Læsetid: 4 min.

Peter Adolphsen fornyr originalt memoirelitteraturen med gakket katalog over alt det, han ikke kan huske

Med sin nye bog ’Jeg kan ikke huske’ finder Peter Adolphsen nullermænd i det åndelige pulterkammer, og det er slet og ret en fornøjelse at læse hans besynderlige bog. Man griner mere end man græder. Og man bliver hyppigt nostalgisk og vemodig
Det er slet og ret en konstant fornøjelse at læse forfatter Peter Adolphsens »besynderlige« nye bog Jeg kan ikke huske, der »på ægte postmodernistisk facon« handler om forfatteren selv, skriver Erik Skyum-Nielsen i sin anmeldelse.

Det er slet og ret en konstant fornøjelse at læse forfatter Peter Adolphsens »besynderlige« nye bog Jeg kan ikke huske, der »på ægte postmodernistisk facon« handler om forfatteren selv, skriver Erik Skyum-Nielsen i sin anmeldelse.

Simon Fals

21. august 2018

»En bog, der bare bliver ved, indtil den holder op«. Således beskriver Peter Adolphsen sin nye, ubønhørligt nørdede bog, hvormed han på små 200 sider tager pis på memoirelitteraturen ved at opregne alt det, han ikke kan huske. Opskriften på bechamelsovs. Navnet på den første kvinde, han var i seng med. Hvornår han første gang spiste ananas.

Eller hvornår han fik den lille behårede plet på halsen, for slet ikke at tale om hele to behårede pletter på maven – både den i højre og den i venstre side, og ikke at forglemme en behåret plet på ydersiden af højre arm!

Privat og intimt

Med kropslige detaljer som disse sender Peter Adolphsen anmelderens tanker på langfart og tilbage til den uskyldens tid, da forfatteren og tænkeren Villy Sørensen fastholdt, at en forfatters private person ikke kom værket og læseren ved. Han udtalte noget i retning af, at det menneskelige i litteraturen gerne måtte blive personligt, men aldrig måtte blive privat.

Men så kom jo bekendelseslitteraturen, den såkaldte »privatbiografiske dokumentarisme«, skrevet af langt mere åbenhjertige individer, såsom Bente Clod og Herdis Møllehave. Sidstnævntes mand forsvarede da sin hustrus romaner med de ord, at det personlige i litteraturen godt måtte blive privat, når bare det ikke blev intimt.

Saxo
Også denne grænse blev dog hurtigt overskredet, f.eks. da Suzanne Brøgger i Creme Fraiche berettede om en flyvetur over Atlanten, hvor hun i tasken medbragte en plasticafstøbning af egen kusse: Det private må gerne blive intimt, når bare det ikke bliver decideret ulækkert ...

Her er det, Peter Adolphsen slår til – dels med sine behårede pletter, dels med sine fortykkede lilletånegle og fnulleret i sin navle. Men hertil kommer »nullermændene fra det åndelige pulterkammer«, for også sjæleligt dyrker forfatteren den ultimative udkrængnings kunst.

Han karakteriserer sig i et flot billede som »en kage med skiftevise lag af storhedsvanvid og selvhad«. Han er »genert erotoman« og får desværre ikke lagt an på helt så mange kvinder, som han faktisk har lyst til. Tag dog ikke fejl af koketteriet: »Dødsangst er the name of my game, hypokondri min foretrukne modus operandi

Parodist og epigon

Det sjove ved denne sjæleudkrængning er, at også den for længst er blevet litterær konvention. Adolphsen nævner selv – i en bredside mod autofiktion – Augustin og Jean-Jacques Rousseau, og han kunne have fortsat til Norge med Tomas Espedal og Karl Ove Knausgård. Indirekte er hans egen bog en intelligent parodi på en litteratur, hvori forfatteren fremviser de allermindst flatterende sider af sig selv i håb om at vinde læserens forståelse og sympati.

Samtidig udgør værket endnu et eksempel på Adolphsens ’antropofagisme’, altså den litterære strategi, der går ud på at æde andre (gode) forfatteres tekster og skide dem ud som sine egne små lorte. »Copy-paste er min spidskompetence,« som det hedder på første side. At tale om plagiat eller epigoneri er i den forbindelse meningsløst, al den stund bogen godvilligt sætter navn på forbillederne: Længst tilbage Per Højholts roman 6512 (1969), men tættere på Joe Brainards I Remember (1975), Georges Perecs Je me souviens (1978), plus fra den nyeste litteratur Martin Larsens Hvis jeg var kunstner (2010).

Fra sidstnævnte nupper Peter Adolphsen sin bogs styrende formprincip, anaforen, dette at lade alle tekster begynde ens, men samtidig lade hvert afsnit udgøre en ny begyndelse. Undtaget herfra er kun undtagelsen, som forekommer nøjagtig midt i bogen, hvor en tekst – oh, ve, oh, skræk! – tager indholdstråden direkte op fra den foregående.

Iscenesat ægte

Læseren vil, kommet hertil, muligvis godt vide, hvad Peter Adolphsens bog egentlig handler om. Jamen, den handler om ham – som barn, ungt menneske og en slags voksen. Den handler om hans digterdrømme, hans skolegang, hans spredte studier af sprog, hans bumlede musikerkarriere, hans læsning af litteratur. Hvortil skal føjes, at værket på ægte postmodernistisk facon selvfølgelig må handle om sig selv.

Kedeligt bliver det gudskelov aldrig, eftersom forfatteren skriver så boblende skægt og så præcist og intelligent. Uanset om vi læser bogen som erindringer eller modstræbende ’antimemoirer’ a la André Malraux (1967), træder der ud af dens sider en person, som midt i sin iscenesatte uvirkelighed får en høj grad af nærværende ægthed i og med selve sin stil.

Det er slet og ret en konstant fornøjelse at læse denne besynderlige bog, at studere dens pointillistiske selvportræt. Man griner mere end man græder. Man bliver hyppigt nostalgisk og vemodig, og man bliver, vil jeg påstå, en lille bitte smule tolerant, ikke bare over for egne fejl, men også over for andres.

Det ligner den optimale timing, at Peter Adolphsens skildring af en charmerende tumpe og et nuttet skvat udkommer mindre end en uge efter Benny Andersens død, eftersom denne digter frem for nogen lærte os kunsten at bære over med os selv og hinanden. Eller i hvert fald prøvede på det.

Peter Adolphsen: Jeg kan ikke huske. 200 s. Kr. 199,95. Gyldendal. Udkommer tirsdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Maria Francisca Torrezão
Kurt Nielsen og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu