg ser nu ekstra meget frem til premieren :-)

Eva Schwanenflügel

PINLIG humor Frede, PINLIG..
Det er vi danskere nok verdensmestre i, he he..
Men for at det også skal være rigtig vittigt på den intelligente måde, fordrer det kreativitet og fantasifuldhed langt ud over det sædvanlige, og det må man sige at Klovn har perfektioneret ;-)

Torben K L Jensen, ingemaje lange og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

Klovn er på visse måder revsende samfundssatire - og bør ikke personpsykologiseres for meget. Frank og Casper, så reaktionære og uperfekte og perverse de end er, overgår jo ikke - når det kommer til etikforladt adfærd og dehumanisering - hovedparten af seriens øvrige skikkelser. Og så er der kammerspilskvaliteter, som næsten når Bergmann'ske højder.

Eva Schwanenflügel og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar