Læsetid: 7 min.

’Omar – og de andre’ handler egentlig kun om de andre

Aydin Soei giver et interessant historisk blik på de danske indvandrerbander. Nutiden mangler
Det er beskedent med nyt indhold i Aydin Soeis seneste bog ’Omar – og de andre’. To tredjedele af bogen kender man fra ’Vrede unge mænd’.

Det er beskedent med nyt indhold i Aydin Soeis seneste bog ’Omar – og de andre’. To tredjedele af bogen kender man fra ’Vrede unge mænd’.

Jens Thaysen

31. august 2018

Aydin Soeis Omar – og de andre er en udvidet udgave af Vrede unge mænd, som han udgav i 2011. Selvom bogens bagside lover en »fortsættelse af Vrede unge mænd (2011), hvorfra enkelte af kapitlerne går igen«, forholder det sig modsat: Det er vist kun et enkelt kapitel, der ikke er blevet genoptrykt i den reviderede udgave Omar – og de andre.

Når jeg indledningsvist hæfter mig ved dette, skyldes det, at jeg halvvejs i bogen var nødt til at skaffe mig Vrede unge mænd for at forstå Omar – og de andres opbygning, tidsmæssige strukturering af analyserne, og hvorfor hovedparten af de empiriske eksempler stammer fra et godt stykke før 2011. Det virkede ganske enkelt mærkeligt at prioritere »gammel« empiri, da bogens højaktuelle tema – vrede unge mænd bosat i belastede boligområder – har været i rivende udvikling de sidste 10 år med en foreløbig kulmination i bandekrigen i 2017 i København og i andre store danske byer.

Soeis forsøg på at opdatere og drysse lidt nye citater ind i en allerede publiceret tekst (to tredjedele af bogen) betyder, at tekstens tidsmæssige strukturering er rodet, og at bogen indeholder mange gentagelser.

Bagsiden lover endvidere, at læseren får »nye, overraskende detaljer« om Omar el-Hussein, der som bekendt stod for terrorangrebet ved Krudttønden og den jødiske synagoge i København i 2015, hvor to uskyldige mænd blev dræbt. Problemet er dog, at Omar – og de andre egentlig kun handler om de andre.

Soei møder Omar ved en enkelt, flygtig lejlighed, hvor de ikke får talt sammen, og Soei bruger derfor sin journalistiske baggrund til at lave den research, der ligger til grund for to af de fire nye kapitler (ud af bogens 12), der handler om Omar. Han genlæser især dagspressens mange historier om Omar og trækker ellers flittigt på andre publikationer fra Rigspolitiet, PET, Københavns Byret mv.

Resultatet er et udmærket journalistisk resumé af, hvad andre journalister, forskere og jurister har skrevet, men hvis man fulgte med i pressen dengang, vil der ikke være meget nyt. De »nye, overraskende detaljer«, som bagsiden lover, vedrører detaljer i kontakten mellem PET og Københavns Politi, men det er ikke detaljer, man som læser, tænker, ville kunne have forhindret de tragiske hændelser. Detaljerne drukner i det forhold, at såkaldte ensomme ulve, der ikke kommunikerer med andre om et kommende terrorangreb, er stort set umulige at fange.

Offerblikket

Omar – og de andre handler om de mange »gebyrer«, som de ca. 435 medlemmer af landets indvandrerbander skal betale. Med Soeis hyppigt anvendte begreb gebyr retter han fokus på den stigmatisering, der knytter an til bandemedlemmernes »køn, hudfarve og bopæl« (sommetider inkluderes »etnicitet« og »religion« også). De er mænd, de er mørke i huden, og de bor i ghettoer. Den cocktail stimulerer et modborgerskab hos de unge mænd, da de hverken kan ændre – eller er herrer over – deres køn, deres farve eller deres bopæl. Pointen er enkel, men godt formidlet og hans begreb »modborgerskab« velvalgt.

De er altså pr. definition outcasts og finder trøst i bandemiljøets anerkendelse og tryghed. Få af dem, vel at mærke. Soei giver en rammende beskrivelse af de ydmygelser, som daglige visitationer fører med sig, og man forstår, at det vitterligt er et helt andet vilkår at have en mellemøstlig baggrund, bo på Blågårds Plads og være mand. Gebyrbegrebet peger på den strukturelt forankrede stigmatisering, da det som sagt drejer sig om forhold, som de unge mænd ikke kan ændre på. Ikke sådan uden videre.

En velkendt, klassisk bieffekt af en strukturforankret analyse af individers (manglende) handlingsmuligheder er, at individerne får en offerposition. Det er med sikkerhed ikke Soeis ønske at offergøre sine vrede unge mænd, men det er ikke desto mindre det indtryk, som jeg sad tilbage med.

Offerblikket bliver ydermere stimuleret af, at mange af socialarbejderne og eksperterne, der er blevet interviewet i bogen, også har »gebyrblikket« på gruppen. Vi hører ikke fra unge mænd, der med begejstring fortæller om den magt og de fordele, der knytter sig til et bandemedlemskab. Der fortæller om det sus, som det giver at være »i krig« med en rivaliserende gruppe osv. osv., og som var stærke fortællinger i en række interview, som jeg for nylig lavede i et program for fængslede bandemedlemmer, der ønskede at forlade deres bande.

Det er som sagt en mindre gruppe i de boligbelastede områder, der bliver bandemedlemmer, og, som de unge mænd, kun er medlemmer i en periode af deres liv. Undersøgelser dokumenterer, at kærester samt ønske om uddannelse og familieliv får de unge mænd til at droppe kriminaliteten igen. Det er dog ikke nemt at forlade en bande, og her introducerer Soei religion som en væsentlig faktor i analysen. For bliver man religiøs, har man en legitim grund til at trække sig fra det kriminelle liv. Det er analyser som denne, som oplyser og kvalificerer forståelsen af den logik, der hersker i bandemiljøet.

Det ville have været interessant, hvis Soei også var kommet med bud på, hvorfor nogle få vælger banden til og andre – de fleste – banden fra, og hvorfor en søskendeflok kan indeholde både universitetsstuderende og bandemedlemmer. Umiddelbart er bogens eneste bud, som kan læses mellem linjerne, at det skyldes tilfældigheder. Og det er ikke nødvendigvis et dårligt bud, selv om Soei måske ikke er bevidst om den læsning af hans bog.

Bogens mange eksempler på, hvad der kan intensivere en konflikt med politiet eller eskalere en konflikt mellem to bydele viser således, at der er mange tilfældigheder på spil. En ældre, respekteret lokal mand får en hård behandling af politiet, og de unge mænds vrede og vold får frit spil og eskalerer; potentielle bandemedlemmer kommer ved et tilfælde til at hænge ud med de forkerte, for eksempel etnisk danske unge fra den yderste venstrefløj, og de lærer, hvordan de skal kæmpe mest effektivt mod politiet og får styrket deres sammenhold osv. osv.

Et historisk blik på danske indvandrerbander

Bogens to sidste kapitler skitserer overfladisk den internationalisering og professionalisering, som det danske bandemiljø gennemgår i dag. Bogen indeholder dog ikke nogen bud på, hvordan den forandring kommer til at påvirke de vrede unge mænd – og deres fremtid. Betyder det, at de kommer til at blive hængende i bandemiljøet og rykke endnu tættere på rockernes måde at være kriminelle på?

Bogen rejser et hav af spørgsmål, som i sagens natur særligt retter sig mod at forstå bandemiljøet i dag. Men da den aktuelle nutid ikke vies særlig stor plads, leverer bogen ikke mange svar. Omar – og de andre giver dog et interessant »historisk« blik på de danske indvandrerbander. Den refererer – om end noget selektivt – til et hav af undersøgelser af danske, franske og amerikanske forhold. Det står dog hen i det uvisse, hvordan viden om franske optøjer og amerikanske ghettoers raceproblemstillinger bidrager til eller kvalificerer Soeis analyse af danske indvandrerbander i danske ghettoer.

Tilsvarende virker de indledende sociologiske teoridiskussioner også en anelse påklistrede, da de ikke lader til at have påvirket Soeis journalistiske blik i noget nævneværdigt omfang. Sociologen Wacquants glimrende arbejde om ghettoer konkluderer for eksempel, at det ikke giver mening at anvende det amerikanske ghettobegreb i Frankrig, da »ghetto« i USA er så historisk sammenflettet med raceopdeling og farve, som det er.

Denne diskussion refererer Soei, men vælger stadig at vie et kapitel til amerikanske forhold. Kapitlerne om forholdene i USA og Frankrig er såmænd oplysende, men medvirker også til en fragmenteret læseoplevelse. Og her hjælper det heller ikke, at Soei veksler mellem begreberne hudfarve og etnicitet, som var de en og samme størrelse. Ligesom han vælger stort set at overse diskussioner af køn, selvom mellemøstlige maskulinitetsidealer formentlig har stor betydning for det danske indvandrerbandemiljø.

Et luderland og en zioniststat

Der er med andre ord mange valg i bogen, der forbliver en gåde for mig. Dens ubetingede styrke er den mangfoldige empiri, som han præsenterer og diskuterer. Ud over, at en god håndfuld unge mænd får lov at tale flere steder i bogen (dog typisk først efter at vreden har taget af), giver han også ordet til gadeplansmedarbejdere og andre ansatte med kontakt til gruppen og genoptrykker citater og relevante uddrag fra journalister, jurister, politikere mv.

Lad mig slutte med et uddrag, der fik mig til at trække på smilebåndet – især fordi det passer ret godt til mit eget kendskab til bandemiljøet, hvor der gøres og siges ting, der ikke er særligt gennemtænkte.

Eksemplet stammer fra side 288, hvor Soei citerer fra bogen Forsvar, der blandt andre er skrevet af en af forsvarsadvokaterne til Omar el-Husseins mulige medsammensvorne, Ibrahim. Ibrahim har skrevet et brev til sin indsatte ven, hvor han skriver (vel vidende at politiet læser med):

»Du ved, min bror, jeg elsker dig, hvis du får 16 år, kan vi afsone sammen. Fuck det danske retssystem, små kuffa [vantro], luderland, zioniststat.«

Før Ibrahim skal afhøres om brevet, trækker hans advokat ham ind i et lokale ved retssalen og læser brevet op for ham, uden at alvoren går op for Ibrahim. Ifølge advokaten reagerer han sådan lidt: »Ja, og hvad så.« Advokaten svarer »Jeg tror, at de er interesserede i at høre, hvorfor du kalder Danmark et luderland og en zioniststat.« Ibrahim bliver stille og tænksom i nogle sekunder, hvorefter han spørger advokaten: »Hvad er et zionistland?«

’Omar – og de andre – Vrede unge mænd og modborgerskab’ af Aydin Soei. Gads Forlag, 361 side, 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen Dragsdahl
Jørgen Dragsdahl anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

"Boligbelastede områder"? Bør man kalde det en »ghetto«?

"Ghetto betegner de gader eller kvarterer, hvor minoritets grupper som jøder blev tvunget til at bo.
De var strengt afsondrede fra den øvrige by, og hver aften låstes portene."
Link: http://da.m.wikipedia.org/wiki/Ghetto

Snart kommer kravet vel fra Martin Henriksen, om påsyet halvmåne på overtøj, så befolkningen kan tage deres forholdsregler, når ghetto børn færdes uden for deres indhegning.

Fordi udenfor kan ‘de’ kun straffes på lige fod med de ‘rigtige danskere’.

Eller muligvis Mette fredriksen selv kan fremsætter forslaget.

Marie Louise Kjølbye, Hans Larsen og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar