En prinsesse, en dæmon og en alf går ind på en beverding

»Jeg vil hellere dø en stor død end leve et lille liv,« siger alfen Elfo, lige inden han stikker af fra sin eventyrlandsby, hvor alle er glade og synger hele tiden.

Det gider Elfo bare ikke. Han vil også prøve nogle andre sindsstemninger og måder at leve på, og det må man sige, at han får lov til i The Simpsons-skaberen Matt Groenings nye, animerede Netflix-serie, Disenchantment.

Hovedpersonen i serien, der foregår i en eller anden ubestemmelig, europæisk udseende eventyrmiddelalder, er om den unge prinsesse Bean, der ikke er som de fleste andre prinsesser. Hun vil hellere drikke, slås og spille kort end giftes med den kedelige prins, som hendes far, kongen, har valgt til hende af strategiske og økonomiske årsager.

Jomfru er hun heller ikke længere. Og i selskab med Elfo, som dukker op i kongeriget Dreamland, som Bean er arving til, og dæmonen Luci – som mystiske mennesker har sendt ud for at korrumpere hende – roder den viljestærke, selvstændige prinsesse sig hele tiden ud i vanskeligheder, der blandt meget andet har med gravrøveri, stoffer, eksorcisme og spirituskørsel at gøre.

Det er fantasy, men det er fantasy med et stort glimt i øjet, som alle, der har set The Simpsons eller Groenings anden serie, Futurama, vil kunne nikke genkendende til. Disenchantment rummer alt, hvad der hører sig til fantasygenren af sværd og trolddom, men det hele serveres med Groenings let genkendelige og karikerede stil, rappe replikker og finurlige, morsomme detaljer og anakronismer: Politimænd rykker ud på skrydende æsler, der lyder som sirener, landevejsrøvere, som prædiker kønsneutralitet og en wishmaster, en ønskemester, der viser sig at være en washmaster, altså en vaskemester.

En moderne helt

Beans far er lidt et grovkornet bøvehoved, der taler som en ærkeamerikaner – andre accenter er mere forfinede britiske, og den skønsomme blanding er en del af seriens stil – og indimellem siger ting, som Donald Trump kunne have sagt. Han er blandt andet lige lovlig bramfri, når det kommer til Bean, hendes udseende og sex, og så er han – efter at Beans mor døde – blevet gift med en immigrant, Oona, der tilmed synes at være en blanding af øgle og menneske.

The Simpsons, der har kørt i snart 30 år, er blandt meget andet en satire over det amerikanske arbejderklasse- og lavere middelklasseliv i provinsen. Disenchantment, hvis første sæson på 20 afsnit kan ses på Netflix, er ikke mindre satirisk i sin behandling af fantasy- og eventyrgenren og alt fra Game of Thrones til traditionelle Disney-prinsesseeventyr, samtidig med at den tydeligvis forholder sig til en moderne virkelighed med #MeToo, Donald Trump og voldsom intolerance og xenofobi.

Det er et velkendt og ganske effektivt trick at gå frem eller tilbage i tiden for at fortælle om nu og her, og det skal blive endog meget spændende at se, hvordan Disenchantment udvikler sig (jeg har ’kun’ set en håndfuld afsnit). Titlen betyder i øvrigt både ’affortryllelse’ og ’desillusion’, og det beskriver meget godt den dobbelthed, som tegner serien.

Bean er et underholdende bekendtskab. Hun kunne godt være en voksen udgave af Lisa Simpson, familien Simpsons mellemste barn, der også er den mest begavede og intellektuelt rebelske, hvis altså Lisa var prinsesse og levede i middelalderen. Bean finder sig ikke i ret meget og vil bare gerne leve sit liv på sine egne præmisser, men det bringer hende på kollisionskurs med resten af det reaktionære samfund, hun lever i. Hun er altså også en ganske moderne helt, der forsøger at finde en identitet – med Elfo og Luci som henholdsvis den gode og den dårlige samvittighed, der hvisker hende i øret, hvad (de synes) hun bør gøre.

’Disenchantment’. Skabt af Matt Groening og Josh Weinstein. Første sæson af serien kan ses på Netflix