Læsetid: 3 min.

Nye noveller fra Dorthe Nors holder standardformatet både omfangs- og indholdsmæssigt

Dorthe Nors’ noveller er standardmæssige på en næsten overdrevent magasintilpasset måde
Forfatter Dorthe Nors. Arkivfoto.

Forfatter Dorthe Nors. Arkivfoto.

Tycho Gregers

24. august 2018

Det ligner et system, når Dorthe Nors (f. 1970, debut 2001, mere yndet i det store udland end i Danmark) i sine 14 nye noveller skifter konsekvent mellem mandlige og kvindelige jegfortællere eller ’fokusbærende’ hovedpersoner.

Det ligner også et gennemført mønster, når kun to noveller når under seks sider og kun én op over de otte. Man har vel lært at respektere det amerikanske short story-format!

Det ligner et samtidssignalement, når personerne, uanset fortælleform, køn, alder og job, mest befinder sig i et midlertidigt hjem eller et andet sted end ’hjemme’, og når de uden nævneværdig undtagelse fremstår ensomme, udsatte, isolerede, forskræmte, sårbare, handlingslammede, omgivet af aktualitetsantydende, modernitetsrelaterede inventarmarkører såsom ulve i Danmark, skydetårne til bukkejagt. Kummefrysere, måske med hemmeligheder i?

Den enkelte støder imod samfundet

Det ligner endvidere en forfatterintention, når Dorthe Nors med vældig præcision anbringer dyr lige uden for sine fiktive personers rum som repræsentanter for en anden verden, der desværre ikke rigtig formår at korrigere de skæve, fejlplacerede mennesker – ikke bare føromtalte ulve eller råbukke, men også en ræv, en rødkælk eller en rørdrum.

Det ligner gammeldags symbolik, når en mand i forbindelse med et, som det snart skal vise sig, mislykket elskovsmøde på vej op langs den jyske vestkyst passerer gæs i ’traktoselandskaber’, altså områder præget af skadelig sammenpakning af jorden som følge af kørsel med tunge maskiner.

Man associerer uvilkårligt fra marker til mennesker og tænker, at forfatteren inviterer til en ’social’ aflæsning af både det fysiske og det psykiske landskab, forstået på den måde, at den personlige skæbnes tilbagetrækning fra omverdenen med fordel lader sig opfatte som opbrud fra en konfliktzone, hvor samfundet eller tiden »støder imod« den enkelte og »mærker« ham eller hende mentalt.

Dorthe Nors: ’Kort over Canada’.

Måske ikke sådan, at vedkommende stødes ud over kanten, men typisk sådan, at personen rykker længere ind i sit mørke eller længere ud i periferien, rent geografisk.

Dette er, hvad der sker for en tidligere lærer, som efter en skilsmisse og et dunkelt antydet overgreb på en elev er flyttet så langt ud på landet som muligt, men så hjemsøges af minder, da en gruppe spejdere slår sig ned overfor.

Det er, hvad der hænder for fyren i indledningsnovellen, som sidder i et skydetårn og tænker, at hans kone sgu ikke skal vinde alle kampe, alt imens han erkender, at hendes veninde Lisette nok allerede er flyttet ind!

Samme dødtriste melodi spiller kvinden i »Kummefryseren«, der omsider fik udtrykt sin vrede over en mands nedgørende adfærd, men betalte med sin nuværende ensomhed, og kvinden i slutnovellen, som ser en mystisk skygge i svømmehallens dyb og nages eftertrykkeligt af savnet af en barndomsveninde.

Godt professionelt brugt

Hvis ovenstående lyder en smule velkendt, skyldes det, at Dorthe Nors’ noveller er standardmæssige på en næsten overdrevent magasintilpasset, novelleagtig måde.

Det hænger derudover dels sammen med bogens forholdsvis fladtrådte ensomheds- og utilpassethedstema, dels med en nok så tør realistisk skriveteknik a la Raymond Carver. Man har ligesom læst det hele før, og får så valget mellem at ærgre sig over fornyelsens fravær eller nyde at se genren brugt professionelt.

Anmelderen har ingen problemer med den sidstnævnte position.

Forlaget oplyser stolt, at Kort over Canada allerede inden den danske udgivelse er afsat til Storbritannien, Sverige, Italien, Norge, Tyskland, Holland. Man håber inderligt, at forfatteren når at oplyse oversætterne om, at når en undulat bliver »stedt til hvile« under et viskestykke, betyder det ikke, at pensionisten har kvalt den.

Hun må også gerne for de mere smykkekyndige udlægge passagen »ametyst og andre former for simili«. Oversætterne vil generelt ikke støde på store problemer – dertil er stilen alt for homogeniseret – men en og anden vil måske studse over »hedengangne vielsesringe« eller over, at svømmehalsgæsten »nedfælder« sin krop i bassinet, eller at jægerne »har til sinds« at skyde. Til gengæld vil bogens oversættere vel alle grine højt over følgende punktum:

»På hotellet bagefter konstaterede hun, at hjertet slog tungt, og at hun var træt af heteroseksuelle mænd«.

Her bruger Nors det trick, som grækerne kaldte zeugma:

»Hun havde skoldkopper og en søster i Sverige« (Storm P.).

Dorthe Nors: ’Kort over Canada’. Gyldendal. 137 sider, 200 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu