Læsetid: 10 min.

Péter Nádas’ kæmperoman handler om mordet på den evigt voldsfødende far

Péter Nádas’ gigantværk af en romantrilogi er afsluttet og fremstår som et af de mest ambitiøse i nyere europæisk historie, et af de vildeste og oplevelsesrigeste og med dette sidste bind som et raffineret fletværk af personer, handlingstråde og motiver. Thomas Thurah giver en læservenlig guide til de mere end 1.600 tættrykte sider, til romanens vigtigste personkredse og motiver – og til en mordgåde
Til de vigtigste motiver i Péter Nádas’ storværk hører den gennemgående konflikt mellem det tyske og det ungarske og volden i dens mange afskygninger, som krig, masseudryddelse, systematisk afstraffelse og en tilstand i familien.

Til de vigtigste motiver i Péter Nádas’ storværk hører den gennemgående konflikt mellem det tyske og det ungarske og volden i dens mange afskygninger, som krig, masseudryddelse, systematisk afstraffelse og en tilstand i familien.

Anselm Kiefer/Scanpix

17. august 2018

Péter Nádas’ (og den dygtige oversætter Péter Eszterhás’) romantrilogi på samlet mere end 1.600 store og tættrykte sider er ikke komplet uforståelig og er ikke et elegant vævet tæppe lagt ud over den tomme luft.

Jeg troede et stykke ind i første bind, at den var. Tanken meldte sig igen flere gange både i andet og nu i tredje bind. Måske ikke komplet uforståelig, for indimellem trådte mønstre frem.

En uforklaret person viste sig pludselig at være en andens fætter eller bortgåede mand. Begivenheder og følelsesudbrud, der ikke var redegjort for, fandt en slags forklaring et par hundrede sider – fem, seks, syv hundrede eller tusind sider – længere fremme.

Efterhånden begyndte romanen at binde nogle sløjfer og at betyde noget, spredt og antydningsvis, men alligevel.

Der var altså nok snarere tale om, at det ikke havde været ligefrem magtpåliggende for forfatteren, at alt nu også hang fornuftigt sammen i den opfundne virkelighed, som teksten var vævet hen over. Herregud, hvem skulle alligevel opdage det? Hvis da ikke netop det sammenhængsløse, tekstvævets løse tråde, var en af pointerne med det hele.

Lad så den naive tosse af en læser forsøge at finde mønsteret i romanen, som han forsøger at finde mønsteret i sit eget liv; der er ikke noget!

Men det er der altså, i den grad.

Det er det første, der kommer over én, når man har læst færdig, som et lille chok, som en kuldegysning: At det er tæt på ubegribeligt, at Péter Nádas har kunnet holde sammen på noget så komplekst og holde sammen på det i en form, der tilsyneladende er tilfældig og ujævn (og larmende og kaotisk), og som samtidig registrerer og husker alt, fra det største til det mindste, der er lagt ned i tekstens mange hundrede sider over de godt 20 år, det tog Nádas at skrive den.

Det uigennemtrængelige

Jeg vil lige straks komme tilbage til, hvad der er, altså hvilket mønster under tekstens glansfulde tæppe. Men først er det vigtigt at få slået fast, at mistanken om bogens uforståelighed absolut ikke er grundløs, men en naturlig konsekvens af alle de valg, forfatteren har truffet.

Det uigennemtrængelige, træge, principielt uforståelige er i så høj grad romanens særpræg, at det kan tælles med til dens motiver. Sådan er romanen, og nogenlunde sådan er livet, lyder underteksten.

Blandt flere eksempler:

Romanen er til det yderste karrig med de informationer, som læseren skal bruge for at holde styr på fiktionsverdenens hvem og hvor.

Som når fem, seks kvinder er forsamlet, og der i en lang indre monolog fortælles om den enes forhold til en litauisk mand med stærke kropslugte og om kvindens egen angst for seksuelt overførte sygdomme, uden at det røbes (eller først langt senere røbes), hvem af kvinderne der er tale om.

Læserens desorientering kommer desuden af springene i tid og sted.

Vi bevæger os kapitel for kapitel og nogle gange inden for samme kapitel mellem cirka Første Verdenskrig og Murens fald med enkelte afstikkere til det sene 1800-tal, et spænd på mellem 75 og 100 år. Men det hører til sjældenhederne, at tid og sted med det samme markeres.

Derfor er læseren tit overladt til sine egne fornemmelser eller må forsøge at placere begivenhederne i forhold til andre begivenheder og personerne i forhold til det seneste møde med dem i et andet kapitel eller i et andet bind. Eller også må han tålmodigt læse sig så langt ind i kapitlet, at fortælleren for skams skyld lader et stednavn eller et årstal falde.

De skiftende synsvinkler – samme resultat. Snart glider fortælleren ind og ud af hovedet på sine personer (men altså uden nødvendigvis at røbe hvis hoved og hvor og hvornår), snart ligger synsvinklen klistret fast til et ubestemmeligt ’jeg’. Slørede eller omvendte årsagsforbindelser – samme resultat.

Et dybt had og et glødende begær kan skifte plads og i øvrigt have sin begrundelse i den samme fjerne og aldrig helt fastlagte begivenhed. Endelig skifter genren flere steder uvarslet mellem realisme (genkendelige figurer i psykologisk og socialt genkendelige omgivelser) og allegori og myte (arketyper i drømmeagtige landskaber).

Uforståeligheden – stadig ikke den komplette uforståelighed, men følelsen af tekstens tunge modstand – og det særlige ved romanens form klinger på flere måder med i trilogiens titel: parallelle historier. Også det siger noget om kompleksiteten og det mangetydige i Nádas’ roman.

De parallelle historier kan henvise til forholdet mellem til den ene side ydre begivenheder, og hvad personerne siger højt, og til den anden personernes indre tankestrømme. Og i samme perspektiv: de civiliserede omgangsmåder over for kroppens mange slags ustyrligheder.

Parallelhistorierne kan desuden gå på genrens spring mellem realisme og myte eller i personernes perspektiv: mellem virkelighed og drøm. Titlen peger på den måde også på personernes spaltninger, enten og for enkeltes vedkommende som et psykotisk træk eller som et litterært greb i form af romanens mange kontrast- og parallelfigurer.

Parallelle historier

Set i det tyske og senere det ungarske diktaturs perspektiv kan de adskilte historier også henvise til det enkelte menneskes offentlige historie og den historie, som han eller hun for sin egen sikkerheds skyld forsøger at holde skjult.

Endelig kan parallelhistorierne referere til personernes yderst forviklede liv på romanens handlingsplan, som efterhånden – apropos romanens mønstre og langsomt fremskrevne betydning – udkrystalliserer en fortælling om det 20. århundredes politiske og kulturelle historie.

Uforståeligheden har sine årsager i teksten, i formens og motivernes komplekse miskmask. Men den har også sine årsager i læsningens mekanik og læseforståelsens naturlige begrænsninger.

Det er ganske enkelt rigtig svært at huske tekst i Nádas’ mængder, og det er rigtig svært at huske noget uvigtigt på side 62 og ikke mindre svært at genkalde sig det, når det på side 1451 viser sig alligevel at være vigtigt.

Det er også meget svært at opløse et billede af en magtfuld og seksuelt attrået mand fra tidligt i romanen og senere i romanen genindsætte ham på en underdanig og lidt affældig taxachaufførs plads, når de to mænd viser sig at være én og samme person.

Betydning er svær at skabe. Når den først er skabt, er den svær at komme af med igen.

Alt det ovennævnte lægger op til, at man læser Péter Nádas’ eventyrlige kæmperoman mindst to gange. Bogen ville ved anden gennemlæsning næsten som et fysisk legeme forandre sig for øjnene af én. Det har ikke mange tid til (jeg har været godt tre uger om at læse sidste bind og har læst i det hver dag).

Genfortælling

Genfortællingen af romanen og forsøget på at samle den i et mønster (nu kommer jeg til det) udgør endnu et problem.

Skal man genfortælle motiverne (altså sammenfatte betydningen) eller handlingens mange tråde? Og hvis man vælger det sidste, skal man så fortælle historierne i den rækkefølge, romanen udfolder dem, dvs. i spring og med de mange udeladelser og forsinkelser, eller som de ved romanens slutning så nogenlunde har samlet sig i en klar form?

Jeg vælger at forsøge at gøre begge dele, dvs. på én gang sammenfatte og give et indtryk af, hvordan fortællingen stykkes sammen under den meget langsomt fremadskridende læsning af hele trilogien.

Jeg vil gøre det skitseagtigt og med fokus på nogle af personmiljøerne og deres indbyrdes forbindelser både som sociale relationer og handlingsbroer. Efterfulgt af en meget kort sammenfatning af motiverne. (Jeg garanterer for et vist antal fejl, som det vil glæde mig meget, at nogen vil opdage og gøre højlydt opmærksom på).

Så her er den, en af de senere års største og bedste europæiske romaner i læservenligt koncentrat:

Romanens centrum – vigtigste personmiljø – er, hvor man vælger at lægge det. Det kan godt være (1) familien Lehr og den store lejlighed i ejendommen på Teréz Ringgade, dvs. professor, dr. Lippay Lehr (ved romanens begyndelse liggende på sit dødsleje) gift med Erna Lehr (i taxa på vej til hospitalet og sin mand), forældre til Ágost (er lige taget til Lukácsbadet med sine venner) og en afdød datter (offer for nazisterne).

Her hører også Gyöngyver til, ung pige med fattig baggrund, står i et erotisk forhold til Ágost (hun er ved at vågne i et af lejlighedens soveværelser, da de ringer fra hospitalet). Familien repræsenterer flere ting: det jødiske og det ikke-jødiske, det tyske og det ungarske.

Til gruppen af veninder (2) fra den finere klasse hører dr. Irma Arnót (også kendt som fru Szemzö, psykoanalytiker, først gift, senere enke), hos hvem Gyöngyver logerer på pigeværelset. Til kredsen hører også Margit Huber, som er Gyöngyvers sanglærerinde, og Mária Szapáry, i hvis lejlighed damerne spiller kort, og hvorfra man har udsigt til Margitøen i Donau.

En af flere erotiske kredse (3): arkitekten Madzar, som flere andre splittet mellem det ungarske og det tyske, erotisk betaget af fru Szemzö og på andre tidspunkter af barndomsvennen Lászlo Bellardi. Fru Szemzö, under Madzars kurtisering endnu ikke enke.

Og Lászlo Bellardi, barndomsven til Madzar, senere, skal det vise sig, taxachauffør, desuden far til en af romanens mange forsvundne, i dette tilfælde en livstidsstraffet søn (genkommende motiv). Påbegynder en taxatur til hospitalet og professor Lehrs dødsleje i bind 1, afslutter turen i bind 3.

Kristóf og et homoseksuelt miljø (4), udfolder sig bl.a. på Margitøen (som jo kan ses fra Mária Szapárys højtliggende lejlighed). Her færdes desuden to personer kendt som Kæmpen og Hvalrosskægget (mere langt senere, i tredje bind). Et centrum for romanens beskrivelser af udlevet seksualitet, nydelse og selvfornedrelse.

Kristóf er fætter til Ágost og nevø til Erna Lehr. Hans far er forsvundet (genkommende motiv), han går med evige selvmordstanker (genkommende motiv). Står ved romanens begyndelse og spejder efter en kvinde, der i tredje viser sig at hedde Klára (mere senere).

Etatsråd Elemér Vay (forbereder den nært forestående pogrom, viser sig i tredje binde at være far til Klára), baron von der Schuer og Karla Thum zu Wolkenstein (5). De to sidstnævnte er ansat ved Kejser Wilhelms Institut for Antropologi og Arvelighedslære, hvor også en vis adjunkt Mengele arbejder. Et af romanens giftige ideologiske lag.

En flok drenge (6) anbragt på en institution med tilknytning til arvelighedsforskningen og til programmet Lebensborn. Her bor bl.a. Hans Wolkenstein, søn af Karla Wolkenstein, ironisk nok »en bastard«, og en vis Kienast, der lider af epilepsi og senere – i sine voksne år – begår selvmord (genkommende motiv).

Lukácsbadet (7), hvor som nævnt Ágost kommer, og som desuden samler flere af hans kolleger fra efterretningstjenestens oversætterkontor, blandt dem en nu lidt ældre Hans Wolkenstein. Et konspiratorisk sted.

Politiopdageren Kienast (opsøger i bind 3 den drabsmistænkte Carl Maria Döhring, som i bind 1 en tidlig morgen finder liget af en cirka 50-årig mand i Berlins Tiergarten) og Carl Maria Döhring (8). Kienast er søn af børnehjemsbarnet Kienast, den senere selvmyrdede. Döhring er efterkommer af to andre, virkelige eller forestillede, Döhringer, som under krigen gjorde tjeneste i en fangelejr og ved fjendens fremrykning og lejrens rømning udvekslede en papæske indeholdende guld.

Den overlevende Döhring vender efter krigen tilbage for at finde papæsken og begår i den forbindelse ikke under fire drab. Sandsynligvis af samme årsag nærer Döhring et morderisk had til sin familie og særligt til sin far (bind 2 og 3). En af romanens både dramatiske og symbolske (og hyppigt gentagede) kernescener.

Gyula Balter (9) udgør sin helt egen kreds. I bind 1 en uanselig, tilsyneladende uvigtig vicevært i ejendommen, hvor familien Lehr bor, i bind 3 tidligere vagt i en fangelejr. Han frygter, at hans søn vil opsøge og dræbe ham. I stedet dræber han sønnen (genkommende motiv).

Et sjak af vejmænd (10) under ledelse af István Bizsók, der deltog i de samme (eller aldeles lignende) begivenheder under krigen som Gyula Balter og de virkelige eller de forestillede Döhringer (fangelejr, fremrykkende fjender, indespærring og afbrænding af fanger – flugt, død, overlevelse, som nævnt: en hyppigt gentaget kernescene).

Til sjakket hører en vis János Tuba (sandsynligvis Kæmpen fra Margitøen) og hans gode ven Gyula (højst sandsynligt Hvalrosskægget kendt fra Margitøen, sandsynligvis også identisk med Gyula Balter (vicevært, fangevogter, en medansvarlig for den mere og mere emblematiske begivenhed ved fangelejren).

Osv. osv.

Et gigantværk

Péter Nádas’ gigantværk, et af de mest ambitiøse i nyere europæisk historie, et af de vildeste og oplevelsesrigeste, et af de sværeste at få styr på, hænger godt sammen. Overraskende godt og i et raffineret fletværk af personer og handling, men også i form af en række indbyrdes forbundne motiver.

Til de vigtigste motiver hører den gennemgående konflikt mellem det tyske og det ungarske, som et kulturhistorisk dilemma og en personlig splittelse. Det ulækre, kroppens indre reservat af lyde og lugte, er et andet, overdådigt udpenslet motiv. Kønnet, det homoseksuelle, i det hele taget seksualiteten som utæmmet kraft er ét. Volden i dens mange afskygninger er også, som krig, masseudryddelse, som systematisk afstraffelse og som en tilstand i familien.

Særligt i sidste bind træder endnu tre motiver tydeligt frem.

Det ene motiv er de forsvundne; mennesker, som systemet eller historien udraderer, myrder eller fængsler. Det kan være børn eller forældre.

Det andet motiv er selvmordet, den kontante tanke om at opløse sig selv, undslippe barbariet og volden.

Det tredje motiv er fadermordet, et raseri vendt mod alt forudgående, krigene, overgrebene. Det er familiens far, men især er det historiens og den evigt voldsfødende symbolske far.

Også det sidste får noget til at falde på plads med dette afsluttende bind.

En mordgåde i første binds allerførste kapitel fik Nádas’ bog til at ligne begyndelsen på en kriminalroman (den cirka 50-årige mand i Tiergarten).

Nu viser det sig, at mordgåden ikke kun var en ironisk finte, men en rigtig forbrydelse med både motiv og gerningsmand. Hvilket begge dele diskret røbes af kapiteloverskriften og romantrilogiens allerførste ord: »Fadermord«.

Sådan noget ser man selvfølgelig først bagefter.

Péter Nádas: ’Parallelle historier – Den tavse provins’ (1), ’I nattens mørke dyb’ (2), ’Frihedens åndedrag’ (3), hhv. 468 sider, 420 sider, 750 sider. 300 kroner pr. bd. Oversat af Péter Eszterhás. Rosinante.

Péter Nádas besøger Louisiana Literature torsdag den 23. august

Péter Nádas’ erindringsbog er givende, fordi den på en original og medrivende måde fremskriver fortættede og dunkle erindringshistorier om, hvordan et individ bliver til og er indfældet i en mangfoldighed af komplekse historier og dermed et fletværk af overlappende historier
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu