Læsetid: 5 min.

Verdensbaryton i Børssalen gav usædvanlig temakoncert

Københavns Operafestival er ikke blot folkelig, men også kunstnerisk ambitiøs i år og lokker store navne til byen. Den virtuose engelske baryton Christopher Maltman formåede at give den klassiske sang videre til et moderne publikum ved sin egen intakte, naturlige stil
Den engelske baryton Christopher Maltman og hans franske pianist Audrey Saint-Gil gav en koncert med titlen ’The Soldier - From Severn to Somme’, hvor de koncentrerede sig om temaet soldaterliv.

Den engelske baryton Christopher Maltman og hans franske pianist Audrey Saint-Gil gav en koncert med titlen ’The Soldier - From Severn to Somme’, hvor de koncentrerede sig om temaet soldaterliv.

Ólafur Steinar Gestsson

7. august 2018

Københavns Operafestival kører nu på niende år, og i år har festivalen fået ny leder. Operasangeren Peter Lodahl har overtaget dirigenten Michael Bojesens plads, og festivalprogrammet står på både traditioner og fornyelser. Faktisk i en meget fin balance.

Under Bojesen voksede festivalen sig til en københavnersucces med publikumstal på 25.000 – blandt andet ved en sympatisk folkelig profil med fællessang, operabingo, pop-up opera, opera på havnerundfart og så videre.

Disse ting og dermed folkeligheden er smukt bevaret i årets program, men man vil også fornemme et nyt fokus, som man måske kunne kalde et større kunstnerisk fokus med interessante topnavne og ambitiøse solorecitals, for ikke at nævne den meget kærkomne invitation af liedgenren ind i festivalen med hele fire lied-koncerter.

Børssalen er den næsten ekstravagante venue for intimkoncerter med store navne. Den gamle, specielle sal har en dejlig akustik, og der er noget rart ved at se Christian den 4. stå over scenen med sin hat og sin sabel og sin klap for øjet og overvære prominente udenlandske musikere, ligesom han selv forstod at invitere og bekoste den musikalske elite i sin tid.

Festivalens første koncert i Børssalen var i hvert fald lidt af en gave til folket og ikke noget, man kommer i nærheden af til daglig.

Den engelske baryton Christopher Maltman og hans franske pianist Audrey Saint-Gil gav en koncert med titlen The Soldier - From Severn to Somme, hvor de koncentrerede sig om temaet soldaterliv, som de har fundet det beskrevet af forskellige digtere af det 19. og 20. århundrede med musik af så forskellige kunstnere som Butterworth, Somervell, Gurney, Finzi, Mahler, Fauré, Ives, Mussorgskij, Schumann, Wolf og Poulenc.

Maltman kaldes noget så fint som verdensbaryton, det vil sige en sanger, der synger på de største operahuse rundt omkring i verden. Måske man kender ham fra Kasper Holtens filmatisering af operaen Don Juan, hvor han sang sit parti par excellence som Juan, i øvrigt med festivalchefen selv som Don Ottavio.

En helt almindelig mand

Det særlige ved Maltman er, at han er en helt almindelig mand. Flot, tilsyneladende begavet og med en skøn stemme, han forvalter helt fantastisk, ganske vist, men ellers en mand, der kunne have været alt muligt andet end verdensbaryton.

Biokemiker er han vist også uddannet. Med høje tindinger og fitnessudstråling og andet normalt for en 48-årig. Det er som 'almindelig mand', han rammer præcist som kunstner, når han processerer musikken og teksten og smider den ud til publikum som nyfordøjet materiale uden den klassiske hjernevaskede og distanceskabende sangerattitude, som et liv i den klassiske musiks eliteverden ofte bringer med sig.

Audrey Saint-Gil, Maltmans pianist, er også uddannet vokaltræner og har arbejdet med mange store navne og er blandt mange andre ting også dirigentassistent i Los Angeles for Placido Domingo og James Conlon. En kvinde med tilsyneladende ben i næsen og foruden at være Maltmans akkompagnatør også hans kæreste.

Som kunstnerpar fremstod de præcist som et parforhold med alle dets balancer og ubalancer, og man fik både hørt, hvordan de delte tid og rum i ophøjet grad, men også hvordan de kunne begrænse hinanden.

Sangcyklus i eget design

Soldaterprojektet er helt klart Maltmans med repertoire helt tilbage fra hans unge konservatorietid, og med hele den manddomsudvikling, der ligger i programmets fire dele: hjem, rejse, kamp og gravmæle.

Hoveddelen af programmet udgøres af engelsk poesi og musik med en overvægt af Alfred Housmans digte. Housmans digtsamling A Shropshire Lad er antikt inspireret forgængelighedspoesi om kærlighed til det smukke landskab og en længsel efter livet, allerede mens det står på. Det var digte, som de engelske soldater tog med sig i første verdenskrig som den mest foretrukne læsning næst efter Biblen.

På den måde handler de ikke så meget om krig, men til gengæld om det tema, der hænger ved krig – at livet er for smukt til at miste og især bliver smukkere i lyset af døden. Maltman synes at være gjort af en stor del af denne skønhed i skyggen, og det er absolut dén, der spiller helt magisk i hans stemme, når poesien tages op i sit pureste udsagn i Maltmans bløde vokal gennem både Butterworth og Somervells musik til digtene.

Det smukke engelske landskab går også igen i Ivor Gurneys musik og poesi, men skrevet mere eller mindre i skyttegravene under første verdenskrig bliver landskabsidyllen sat i direkte kontrast med krigens rædsel. Man kunne kalde hele koncertprogrammet én lang sangcyklus med både de allierede magter og Tyskland og Østrig repræsenteret.

Fra hjem til rejse til kamp blev programmet mere voldsomt og lyrisk piano og lyrisk forte udskiftet med mere og mere med dramatisk fortissimo. Det er ikke, fordi Maltman ikke har det i sig og ikke kan tage helt utroligt store dynamiske udsving, men lige præcis i det dramatiske føltes støtten fra klaveret mere hårdt pressende end en styrke at læne sig op af for stemmen, og Fazioli-flyglet blev tørt i klangen.

Hvor den første sang fra Mahlers Des Knaben Wunderhorn »Wo die schönen Trompeten blasen« var ren gåsehud om soldatens afsked med sin elskede, så fik den næste »Revelge« aldrig sin groteske gru nok op at ringe, og slipset blev ikke løst nok op til det morbide omkvæd »Tralali, Tralalei, Tralala«.

I det hele taget var duoens svageste punkt sansen for den germanske ironi som for eksempel i Heinrich Heines og Schumanns »Die beiden Grenadiere«, hvor den ene soldat siger til den anden, at han selv som lig vil stige op af sin grav for at ære sin kejser. Her manglede der dansende gespenst-humor, ligesom en Bertolt Brecht var ganske udvist fra programmet lige ind til ekstranummeret, hvor vi i det mindste fik en længe ventet Eisler-sang.

Krigspoesi kan lidt det samme som kærlighedspoesi. Det er svært at overleve og ikke noget, man ønsker selv at stå midt i, men at udleve det gennem kunsten er rensende og forløsende.

Maltman har så meget på hjerte med dette program, og Saint-Gil følger ham støt, selv om det til tider lød mere af opera-repetitøren end klaverakkompagnement. Men der er ingen tvivl om, at hun også har meget på hjerte, og at vi her fik lov at opleve to usædvanlige kapaciteter på meget nært hold. Også selv om og netop fordi Maltman er noget så sjældent som en helt almindelig mand i verdensklasse.

'The Soldier - From Severn to Somme'. Tirsdag 31. juli. Børssalen. Baryton: Christopher Maltman. Pianist: Audrey Saint-Gil.

Scenisk var Ragnarok en kulmination på de givne præmisser, men Valkyrien stod tilbage som den mest givende musikalske manifestation.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu