Den 1. april 1917 overdrages De Vestindiske Øer til USA. »En sørgelig historie« kalder Mich Vraa det i efterskriftet til sin nye roman Faith, hvori han samme sted skitserer de nærmere omstændigheder omkring begivenheden.
Salget af sukkerroer var halveret i Europa, slaveriets ophævelse i 1848 havde gjort arbejdskraften dyrere, og den tidligere så driftige havn i Charlotte Amalie blev forbigået efter fremkomsten af stadig større skibe, der ikke behøvede at gøre stop til og fra Sydamerika.
Ifølge Mich Vraa var »al fordums glans gået af Dansk Vestindien«, og da USA samtidig havde brug for øerne for at kunne gå ind i Første Verdenskrig, blev flere års forhandlinger mellem de to nationer afsluttet og de tre øer afhændet.
Ifølge Vraas hovedperson Faith Netlock, hvis dagbog føres i nutid, har amerikanerne brug for at kontrollere Sankt Thomas og Charlotte Amalies dybe havn, og de frygter, »at tyskerne ellers ville få den af Danmark som gør alt hvad det kan for at tækkes det store naboland«.
Dette blot nævnt for at sætte scenen i Faith, der som de to første bind i Vraas romantrilogi om Dansk Vestindien, Haabet (2016) og Peters kærlighed (2017), ignorerer gængs kronologi og på det nærmeste tvinger læserne til selv at lægge brikkerne i et smukt komponeret litterært puslespil.
Som i de forrige bind veksler kapitlerne atter mellem dagbøger, breve, telegrammer og avisartikler, de fleste fiktion, andre originale og til at identificere, da de er gengivet med gammel retskrivning. Centralt i handlingen står nævnte Faith, en ung kvindelig fotograf, der er født og opvokset på Vestindien, men i modsætning til flere andre af de lokale ikke føler trang til at overvære festlighederne på Transfer Day.
Hun har svært ved at føle sig som en del af ceremonien og understreger i sin dagbog, at hun »aldrig har været dansker, og jeg vil aldrig blive amerikaner«.
Faith er særlig skarp i sin kritik af danskerne, som hun kalder »snedige; de tilpasser sig. Og nu gør de det igen. Nu vasker de blodet af deres hænder; nu vil de slette mindet om de hundredtusinder, hvis liv de stjal for egen vindings skyld«.
Flere af disse liv blev stjålet under, hvad Faiths far, Carl Netlock, i et brev til en ven dateret oktober 1878 kalder »det voldsommeste negeropgør nogensinde«. Anledningen var den såkaldte Skiftedag: Efter slaveriets ophævelse dikterede en dansk lov, hvad plantagearbejderne måtte tjene, og at de kun måtte skifte job én gang om året, nemlig 1. oktober.
Et halvt hundrede plantager blev afbrændt under oprøret, der fik navnet Fireburn, men »kun tre hvide mistede livet, mens op mod hundrede sorte døde«, som Carl Netlock skriver.
I modsætning til sin far, der med »gelatinpræparerede glasplader« og andet tungt fotoudstyr tager billeder af det blodige opgør, ernærer Faith sig primært ved at fange postmotiver med sit »Autographic-kamera med rullefilm og let stativ af metal«.
Researchen er helt på plads fra Vraas side. Afsnittene, hvor vi følger henholdsvis far og datter på arbejde både i Vestindiens maleriske kulisser og i deres mørkekammer, fremstår som medrivende foto-historie-lektioner; tilmed runder vi Paris, hvor Carls nævnte ven, kunstsamleren Fernand Bernard, omgås datidens malere, deriblandt Degas, der kæmper med at fastholde sine motiver i længere tid ad gangen og »er fascineret af teknikken og de muligheder, som han ser i fotografiet«.
Man fornemmer en underliggende diskussion hos både Carl og Faith, om hvorvidt de skal skildre skønheden eller gruen omkring dem.
Carl, der bliver anerkendt for sin udstilling Fireburn, begynder at opbygge en portefølje af billeder til fotografiske postkort, »som jo er højeste mode«, mens Faith i sin fritid omvendt søger ud i de fattige kvarterer for at forevige de sortes triste levevilkår.
Mich Vraa, derimod, formår på fornemmeste vis at favne begge dele med Faith, øernes skønhed og den gru, der i historiens løb har ramt dem. Særligt historien om Faith udvikler sig til en tragedie.
Kort fortalt forelsker hun sig gradvist i en rig amerikansk mand, der dukker op i atelieret for at hyre hende til at tage en række portrætter med Charlotte Amalie i baggrunden.
Han har dog også andre planer, viser det sig, og da hendes fars ven, Fernand Bernard, samtidig dukker op med en afsløring af, hvorfra hun på faderens side stammer, flettes den store og den lille historie sammen med voldsomme konsekvenser for Faith.
Det er en barsk og hjerteskærende roman, Mich Vraa har begået med Faith, der på fornemmeste vis afslutter en stor, læseværdig og relevant trilogi. I enkelte kapitler skrues tiden tilbage til starten af den danske kolonisering af Vestindien, og her skal koncentrationen skærpes, mens præster og guvernører dør, skændes, giver op og afløser hinanden på stribe.
Men pointen er klar: Brutaliteten har fra 1665, da den første guvernør dukkede op, været stor fra danskernes side, og der bliver med både Biblen og pisken i hånden slået hårdt og kontant ned på de slaver og arbejdere, der ikke retter ind efter myndighedernes og plantageejernes krav.
Danskerne har kun haft ét for øje, nemlig økonomisk profit, og selvom Vraa lader handlingen udspille sig uden løftet pegefinger, er han i sit efterord ikke bleg for at give udtryk for, hvad han mener om Danmarks nuværende ansvar for vores gamle koloni:
»I dag er jeg ikke i tvivl om at slavetiden trækker tunge spor op i nutiden.«
Mich Vraa: ’Faith’, Lindhardt og Ringhof, 472 sider. 300 kroner
