Det emotionelle højdepunkt i Philadelphia (1993) indfinder sig, da den aids-ramte Tom Hanks fortæller om arien ‘La mamma morta’ fra Umberto Giordanos Andrea Chénier. Musikken næsten overdøver ham, og stemmen er Maria Callas’. Det er vel ikke forkert at hævde, at denne højspændte monolog om død og kærlighed efterfølgende blev ikonisk tonekunst for homoseksuelle – i ganske særlig grad på grund af desperationen, sorgen og skønheden, Callas lægger ned i tonerne.
Jeg kom til at tænke på dette klip, da jeg krydsede Rådhuspladsen hen mod Grand for at se Tom Volfs dokumentarfilm Maria by Callas, sådan som pladsen var klædt til fest og ballade i anledning af Copenhagen Pride. Og ja, arien er med på lydsporet.
Der var tider, da andre forgudede koloratursopraner, og også tenorer kunne sætte en verden i bevægelse, men Maria Callas overgik dem alle med sin forening af stemme, teknik, karisma og intelligens. Det er det ene ved den græsk-amerikanske sopran. Det andet er den skæbne, som hun ikke kunne undslippe: at blive tvunget til at være mere Callas end Maria.
At være Callas blev en ensom vej som diva i en glamourøs og beskidt profession, der gradvis sled stemmen ned og endte med hendes død i 1976 – 53 år gammel. Sjælen brændte ud, siger hun et sted i filmen.
Flyvende montage
Men i Volfs rigt dokumenterede fortælling om denne primadonna assoluta (uden for konkurrence) er det i høj grad også den skjulte Maria, som kommer til syne, ganske gribende, jo længere vi nærmer os deroutens slutpunkt.
Volf har indsamlet det hidtil mest omfattende filmmateriale om Callas, og gang på gang i denne ofte flimrende billedstrøm er Maria indfanget i en bevægelse, i et blik eller et øjebliks generthed. Også når man ser hende indespærret i en flygtende Callas-krop med en hær af hysteriske journalister efter sig. Samtidig er det Maria, der fortæller os sin historie gennem breve til venner og familie læst op af Joyce DiDonato, en af vor tids operadivaer, og i interview på tv og film, eksempelvis med David Frost i 1970, som popper op flere gange, hvor der gives direkte svar på meget personlige spørgsmål.
Filmens integration af billede, operamusik og tale er vellykket i sådan en grad, at man glemmer, hvor dårlig en teknisk forfatning, det historiske materiale ofte er overleveret i. Volfs livlige montage får faktisk Callas’ curriculum vitae til at flyve – der var meget, man kunne dvæle ved, men det er ikke nødvendigt. Og særdeles virkningsfuld er den i dramaturgisk forstand præcist redigerede musikside med flere af Callas’ gennembrud i italienske operahuse først i 1950’erne – som den vidunderligt fjedrende ‘Mercè, dilette amiche’ fra Verdis Siciliansk Vesper. Eller den hårrejsende grumme ‘La luce langue’ fra samme Verdis Macbeth.
Flere af de filmede operaopførelser har gennemgået en forbløffende transformation. De er oprindeligt uden lydside og nu næsten perfekt synkroniseret med samtidige liveoptagelser af den samme musik, lige som de fleste sort-hvide filmsekvenser er blevet koloreret ud fra farvefotos fra den samme event.
Der er to fremtrædende bipersoner i dokumentaren, hovedpersoner i Callas’ kærlighedsliv. I 1949 giftede hun sig med den 27 år ældre italienske forretningsmand Giovanni Battista Meneghini, som styrede hendes karriere indtil forholdets ophør i 1959 med efterfølgende endeløse retsager. Allerede på det tidspunkt var den græske skibsreder Aristoteles Onassis trådt ind i Callas’ cirkler, også han en del år ældre end hende og at dømme ud fra filmen en playboy i lediggang, der uafladeligt opholdt sig på en yacht i Middelhavet.
Meneghini ville have sine procenter af Callas’ udkomme, Onassis kunne ikke bestemme sig for Callas og valgte at gifte sig med Jacqueline Kennedy. Dette rodede privatliv fylder ganske meget hos Tom Volf, og med god ret. Callas’ miserable sidste årti havde en hel del med Onassis’ svigt at gøre.
Bel canto
Der var imidlertid en tredje ældre herre, som fik en afgørende betydning for Callas’ revolutionerende fornyelse af repertoiret. Han kommer sporadisk til syne i filmen, men er en dominerende aktør på lydsiden. Dirigenten Tullio Serafin var på den tid den mest indflydelserige sangercoach i italiensk opera, han hørte Callas i Verona 1949 og fandt hos hende den stemme, han havde drømt om i årtier. Det drejer sig om bel canto-operaer af Rossini, Bellini og Donizetti, som forlængst var forsvundet fra operahusenes spilleplaner. Her var stemmen, der kunne give denne svimlende virtuose vokalkunst en renæssance, og det er Callas og Serafin, vi kan takke for, at arven i dag holdes i hævd af bl.a. Cecilia Bartoli og Joyce DiDonato.
Bellinis Norma blev den altoverskyggende åbenbaring i genfødslen, og specifikt den langsomme kavatine ‘Casta diva’ fra første akt. Vi får den flere gange i filmen, to gange fra 1958, først i Rom, hvor Callas med stemmeproblemer når at synge den, før hun må aflyse resten af forestillingen for derefter at blive udsat for en shitstorm i pressen og hadefulde demonstrationer på gaden. Dernæst i en koloreret tv-optagelse af en koncert på Pariseroperaen, Callas i rødt med et kor i sort og hvidt bag sig.
Det er i mine øjne sekvensen, hvor Volf bedst indfanger indbegrebet af Callas. Rank som en søjle med armene slået omkring sig står hun som den, hun skal inkarnere: vølven og præstinden Norma. Og så kommer den stille besværgelse af månens gudinde, den dybe melankoli i de udsmykkede fraser, den mesterlige tilbageholdelse af tonernes legato-gang, stigningen op til den sugende kulmination, og endelig de svale koloraturer strøet hen over korets vakkelvorne indsats, hvorfor hun lynsnart giver sig til at dirigere dirigenten. Uforglemmeligt.
’Maria by Callas’. Dokumentar af Tom Volf. Fransk. Engelsk version i Grand Teatret m.fl.
Jeg så en anden dokumentar om Callas, hvor Onassis demonstrere, at alt er til salg, dog er hendes stemme af en anden verden.
Maria Callas skal man bare lytte til.