Læsetid: 6 min.

Morten Papes anden bog er en rørende rå kritik af den danske racisme

Morten Papes anden roman ’Guds bedste børn’ er en fiktiv fortælling om virkelig vold, der løfter hans rå realisme og dens indbyggede sociale kritik til et nyt litterært niveau
Morten Papes anden roman ’Guds bedste børn’ er en fiktiv fortælling om virkelig vold, der løfter hans rå realisme og dens indbyggede sociale kritik til et nyt litterært niveau

Les Kaner

25. august 2018

Morten Papes selvbiografiske debutroman Planen fortalte om en rå opvækst i en rå form. Brostensromanen, som Berlingskes begejstrede debat- og kulturredaktør Anne Sophia Hermansen kaldte den, var et vidnesbyrd om velfærdsstatens forvitrede prestigeprojekt Urbanplanen, hvor forfatteren selv voksede op. Den var vred, og den vældede derudad i én lang køre. Hvilket oplagt nok fik mange anmeldere, Hermansen inklusive, til at holde Papes prosa op mod Yahya Hassans debatskabende digtdebut.

At et stykke litteratur fremstår råt og uformet, betyder ikke nødvendigvis, at det er det.

Det rå har sin egen poetik. Men Planen, der blev til, da Pape vandt en kronikkonkurrence i Politiken, og Politikens Forlag kvitterede med en kontrakt, virkede virkelig som en uformet, for ikke at sige ufærdig roman. Hermansen elskede selvfølgelig læserbrevet, der blev til litteratur. Andre anmeldere påpegede, at forlaget måske havde været lidt kvikt med omsætte debatindlæg til en debutroman, der uden at svække dens autentiske antilitterære styrke kunne have været mindst 100 sider kortere.

Virkelig vold

Papes anden bog har mange ligheder med hans første, men den er meget bedre. Guds bedste børn handler om vold, der er virkelig, og den foregår på et autentisk Amager.

Romanen er den kun akkurat fiktionaliserede fortælling om det kvalmende kolde, racistiske drab på et avisbud, der fandt sted i Polensgade i 2008. I romanen finder det sted i Nyrnberggade, der løber parallelt med Polensgade, og sådan løber romanens rå realisme altså parallelt med virkeligheden.

Morten Pape: Guds bedste børn.

Guds bedste børn er bl.a. en bedre roman, fordi den sigende nok er mere rå i sin realisme, selvom den er mindre rå i sin form. Strukturen er klar: I fire dele følger romanen de skæbner, som de tre unge mennesker, der i Papes fiktive fortælling er til stede ved drabet, får, fra hver deres synsvinkel.

Romanen begynder og slutter hos historiens egentlige hovedperson, den hæderlige Jamil, der står ved siden af sin bedste ven Zeki, da 15-årige Mickey flankeret af sin to år ældre fætter Simon, der sammen går under navnet Brødrene Vold, ud af det blå smadrer et baseballbat ind i tindingen på Zeki, så han vakler tre skridt og dør på hospitalet af massiv hjerneskade.

Både Jamil og Simon, der sladrer i retten og må flygte til »fucking Falster,« ender smadret af egen skyldfølelse og social udstødelse fra deres respektive miljøer som straf for hver deres måske moralske forræderi. Jamil, fordi han ikke forhindrede, men indirekte forårsagede vennens død ved at overtale ham til at tage det dårligt betalte, men ærlige job som avisbud, hvilket han til gengæld gjorde for at forhindre Zeki i gøre karriere som bandedreng i Holmbladsgadeblokken, de bor i.

Portræt af en psykopat

Den eneste, der hverken før eller siden føler skyld, er romanens allermest ødelagte menneske, Mickey, som ikke desto mindre er den, romanen også mest nærgående, mest rørende, mest skræmmende og formmæssigt mest eksperimenterende skildrer.

Hans største drøm er at røve en bank. Ødelæggelse er ømhed for ham. I midten af romanen har den ultravoldelige og -racistiske og usympatiske og ultimativt omsorgssvigtede, den kyniske og så alligevel naive dreng – som også er den karakter, Pape mest direkte giver ordet – en lang monolog, der bevidsthedsstrømmende beskriver hans liv i fængslet, herunder et både ømt og psykopatisk møde med en bisonokse bag et hegn, han senere flygter over:

»Så kommer du, du kommer gående sammen med din lille unge, din søn eller datter, og så ser jeg på dig mens du ser på mig, du pisker med halen, pruster, og en gang imellem kommer der et brøl, og det er den bedste lyd jeg kender, så ved jeg du har set mig og gerne vil mig, dine øjne borer hul i min trætte krop og forvandler mig fra at være svag til at blive stærk og kampklar ligesom dig, og ligesom dig begynder jeg at gå mine egne veje, jeg holder mig for mig selv, afpisser mit territorie og brøler af folk, hvis de kommer for tæt på, de andre vil gerne tæt på«.

Tykt, men troværdigt

Måske er det tykt, at psykopaten Mickey identificerer sig med et dyr, fordi han selv har noget dyrisk i sig. Der er også meget andet, der er tykt og uden rigtig retning og præcision i romanen. Det bibelske motiv, som synes at skulle samle romanens temaer om forræderi, skyld og soning, mudrer det måske mere til.

I Papes skarpe dialoger taler karaktererne autentisk Amagerslang af forskellig grov og ufiltreret slags. Filtreret gennem den altseende fortællers blik føler og tænker de til gengæld gerne i et meget baldret billedsprog. Sådan her føler f.eks. Jamil, da han skal udskrives fra det psykiatriske hospital, den ellers håbefulde unge mand er endt på:

»Han skal lukkes ud i tilværelsen igen. Hældes ud som skvulpende opvaskevand i et nyt og rent kar. Livets kar. Bag sig slæber han på en skygge der ikke kan kappes af. En lang lunte af fortid, dyppet i tjære og fortvivlelse.«

»Opvaskevand« i livets kar, skygger, der ikke kan kappes af, lunter dyppet i tjære…? Der er godt nok gang i den. Om Simon kan det hedde, at han »er gået i stå. Gensynsglæden er havnet i en benlås med en lammende afsky. Hans følelser er gået i hårdknude«. At karakterernes indre konflikter tit tangerer det klichéfulde, er det citat også et af de grellere eksempler på.

Selvom de filmiske greb med bl.a. at krydsklippe frem og tilbage i tid – der afslører Papes baggrund som filmmanuskriptforfatter – fungerer fint på skrift, er det forløsende, når han – for at skildre Mickey – skriver sig fri af det filmiske sprog. Måske er det netop, fordi identifikationen med voldspsykopaten er så svær, fordi den psykologiske skildring preller af på psykopatens blanke bevidsthed, og fordi Pape derfor må skrive direkte – som Mickey, at det løfter sig.

Papes talent er utvivlsomt, at han – ud over at give os en oprigtig sympati med de usympatiske – kan give alt det tykke total troværdighed. Guds bedste børn giver også en fornemmelse af, at der er mere end det i forfatteren.

Nyt niveau

Ærindet i Guds bedste børn – for der synes virkelig til at være et ærinde i Papes forfatterskab, og det er en kvalitet, der opvejer dets svagheder – ligner også det i Planen. Papes fortælling om sit hårde liv i Urbanplanen var personlig, men den var stærkest og skarpest som en miljøskildring, der nuanceret rummede en social kritik af det både personlige og politiske ansvar for de andre smadrede skæbner, som den med fin indføling skildrede. 

Det kritiske projekt løfter Pape med Guds bedste børn op til et nyt litterært og mere prægnant politisk niveau. Udgangspunktet for Guds bedste børn er igen personligt – Pape kendte efter sigende gerningsmanden perifert. Men romanens ufordømmende undersøgelse af hændelsen og alt det had på begge sider, den både var produkt af og selv producerede, har så klart en politisk pointe: Racisme er et had, der trives i smadrede sjæle. Overfaldet på avisbuddet på Amager var racistisk, og det faktum er aldrig blevet en del af den officielle fortælling.

Romanen gør (næsten) ingen til helgener og frikender ingen for skyld – hverken ofre, gerningsmænd eller de forældre, der har svigtet dem. Hverken uskyldige Zeki og Jamil eller skyldige Simon og Mickey er, som romanen siger det, Guds bedste børn, men, som titlen antyder, alligevel alle uden den største skyld.

Den virkelige skurk i romanen er derimod det politi og de politikere, der før sagen overhovedet var efterforsket, erklærede, at motivet ikke var racistisk. De udtalelser fra den daværende drabschef og statsminister Anders Fogh Rasmussen, som optræder i romanen – det gør dens efterord klart opmærksom på – er ikke fiktive, dem citerer Pape direkte.

Holmbladsgade, som Zeki og Jamil bor i, og Holmbladsgade, som er det sted, hvor der de sidste 25 år er blevet begået flest drab, er min egen barndommens gade. Jeg skal ikke kunne afvise, at det er derfor, jeg har så stor sympati for Papes projekt.

Kupper Pape med sin meget virkelighedsnære nye roman nogle virkelige menneskers tragiske historie, selvom han ikke dømmer nogen? Det er jeg stadig ikke afklaret omkring. Han giver dem måske nok en stemme, de ikke har. Men han fratager dem den også lidt. At volden er virkelig, og at racismen er, og uretfærdigheden er, det insisterer romanen i alle tilfælde på, og sådan et læserbrev må litteraturen for min skyld også godt være.

Morten Pape: Guds bedste børn. Politikens Forlag. 448 sider. 300 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Trond Meiring
  • Bettina Jensen
  • Anders Reinholdt
  • Henrik Rasmussen
  • ingemaje lange
  • Hans Aagaard
  • Eva Schwanenflügel
Katrine Damm, Trond Meiring, Bettina Jensen, Anders Reinholdt, Henrik Rasmussen, ingemaje lange, Hans Aagaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Racisme er måske reel idag, men det er som reaktion , fordi den eksisterede ikke da jeg gik i skole i halvfjerdserne; snarere tværtimod. Men det er vel DF, der må bære skylden herfor?
PS: Islam kritik ; er det en slags racisme ?

Bettina Jensen

Øget forekommende racisme kan (og vil typisk) bero på følgende:
- øget utryghed i befolkningen i konsekvens af øget ulighed
- øget afmagt i befolkningen i konsekvens af stigende magtdistancer
- politisk påvirkning af især de mest utrygge samfundsgrupper

"Racisme er et had, der trives i smadrede sjæle".
Er det et citat fra Papes bog eller journalistens egen konklusion?
Jeg vil gerne vide det, fordi jeg agter at genbruge denne præcise formulering - igen og igen - i evighedsdebatten om "os og dem" -
og jeg ønsker selvfølgelig at kreditere den rette ophavsmand.

s.u.

Touhami Bennour

Racismen kan ikke gøres åben i vore dage, det er forbudt for loven. Men racister er mange og giver udtrykfor i syndebouk. Racist er ikke bare racister men lovbryder også . Hvad er en syndebouK? det kan være alt muligt også kritik af Islam, det afhænger af hvormeget er de rutineret. Og bange for loven. For det domstolene følger loven! i Danmark.