Læsetid: 7 min.

Mens resten af verden lod sig inspirere af den vestlige rationalisme, tabte Vesten selv hovedet

Det går lidt tilbage i Vesten, det går meget fremad i resten af verden. Men Vesten er ifølge Kishore Mahbubani for optaget af sin egen krise til at fatte den nye verdensorden
Mahbubani analyse af den økonomiske udvikling, de sociale og teknologiske fremskridt uden for Vesten og den vestlige uvidenhed er overbevisende. Men mange af hans generaliseringer er overdrivelser og dramatiseringer. Det er symptomatisk, at han som regel bruger eksempler fra Asien og derfra slutter, at sådan er det i resten af verden uden for Vesten

Mahbubani analyse af den økonomiske udvikling, de sociale og teknologiske fremskridt uden for Vesten og den vestlige uvidenhed er overbevisende. Men mange af hans generaliseringer er overdrivelser og dramatiseringer. Det er symptomatisk, at han som regel bruger eksempler fra Asien og derfra slutter, at sådan er det i resten af verden uden for Vesten

Mashkov Yuri

17. august 2018

Man skal forestille sig en verden, hvor næsten ingen mennesker går sultne i seng. Hvor den absolutte fattigdom er ved at forsvinde. Hvor hvert eneste barn bliver vaccineret og går i skole, og hvor der er elektricitet i så godt som alle hjem.

Mest af alt: Man skal forestille sig en verden, hvor risikoen for endnu en stor verdenskrig er minimal.

»De fleste fornuftige mennesker ville beskrive sådan en verden som nærmest utopisk,« skriver den singaporeanske diplomat, forsker, forfatter og forhenværende præsident for FN’s Sikkerhedsråd Kishore Mahbubani i sin nye bog, Has The West Lost it? A Provocation:

»Forbløffende få fornuftige mennesker er klar over, at vi lever i en verden, hvor menneskeheden er lige ved at kunne realisere sådan en utopi. Det er den største sandhed i vores tid: Objektivt anskuet har den menneskelige tilstand aldrig været bedre.«

Mahbubani henviser til statistikker over fremskridt for levestandarden, gennemsnitslevealderen, lønninger, teknologisk udbredelse og fald i vold, mord, væbnede konflikter og krige. Og til fremskridt i uddannelse og oplysning: Der var i år 1800 kun 120 millioner mennesker i verden, som kunne læse.

Nu er der over seks milliarder. Mange af dem har telefoner, som kan forbinde dem med andre mennesker, fjerne lande og mere viden, end selv de mest privilegerede og veluddannede havde adgang til for bare 50 år siden.

Den vestlige middelklasse er politisk svækket og økonomisk stagneret, men en ny, global middelklasse er ved at udvikle sig, forklarer Mahbubani. Der var 1,8 milliarder mennesker i verden i 2009, som er økonomisk kvalificerede til betegnelsen middelklassen.

Den ventes allerede i 2020 at være på 3,2 milliarder mennesker, og fremskrivninger indicerer, at næsten fem milliarder mennesker i 2030 vil være at betragte som økonomisk middelklasse.

Den økonomiske vækst i lande som Bangladesh, Pakistan, Indonesien, Indien og selvfølgelig Kina fører til, at flere og flere kvinder bliver uddannet, skoler og hospitaler bliver bygget, vandledninger og elforsyninger bliver etableret.

Meget færre babyer dør, flere mennesker lever længere, og folk uden for den vestlige verden får bedre job:

»Kort sagt, alle de ting, som man i Vesten tog for givet, og man i resten af verden regnede umuligt at opnå, bliver mere og mere universelle. For de fleste af os har de seneste tre årtier – fra 1990 til 2020 – været de bedste i menneskehedens historie.«

De tre årtier, som har udviklet kriser i de vestlige demokratier, økonomisk ulighed og udstillet vores politiske systemers afmagt over for påtrængende problemer, er ifølge Mahbubani en storhedstid for resten af verden.

Vi har bare ikke forstået det i Vesten, fordi vi er fatalt optagede af os selv, uvidende om resten af verden og ude af stand til at forholde os oplyst til en ny verdensorden – hævder forfatteren altså.

Vi forstod ikke, hvad der ville ske, hvis vi gik militært ind i Irak, Afghanistan og Libyen. Og hver eneste forfatter og intellektuelle, som offentligt støttede invasionen af Irak, burde ifølge Mahbubani skrive et offentligt essay, hvor de overvejede, hvordan de kunne tage så meget fejl.

Et andet eksempel på Vestens selvoptagethed er, at vi forbinder året 2001 med terrorattentaterne i New York og Washington. Men vi burde, anfører forfatteren, indse, at det historiske, som skete i 2001, var, at Kina blev medlem af verdenshandelsorganisationen WTO. Vesten har mistet sit økonomiske herredømme.

Og det ser nu ud til, at den periode fra 1820 til 2000, hvor Vesten stod for den største del af verdens BNP, var en parentes i historien. Indien og Kina var fra år 0 til 1800 de to største økonomier i verden, og nu er de ved at blive det igen.

Vores politikere fremhæver det som et alarmerende scenario, og befolkningerne er blevet utrygge ved udviklingen i Kina og Indien. Det er den usikkerhed, Trump appellerer til, når han indleder handelskampe og kræver genforhandlinger af de globale handelsaftaler.

Men vi er ikke optagede af, hvordan de nye stormagter tænker og agerer i verden. Mahbubani fortæller, hvordan han selv har abonneret på New York Book Review i årtier, fordi det er et velskrevet og oplysende magasin.

Men han har opsagt sit abonnement, fordi magasinet ikke interesserer sig for indiske, kinesiske eller andre ikkevestlige forfattere og tænkere, men bliver redigeret, som om hele verden stadig regeres fra Vesten. Det er et magasin fra den gamle verden.

Mahbubani angiver adskillige årsager til Vestens forfald: Vi reagerede på kommunismens kollaps, som om det var Vestens totale sejr. Vi blev grebet af triumfalisme.

Det næste er, at Vesten ignorerede andre landes geopolitiske interesser. Rusland blev implicit lovet, at den vestlige forsvarsalliance NATO ikke ville brede sig ind over de gamle østlande, og at det russiske ønske om såkaldte »bufferstater« rundt om landets grænser ville blive respekteret. Det løfte brød vi, og det kom som et chok, at russerne for at genetablere en sikkerhedszone kunne finde på at annektere Krim.

Forfatterens holdning er ikke, at Putins invasion derfor var berettiget, men at vi var så uforberedte på den, fordi vi ikke havde sat os ind i Ruslands strategiske ræsonnementer.

En tredje forklaring er, at uligheden i de vestlige lande har svækket de politiske systemer. Medianlønnen steg i Vesten fra 1948 til 1973 med 91 procent, men fra 1973 til 2015 med kun 11 procent. Langt den største del af den økonomiske vækst er således gået til overklasserne.

De vestlige middelklasser er blevet tabere i en globalisering, hvor resten af verdens underklasser er blevet vindere.

En fjerde forklaring er, at vi var så overbeviste om, at de politiske positioner og bevægelser, der tænkte som os, også havde flertallets opbakning, at de ville vinde, hvis vi bare hjalp dem lidt. Men vores militære forsøg på at udbrede demokrati og vores støtte til oprørerne i De arabiske forår slog fejl, fordi vi ikke havde analyseret de enkelte landes politiske kontekster.

En af Mahbubanis konklusioner er, at resten af verden lod sig inspirere af den vestlige rationalisme, mens Vesten selv tabte hovedet. Det er Vestens metode, som har skabt de store fremskridt uden for Vesten, men som vi har svigtet hos os selv.

Vi har været så fokuserede på, om de andre lande blev liberale demokratier, at vi overså, at de på andre områder som uddannelse, sundhed og skabelse af økonomisk vækst overtog de vestlige måder at gøre tingene på:

»Det tog et par årtier, men resten af verden fandt efterhånden ud af, hvordan de kunne gentage de vestlige succeshistorier.«

Der er tre årsager til den udvikling i resten af verden, som Mahbubani kalder »den stille revolution«.

Den ene er politisk. Mange store ikkevestlige lande blev i årtier regeret som feudale imperier. Kinas Mao opførte sig som en klassisk kinesisk kejser, der regerede gennem dekreter med voldsomme menneskelige omkostninger. Hans efterfølger Deng Xiaoping lagde sig ideologisk i forlængelse af Mao, men hans regeringsform var en helt anden. Han gjorde det til et mål for sin ledelse at forbedre livsvilkårene for den kinesiske befolkning. Det samme gælder flere andre store lande.

Den anden store forandring er psykologisk: Den almindelige opfattelse hos underklassen og arbejderklassen i verden uden for Vesten var i årtier, at de var forbandet af skæbnen til fattigdom, mangel på sundhed og moderne goder. Nu tror de på, at de har ret til det.

Det tredje moment er regeringsteknisk. De anvender vestlige regeringsteknikker og tror på, at det, vi kalder »god regeringsførsel«, vil løfte deres samfund. Mahbubani hævder, at Kina, Indien og Indonesien i dag bliver regeret af »exceptionelt ærlige og kompetente ledere: Xi Jinping, Narendra Modi og Jokowi«.

Undertitlen på Mahbubanis bog er »A Provocation«. Og det er en bog skrevet til de vestlige intellektuelle og politikere for at provokere os til at forstå, at verden har forandret sig.

Hans analyse af den økonomiske udvikling, de sociale og teknologiske fremskridt uden for Vesten og den vestlige uvidenhed er overbevisende. Men mange af hans generaliseringer er overdrivelser og dramatiseringer. Det er symptomatisk, at han som regel bruger eksempler fra Asien og derfra slutter, at sådan er det i resten af verden uden for Vesten.

Latinamerika er eksempelvis ikke ligefrem præget af såkaldt »god regeringsførsel«, og som den amerikanske forsker Joseph Nye har påpeget, er det bizart at fremhæve Xi Jinping, som netop har ændret forfatningen, så han kan blive siddende på livstid, som en leder med en forbilledligt ærlig karakter.

Modis aggressive hindunationalisme er heller ikke ligefrem nobel. Nogle af overdrivelserne og generaliseringerne er belastende for bogens generelle tese, mens andre er pædagogisk effektive, som tvinger os til at overveje hvor lidt, vi egentlig ved om verden uden for Vesten, og hvor meget vi forstår den i vores eget billede.

For Mahbubani har i hvert fald ret i én ting: Vi har ikke forstået verden uden for Vesten ordentligt, vores globale autoritet bliver svækket af det, og vi har ikke gjort os klart, hvordan vi skal forholde os til den nye verdensorden. Det er enten Trump & co.’s militante angreb på den gamle orden, eller Obama & co.’s forsvar for den.

Men der er én forsømmelse, som underminerer Mahbubanis proklamering om, at resten af verden objektivt aldrig har haft det bedre. Han henviser til mange tal og statistikker, men han nævner ikke klimaet.

Det er de bedste tider for menneskeheden, hævder Mahbubani, men det er det under ingen omstændigheder for menneskenes naturgrundlag. Og hvis vi ikke forholder os til det, kan de andre fremskridt komme til at tage sig ubetydelige ud.

Til forfatteren må man sige: Han skal forestille sig en verden, hvor temperaturen stiger, vejret bliver voldsommere, skovene brænder, byer bliver oversvømmede, og menneskene bliver utrygge på en klode, som engang var fast grund under fødderne og rolig himmel over hovederne. Og det er ikke en dystopi. Det er 2018.

Kishore Mahbubani: ’Has the West Lost it? A Provocation’, Allen Lane, 112 sider, 13 Britiske Pund

Kinas præsident har sat gang i en autoritær bølge, som vestlige demokratier har svært ved at dæmme op for
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jesper Eskelund
  • Runa Lystlund
  • Britta Hansen
  • Stig Bøg
  • Peter Knap
Jesper Eskelund, Runa Lystlund, Britta Hansen, Stig Bøg og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

Den bedste sande historie om fremtidens verden. Men vil hjælper det ? Vesten er blevet middelmådig og forstår ingenting. Det er tragisk.

jan henrik wegener

Men. Selvom det tilsyneladende stadig skrives adskilligt om "Vesten" og "Resten" (som ikke blot er "Østen", som jo i øvrigt er noget hjernespind), er der vel ikke, og har måske aldrig været, en helt klar koncensus om hvad "Vesten" er for noget. Man kunne vel for så vidt godt begrunde at Mellem og Sydamerika er "vestlige". Hvad ellers skal man lægge i ordet "Latinamerika"? Hvad er det i øvrigt der gør "os"(?) til "Vesterlændinge"? Den militære alliance NATO?

Touhami Bennour

Den militær alliance er på museet nu; Der tales om NATO Mellemøsten. Du ser ikke USA hvor er mest aktiv. Den krise med Tyrkiet viser tydeligt, At vesten har problemer med tilliden. Merkel synes ikke at Tyskland skal tabe Tyrkiet. og har en plan for det og ikke bare snak. Meningen er ikke at skabe( dem og os) men "Kishore" advarer mod den ændring af vesten politik til konfrontation i en krig, Og om den "rationalime" der glemmes. Jeg synes har han ret: efter krigen var der noget at komme efter: menneske rettigheder og rationalismen men nu er bare tvangstanker om Islam og muslimer, Og ikke at glemmer Irak krig og syriens krig og Libyens krig. Der ligger den kovending. Rusland er ikke mere fjenden, i hvertfald for Trump. så den gamle NATO er arbejdsløs.

Touhami Bennour

"Gammel vane. efter århundrede som verden herre, er svære at lægger af. Det er nemlig rigtig. Jeg kom til den tanke for længe siden at "mennesker er det samme over alt" , de er bare "narcissister", de taler menneskeligt og med ampati til omverden men de tåler ikke nedgang i deres magt eller leve standard, i så fald viser deres virkeligt ansigt som er det modsatte af humanismen og ampati. Det er hvad skete med "afkoloniseringen"; når næsten alle lande er blevet fri fra vestens herredømme har den samme vesten begyndt at viser tænder og truer med krig og militær alliancer. Sociale fremskrit til alle er byttet md bagvaskelser af de tidliger undertrykte lande: de er blevet pludseligt tilbagestående og for selvstændige. Den tale de afholdt i begyndelsen om afskaffelse af fattigdom over alt og undertrykkelse er slut,. Nu findes ikke mere kolonialisme eller untertrykkelser. Men det viser sig at det hele var fup og deres reelle mål er det herredømme over hele verden. Det viser den konflikt med Tyrkiet: at selvstændihed findes ikke (to nato lande) fører krig som tidligere mellem herre og slaver. Menneske rettighederne er blevet skalkeskjul til at skabe problemer til de tidligere? (og ikke nuverende) besiddelser.

Men virkeligheden er at de rige bliver stadig rigere mens alle andre bliver relativt fattigere. Det har den nye verdensorden ikke ændret.

Touhami Bennour

Afkoloniseringen førte til mindsket fattigdom: I kina millioner af mennesker blev trukket ud af fattigdom, Dengang var der ikke en by der hed "DUBAI", Emirater og ikke at glemme "Mohamed ben Salman)".( millioner af artikler der blev skrevet om Saudi Arabien og det skyldes "olie" det betyder også bekempelse af fattigdom. Men herefter skete skandalen. Det var ikke meningen at afskaffe fattigdom for Vesten, så begyndte at føre krig (Irak, Syrien, Libyen). Også den konflikt mellem USA og Tyrkiet har som årsag Økonomien, Tyrkiet er muslim. og det skal ikke være rig,for såvidt produktionen begrænser sig til salg og handel med Vesten. kan tolereres. Altså Vesten skal have herredømme. At være selvstændig er en by i Rusland.

Runa Lystlund

Runa skriver.
Globaliseringen har givet 3. verdens lande smør på brødet. Kina er kommet på fode, fordi de i lang tid har produceret multinationale vestlige firmaers produkter. Millioner af vestlige arbejdere har mistet detes jobs og et stort antal kinesere overtog deres arbejde. Omkostningen er tabte arbejdspladser i Vesten, dårlige arbejdsforhold i 3. Vetdenslande, ekstrem forurening og CO2 udledning. Arbejdet har alligevel givet mad på bordet i disse lande og har skabt den nye middelklasse i Kina mm. og en egen udvikling i disse lande. De multinationale selskabet betaler selvfølgelig minimal skat i disse lande og næsten ingenting i hjemlandet.

Nu er de ved at blive for dyre i Kina. Tidligere lod det store svenske tøjfirma Hennes og Mauritz deres tøj fremstille i Kina, fordi de var billige. Nu er Kina blevet for dyrt og produktionen flyttet til Bangladesh. Når Bangladesh er blevet for dyrt, er det måske Afrikas tur. Vi køber dette dårligt syede tøj til billige penge og flyver med det i tonsvis til Belgien, hvorfra det bliver distribueret. Sådan er det mef mange varer.

Vi bruger tonsvis af CO2 for at transportere tøj og teknik af dårlig kvalitet, som smides ud efter kort tids brug.

Det, der sker i Tyrkiet handler om, at Tyrkiet har købt militært forsvarsgrej fra Rusland. Kockpittet i det nye fly F-35 bliver lavet i flere lande og heriblandt i Tyrkiet. Nato og USA ønsker ikke at videregive højteknologisk teknik til russerne, som tyrkerne nu er blevet venner med, trods deres medlemsskab af Nato. Konflikten handler ikke om den amerikanske præst, det er bare skalkeskjul.

Det bliver interessant om Kina ender som USA.

I mange afrikanske lande er knapt 50% af mænd og over 50% af kvinder analfabeter. I adskillige afrikanske lande, Mellemøsten og i flere asiatiske lande får befolkningen flere børn end de kan forsørge. Mellemøsten, Pakistan, Indien og Afrika exellerer i undertrykkelse af kvinder. Systemkritikere forsvinder i Kina. Den Indonesiske regering skår ned på protesterende befolkning, der ønsker selvstændighed i den østlige del af landet, Vest- Guinea. Kan vi sige, at alt er bare fjong på vores lille klode, som forfatteren antyder?

Touhami Bennour

Ps. Det rigeste land i verden er Qatar, hvor BNP er på 120.000 dollars per indbygger. I danmark er det halve. Kina og Arabien kender godt rigdom og arbejde for rigdom. men ikke nødvendigvis for alle. Det er en anden sag.

Én ting vi alle bør forstå i den vestlige verden er at højredrejningen i vores politik fremskynder vores egen fremtidige ligegyldighed. Isolationen, fremmedhadet og venden ryggen til det internationale samfund gør intet positivt får en lille åben økonomi som Danmark der er afhængig af samhandel for over 50% af sit BNP. Tværtimod, hvem vil tage os seriøst i fremtiden? Hvor er vores fremtidige plads i det internationale hieraki når tidligere små økonomier som Tyrkiet, Ægypten, Nigeria, Indonesien, Pakistan m. fl. buldrer derudaf med kæmpestore og voksende befolkninger? Danmark er et lille land med lige knap 6 millioner indbyggere, lavtliggende og yderst sårbart i det der bliver vores fremtidige utvivlsomt varmere klima. Vi ender højst sandsynligt selv som klimaflygtninge inden år 2100. Gad vide hvem der gider tage imod os?

Danmark er bedst tjent med at arbejde for en international orden og stabilitet der er tålelig for alle og ikke baseret på hverken et amerikansk, et kinesisk eller et russisk jerngreb. Samtidig bør Kongeriget satse hårdt på at blive et grønt foregangsland på alle punkter. Vi smed vindmølle-førertrøjen i 00'erne (tak Fogh) men det er ikke for sent at blive grønt foregangsland igen.

Ture Nilsson, Touhami Bennour, Poul Erik Riis og K M anbefalede denne kommentar
Allan Petersen

Bassim, de lande du nævner buldrer nok derud rent befolkningsmæssigt, men sammenligner du deres BNP med et lille land som Danmark, så imponerer de ikke. Ægypten, Nigeria og Pakistan er kun halvt så store økonomier som DK, og Tyrkiet og Indonesien knapt dobbelt så store. Det er da ikke særligt imponerende med befolkningstal der er 20 gange større?.

Allan Petersen

Listen jeg fandt var ikke opdateret. De har flyttet sig, men stadigvæk ikke imponerende sammenlignet med lille Danmark. Egypten, Nigeria og Pakistan er økonomier på størrelse med DK, og Tyrkiet og Indonesien ca. 3 gange større. Til gengæld er deres befolkningstal så 20-40 gange større.

Touhami Bennour

@ Allan petersen. Årsagen til økonomisk forhaling er bl.andet Korruption og disse økonomier er ikke helt fri økonomier. På den anden side kan man ikke sammenligne Danmark med Tyrkiet. For mig i Tyrkiet går økonomien meget godt. Tyrkiet er ikke i EU med en halv milliard forbrugere, Danmark er i EU, har stor eksport, 50% procent af produktionen, for det andet Tyrkiet er Et muslimsk land. hvis du tror på lighed mellem landene, så det er forkert. Men jeg er tilfreds med Tyrkiet. Men for de andre lande du nævner er korruption den primær årsag.
Jeg kan oplyse i øvrigt at Qatar er endu mindre end danmark men BNP er det dobbelte af Danmarks 120.000 dollars for Qatar og 50.000 dollars til Danmark per indbygger og per år.

Allan Petersen. Min pointe var at de alle indhenter os og bliver langt større og vigtigere i fremtiden. I en ikke så fjern fortid havde vi sikkert også et større BNP end Mexico, Brasilien, Sydafrika, Saudi-Arabien Indien osv.

Per indbygger er det selvfølgeligt mindre. Det er Kinas også men ingen anfægter vel at Kinas magt overtrumfer Danmarks mange gange.

Runa Lystlund

Runa skriver.
Qatar er et olieproducerende land, Touhami Bennour. Kender du nogen, der arbejder i Qatar? Det gør jeg og jeg er kvinde. Jeg foretrækker DK, trods mindre indtjening, på grund af vores demokrati og vores syn på ligeret for kvinder.

Runa Lystlund

Runa skriver.
Jeg forstår ikke helt din kommentar. Jeg tror ikke, at hele verdens befolkninger kunne tænke sig, at bo i Danmark. Der er mange skønne steder i verden. Jeg foretrækker at bo i Norden, her har jeg mine kulturelle rødder. Du foretrækker Qatar. Det respekterer jeg helt. Er du fra Qatar?

Touhami Bennour

At lide eller ej er individuelt. Vi debattere her om Om arbejde og klima. og andre rettigheder og alt hvad det er Universelt. Der er mange fordomme og misfortåelser og viden på afstand er ikke nok. Jeg sagde Qatar har den indkomst per indbygger, fordi det var diskussion gik på og det er mange fremmed arbejder fordi det er aktuelt.