Læsetid: 7 min.

Venstrepopulister i alle lande: Foren jer

Chantal Mouffe leverer i sin nye bog samtidsdiagnose og formulerer politisk filosofi for en venstrepopulisme
Chantal Mouffe leverer i sin nye bog samtidsdiagnose og formulerer politisk filosofi for en venstrepopulisme

Kristine Kiilerich

24. august 2018

Der er vældig gang i de strategiske diskussioner på venstrefløjen i disse år. Væk er de fleste melankolske eller fatalistiske stemmer og frem myldrer forskellige bud på, hvordan det venstreorienterede skal realiseres.

En af frontlinjerne i den debat, der ofte har været hård og uforsonlig, er spørgsmålet om populisme. For nogle år siden endte de to gamle kampfæller, Ernesto Laclau og Slavoj Žižek, i et stærkt personligt opgør i debatten for og imod en venstrepopulisme: Laclau talte for populisme og mobilisering af folkelig politisk identitet, Žižek for en klassebaseret kommunisme.

I en ny, lille bog fremsætter den belgiske filosof Chantal Mouffe, Laclaus mangeårige personlige og faglige partner (han døde i 2014), et velskrevet forsvar for, at tiden er inde til en venstrepopulisme.

Der er de seneste år opstået en helt lille industri af populismeanalytikere, der udgiver bøger med varierende grader af alarm og forargelse eller med forståelse og omklamring. Mouffe skriver fra et andet sted, ikke som analytiker, der kigger på populismen, men som politisk interventionist, der søger at fremskrive en populisme. Bogens styrke er dens kombination af en filosofisk afklaring af det politiske, der farver en sociologisk diagnose af vor tid, og en politisk handlingsanvisning.

Politik som ren teknik

Lad os begynde med det filosofiske. Tilbage i 1985 udgav Mouffe og Laclau deres kontroversielle og indflydelsesrige Hegemony and Socialist Strategy, der advokerede for en postmarxistisk venstrefløj.

Venstrefløjen skulle forlade sin økonomisme og orientering omkring arbejderklassen for i stedet at inddrage nye grupper og interesser i projektet. Et projekt, der skulle ses som altid ekspanderende og forandrende snarere end en ’en gang for alle’-magtovertagelse, en gramsciansk inspireret kulturel tilgang om erobring af den hegemoniske magt til at definere samfundets bærende ideer.

I en række senere bøger, The Democratic Paradox (2000), On the Political (2005), Agonistics (2013) og samtalebogen Podemos: In the Name of the People (2016), har hun videreudviklet tanker om det politiske, ikke mindst kritisk inspireret af den kontroversielle tyske retsfilosof Carl Schmitt. Det politiske handler for Mouffe om den stadige, men umulige lukning af det sociale. Der vil, som hun skriver i indledningen, »altid være antagonismer, kampe og delvis uigennemsigtighed i det sociale«. Det politiske kan ikke afsluttes, men er feltet for antagonismer og konflikt. Samfundet er »produktet af en serie af hegemoniske praksisser, hvis mål er at etablere orden i en tilstand af kontingens«.

Men denne orden er altid foreløbelig og ustabil. Det politiske er feltet eller midlet for konfliktualitet over det sociale og viser sin mest rene form i udpegningen af venner og fjender.

Mouffe argumenterer så for, at såvel den førte politik såvel som store dele af den politiske tænkning har glemt eller fortrængt dette til fordel for forskellige varianter af nødvendighedens politik – tænk på påstandene forud for finanskrisen om ’krisefri økonomi’ – og instrumentaliseringer af politik som ren teknik, som når politikere udliciterer deres beslutningskraft til uafhængige centralbanker eller finansmarkederne.

Chantal Mouffe: For a Left Populism.

Populismen – fra højre og venstre – er den praktiske genpolitisering af det sociale. Det er genkomsten af undertrykte behov for demokrati og lighed. Og Mouffe ønsker med sin bog at tilvejebringe en politisk filosofi for en venstrepopulisme.

Bogens samtidsdiagnose handler om at bestemme indholdet af og årsagerne til det, hun kalder ’det populistiske øjeblik’, der i gramsciansk forstand skal forstås som et interregnum, hvor det gamle ikke længere fungerer, men det nye endnu ikke helt har etableret sig.

Det gamle er neoliberalismen, som hun analyserer med udgangspunkt i Margaret Thatchers erobring af den ideologiske dagsorden; en erobring hun ønsker at lære af for at gentage den i en anti-neoliberal retning.

Det, Thatcher havde held med, var at samle en række forskellige samfundsgrupper om »modstand imod kollektivistiske og bureaukratiske måder, hvorpå velfærdsstaten var blevet indført«. Det neoliberale hegemoni lykkedes, fordi Thatcher for mange fik det associeret med »fejringen af individuel frihed og hendes løfte om at frigøre dem fra statens undertrykkende magt«.

Neoliberalismen har ikke levet op til løfterne

Den for Mouffe at se omfattende neoliberalisering af de vestlige samfund har ført til tre udviklinger: Postdemokrati, fordi beslutningsmagt via privatisering og finansialisering er blevet flyttet væk fra de folkevalgte; postpolitik, fordi regering og opposition nu er enige om det meste og intet virkelig afgørende diskuteres (læs; burkaforbud som det bedste, politikerne kan komme på at bruge tid på); og oligarkisering, fordi uligheden nu er så stor, at nogle få rige reelt kan købe sig fri af alle forpligtelser og begrænsninger, og rigtig mange fattige er nødt til at acceptere hvad som helst for at overleve.

Neoliberalismen har fejlet i sine løfter. Den har ikke skabt fremgang, den har skabt det modsatte. Men den har været utrolig effektiv som ideologi, så effektiv at den endda har formet sin egen modstand. Noget, Mouffe antyder, men ikke ekspliciterer. Thatcher iværksatte, hvad Mouffe kalder for autoritær populisme, hvor individet sættes over for statsmagten, og hegemoniet er så stærkt, at selv modstanden imod neoliberalismen må antage populismens form.

Finanskrise og nedskæringspolitik har afsløret neoliberalismens hulhed. Populisme er det nye modstandssprog. Populisme definerer hun i forlængelse af Laclau som »en diskursiv strategi, der skaber en politisk front, der opdeler samfundet i to lejre, som mobiliserer ’de undertrykte’ imod ’dem med magten’«. Hidtil er den mest synlige populistiske modstand kommet fra højre, men Mouffe ser en række tegn og bevægelser på en venstremobilisering i praksis. En mangfoldig og spredt praksis hun søger at skabe et sprog for.

Mouffe uddyber ikke forskellen mellem en højre- og venstrepopulisme, men den kan siges at ligge i tre forhold. For det første har højrepopulismen et dobbelt fjendskab. Hvor venstrepopulismen mobiliserer top imod bund, så siger højrepopulismen, at der er en alliance imellem toppen og bunden (fattige, indvandrere) imod midten. For det andet opererer højrepopulisme med et statisk folkebegreb som en altid allerede eksisterende realitet, mens venstrepopulismen har et procesbegreb for folket, det er altid i gang med at blive skabt. Den tredje og for Mouffe væsentligste forskel er, at hvor højrepopulismen i realiteten skrumper demokratiets praksis i folkesuverænitetens navn, så udvider venstrepopulismen den i lighedens navn.

»Det er gennem demokratiets sprog,« siger hun, »at mange borgere kan artikulere deres protester.« Det demokratiske imaginarium, som hun kalder det, er en stærkt mobiliserende reference, hvilket er, hvad populismer trækker på. Højrepopulisme i en reduktion af demokrati og rettigheder til det nationale folk, venstrepopulismen gennem »konstruktionen af et ’folk’, en kollektiv vilje, der resulterer fra mobiliseringen af folkelige affekter i forsvaret af lighed og social retfærdighed«. Det skal ske gennem alliancer, ækvivalenskæder i hendes sprogbrug, mellem forskellige gruppers krav og behov.

Tro på det repræsentative demokrati

Venstrepopulismen skal radikalisere det liberale demokratis egalitarisme, en dimension som neoliberalismen har udtyndet og nedgjort. I modsætning til mange andre venstreorienterede tænkere i dag, der i vid udstrækning har tabt tiltro til det repræsentative demokrati og som søger andre, fladere deltagelsesformer, så er Mouffe meget eksplicit omkring, at hendes venstrepopulistiske projekt »uden tvivl inkluderer øjeblikke af brud og en konfrontation med de dominerende økonomiske interesser, men det kræver ikke en opgivelse af de liberal-demokratiske legitimitetsprincipper«, dvs. det repræsentative demokrati og partiformen.

I den store og lange venstreorienterede organisationsdebat placerer Mouffe sig klart på organisationens og partiets side imod horisontalisme og bevægelse (folk som Michael Hardt og Antonio Negri). »Partiformen er ikke blevet forældet og den kan reaktiveres«, hvilket hun bl.a. ser tegn på hos Corbyn i England og Sanders i USA. Venstrefløjen skal erobre frem for at afvise parlamentarisk arbejde som et af stederne for en radikalisering og udvidelse af demokratiet.

Venstrepopulismen skal mobilisere de demokratiske, retsstatslige og egalitære impulser, der findes i befolkningen, men som neoliberalismen (og højrepopulismen) har forsøgt at aflære os. Det er, for nu at sige det sådan, at tage samfundet på ordet og gøre det bogstaveligt og praktisk, som vi værdimæssigt hævder at abonnere på. Dermed bliver venstrepopulismen samfundets og ’folkets’ forsvarer i et »progressivt hegemoni«, der konstant udvider, hvad og hvem det demokratiske løfte kan indeholde.

Undgår de svære spørgsmål

Kombinationen af diagnostik, teori og praksis giver bogen dens styrke, men det giver også Mouffe mulighed for at skøjte uden om nogle problemer. Bogen handler kun om Vesteuropa, så de amerikanske og latinamerikanske erfaringer tænkes ikke med ind, ligesom EU som en hindring for projektet ikke adresseres, andet end ét sted omkring det græske Syriza. På samme måde gøres en række ganske forskellige ’venstrepopulistiske’ partier og bevægelser til et og det samme, og hvad med Femstjernebevægelsen i Italien: viser den ikke faren for en venstrepopulisme, der pludselig bliver en højrepopulisme?

I det hele taget adresserer hun slet ikke farerne og udfordringerne ved sit projekt. Er det så oplagt, at forskellige grupper vil kunne se hinanden som del af samme kamp? Er det så klart, at individers og gruppers identiteter og interesser i dag kan repræsenteres af et parlamentarisk partidemokrati? Og ikke mindst, kan en populistisk energi, fra højre eller venstre, der mobiliserer imod eliten, undgå på et tidspunkt at sige: ’I er ikke legitime. I er forrædere’, og dermed bryde med et grundprincip i demokratiet, at der kun er modstandere og ikke fjender?

Bogens bidrag er, trods disse svagheder, at give den venstrepopulistiske mulighed et sprog snarere end at give den et program. Det virker oplagt, at den vil blive en væsentlig og kritisk diskuteret reference i den kommende tids strategiske diskussion på venstrefløjen.

Chantal Mouffe: For a Left Populism. Verso Books, 98 sider, 11£

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

"Bogens bidrag er, trods disse svagheder, at give den venstrepopulistiske mulighed et sprog ..."

Hvilket ikke opnås med elitær akademisk terminologi.