Læsetid: 6 min.

Performancehyldest til Schiele føles både som åndemanerseance og fritidshjem

Performancekollektivet LOGENs intense åbne atelier i anledning af, at den østrigske maler Egon Schiele har været død i 100 år, er så fint, når det sætter sine gæster på arbejde i en fælles famlen. Det er synd, at det også holder dem på sikker afstand
I ’Death to Truth of Beauty’ skal der ikke kigges på Egon Schieles kunst som på et museum. Der skal arbejdes med den som i et værksted.

I ’Death to Truth of Beauty’ skal der ikke kigges på Egon Schieles kunst som på et museum. Der skal arbejdes med den som i et værksted.

Søren Meisner

31. august 2018

Som teenager følte jeg virkelig, at den østrigske maler Egon Schieles billeder talte til mig.

Selv om jeg ikke helt vidste om hvad. Kantede og dog så kødelige kroppe vrider sig på dem. Deres konturer er hårdt optrukne, og deres køn er blottede, og fra deres skulpturelle positurer kaster de blanke, mørke blikke og mystiske håndtegn til os. Disse dystre protopunkede portrætter, som Schiele malede i Wiens intense tider omkring Første Verdenskrig, er så ikoniske, at de, for mig i dag, også føles næsten kitschede.

Schiele selv blev ikke gammel, kun 28. Han har været død i 100 år i år, og det er i den anledning, at scenekunstkollektivet LOGEN den næste måned laver »levende atelier«, som de kalder det, på Teater FÅR302 i København.

Fritidshjemsseance i fineste forstand

Det giver god mening efter en aften i atelieret, hvorfor gruppen – som består af lydkunstneren SØS Gunver Ryberg, scenografen Nathalie Mellbye, skuespilleren Patrick Baurichter, instruktøren Anja Behrens og danseren Sofia Karlsson – kalder deres tre til fire timer lange performance Death to Truth of Beauty.

I Death to Truth of Beauty skal der ikke kigges på Schieles kunst som på et museum, som man ellers kunne tro, når man træder ind i teatrets foyer, hvor den hænger på væggene, og kataloger ligger spredt omkring. Der skal arbejdes med den som i et værksted. Det døde skal – med udgangspunkt i Schieles egne gådefulde ord om, at »alt dødt er levende« og »alt levende er dødt« – vækkes til live.

Det kommer både kært, hvis man har brug for at få nedbrudt sin nostalgiske afstand til et kunsthistorisk koryfæ/teenageidol, og i al almindelighed, og det sker også i performancens bedste momenter, som er mange.

I dem er Death to Truth of Beauty som en mellemting mellem at deltage i en åndemanerseance og at være på fritidshjem, i fineste forstand forstås, og hvis ellers ens fritidshjem var et dunkelt og røgfyldt loftsrum med kåbeklædte og nøgne pædagoger i trance, og Stefan Zweigs apokalyptiske krigserindringer Verden af i går var en bog for børn. Vi får lov at male med vandfarver (på performernes bare kroppe) og at skrive (Schieles dunkle ord) på væggene og clipse tyl og solsikker op på dem med store clipsemaskiner, vi får taget gipsafstøbninger af vores hænder (i forvredne stillinger) og læst højt (fra Zweig).

Levende døde billeder

Denne mellemting får faktisk Schieles billeder til at tale til os og til mig igen. Selv om jeg stadig ikke helt ved om hvad. Det er mere bogstaveligt. Aftenen tager f.eks. sit åbne og undrende afsæt i en pseudospiritistisk Q&A-session ledet af Karlsson, hvor publikum kan stille Schiele spørgsmål og sammen tyde de svar, han returnerer i form af malerier, der svarer til okkulte symboler på kort, som Karlsson som en anden tarottryllekunstner trækker fra en bunke, der er blandet af spørgeren.

Om det er trick eller ægte: Svarene er dunkle, men klare. Det samme dunkle, men alligevel livsbekræftende billede af en død mor og et foster bliver ved at dukke op, og det er næsten uhyggeligt, men også helt rørende.

Der er i virkeligheden slet ingen hokuspokus i sådan en fælles billedanalyse. Ritualet er (som rigtige ritualer) også bare en lavpraktisk måde at skabe et fælles rum på og en fin måde, ikke mindst, at få kunsten i tale på. Den uhøjtidelige grundstemning i det højtidelige rum og den underligt fine hygge omkring uhyggen er kendetegnende for hele Death to Truth of Beauty.

Begge dele går igen, da vi lige så lavpraktisk og behørigt iført kitler instrueres i at opbygge scenografien i atelieret, der er fyldt af udklip, citater og remedier. Imens messer Patrick Baurichter (Georg Trakls digt?):

»I gyldne solsikker
I der bøjer jer
nærværende mod
døden
I ydmyge søstre
tungsindets
blomster
I bestemmer over ånden«.

Fire kvinder indtager scenografien med et skulpturelt tableau af krogede kroppe. Og under den bestemte, men kærlige overpædagog Anja Behrens’ instruktion bliver vi sat på arbejde i atelieret med at male de tre andre performeres korporlige nøgne lærreder som Schiele-motiver. Som hun derefter maner til live som stirrende, savlende, sitrende zombier med sine instruktioner og – lidt for fjollet – instruerer os i at betragte gennem tomme rammer, som de så, som levende døde malerier, rækker ud gennem.

Veltilrettelagt vildskab

Det undersøgende univers, den nøgne loge inviterer os ind i, er ikke kun en levende collage af Schiele-malerier. Det er også en performativ collage, der på livet løs citerer 1960’ernes og 70’ernes performancekunst. Performancens fritidshjemsagtige seancer, hvor publikum og performere sammen og fint famlende fortolker Schiele, veksler med performative tableauer, som vi er mere passive og desværre distancerede tilskuere til.

Sofia Karlsson solodanser muskuløst med langt løst hår og spytter en seddel ud i hånden på en tilskuer. Citater af Schiele og andre skrives som slagord på væggen (»Nej til tidsånden«), mens der læses lange monologer op. Nathalie Mellbye spiller og synger nøgen og skønt på guitar. SØS Gunver Ryberg forestår både bemaling af genitalier og indbygget punkkoncert, hvor hun med afmægtig kraft skriger »Where is the truth of beauty«, mens de andre går i danseekstase.

Alle sidder, som aftenens indslag af politisk performancekunst, til bords i et nadvertableau med forbrugskritisk selvtvangsfodring af fastfoodpomfritter, og alle kaster med lagkage som finale.

Intensitet på sikker afstand

Der er vildskab og intensitet i det hele, og Death to Truth of Beauty holder en imponerende kadence og rytme, helaftensforestillingens længde taget i betragtning. Men det er også, som om vildskaben og intensiteten næsten er for veltilrettelagt til, at det åbne og undrende og fælles rum rigtig får dybde. Dertil veksler performancen for præcist mellem det støjende og det stille, det sjove og det seriøse, det hysteriske og rolige, aggressive og kærlige til, og dertil er dens ellers rørende dramaturgiske kurve for harmonisk. Måske er rollerne også for klare, eller også indtager vi dem for lydigt.

Det gode er, at det virkelig er et rart rum at være i. Det mindre gode er måske også, at det er et virkelig rart rum at være i.

Der opstår ingen rigtig usikkerhed i alle de måder, performancen lidt diffust vandrer mellem de forskellige historiske former for intensitet og grænseoverskridelser, som måske forener den Schiele og den performancekunst, og som Death to Truth of Beauty forsøger at give nyt liv. 

Nøgenhedens nyhedsværdi er begrænset i dag. Vi kigger på Karlssons (intenst smukke) tranceborddans fulde af bekymring for, om bordet knækker under hende, og det er kvalmende at se performerne prøve at tale med så mange pomfritter proppet så langt ned i halsen, at halsen selv presser dem ud igen i grotesk lange pølser. Og jeg vælger måske endda til enhver tid kunst, der vækker omsorg frem for overraskelse. Men det skaber også en distance, der holder intensiteten på sikker afstand, og er det ikke synd?

Ligesom atelieret på sin første aften ender, måske ikke som museum, men som et mausoleum – som der står skrevet på en væg – for den døde Schiele, er der noget stivnet over arsenalet af tresserteknik og halvfjerdserfølelse, der selv er så ikonisk, at det næsten føles kitschet. Det er måske performancens egen pointe.

Og det er selvfølgelig interessant i sig selv, hvorfor Schiele taler til os med sin dødskunst fra det 20. århundredes europæiske kriseår, selv om det ikke er helt klart hvordan og om hvad. Det er interessant, hvorfor andre tidligere intense tiders performancekunstneriske strategier virker så tiltalende i vores egen krisetid, at den også andre steder i samtidskunsten går mere eller mindre revitaliseret igen.

Den største usikkerhed, Death to Truth of Beauty efterlader mig med, er, om Schiele og performancekunsten også taler sammen, og om hvad. Måske når dem, der gæster atelieret, som der arbejdes videre i indtil slutningen af september, det nærmere.

’Death to Truth of Beauty’. Teater FÅR302. Af og med LOGEN (SØS Gunver Ryberg, Nathalie Mellbye, Patrick Baurichter, Anja Behrens og Sofia Karlsson). Indtil den 22. september 2018.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu