Kongen af punk har fået døden tættere ind på livet

Punkrock er et ord, der bruges af dilettanter og hjerteløse manipulatører om musik, der kondenserer unge mænds energi.

I hvert fald hvis man spørger Iggy Pop, hvilket en slipseklædt journalist fra CBC gjorde i 1977.

Men hvad man end vælger at kalde den rebelsk skramlende musikstil, som Iggy Pop har dyrket siden ungdommen i The Stooges, kan den 71-årige amerikanske sanger ikke komme uden om, at han er én af dens fædre.

Hans sang »Lust for Life« fik i 1996 nyt liv, da den indgik i åbningsscenen til filmen Trainspotting, hvis lydspor også talte den britiske technoduo Underworlds »Born Slippy«. Det rå mix af punk og techno gjorde soundtracket mindst lige så kult som filmen om fire skotters venskab med heroin.

Trainspotting gav Iggy Pop en uforudset musikalsk revival. Og da der sidste år skulle indspilles en toer, så Underworlds Rick Smith sit snit til – over en kop te – at overbevise Iggy Pop om, at de burde indspille et par numre i fællesskab. Resultatet er EP’en Tea Time Dub Encounters.

Dengang man måtte ryge i flyveren

De fire numre er en umiddelbar uforenelig blanding af spoken word og hårdtpumpende trance. Iggy Pop taler mere, end han synger, og han minder – med sine minder om en skruppelløs og stofpåvirket ungdom – til forveksling om beatforfatteren William S. Burroughs.

Underworld bestyrer maskinerne, mens et par kvindelige stemmer ind imellem stempler ind på kor. Og flere steder afslører en mikrofontest eller et gnæggende grin, at sangene udspringer af et uhøjtideligt musikalsk møde.

»Bell & Circles« er en underholdende fortælling om de gyldne dage for lufttransport. Mens tunge beats buldrer afsted i baggrunden, beretter Iggy om dengang, man måtte ryge i flyvemaskinerne. Stilen er hård og repetitiv. Stemmen dyb og usentimental. Historien selvbiografisk og selvironisk.

Mere afdæmpet og melankolsk bliver det på »I’ll See Big«.

Her skitserer Iggy Pop de venskaber, han har haft gennem livet. De første fandt han blandt nørder og andre venneløse, med hvem han tog LSD, kiggede efter piger og drømte om et liv uden arbejde. Men i længden måtte han erkende, at han kræver mere – både af sine venner og tilværelsen.

»I’m getting a little older now and / I start to think about the friends that are gonna think of me / When I move along,« siger han med en dyb røst, mens lyse keyboardtoner, luftigt kor og bløde elektroniske svirp bølger frem og tilbage bag ham.

Ziggy Pop lever

I Trainspotting er der en scene, hvor heroinvraget Renton deler en efter-sex-joint med den evigt trodsige Diane. Hun er ung og vistnok under den seksuelle lavalder, men det standser hende ikke i at belære ham om, at han ikke bliver yngre.

Mens verden ændrer sig, musikken ændrer sig, selv stofferne ændrer sig, er Renton – ifølge Diane – groet fast i sine drømme om Iggy Pop, som hun tror hedder Ziggy og er død. Renton irettesætter hende, for Iggy Pop lever i bedste velgående. Og det gør han stadig – heldigvis for det.

Men på Tea Time Dub Encounters er det alligevel, som om den gamle punker har fået døden tættere ind på livet. På scenen har han stadig mere energi end selv de fleste på Dianes alder. Men at verden og musikken ændrer sig, har hun jo ret i, selv om det ikke er til at høre på Tea Time Dub Encounters. Underworld lyder stadig, som de gjorde i forrige århundrede.

Og selv om kongen af punk nægter at gå på pension, er hans anekdoter om at sniffe kokain på et klapbord mere nostalgiske end provokerende.

Men hvis der kommer nye venskaber og gode historier ud af at lade Underworld og Iggy Pop drikke te sammen i ny og næ, er det nu ikke det værste. Også selv om det hverken er progressivt eller punk.

Underworld & Iggy Pop: ’Tea Time Dub Encounters’ (Caroline International)