Vi kender allerede Carsten Jensen som en stor tænker. Han ser de store sammenhænge i verden og trækker dem sammen i ofte lange grundige synteser. Sådan er det også, når han skriver prosa. Hans rejsebøger og romaner er store klodser spækket med detaljer og præget af en umiskendelig fortælleglæde.
Vi kender også Carsten Jensen som en hårdtslående, nådesløs polemiker, til tider på kanten til det perfide. En klippe af indsigt, men nærmest urokkelig.
Det er derfor lidt af en åbenbaring at læse hans nye bog Kældermennesker, for her viser han, at han ikke bare også behersker det korte format, han træder også her tydeligt frem som den åbne og nysgerrige tænker, han kan være. Som en stor tænker i det lille format.
Kældermennesker er en helt særlig bog. Den har sit omdrejningspunkt i sommeren 2015, hvor flygtningestrømmen fra Mellemøsten og Afrika eksploderede. Den begivenhed markerer et tydeligt før og efter og styrer bogens samtidsanalyse. Europa befinder sig igen ved et skelsættende punkt, midt imellem to historiske epoker, hvor det især er brudfladerne imellem dem, der griber ind i det enkelte menneskes hverdag og skaber en ny usikkerhed. Hvad kan det enkelte menneske stille op over for historiens store kræfter og i en verden, hvor værdierne synes at være forandrede? Findes der i den situation basis for et fællesskab, eller er dets sidste skanse blevet hadet og frygten?
Verden føles ny og anderledes, men uden at den gamle verden og dens værdier helt har sluppet grebet. Det er i det mellemrum, Carsten Jensens bog tager sit udgangspunkt.
Han har selv et begreb for den tilstand, hvor den gamle verden ikke helt vil dø, og det nye ikke kan fødes, nemlig »mellemtiden«, som hidrører fra den italienske tænker Antonio Gramsci. »I denne mellemtid optræder der de mest forskelligartede morbide fænomener,« som det citeres i bogens begyndelse. Man kan sige, at det er disse morbide fænomener, som Carsten Jensen går på jagt efter.
Bogen handler altså om vores tid og om at være menneske, men ikke på nogen enstrenget måde. Perspektivet er mangfoldigt, søgende. Bogen krydser frem og tilbage mellem politik og litteratur; politikken bruges til at forstå litteraturen, og litteraturen bruges til at forstå politikken. Bogens stykker er korte, ofte bare en side eller to. Formmæssigt bevæger stykkerne sig mellem det aforistiske og det essayistiske, og den korte form gør virkelig noget godt for stoffet. Hvert stykke er sin egen lille enhed, en maggieterning af indsigt og klarsyn og afprøvning af et perspektiv på verden, der så kan blive varieret eller fortsat et helt andet sted.
Analyser af tidsånden
Jeg kom til at tænke på den tyske maler Adolph Menzel, da jeg læste Kældermennesker. Hans historiserende malerier er kendetegnet ved, at han sjældent stiller ind på selve den historiske begivenhed, han skildrer, det gyldne øjeblik, kroningen af kejseren, forberedelsen af et felttog, men i stedet for tilbyder betragteren et billede af verden lige før den store begivenhed eller set fra en skæv vinkel. Han bryder i sin forunderlige perspektivisme, der især kommer til udtryk som en forkærlighed for stiger, trappeopgange, stilladser, stier, baghaver, med et primært fokus og tildeler i stedet det provisoriske eller ordinære en ophøjet status og fremhæver gerne de øjeblikke, der har en overgang mod noget andet i sig.
På lignende vis undgår Carsten Jensen en syntese i eller et centralperspektiv for sin fremstilling. Han skifter hele tiden perspektiv, nye veje afprøves, han tænker i overgange, flytter hele tiden fokus, og mellem stykkerne spirer nye indsigter frem.
Takket være den form bliver det muligt at undvige de allerede fastlagte forestillinger om verden. Flere af bogens stykker handler eksempelvis om populismen, men uden at tidens store emne behandles kronologisk eller ud fra en systematisk teori. Emnet behandles snarere fra siden eller som indfald. Hvis man vil blive klogere på et af tidens helt store emner, så kan man naturligvis læse den ene eller anden politolog eller sociologs lange afhandling, men jeg vil mene, at man bliver fuldt ud så klog på fænomenet af at læse Kældermennesker.
Ordet som indgangsvinkel
Carsten Jensen går gerne på opdagelse i enkelte ords betydninger. Når han eksempelvis skriver om krænkelserne på Zentropa, så behøver han ikke genfortælle hele sagsforløbet, han kan yderst pointeret nøjes med at tale om, at mishandlingen af de ansatte allerede begyndte i sproget med brugen af ordet »småtte« og får gennem en analyse på halvanden side af ordets mange betydninger trukket hele sagen frem.
Han kan også tage fat i ordet »nærområder«, som signalerer hjemlighed og nærmiljø, men som dækker over det, de er, nemlig »destruktionsanstalter for alle menneskelige værdier, inklusive sprog, kultur og livsstil, skueplads for en overlevelseskamp af den mest brutale slags, som kun bliver skærpet af utilstrækkelige fødevareforsyninger«. Eller han kan pludselig i et stykke trække en uventet forbindelse mellem den fremmedfjendtlige populist og flygtningen. Eller han kan trække den mellem populismen og identitetspolitikken: »Deres budskab er det samme: Vi kan ikke leve sammen med dem, der er anderledes end os selv. Dit valg af en anden livsstil er en krænkelse af min.«
Eller som endnu et eksempel kan han om nutidens dårlige cement skrive, at den er et udtryk for, at vi lever i en civilisation, der ikke længere tror på sig selv, og som ikke formår at frembringe symboler på bestandighed.
Virksomhedslederen Trump
Carsten Jensen skriver også overraskende om Trump. Han vægrer sig ved at trække en parallel til 1930’ernes fascisme. I hans optik er han ikke en førerskikkelse, ikke leder af en massebevægelse, men en virksomhedsleder. Hans magtovertagelse ligner den, der finder sted, når en virksomhed erhverver sig aktiemajoriteten i et andet firma, en fjendtlig overtagelse. »Han er direktør for USA, ikke præsident,« som det hedder. Og: »Uanset antallet af sine daglige løgne er Trump den ærligste præsident, USA har haft.« Den kan man lige tænke lidt over.
Når han skriver om litteratur, er Carsten Jensen også skarp. Hans stykker om autofiktion, som vi gengiver på de følgende sider, er blændende. Her læser han en sammenhæng mellem en påtvungen neoliberal livsstil og den såkaldte autofiktion, der ses som »en kortlægning af det trængte selvs utilstrækkelighedsfølelse og dens foretrukne helt ofret, men den er ikke noget oprør på ofrets vegne. Autofiktionens opgave er at bringe ofret ind i det accepteredes persongalleri, den er en slags velgørenhedsforestilling på det sårede selvs vegne, idet den tilbyder genkendelsens nådegave: Andre har det lige så slemt som dig«.
Jeg kunne fortsætte med at fremhæve bogens små overrumplende analyser af tidsånden og dens uventede samtænkning af tilsyneladende forskelligartede fænomener, men lad det være godt med det.
Til sidst synes forfatteren, at han skal slutte med en lille syntese eller udgangsbøn med håbet om, at vi alle rækker den fremmede hånden for sammen med ham eller hende at bygge en anden fremtid.
Det lyder smukt, men jeg behøver ikke nogen fin afrunding af en bog, som ellers hele vejen igennem er båret af det højeste sproglige vid og intellektuelle klarsyn og tekster serveret i en form, som ikke kræver hierarkier og afrundinger, men forbliver åben.
’Kældermennesker’ af Carsten Jensen. Politikens Forlag, 160 sider, 150 kroner, udkommer i dag.
Alligevel lyder det, som om jeg på en hel række punkter er uenig med Carsten Jensen. Jeg ser ikke en skelsættende forandring i 2015, afsnittet om autofiktion synes at demonstrere, hvad der sker, når man mister sin guddommeligt indstiftede ret til ikke at være perfekt, men at være suveræn i sin manglende perfektion. Og selvfølgelig er majoritetens og minoritetens krav på selvsamme ret til personlig suverænitet afgørende modsætninger, som er helt grundlæggende i den eksistentielle kamp, der udspiller sig om frihed vs. konformitet.
"Eller som endnu et eksempel kan han om nutidens dårlige cement skrive, at den er et udtryk for, at vi lever i en civilisation, der ikke længere tror på sig selv, og som ikke formår at frembringe symboler på bestandighed"
Suk.
Mon det er forfatteren eller anmelderen der ikke har styr på tingene.
"Dårlig cement".
Mon ikke det skulle have været BETON og det er jo IKKE cement.
Detalje - ja - men en vigtig en af slagsen, når man udgyder galde ud over samfundet.
Carsten Jensen mener nok med tidens dårlige cement mener kvaliteten som bindemiddel politisk i et demokrati - der cementerer det holdbare i den form for demokrati der er i dag.
Forresten var han i deadline - det er podtcastet i DR2
Det forekommer mig, at jeg nok bliver nødt til at gå ud at købe mig en bog---
Carsten Jensen har altid forekommet mig helt usædvanlig perfid og ondskabsfuld - uanset hvad han debatterer. Tvivler på, at han selv tror, det har en effekt - bortset fra på antallet af læsere, som i forvejen deler hans hadefuldhed. Han, om nogen, appellerer med sin debatform til folks laveste instinkter. Måske det ikke kan være anderledes, når ens ansigt til forveksling ligner en engangsgrill, der har ligget i skovbunden hele vinteren sammen med en mængde andet affald.
Trump som den ærligste præsident, USA har haft. Hvor er det smukt og in your face på alverdens neoliberale bullshittere! Jamen Michelle sagde jo at when they go low we go high. Men Michelle talte om moral og ikke sandhed. Trump, når han ikke fortæller løgnhistorier, kan ikke lade være med at fortælle at han dræber mennesker - faktisk hele familier - med sine droneangreb. Han viser os at Washington er pilråddent med Cohen og Manafort som eksempler. Han har lært os at alle politikere søger skidt om deres modstandere. Osv. osv.
Sjovt som der kan være en afgrund mellem bedømmelserne af en bog.
Jeg har ikke læst bogen, men med mit kendskab til Carsten Jensen (og anmelder Mikkel Andersson), så levere denne anmeldelse en noget mere troværdig analyse af CJ's udladninger:
https://www.b.dk/boganmeldelser/lever-carsten-jensen-stadig-i-1995
Uden at have læst cj er det mit indtryk, at hans svulstige retorik og vrede forurettethed dækker over en ufuldstændig samfundsanalyse.
Carsten Jensen er den bedste.
Torben Nielsen: Det kunne også være, at Information fjernede dit indlæg, fordi de citerede passager var for lange og dermed kunne være på kant med loven om ophavsret. Jeg siger ikke det var tilfældet, men det er en alternativ mulig forklaring.
Der er nogle, der ikke forstår Carsten Jensen.
Det er ok.
Til hvad frede?
Carsten Jensen er "genuine" - autentisk,dybfyldt ægte - en samfundsrevser der ikke er set siden Poul Henningsen. Er han besværlig ? Gu´er han så - heldigvis.
Nææh, som man kan se ovenfor, så er Carsten Jensen ikke interesseret i at lytte til dem, som er uenige med ham, - her trives de rette meningers selskab.
Ja, Torben Nielsen, det sjove er jo, at alle ved, hvad der er ret; men nogle skal alligevel være på tværs af det, der er indlysende god moral. Hvorfor?
Brown nose.
Anmelderens næsegruse og pinlige ærbødighed får mig til at tænke på en sekt.
Hvor er anfægtelserne, den kritiske refleksion, den selvstændige tankevirksomhed?
BVADR!
Den gang i tredserne, hvor jeg gik i skole, - der havde vi et fag som hed historie. Her blev der fortalt vidt og bredt om de konflikter der har været igennem tiderne. Det virkede mest som om at historien mest viser hvor uenige vie er, og at det er mest undtagelsen som bekræfter reglen, i de få tilfælde hvor enigheden har overtaget.
Men ellers forsøgte jeg, at fortælle at Carsten Jensen benytter sig af et så farverigt sprog, som hvis vi andre brugte samme udtryk, ville vi blive bandlyst.
Og når så bandlysningen florerer, er det nemt at få den opfattelse af, at alle er enige.
Historien viser bare noget andet.
Igen, kun baseret på mediernes og cj's branding af sig selv er det mit indtryk, at cj udskammer de forkerte. At han ikke adresserer årsagen til de miljø-og socioøkonomiske ubalancer, men i stedet udskælder de omtågede og på udkommet truede.
Det er for nemt og for overfladisk med selvretfærdig harme og et betragteligt sprogligt talent at mobbe vildførte lønslaver og andre ikke-priviligerede, som er lænkede af magtens beskidte tricks.
Det står helt klart for mig at Carsten Jensen i øjeblikket, eller i hvert fald mens han skrev Kældermennesker, er (eller var) et frustrationsmenneske i modsætning til et sorgmenneske.
Den måde han jonglerer med 1000 bolde på en gang og krydsklipper mellem Den Gamle Socialismes floskler og fakta fortæller mig at hans interesse for den menneskelige situation ikke er rolig, stille, fredelig, filosofisk:
"Vi bør tale om og til flygtninge som de fuldgyldige mennesker, de er, der kommer med erfaringer, vi end ikke kan gøre os forestillinger om, og som vi derfor har pligt til at lytte til, hvis vi ikke vil gøre vold på vores egen menneskelighed. Når vi siger ja til en flygtning, er det også os selv som mennesker med ansvar, indlevelse og medfølelse, vi siger ja til."
(s. 16)
Bim, får vi en etik. Bim, bliver vi til som mennesker.
Vi er alle mennesker med sorger, Carsten Jensen: 1. Tabssorg, 2. Ensomhed, 3. Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. Længsel og 5. Sorgen over at være os selv nærmest.
Bogen kører i et andet gear end jeg kender fra mine yndlingsdebattører, af hvilke min hihi favorit er mig selv, men nogle af dens pointer vil forhåbentlig taget op af morgendagens venstreorienterede politikere, særligt denne:
"Tænk, hvis nogen vovede at sige, at Europa de næste 30 år hvert år måtte tage imod halvanden million migranter."
(s. 18)
Carsten Jensen burde på hihi 36 skrive om identitetsspøgelset, mit ord for at identitet er fuldstændig ligegyldig, undtagen hvis vi føler os samlede og synlige. Der skal ikke så meget til. Mal. Leg.
"Vrede er vigtig, hvis man vil beskytte sin selvrespekt og værdighed."
(s. 37)
Vrede er ret naturlig, en grundfølelse. Som had er den uønsket, en forbudt følelse.
"Hvorfor er ensomhed blevet en folkelidelse?"
(s. 38)
Det er den heller ikke. Den er en sorg.
Kapitel 42 er sejt ligesom kapitel 44 hvor de krænkede "småttere" fra Zentropa prises som "sunde og normale fordi de forsvarer deres værdighed og integritet".
Blændende kapitel 45 om ”det neoliberale menneskes permanente trancetilstand”. Kapitlet er skrevet med varm indlevelse i den menneskelige situation. Kom til at tænke på Houellebecqs legendariske første bog.
Genial præcision: "Knausgaards værk skildrer det usikre jegs martyrium."
(s. 46)
Jeg glæder mig til resten af bogen. Tak, fordi du er dig, Carsten Jensen.
Med venlig hilsen
Morten
Følg pengene og find de ansvarlige for verdens og menneskenes elendighed
Åh ja - folk misforstår, hvad en kritikers og samfundsdebattørs rolle grundlæggende er. Det handler ikke om at have en girafsamtale, med dem man er uenig med. Tværtimod gælder det om at chokere læserne og spidsvinkle en problemstilling indtil det går op for den danske befolkning, hvad de har gang i.
Fejlfortolkningen illustreres meget godt af Marcus Knuth som insisterer på, at Carsten Jensen skal have alle nuancerne med i udlændingedebatten, når han skriver et læserbrev i en svensk avis.
Nej, forkert - det skal han ikke, CJ repræsenterer et synspunkt, en holdning og der er ikke en eneste i dette land, som kan komme med modargumenter mod hans etiske kritik.
https://www.dr.dk/nyheder/politik/dansk-forfatter-blander-sig-i-svensk-v...
Nu har jeg set et rigtigt kældermenneske - på et billede på fb. Han spytter efter flygtningene, som i 2015 gik på de sønderjyske landeveje.
Igen må jeg pointere, at jeg ikke har orket at pløje mig igennem cj's heftige retorik - det burde jeg måske - men han burde, synes jeg, være tydeligere i sin magtanalyse. Hvad nytter det at udskælde de små kældermennesker, når det er de store, som bærer det største ansvar. Følg pengene - find de ansvarlige. De, som med psykofarmaka og frygt for udkommet intimiderer og manipulerer befolkningerne til at sætte sig op mod hinanden. Med klassikeren 'del og hersk' går den ene procent og co selv under radaren, mens pøbelen kriges indbyrdes.
Gå efter struben carsten, så får jeg respekt.
"Han ser de store sammenhænge i verden og trækker dem sammen i ofte lange grundige synteser."
Lige præcis, og netop fordi Carsten Jensen er så blændende dygtig til sådanne synteser, bliver det endnu mere irriterende når han også kommer med konkret kritik af politikere og politik, samt anvisninger på hvad der i stedet burde gøres. Det sidste er han ret dårlig til, men som publikum er der jo heldigvis en ret enkel metode - at slukke for mikrofonen - når der endnu en gang udsendes en bandbulle over Dansk Folkeparti, der så istemmes af et ekko fra Georg Metz med flere.
Det rene paradis, at disse intellektuelle fyrtårne, selv ville øve sig i, at nøjes med at gøre det de er bedst til, må man så drømme om.
"Han ser de store sammenhænge i verden og trækker dem sammen i ofte lange grundige synteser."
Lige præcis, og netop fordi Carsten Jensen er så blændende dygtig til sådanne synteser, bliver det endnu mere irriterende når han også kommer med konkret kritik af politikere og politik, samt anvisninger på hvad der i stedet burde gøres. Det sidste er han ret dårlig til, men som publikum er der jo heldigvis en ret enkel metode - at slukke for mikrofonen - når der endnu en gang udsendes en bandbulle over Dansk Folkeparti, der så istemmes af et ekko fra Georg Metz med flere.
Det rene paradis, at disse intellektuelle fyrtårne, selv ville øve sig i, at nøjes med at gøre det de er bedst til, må man så drømme om.
Henrik, tør man spørge, om du kan henvise til en sådan blændende syntese? Det lyder som om, du har eksempler present, eller er jeg nødsaget til selv at lede i cj's omfattende forfatterskab?
Retorik for begyndere
Og så var der præsten, der lagde sidste hånd på manuskriptet til sin søndagsprædiken lørdag aften på sengekanten og skrev i marginen ud for tredje afsnit: "Her halter logikken, så her skal stemmen hæves."
@Randi
Både Informations anmelder og mange andre er langt bedre til det end jeg, men jeg synes du bare kan tage f.eks. den ovenfor refererede som eksempel:
"Vi bør tale om og til flygtninge som de fuldgyldige mennesker, de er, der kommer med erfaringer, vi end ikke kan gøre os forestillinger om, og som vi derfor har pligt til at lytte til, hvis vi ikke vil gøre vold på vores egen menneskelighed. Når vi siger ja til en flygtning, er det også os selv som mennesker med ansvar, indlevelse og medfølelse, vi siger ja til."
@Henrik Brøndum
Kom tilfældigvis til at høre en bid af søndagsgudstjenesten i min radio, som var indstillet på DR.Dk- p1, her til formiddag. Prædikant var Kierkegaards-ekspert mv. Pia Søltoft, aom bl.a.har beriget det danske bogmarked med værket 'Kierkegaard for begyndere'. Det foredrag var der sågu ikke mange åndelige vitaminer i, så jeg slog hastigt over på radio 24/7, hvor vismanden Master Fatman huserer i kirketiden, hvilket det dog ikke blev meget bedre af.
Så vær du kun glad for, at din kone fik dig overtalt til, at I skulle bosætte jer i UK - 'Brexit' eller ej.
'Don't raise your voice, improve your argument.' Desmond Tutu ....
https://www.information.dk/nyhedsblog/2018/02/perfide-ordgyderier-elfenb...
Henrik, jeg mener jo ikke, at alt, hvad cj siger, er skudt ved siden af, men overordnet set savner jeg en mere præcis magtanalyse.
Kunne du evt henvise til hvor man efter din mening grethe kan berige sig med åndelige vitaminer?
Kældermenneskementalitet - hvem kan sige sig fri?
Altså helt fri?
Tjek krishnamurti 'fri for vold' - som er en nøgtern undersøgelse af voldens væsen og ophav