Læsetid: 3 min.

Let syrede grønlandsbilleder

Danske Lasse Lau vil ikke spille autoritet i sin eksperimentelle dokumentar om forholdet mellem Danmark og Grønland og konstruerer i stedet en kavalkade af scener, der blander dagligdags handlinger med aparte elementer og slører skellet mellem fakta og fiktion
Instruktør Lasse Lau lader til, med sine demonstrative iscenesættelser, at være ude på at punktere publikums formodede forventninger til en dokumentar om dagens Grønland.

Instruktør Lasse Lau lader til, med sine demonstrative iscenesættelser, at være ude på at punktere publikums formodede forventninger til en dokumentar om dagens Grønland.

Tambo Film

9. august 2018

Lykkelænder er en dokumentarfilm gennemsyret af skepsis over for sin egen genre. Den vil tydeligvis ikke være ved dokumentarismens grundlæggende ambition om at dokumentere og forklare virkeligheden for folk.

Frem for at give et tematisk eller kronologisk sammenhængende billede af Grønland og Grønlands forhold har instruktør og billedkunstner Lasse Lau derfor lavet en collage af enkeltstående scener, der blander helt ordinær grønlandsk hverdag med let syrede fremmedelementer og interventioner. 

En udstoppet gris på hjul trilles igennem en grønlandsk by og placeres forskellige og tilsyneladende tilfældige steder i bybilledet.

Nogle grønlændere spiller bold på en dansk strand, mens en traditionelt klædt grønlandsk mand går i land med sin gammeldags grønlandske kajak.

En kvinde i sælskindsdragt danser trommedans på en tom institutionsgang.

Den slags korte, konstruerede og ofte statiske scenarier udgør størstedelen af Lykkelænder.  

Fordomspunktering

Instruktøren Lasse Lau gør, hvad han kan, for ikke at tale fra en fast og pålidelig position. I stedet lader han med sine demonstrative iscenesættelser til at være ude på at punktere publikums formodede forventninger til en dokumentar om dagens Grønland. 

Ambitionen om at punktere publikums fordomme indebærer en alvorlig risiko for at være irriterende belærende.

På baggrund af det historiske og nuværende magtforhold mellem Danmark og Grønland er det rimeligt som dansk filminstruktør at spørge sig selv, hvilke forudsætninger man egentlig har for at give folk nye indsigter i livet som grønlænder.

Men man kan også spørge, hvilke forudsætninger instruktøren har for at kende sit publikums fordomme. De er jo ikke nødvendigvis de samme som hans egne.

Den risiko kommer Lasse Lau ud over ved at være mere optaget af at se sig omkring og kombinere elementer, karakterer og perspektiver, der tilsyneladende ikke har meget med hinanden at gøre. Det er der kommet en sjov, visuelt fantasifuld og nysgerrig film ud af, som genremæssigt er beslægtet med fotokunst og performance.

Blandingen af overvældende dronebilleder af blåligt islandskab med den afvæbnende fjollede gris på hjul og interviews med forskellige unavngivne grønlændere giver et uforudsigeligt forløb af henholdsvis aparte og ordinære grønlandsbilleder.

Af og til (og i virkeligheden mest, når skuespilleren Nukâka Coster-Waldau spiller fuld og arrig grønlænder på Christianshavns Torv) bliver det søgt. Ellers hensætter Lykkelænder én i en behagelig forvirring over, hvilke af hver scenes elementer der er autentiske, og hvilke der er iscenesat.

Fakta- og fiktionsforvirring 

Den eneste tilbagevendende fortælling er historien om motorskibet M/S Hans Hedtoft, der sank i 1958 på sin jomfrurejse til Grønland efter at have ramt et isbjerg. Klip fra Radioavisen og gengivelse af telegramkorrespondancen (dog oversat til almindelig tekst) står for sig selv uden kontekstualisering.

Hvad kontekstualisering angår, bliver der ikke givet ved dørene. Byer og medvirkende bliver ikke navngivet, og det er mange gange uvist, om de medvirkende taler som sig selv eller spiller en rolle. 

Det er et tydeligt valg, at scenerne skal stå og blafre mellem det syrede og det dagligdags.  

Af pressematerialet fremgår det, at Lykkelænder er baseret på en kollektiv researchproces med en gruppe grønlandske medskabere.

Flere gange i løbet af filmen var jeg mere nysgerrig på den kunstneriske proces og hvordan de mon var nået frem til, at en statue af Hans Egede skulle have bind for øjnene, end af hvad den gestus mon siger om forholdet mellem Grønland og Danmark lige nu.

Forvirringen over, hvad der er fakta, og hvad der er fiktion, topper i en scene, hvor to grønlændere (Vivi Nielsen og Angunnguaq Larsen) der har sagt særligt kunstige ting til kameraet, mødes i en ellers tom biograf.

I deres samtale afslører de sig selv som skuespillere, der til lejligheden har genopført tidligere roller, henholdsvis som Marie i den grønlandske film Lysets hjerte (1998) og som birollen Jens Enok Bertelsen i DR-dramaet Borgen. Det er her, når Lykkelænder er mest forvirrende, at den er sjovest.

’Lykkelænder’ er månedens dokumentar i Cinemateket og vises 9.-15. august

De gule byggekraner er blevet et slags vartegn for Nuuk. Overalt sprænges der klipper og støbes fundamenter til nye boliger.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu