Læsetid: 3 min.

’Negro Swan’ fortolker Tjajkovskijs ’Svanesøen’ som sort queer-kamp

Newyorkeren Blood Oranges nye album ’Negro Swan’ omfortolker ’Svanesøen’ og dens klassiske duel mellem lys og mørke – og det efterlader lytteren med et håb
Rent musikalsk er håbstanken bag ’Negro Swan’ ikke til at tage fejl af, for der flyder en overordnet samhørighedsfølelse gennem albummet.

Rent musikalsk er håbstanken bag ’Negro Swan’ ikke til at tage fejl af, for der flyder en overordnet samhørighedsfølelse gennem albummet.

Domino

29. august 2018

Takket være Tjajkovskij selv, men også Disneys tegnefilm The Swan Princess og Darren Aronofskys film The Black Swan kender mange i dag Svanesøen. Men den klassiske ballet vinkles på en ny måde i den atmosfæriske R&B-opsætning, som Devonté Hynes præsenterer på sit nye album, Negro Swan.

Historien kort: Den unge prins Siegfried forelsker sig i en svane, Odette, som i virkeligheden er en kvinde forhekset af en ond troldmand. For at obstruere deres kærlighed forvandler troldmanden sin datter Odile til en sort svane, som Siegfried i lige så høj grad drages af.

Negro Swan er også en duel mellem lys og mørke. Blood Orange griber ned i sit inderste og fører tanker og minder derfra op i lyset.

I den tilhørende pressemeddelelse forklarer Dev Hynes, at albummet er tænkt som »en undersøgelse af min personlige og andre former for sort depression og et ærligt blik på de vedvarende bekymringer, som hersker hos queerpersoner og farvede«.

Hynes er med Negro Swan begyndt at udforske de mørke månekratere, der repræsenterer hans egne og andres traumer, såvel som de ting, som så mange må gøre for at bearbejde dem. Men han understreger også, at hvert nummer på albummet trækker en understrøm af håb gennem sig, en mulighed for at tænde lyset i sig selv og bruge det til at hjælpe andre op af kratermørket.

Stemme i storbykulisser

Rent musikalsk er håbstanken bag Negro Swan ikke til at tage fejl af, for der flyder en overordnet samhørighedsfølelse gennem albummet.

Hynes’ smørtenor er om muligt smidigere end før, og den er godt suppleret af gæsteoptrædener fra bl.a. rapperen A$AP Rocky og soulsangerinden Georgia Anne Muldrow.

Desuden er albummet prydet af underholdende kulisser, inspireret af storbyens umiskendelige lyde. Hynes’ stemme smyger sig ind og ud mellem udrykninger, fragmenterede interviews og eksotiske basgange, der strømmer fra klubberne ud i natten.

På trods af de mange overgange virker tempoet på Negro Swan paradoksalt nok nærmest demonstrativt tilbagelænet. Kompositionerne bevæger sig så blødt og organisk, at den følelse, man får, kan sammenlignes med følelsen af at stirre ind i en lavalampe.

Én sammensmeltet figur

Både lyrisk og instrumentelt arbejder Blood Orange da også for, at Negro Swan skal fylde sindets månekratere med et blødt, håbefuldt, fosforescerende lys.

Højglanspoleret electronica møder matte, akustiske trommeslag i et lige blandingsforhold, og sfærisk a capella bliver afløst af trap-hiphop. Som for eksempel på nummeret »Jewelry«, hvor Hynes blotter sin depression skrabet, ærligt og smukt.

»Nigga, I'm feeling myself / One time for the help / Two times ’fore I fell / Three times for the hopeless feeling / Look at how I’m spending my wealth / And I’m feeling myself looking up / But then the thoughts start filling me up / Nigga, I’m feeling my, nigga, I’m feeling myself.«

De korte mellemspil i form af talesekvenser og fingerspil er med til at forarbejde Hynes’ tunge vers til en sejtflydende tonemasse, så Negro Swan smelter sammen til én harmonisk figur.

Blood Orange er – trods den tunge emnekreds – lyden af brede smil og inkluderende armbevægelser. Man inviteres både til at bevæge sig i retning af dansegulvets blanke overflade og til at tage ud på en måneskinstur, hvor lyset og mørket leger tagfat i græsset. Og frem for alt opfyldes man af et stærkt håb – hvis ikke om en lys fremtid så i hvert fald om en strålende sensommeraften.

Blood Orange: ’Negro Swan’ (Domino/Playground Music)

Warner-pressefoto
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu