Læsetid: 5 min.

Michael Noer skruer op for ækelheden i sin genindspilning af fængselsdramaet ’Papillon’

Michael Noer har i sin første internationale spillefilm fået noget nyt og andet ud af fængseldramaet ’Papillon’ fra 1973 om en fransk straffefanges utrættelige forsøg på at flygte fra en grusom straffekoloni
Styrken ved Michael Noers ’Papillon’ er, at det ækle er så meget mere iøjenfaldende end i originalversionen af filmen fra 1973, og Noers version holder balancen mellem opbyggelig forbrødringshistorie og den rene og skære elendighed, som Papillon og Dega bebinder sig i, mener anmelder Lone Nikolajsen.

Styrken ved Michael Noers ’Papillon’ er, at det ækle er så meget mere iøjenfaldende end i originalversionen af filmen fra 1973, og Noers version holder balancen mellem opbyggelig forbrødringshistorie og den rene og skære elendighed, som Papillon og Dega bebinder sig i, mener anmelder Lone Nikolajsen.

Jose Haro

23. august 2018

Michael Noers generelt vellykkede genindspilning af fængselsdramaet Papillon overgår originalversionen på ét parameter: klamhed. Det er et vigtigt parameter i en film, der handler om, præcis hvor forfærdelige og uværdige Frankrigs straffekolonier i Fransk Guyana var.

Elendigheden bliver konkret og anskuelig, når man ser, hvordan mudder, regn, blod, sved og afføring sætter sig i fangedragternes stof. Eller hvordan fingre bliver beskidte af at finde et pengeetui frem fra endetarmen, som er det eneste private opbevaringssted, fangerne har. De indtørrede blodplamager på fangelejrens henrettelsespeloton er et mere grufuldt syn end selve henrettelsen, fordi de stille og roligt viser den hyppighed og selvfølgelighed, der bliver slået ihjel med i den sydamerikanske straffekoloni.

Her ender indbrudstyven Henri Charrière (Charlie Hunnam) med tilnavnet ’Papillon’ (der refererer til den sommerfugl, han har tatoveret på brystkassen) i 1931, dømt for et mord, han ikke har begået. Filmen er baseret på Charrières erindringsbøger og er langt hen ad vejen en skildring af heltemod og loyalitet. I modsætning til originalversionen får man i Noers Papillon hovedpersonens forhistorie i et gyldent belyst Paris med. Papillons speciale er at tømme pengeskabe, og da en gangsterchef, han har arbejdet for, finder ud af, at han stikker nogle af diamanterne i sin egen lomme, får han Papillon hængt op på et mord, han selv står bag.

Michael Noer har en baggrund som dokumentarfilminstruktør og er en af Danmarks mest markante yngre filminstruktører. Papillon er hans første store udenlandske produktion og hans anden fængselsfilm. Med tanke på den realistiske brutalitet i debutspillefilmen R (2010), der foregik i Horsens Statsfængsel, er det ikke underligt, at man har valgt ham til opgaven. 

Et smukt venskab

På skibet, der fragter fangerne til Fransk Guyana, hører Papillon om Louis Dega (Rami Malek). Dega er kendt for et stort svindelnummer med statsobligationer, som en masse mennesker mistede en masse penge på. Det er der mange, der gerne vil hævne, så den lille splejsede, bebrillede og perplekse Dega har brug for beskyttelse. Og så har han bogstaveligt talt røven fuld af penge. Papillon lover at passe på ham til gengæld for at få penge til den flugt, han allerede er ved at planlægge. Det bliver begyndelsen på et smukt venskab, der strækker sig over de næste 14 år, indtil det endelig lykkes Papillon at flygte.

I Charlie Hunnams skikkelse er Papillon en mere fersk straffefange, end han var i Steve McQueens i 1973. Han har gåpåmod og gode værdier, hvor McQueen havde en mere desperat stædighed kørende for sig. Til gengæld er Rami Malek bedre i rollen som Dega, end Dustin Hoffman var. Med ’bedre’ mener jeg mindre tilbøjelig til at spille rollen chaplinagtigt med pingvingang og store uskyldsrene øjne bag brilleglassene. Malek gør Degas svagelighed og særhed mere nuanceret. Han er ikke bare naiv, men også en kyniker, der ved, hvordan han skal bruge sit naive ydre til at narre folk.

Straffelejren er – med vagternes egne ord – ikke et rehabiliteringscenter. Ingen har nogen ambition om at gøre fangerne til bedre mennesker. Formålet er at knække dem. Fangerne dør som fluer og ligger rundtomkring og flyder, indtil vagterne får tid til at tage fat i deres ben og slæbe dem afsted. Reglerne er, at første flugtforsøg straffes med to års isolationsfængsling, andet flugtforsøg med fem år, og mord straffes med halshugning. Der er ingen regel for tredje flugtforsøg, for ingen har stået de fem års isolation igennem.

Papillon fortæller dels historien om, hvor snu og stædig hovedpersonen er, dels en historie om, hvor meget styrke der er at finde i Papillons og Degas alliance. Det, der begyndte som et bytteforhold, udvikler sig til en alvorlig forbrødring, hvor de begge hele tiden gør lidt mere for at passe på hinanden, end hvad de havde behøvet.

Det kunne godt ligne en morale, at den personlige integritet, de begge formår at bevare, er noget, de holder hinanden fast på. Ansvaret og omsorgen for hinanden forhindrer dem i at blive vanvittige af den meningsløse, umenneskeliggørende fængselstilværelse. Deres indbyrdes loyalitet støder sammen med den kynisme, der ellers råder i straffekolonien, og det er et ret skønt syn, hver gang den ene ven insisterer på at hjælpe den anden. 

På et hængende hår

Papillon er rig på tilspidsede situationer og fermt udførte flugtscener, hvor man som publikum håber det bedste for de to helte og kan mærke sine egne overlevelsesinstinkter. Det er elementært gavtyvestof, hvordan vagter kan narres. Og selv om man godt ved, det ikke vil lykkes i første forsøg – i hvert fald hvis man lige har set originalversionen, så føles det som en overraskelse, hver gang en flugtplan bliver forpurret.

Filmen formår at holde spændingen oppe med et begrænset antal voldelige sammenstød og en konstant uro mellem karaktererne. I en af de mest ikoniske scener opstår den dramatiske effekt af den skuldertrækkende måde, Papillon, Dega og deres kyniske medfange Celier (Roland Møller) deler deres pludseligt afdøde sidemands madration på. 

Originalversionen slår Noers Papillon, når det kommer til at vise tiden, der slæber sig afsted, mens Papillon er isolationsfængslet. De mange skud ovenfra og ned i cellen viser et menneske i bur, hvis værdighed er under maksimalt pres. Det er stadig væmmeligt at se i den nye version, og mest uhyggeligt, når Papillon bare glor ud i luften og kæmper sin udholdenhedskamp.

Papillon holder hele vejen igennem en god balance mellem den opbyggelige forbrødringshistorie og den rene og skære elendighed, Papillon og Dega befinder sig i. Det er en styrke ved hans version, at det ækle er så meget mere iøjnefaldende end i 70’erudgaven. Snavset på hænderne og i tøjet, blodet, der er sivet ind i cementmurene, tyngden i de døde kroppe, der bliver slæbt væk, gør, at det ikke bare handler om to trofaste venner, men om hvordan man opretholder værdighed i et miljø, der er beregnet til at knække en.  

’Papillon’. Instruktion: Michael Noer. Manuskript: Aaron Guzikowski baseret på 1973-versionens manuskript og Henri Charrières erindringsbøger. Amerikansk. Vises i biografer over hele landet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Christian Skoubye
  • Jens Carstensen
Olaf Tehrani, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Christian Skoubye og Jens Carstensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu