Læsetid: 4 min.

Russisk klaverkomet var ekstraordinær og underholdende – måske en moderne kunstner, måske en døgnflue

Den russiske 27-årige pianist Daniil Trifonov har et uhørt stjernepotentiale, men når man spiller så godt, skal man også have meget på hjerte. I Tivolis store og alt andet end kammermusikegnede koncertsal kan det være svært at bedømme
28. august 2018

Pianister er ikke, hvad de har været. Man opfostrer ikke længere klavervirtuoser som Sviatoslav Richter eller Emil Gilels. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Det betyder, at man er nødt til at indstille sig på noget nyt.

Unge pianister som Igor Levit og Daniil Trifonov er eksempler på dette nye. De har en anden slags stjernekaliber. Fællestræk for dem er en meget overlegen teknik og akademisk udtænkte programmer. De tager klassikerne op, men krydrer dem med nye vinkler og spejler dem i musikhistorien.

Hvis Gilels og Richter var spærret inde i USSR’s lukkede verden, så er disse unge pianister opvokset med hele verden til deres rådighed og kan bevæge sig frit både på jorden og på nettet, hvilket giver adgang til ganske andre muligheder, men måske også stiller en næsten tyngende stor musikarv til rådighed, der kan gøre det svært for den moderne musiker at finde sig selv.

Sidste uge gæstede Daniil Trifonov Tivoli under overskriften ’Trifonov & Chopin’ og kom på en måde med et ’rent’ Chopin-program, selvom der kun var ét værk af komponisten selv. Resten bestod af Chopin-inspirerede værker med Federico Mompous og Sergej Rachmaninovs variationer som hovedværkerne og små stykker af Grieg, Schumann, Barber og Tjajkovskij som et interludium mellem de to.

Salonmusik i høj potens

På Trifonovs tre første skridt ind på scenen troede jeg var faktisk, det var pedellen, der kom ind – måske på grund af gangarten. Men det var pianisten. Der så til gengæld så, at Fazioli-flyglets nodepult ikke var fjernet for ham, hvorfor han alligevel kom på pedelarbejde og bar den ud og kom ind igen for at slå et tema af Fryderyk Chopin an med seriøs, håndværksmæssig simpelhed.

Temaet fra a-durs-præludiet blev trukket op, uskyldigt og rent, indtil den spanske Frederik, Federico Mompou, begyndte at hælde unoder i musikken i sine variationer over temaet og, som i Smirnoff-reklamen, at se den gennem flaskens glas, hvor kattepoter bliver til leopardpoter.

Farligt blev det aldrig, men Mompous salonmusik klæder Chopins salonmusik, og Trifonov syntes at trives i denne småimpressionistiske cigaretrøgsstemning.

Der er noget ved Trifonovs linier, der minder én om en sanger, noget luftbårent over hans spillestil, som om han kun spiller på en overfladespænding af tangenterne og med en smuk fysisk kontakt fra hele kroppen til hele flyglet, der summer hele tiden. Desuden har Trifonov et piano, der virkelig er som en støttet hvisken – nok det svageste, jeg nogensinde har hørt praktiseret for en fuld koncertsal af Tivolis størrelse og som igen minder mig om lied-sangerens særlige kort, hvor man kan trække publikum helt ind til sig. Dette piano skulle man komme til at høre mere til.

Eskapader over et tema af Chopin

Interludiet af fem vidt forskellige komponisters inspiration fra Chopin var forfriskende og ledte hen til Rachmaninovs variationer over Chopins smukke og majestætiske tema fra hans c-molspræludie.

Disse elaborerede og mere og mere pianistiske og passionerede variationer har deres egen dramatik, men opleves ikke at konversere med eller indeholde særligt meget af Chopin. Selv når det stærke tema dukker op til overfladen indimellem synes det at lide skibbrud i Rachmaninovs eskapader.

Chopin er en interessant komponist. Har jeg lært. Som ganske ung hørte jeg det kun som pianistiske afrivninger – måske fordi der er noget ved Chopin, der får pianisten til at synke hen og forglemme sig i musikken og måske endda blive rørt over sig selv. Men så blev jeg forelsket i Krystian Zimermans perfektionistiske fortolkninger og så i Martha Argerichs vilde og vitale og umiddelbare koncerter og senere i Alfred Cortots meget ældre og mere cool udlægninger af den fransk-polske komponists inspirerede materiale.

Pianisten og komponisten Thomas Adès forklarer det så godt: Chopins genialitet ligger i hans evne til at lade materialet arbejde selv og ikke at blande sig mere end nødvendigt. Brahms og Schumann er amatører i forhold til Chopins nyskabende og selvstændige evner som komponist.

Tantra og Victor Borge

I denne Chopin-koncert skulle vi altså helt hen til efter pausen, før vi måtte høre Chopin selv – og så kun med det ene værk: hans 2. klaversonate, dén med sørgemarchen. Lad os bare kalde det en tantrisk opbygning.

Trifonov har tre positioner ved klaveret. Victor Borge melder sig i tankerne.

1. position: vinkelret og rank på bænken.

2. position: hovedet kommer ned til tangenterne, mens ryggen former et liggende U.

3. position: venstre ben krydser bag højres pedalfod til større fysisk frihed.

Trifonov spillede Chopin-sonaten stort set i første position dog med brug af 2. position i sidste sats. Men ellers var det den kontrollerede vinkelrette holdning, der dominerede. Ikke mindst hver gang han gik hen til sit piano, der udmærker sig ved, at han behersker alt i et blæret sotto voce – triller, klang, legato.

Det er en slags miniputverden, hvor alt bare er mindre, til tider næsten uhørligt, og her kunne Trifonov opholde sig så længe, at man næsten blev forlegen. Noget i mig havde i hvert fald lyst til at råber »PØLSE!« eller noget andet barnligt bare for at bryde forlegenheden.

Jeg begreb ikke det kunstneriske projekt: var det et piano-fordi-jeg-kan eller et piano-fordi-jeg-har-magten-over-jer eller et piano-fordi-I-vil-høre-denne-her-fucking-sonate-for-hundrede-tyvende-gang? Der var ganske vist noget ekspanderende ved at opholde sig så meget i det intenst stille, en slags portal til en anden verden måske, men bestemt ikke noget transcenderende. Og jeg ved ikke, om en kanariefugl ville klare mosten her. Måske var det bare igen en tantrisk idé.

I det mindste forholdt Trifonov os ikke en dramatisk afslutning i stærkt fortissimo, effektfuldt akkompagneret af fotografens klikken nede i salen og et insekt, der endelig fløj væk fra sin kredsen om pianisten på det sidste bum. Svært at sige, hvad det var, man havde oplevet. Helt klart noget ekstraordinært og underholdende, måske en moderne kunstner, måske en døgnflue.

'Trifonov & Chopin'. Tivolis Koncertsal. Onsdag den 22. august. Klaver: Daniil Trifonov.

Pianisten Lise de la Salle under en tidligere koncert i Danmark. den franske musiker var allerede som barn et enestående talent, og også denne gang var hendes koncert virtuos oplevelse.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

I asien er der altid en som spiller bedre klaver end dig.
Lang lang tager un suspiro i venstre hånd, det er ufølsomt, men skræmmende imponerende. Ingen over, ingen under Lang lang.