Læsetid: 6 min.

Den lange rejse

Hiromi Ito er en omdiskuteret digter i Japan. Hendes stil er voldsomt, næsten magisk messende, og hendes digtes indhold beskriver brandfarlige emner med feministisk fokus. Her præsenterer Peter Laugesen hendes første udgivelse på dansk
17. august 2018

Mor tog os med

Og vi stod på forskellige transportmidler

Vi stod på, og vi stod af, og vi stod på igen

Vi kørte i biler, og vi gik om bord på busser,

og så gik vi om bord på fly

Og vi gik om bord på flere busser, vi stod på tog, og vi kørte i biler.

Hiromi Itos Vildgræs ved flodlejet er fuld af rejser. »Vi« er mor og børn, der rejser frem og tilbage mellem Amerika og Japan, men det er mere en indre rejse, de foretager.

Bogen kan minde lidt om Kenneth Patchens The Journal of Albion Moonlight, der udkom i krigsåret 1941. Men den er der måske ikke så mange, der kender, selv om jeg er ret sikker på, at Hiromi Ito gør.

Det er en magisk rejse som den, shamanen foretager, når han eller hun skal finde frem til den viden, der er nødvendig. På det sted, hvor den findes. I den her bog er det floden med det vilde græs, og det er temmelig vildt.

Det skærer huller i menneskets skind og slikker blodet i sig.

Shamanens rolle i et moderne vestligt samfund er begrænset til det eneste område i samfundslivet, hvor magisk tænkning stadig spiller en rolle, nemlig kunsten. Især den mindst kommercielle kunstneriske udtryksform, poesien.

Det er der, vi er.

Kun de hvide ting steg op af mørket – hvide blomster, papir der var smidt, hvide sko

Om natten fløj hejrerne stille omkring,

Duerne fløj og flagermusene fløj,

På et tidspunkt af natten baskede alt muligt rundt på himlen,

Noget glimtede tæt på vandkanten, Det var der krematorierne var

Hiromi Ito er en omdiskuteret digter i Japan, både på grund af hendes stil, der er voldsomt, næsten magisk messende, og på grund af hendes digtes indhold, der i dagligsprog beskriver brandfarlige emner med feministisk fokus.

Men ikke bare sådan. Hun er ikke en af den slags digtere, tror jeg, der vælger form på forhånd, hun lader den vokse naturligt ud af den digteriske fortællings eksplosive indhold, og det er hvad som helst, der i det skrivende øjeblik er væsentligt og vigtigt. Afgørende vigtigt. Shamanen beskæftiger sig ikke, kan ikke beskæftige sig med andet.

Formen er gennemsyret af inkantatoriske udråb, indholdet er fuldt af dæmoniske foretagender.

Denne bogs magiske Kabukiteater er fuldt af omvandrende døde, af poetiske kamikaze figurer, svedende af muga, som zenbuddhismen kalder den tilstand, hvor jeget, der står i vejen for handling, er brændt væk, så det er muligt at »handle som en død mand«, dvs. uden hindrende binding til noget som helst konventionelt.

Jeg vil tro, at en bog som den her siger noget helt andet til en japansk læser, end den siger til en vesteuropæisk.

Der er ting i bogen, der kun ad omveje giver genklang for mig, men det er så til gengæld omveje med kraftig forstærkning som dem, Ezra Pound åbnede for hundrede år siden med hjælp fra forskeren Ernest Fenollosas ufærdige skrifter. Ikke mindst præsentationen af Noh teateret, som han gav videre til den store irske digter William Butler Yeats.

Det japanske magiske landskab passer fint til det irske, der også er fyldt med magiske konfigurationer som banshees og leprecauns, små væsener med store kræfter, som Samuel Beckett siges at have underholdt sig med på vej hen over plænerne ved Trinity mod cricketbanen.

Magiske landskaber, det er vel det.

Mor sagde, den varme kilde

Vil kurere dig lige med det samme,

Læg dig lidt i blød, åbn dine porer, skrub din krop, svulm op,

Det vil hele din eksem, dine blærer,

Dine betændelsestilstande, din ringorm,

Din dermatitis, dine smitsomme sygdomme

Dine atopiske reaktioner, dine allergier,

Dine lig, din forestående død, det at du er død, og tilmed døden helt generelt,

En varm kilde, der vil kurere dig fuldstændig, lige med det samme,

Et sted hvor du vil få lyst til at leve igen og begynde på ny,

Under alle omstændigheder, Lad os tage over det bjerg, sagde mor

Ito bor både i Amerika, i det sydlige Californien, og i Japan. Det var digteren og antropologen Jerome Rothenberg, der inviterede hende, og hans banebrydende arbejde med den poetisk magiske side af den dybe indianske kultur har haft stor betydning for Ito, der blandt andet har skrevet et stort digt om den indianske trickster-gud, Coyote.

Man kan se og høre hende på Youtube med ledsagende oversættelse til engelsk læse op af det digt, og der kan man følge hendes systemiske arbejde med magiske gentagelser, hendes optagethed af ord, der har magisk lyd. Ikke fordi hun ligefrem optræder demonstrativt med det, tværtimod, hendes oplæsning er munter og ligetil, helt nede på jorden kunne man sige, eller måske med fødderne en centimeter over jorden, hvor man ifølge D.T. Suzuki står, når man har opnået satori og befinder sig i tilstanden muga.

De havde deres grunde til at komme til det her land

Også selvom de endte sådan der

De havde forladt de lande, hvor de havde levet, de havde forladt deres sprog

Voksne der ikke havde andet valg end at komme her

Børn der var blevet medbragt af deres forældre

Der holdt dem i hånden eller bar dem

Og når de langt om længe nåede vinduet

Fik de at vide Det er ikke meningen du skal være her,

Tag hjem Hold mund Stå nu bare i kø derovre

Men alligevel, så kom de til det her land

De forlod deres sprog og vi var akkurat ligesom dem

Det er jo ikke så svært at forstå. Heller ikke det vilde græs, der vokser ind i alt og æder, hvad det finder. Sådan er fremtiden, det har vi altid vidst, og heller ikke den døde hund, Okaasan, der passer på os, så græsset ikke æder os lige nu, eller det lig af en far, der på en eller anden måde også bor i det kødædende fremtidsgræs, og som, uanset hvad vores mor siger, er vores far eller en af vores fædre. Det er ikke mere uforståeligt end for eksempel Boris Vian.

Græsserne har deres botaniske navne, der forbinder dem med det, vi kender, såsom »Verbena brasiliensis«, der med sine modsatstillede og savtakkede blade og sine halelignende blomsterstande med små, lilla blomster almindeligvis vokser nær havne, i ødemarksområder, ved flodlejer og lignende steder.

Der, hvor vi er, og hvor vi også var, da T.S. Eliot skrev The Waste Land for næsten hundrede år siden.

Oversætteren Annette Thorsen Vilslev har ledsaget digtet med nogle præcise og interessante kommentarer, og i en slags brevsamtale mellem Olga Ravn og Johanne Lykke Holm sættes den vildtvoksende tekst ind i en dansk sammenhæng, der har sine glimt af indsigt, for eksempel påpeger ligheder i det magiske med Inger Christensens projekt, men dog lige så meget handler om en måske lidt søgt forbindelse med deres egen hekseskole.

For Hiromi Ito findes der vist ingen skole, kun den lange vej mod indsigt, den lange rejse, der skal foretages igen og igen.

Jeg stod på forskellige transportmidler

Jeg stod på, og jeg stod af, og jeg stod på igen

Jeg kørte i biler, og jeg gik om bord på busser,

Og så gik jeg om bord på fly,

Og stod så af igen,

Mens jeg ventede i lufthavnens ventehaller begyndte hele rummet at bevæge sig

Og blive et med flyet

Jeg efterlod mor

Jeg efterlod hundene og også ligene

Jeg tog lillebror og lillesøster med I mørket hørte jeg lillebror hulke

Så stod vi af flyet

Det lange, rullende fortov bevægede sig klaprende videre

Jeg trak lillesøster i hånden, jeg skubbede lillebror henad det rullende fortov

Vi bevægede os støt og roligt fremad

Støt og roligt gik vi med max. fart

Idet det lange, rullende fortov klaprende bevægede sig fremad

Hiromi Ito: ’Vildgræs ved flodlejet’. Oversat af Annette Thorsen Vilslev. Arena, 114 sider, 150 kroner.

Hiromi Ito optræder på årets Louisiana Literature

Japanske Hirokazu Koreeda skifter med ’Det tredje mord’ sit lune familiespor ud med et twistet retsdrama for at udforske skæbner, sandheder og livets tilfældigheder
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu