Læsetid: 6 min.

Tak til Haven for ikke at være clean shaven

Den unge københavnske Haven Festival fandt formen i andet forsøg med et musikprogram, der både havde eventyrlyst og bred appel. Det var her, at middelklassen og indiesegmentet i weekenden fik valideret og forankret sin kultur, og hvor både gamle og unge fandt fælles fodslag
Ariel Pink åbnede dette års Haven Festival.

Ariel Pink åbnede dette års Haven Festival.

Thomas Rasmussen

13. august 2018

Stor var glæden hos denne anmelder, da en større horde mennesker var mødt tidligt op til den første koncert på Haven Festival et godt stykke ude på Refshalevej på Amager. Klokken var 13:30, og det var fredag.

Men det tidlige tidspunkt til trods var der vel ankommet en 3-400 mennesker for at overvære koncerten med den selvudnævnte betahan og det usandsynlige semigeni Ariel Pink og hans seksmands backingband.

En lille indadvendt amerikaner med skuldrene oppe om ørerne og et vred af til tider sublime sange, som man er nødt til at bane sig vej ind til for at lære at elske. Så forsirede og krøllede og excentriske, at det føles som at høre musik gennem et krat af ideer, indre dialoger og tvangstanker – pletvist afløst af usandsynlige oaser af kærlighed.

Ariel Pinks musik er præget af en paranormal nostalgi fra en paralleldimension, en fornemmelse af at høre polaroidfotos fra 70’erne opløst i lsd-vand. Hukommelsen som en psykedelisk hoppeborg. Og udført i en lydkvalitet, der helt bevidst er lige så retrotynd og analog-ulden, som den, man kan høre på datidens kassettebånd.

Bøvlet oplevelse, tænker De måske, kære læser? Ja. Men ikke hvis man gør sig umage, og det gjorde det intenst lyttende publikum.

Bedre på så mange måder

Og sådan skulle det gå på dette års Haven Festival. Altså godt. Ja, endda bedre på så mange måder. Festivalen var benådet med et mere eventyrlystent og mindre indiesindigt musikprogram, hvor der var sære og særlige smånavne som Jlin, serpentwithfeet og Moses Sumney og nogle bundsolide hovednavne som Arcade Fire og Kraftwerk.

Lyden på scenerne var også langt bedre end sidste år. Samtidig med at vi kunne nyde en langt fornuftigere indretning af pladsen samt placering af den omdiskuterede gangbro over kanalen.

Og der var åbnet yderligere op til udsigten over vandet, som ubådskonstruktøren Madsen har dæmoniseret. Til Den Lille Havfrue i det fjerne og også magtaksen med Marmorkirken, Amalienborg og Mærsks fortrædelighed af en operabygning.

At dømme efter det noget magre fremmøde på dette års Haven kunne man udlede, at festivalen blev straffet for den kritik, den mødte sidste år, især af logistikken og lyden. Det var en i år langt bedre festival. En rehabilitering er på sin plads.

Hjertesorgen kommenteret

Biodiversiteten var også i orden i år. Den fik stærkest næring på den mindre scene kaldet Værket. Her på den næstmindste af de fire scener spillede nogle af de sjoveste og mest udfordrende musikere.

Mest markant med den amerikanske queer-sanger og -musiker serpentwithfeet, alene på scenen med solen lige i synet, men stadig i stand til at se sit publikum i øjnene. Hvilket han gjorde en dyd ud af.

Hans koncert formede sig som en uventet dialog ikke kun med publikum, men også med egne sange. Han skiftede mellem computer og keyboard. På førstnævnte kørte han sine formidable backtracks med instrumenter og korsang, og der måtte han slavisk følge præindspilningerne. Men alene ved keyboardet brugte han sin frihed til at træde ud af sangene og kommentere på dem udefra.

Altså skiftede han mellem en stærkt følelsesladet r&b-vokal ladet med masser af melisma (sangteknikken, hvor man slanger sig gennem mange toner på en enkelt stavelse i sangteksten, red.) og så en langt mere prosaisk, sober talestemme.

»Beklager, at jeg forstyrrer jer, men det her er min taletid,« sagde han kærligt og begyndte at replicere på sine tekster om ulykkelig kærlighed. »You cannot be lazy and love someone too,« sagde han mellem de sungne ord. Og det blev naturligvis kun smukkere af, at han fik lyst til at væve Björks egen hjertesorgssang »Unravel« ind i sin egen ditto.

Arcade Fire spiller på Meadow-scenen til Haven Festival

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sungen datid, talt nutid

Det var en gribende kombinatorik, et greb, der fik os til at føle os tæt på både hans dagbogsnotaters sungne datid og dagbogsskriverens talte nutid.

»I know I sound like a sad boy, oh lord,« kommenterede han på endnu en sørgmodig sang. Og lod os dermed forstå, at der var en klar distance mellem sangenes situation og det bedre sted, han tilsyneladende er nu. Det var en yderst intim oplevelse.

Björk – denne gang hendes sang »Come To Me« – blev også flettet ind i landsmanden Moses Sumneys koncert med backingband nogle timer senere. En legesyg og alligevel stram undersøgelse af, hvad r&b bør og kan.

Og længere ude på overdrevet, på den noget større Mindfield-scene tidligere på lørdagen, gav den vilde, amerikanske footwork-avantgardist Jlin en stor, tidlig oplevelse til 50-60 tilskuere. En hyperkompleks elektronisk dansemutation, der insisterer på, at repetitionens irritation kan blive til hallucination, at kløe kan veksles til ekstase.

Der skal lyde ros til Haven for ikke at være clean shaven. Også med de langt skævere indfald på mikroscenen Limelight samt det ikke særlig tilgængelige samarbejde mellem The Royal Danish Orchestra og Bryce Dessner på hovedscenen Meadow.

Tysk dominans – på godt og ondt

Hovedscenen havde i det hele taget en del fremragende koncerter, ikke mindst takket være den tyske dominans lørdag.

Einstürzende Neubauten er altid en forunderlig oplevelse med deres blanding af avantgarde og primalkraft i mixet mellem instrumentalisternes urokkelige enhedskultur og superkrukken Blixa Bargelds ego. Et ego, der tillod ham at sige »We are playing with our lives«, da det begyndte at regne. Hvorefter de afbrød den fremragende koncert efter kun cirka 35 minutter. Hvilken uhørt frækhed.

Frækhed kunne man til gengæld intetsteds finde hos landsmanden Nils Frahm, der desværre har forladt sine minimalistiske klavereksperimenter til fordel for en ligegyldig keyboard-ambient. Lidt arpeggioer (en bevægelse op og ned gennem tonerne i en akkord, red.) her og nogle kedsommelige flydetoner dér, og så var publikum – helt hinsides min fatteevne – i ekstase.

Jeg var til gengæld i sync med folket, da vi sammen modtog pionererne i Kraftwerk med åbne arme, munde og polypper. Deres Vorsprung durch Technik fra dengang i 70’erne og 80’erne er for længst blevet indhentet, men det er deres kunst ikke. Den virker helt enkelt aldersløs. Af en tid, javist, men lige så dugfriskt futuristisk nu som dengang, den blev undfanget.

Tricket er i høj grad opdatering.

Deres raffinerede musikalske dialog med samtiden og deres fortsatte fornyelser af det visuelle udtryk, som vi alle måbede over – iklædt de omdelte 3D-briller. En folkevogn på autostradaen, sort-hvid-billeder af Tour de France-ryttere eller et mørke med kubistisk farvede skyer. Med enkle virkemidler tegnede de en fantastisk fremtid. Og det var forrygende.

Vores kultur valideret

Efter festivalens første koncert fredag med Ariel Pink faldt jeg i snak med en kær bekendt, der var i gang med at læse den franske filosof Pierre Bourdieus bog Distinction – om hvordan den kulturelle kapital er det perfekte transportmiddel op ad den sociale rangstige. Vi så ud over pladsen og nikkede indforståede.

For sikkert er det, at indie-/hipsterkulturen er blevet en ny middelklasse, som man kun kan opnå adgang til, hvis man har den rette smag, den rette kollektivt vedtagne form for simuleret diversitet. Ræk hånden op, hvis du er unik! Og der stod vi så alle med hænderne i vejret til et koncertprogram, der konsoliderede vores klasses identitet.

Vi forlod Haven Festival kulturelt validerede. Stadig politisk afmægtige, men med oplevelsen af, at indiekulturens behersket åbne sind kan manifestere sig med en styrke, der forankrer os. Om det så var serpentwithfeets diamantklare blik og samtaler med sit eget værk eller Kraftwerks uendelighed.

Eller afviger-boybandet Brockhampton, der gav os fredagens første fest med deres tøjlesløse og alligevel disciplinerede show. Seks sorte og hvide ungersvende, der smælderappede og smørsang sig direkte ind i vores kroppe.

Der stod vi så med blæst og synkende sol i nakken og nikkede, dansede eller moshpittede – alt efter aldersgruppe – mens ynglingene sang »I’m tryna to figure it out«. Det kender jeg godt. Gør vi ikke alle sammen det? Forsøger at få det hele til at give mening.

Det virkede i hvert fald sådan dér i solnedgangen, hvor gråt guld og bebumset ungdom for en stund havde det samme at synge og danse om.

Kraftwerk ved Haven Festival 2018.

Martin Fælt Gonzales

Haven Festival – Kbh., fredag og lørdag.

Beach House spillede drømmepop på Haven-festivalen uden decideret at bryde den segmentboble, festivalen var indhyllet i. Foto: Thomas Boberg
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Voigt
Steen Voigt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu