Læsetid: 8 min.

Er kunstens frihed ved at blive kvalt i politisk korrekthed, eller er det bare den hvide mands behagelige ideal, der ligger for døden?

Den førende tyske kunstkritiker Hanno Rauterberg giver i sin nye bog et pessimistisk billede af en kunstverden dødeligt omklamret af identitetspolitisk korrekthed. Selvom disse dødskramper skulle afspejle selve liberalismens krise, har det moderate ekko lydt, at myten om kunstens ubetingede frihed i sig selv er en illusion, der især gavner hvide, privilegerede mænd
’Thérèse Dreaming’ af Balthus, ejet af Metropolitan Museum.

’Thérèse Dreaming’ af Balthus, ejet af Metropolitan Museum.

Ritzau Scanpix

24. august 2018

Et måske patriarkalsk digt på en gavl males over. Et billede ryger på museets depot efter anklager om skjult racisme. En sexismeanklaget filmhelt klippes ud af en film. Og en kunstinstallation kræves destrueret på grund af dens kolonialistiske logik.

Kunstverdenens aktuelle eksempler på censur og selvcensur er mangfoldige, heftige og komplicerede. Det gælder ikke mindst debatten om dem.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Valget af artiklens rubrik viser meget godt, hvad det drejer sig om. Som ved så mange andre væsentlige problemstillinger i samfundet, fremstilles det som et enten – eller, hvor det dybest set i lige så høj grad burde dreje sig om et både – og. Det nuancerede svar er der tilsyneladende ingen, der på kunstens område politisk har interesse i. Som på så mange andre områder. I hvert fald ikke, hvis man skal tage udgangspunkt i mediernes, her aktuelt Informations, fremstilling.

Der er det nødvendigt at nævne én af forudsætningerne for, at den rejste problemstilling i dag er farlig og kan være ødelæggende for institutionernes måde at fungere på. Kombinationen af kommercielle interessers og medieomtales, ikke mindst sociale mediers, betydning for institutionernes måde at fungere på. Populistiske bevægelser og særinteresser har i vidt omfang fået muligheder for at ødelægge samfundets institutioner, som fungerende på demokratiske retsstatslige principper, hvad enten disse bevægelser kan kategoriseres som tilhørende højrefløjen eller venstrefløjen.

Jeg ser for mig den kunstneriske leder af én af kunstens institutioner over for den økonomiansvarlige forsvare sine dispositioner med, at vedkommende da virkelig ikke som seriøs kunstansvarlig kan ligge under for populistiske særinteresser i samfundet, der dybest set intet har med kunst at gøre, hvor institutionens økonomiansvarlige opgivende sukker og ryster på hovedet over naiviteten i et sådant synspunkt.

Rauterberg vil gerne forsvare kunstens frihed og dermed dens autonomi, hvad det i praksis er umuligt at forsvare som andet end et ideal eller et princip. Hvilke fordele og ulemper er der mere præcist på kunstens område ved henholdsvis at fastholde eller at opgive dette ideal? Der er det vigtigt mere præcist at få undersøgt denne problemstilling, og det er der allerede forskning, der har gjort, hvis der ellers var nogen, der politisk havde interesse i nuanceret at forholde sig til, hvad denne forskning viser? Selv om der også er uenigheder på dette område som på så mange andre.

Det er umuligt at benægte, at det er hvide mænd, der historisk set har siddet på magten i kunstverdenen, men spørgsmålet er, som ved så mange af samfundets andre institutioner, i hvor høj grad det er i kraft af de herskendes køn og etnicitet, at kunstverdenen i dag er indrettet, som den er, og hvilken betydning det mere præcist har haft i praksis? Der er uden tvivl urimeligheder, der skal rettes op på, og det må mere præcist undersøges, hvorledes man gør dette på den bedst mulige måde. Men hvad nytter det, hvis ingen politisk har interesse i at forholde sig nuanceret til resultaterne af sådanne undersøgelser og tage de nødvendige diskussioner.

Rauterberg har, efter min mening, ret i, at ”hvis kunsten mister sit krav på autonomi og opgiver det privilegium, at den ikke kan kategoriseres, så risikerer den at blive misbrugt som et kampmiddel for sociale og politiske interesser”.

Frenzel har, efter min mening, OGSÅ ret i, at ”kunsten netop lever af kritik af samfundets dominerende stemmer”.

Der, hvor min grænse går, er ved kunstens reduktion til rent kampmiddel for bestemte samfundsgruppers særlige politiske interesser, hvad enten deres kamp mere præcist drejer sig om egne f.eks. etniske og kulturelle interesser, eller deres kamp motiveres med at dreje sig om varetagelse af andres interesser. Uanset konsekvenserne i øvrigt.

Jeg har ikke noget imod kamp for f.eks. identitetspolitiske interesser, så længe målet ikke helliger midlet i en sådan grad, at man er villige til, i overført betydning, at smadre hele glasbutikken for at blive hørt og få sin vilje. Dermed risikerer man i sidste ende at save den gren over, som man sidder på.

At pigen på maleriet har hvide underbukser på, lagde jeg først mærke til, da jeg læste artiklen. Det er da ikke spor unormalt, at en person, der nyder solen, sidder på den måde. Måske afspejler kritikernes kritik kun deres egen tankegang, som de vil forsøge at skjule ved at anklage andre for det samme.

Søren Lystlund

Runa skriver.
God kunst har altid haft noget at fortælle. Her kan vi nævne alt fra Hieronymus Bosch og Goya og op til yngere kunstnere. Det er verdens smålige konformitet og de "frelste", der mener at de er valgt til at styre, det andre skriver, mener og maler og hvilke udsagn kunstnere kommer med. Den politiske korrekthed kan ende som en spændetrøje og sindelagskontrol for vores nyskabelse. Dermed mener jeg ikke, at vi ikke skal bekæmpe regulær racisme, hvor den opstår.

Vi har et glimrende eksempel her i Danmark, i DF's Axel Ahrendtsen og hans partifællet Han har forstand på alt og udtrykker sig gerne om alt. DF vil sådan set gerne bestemme hvad kunstnere arbejder med og hvordan kunstnere arbejder. Hvis det ikke falder i deres smag, så er det ikke kunst.

Litteratur, kunst og arkitektur kan man kun bedømme 50-100 år efter at værkerne er blevet begået. Der skal tid til.