Læsetid: 3 min.

101 dage til havs med en gal videnskabsmand

Dokumentarfilmen ’The Raft’ dokumenterer på overlegen vis et socialantropologisk eksperiment fra 1973, hvor 12 for hinanden fremmede personer sammen flød over Atlanterhavet på en blikflåde uden motor og følgeskib. For ekspeditionslederen, der ville studere konflikter, var det en behersket succes. Til gengæld fik deltagerne en stor oplevelse
Til slem skuffelse for lederen af forsøget kom ekspeditionsmedlemmerne fremragende ud af det med hinanden. De gik halvnøgne rundt og flirtede, fortalte hinanden om deres liv på land og spillede musik.

Til slem skuffelse for lederen af forsøget kom ekspeditionsmedlemmerne fremragende ud af det med hinanden. De gik halvnøgne rundt og flirtede, fortalte hinanden om deres liv på land og spillede musik.

Fra filmen

6. september 2018

Det lyder som et realityprogram, men det var et dybt alvorligt ment videnskabeligt eksperiment, den spansk-mexicanske socialantropolog Santiago Genovés gennemførte i 1973. Med det formål at studere mellemmenneskelige konflikter havde han rekrutteret 11 mænd og kvinder til at lade sig flyde over Atlanterhavet på en blikflåde med sejl og ror, men ingen motor.

Deltagerne kom fra forskellige lande og havde forskellige sociale og religiøse baggrunde. Genovés foretrak gifte deltagere med børn, som han mente, ville være under et større pres, og han sørgede for at udvælge seksuelt attraktive mennesker, fordi seksuelle spændinger kunne øge konfliktpotentialet ombord.

Topprioriteten var, at der opstod nogle konflikter, som han kunne studere, for det var nu engang hans område. Derfor havde han også sørget for at give de mest ansvarsfulde poster ombord (kaptajn, læge og dykker) til kvinder.

Den svenske instruktør Marcus Lindeens debutfilm The Raft dokumenterer på overlegen vis dette eksperiment. Videooptagelser fra de 101 dage, deltagerne var ombord på flåden Acali, er klippet smukt sammen med en iscenesat situation, hvor de syv deltagere, der stadig var i live 43 år senere, mødes ombord på en lys trækopi af flåden i et sort studie.

Utilfreds med freden

Genoves døde i 2013, men han får dog både det første og det sidste ord i filmen. Skuespilleren Daniel Giménez Cacho lægger stemme til hans feltnoter fra turen, så på den måde fungerer han som filmens gennemgående fortæller. Hvad Genovés kan berette om formålet med det hele, og hvad der foregik ombord, bliver udfordret og modsagt af de syv nulevende ekspeditionsmedlemmer. 

Nogle gange er de interviewede filmet hver for sig på traditionel facon, andre gange er de tilsyneladende blevet sat til at rekonstruere hverdagssituationer fra turen. De sidder rundt om spisebordet; demonstrerer, hvordan sikkerhedslinerne eller toiletindretningen fungerer; genkalder sig, hvem der sov hvor i flådens fælles sovekahyt, og de mindes en hemmelig samtale oppe på taget. Nogle gange lytter de til Genovés udsagn og blander sig, andre gange er diskussionen selvkørende. 

Historien er i grove træk, at den noget ældre og temmeligt macho voldsforsker havde håbet på et Fluernes Herre-scenarie, hvor isolationen, faren og de mellemmenneskelige forskelle skulle føre til en konfliktfuld gruppedynamik.

I stedet blev turen præget af fredelige – grænsende til kedelige – dage, hvor ekspeditionsmedlemmerne gik halvnøgne rundt og flirtede, fortalte hinanden om deres liv på land og spillede musik. En slem skuffelse for Genoves, der mente, at de svigtede det, som han selv definerede som et fredsforskningsprojekt, ved at komme så godt ud af det med hinanden.

At dømme ud fra både hans dagbogsoptegnelser (der er herligt fulde af overanalyse og vildt forhastede konklusioner) og de nulevende ekspeditionsmedlemmers beretninger, spændte Genovés selv ben for den konfliktoptrapning, han ellers var så forhippet på at skabe. At have så diktatorisk og strid en type som ham ombord har givetvis gjort sit for sammenholdet blandt de andre.  

Strålende mennesker

Det er fælles for de nu ældre mennesker (hvoraf seks ud af syv er kvinder), at de stråler ualmindeligt meget. Dels fordi lyssætningen i det sorte studie (ligesom musikken, klipningen og alt andet i The Raft) er fornem, dels fordi de fremstår som beundringsværdigt ivrige og nysgerrige mennesker, der fortæller om en oplevelse, der har haft stor – om end meget forskellig – betydning for dem alle sammen.

Det er ret fantastisk at se øjenkontakten mellem den israelske læge Edna og den japanske fotograf Eisuke, når de mindes, hvor lækre de syntes, hinanden var, og hvor meget de nød den time, de slap afsted med at være alene med hinanden (og roret, der blev styret med den ene hånd). Endnu mere fantastisk er det at se afroamerikanske Fé fortælle sin gamle medrejsende Mary om den kontakt, hun følte med sine druknede forfædre på overfarten.

The Raft deler titel med et værk af videokunstneren Bill Viola, hvor en gruppe forskellige mennesker står i et sort studie, vendt mod kameraet, og så lige så langsomt bliver væltet omkuld af vandkanoner fra begge sider af billedet, hvilket bliver filmet i slowmotion.

Lindeens bruger nogle teatralske greb, der minder om det (røgmaskine, vindmaskine, statiske opstillinger), hvilket giver filmen et præg af videoværk. Som sådan har den også været vist flere steder. Men med det sikre greb, han har om den vanvittige fortælling om Acali-eksperimentet og de åbenhjertige, respektindgydende medvirkende, egner The Raft sig til alle slags lærreder og skærme.

’The Raft’. Manuskript og instruktion: Marcus Lindeen. Vises i biografer over hele landet som led i DOXBIO. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Steffen Gliese
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Erik Karlsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Olaf Tehrani
Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Bjarne Bisgaard Jensen, Erik Karlsen, Lise Lotte Rahbek og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu