Læsetid: 3 min.

Ali Abbasis ’Grænse’ er en nærmest ubegribeligt sikker genrenyskabelse

Ali Abbasis troldekærlighedsdrama, ’Grænse’, er en nærmest ubegribeligt sikker genrenyskabelse om at skulle opføre sig som et menneske, når man faktisk ikke er det, og om at insistere på, at det menneskelige har værdi, selv om mennesker konstant forbryder sig mod deres egne værdier
Ali Abbasis troldekærlighedsdrama, ’Grænse’, er en nærmest ubegribeligt sikker genrenyskabelse om at skulle opføre sig som et menneske, når man faktisk ikke er det, og om at insistere på, at det menneskelige har værdi, selv om mennesker konstant forbryder sig mod deres egne værdier

Camera Film

27. september 2018

Tina ser troldet ud. Hendes tykke, tørre hår når ned til skuldrene. Næsen er bred, øjnene små, panden presset tungt ned over ansigtet. Hun arbejder som toldbetjent i en færgehavn. Hendes næse begynder at sitre som en hunds, hvis der er frygt, skam, skyld, vrede i luften.

Så nikker hun til sin kollega, en passager bliver trukket til side. De finder altid noget på vedkommende: sprut, stoffer, en dag en lille harddisk indsat i en mobiltelefon fyldt med børnepornografi. Tina ved sådan noget. Hun kan lugte det. 

Iransk-svenske Ali Abbasi, der er uddannet og bosat i Danmark, har med sin anden spillefilm, Grænse, skabt sin helt egen, nærmest ubegribeligt smukt afbalancerede eventyrrealisme. 

Sagen er den, viser det sig snart, at Tina faktisk er en trold. Hun er opvokset med menneskeforældre og en bortopereret hale i uvidenhed om, at det ikke er hende, der er unormal, men at det er omgivelserne, der ikke passer til hende. Hun har det bedre med bare tæer i skoven sammen med en ræv end hjemme, hvor hendes tåbelige halvkæreste/snyltende bofælle sidder hele dagen og ser hestevæddeløb og insisterer på, at hans vanvittigt aggressive kamphunde er domesticerede kæledyr.

Ængstelig længsel

Det, Tina hele livet har fået at vide af mennesker, er lækkert, er for hende ulækkert – som bofællens spaghetti med kødsovs, der ligger blegt og dødt på tallerkenen og vokser i hendes mund. Og det, hun hele livet har lært er ulækkert, synes hun inderst inde er lækkert:

Som de små, vrikkende orme, hun en dag finder i tasken hos den rejsende Vore (Eero Milonoff) i grænsekontrollen – en mand med fedtet hår, topmave og læderjakke, der ser ud som hende, og som ser gennem hende med et mørkt smil og taler dybt ind i længsler, ingen andre har kunnet få hende til at forstå.

En film om en trold, der kan lugte følelser, kan lyde bizart, men det psykologiske drama står fuldstændigt klart. Abbasi selv har kaldt filmen for nordisk genrerealisme – i tråd med den psykologisk realistiske teenageromancegyserhybrid Lad den rette komme ind.

Begge film har forlæg i John Ajvide Lindqvists litteratur. Verden oplevet sammen med Tina, spillet perfekt af Eva Melander, skaber akut identificerbar fremmedgørelse over for det, vi normalt forstår, og en ængstelig længsel efter det skumle troldemørke, hun bevæger sig ind i.

Der er nærmest uudholdelige scener, hvor det, som mennesker kan finde på at gøre ved hinanden, vender sig i én og giver én lyst til at vende sig fra mennesker. Og der er rå og vilde og fantasifulde skildringer af troldebegær, der overbeviser om alt det eventyrlige, vi ikke kan nå.

Realistisk eventyr

Filmens mest overlegne bevis på, at den med rolig, nænsom, empatisk, realistisk skildring kan engagere os i hvem som helst og hvad som helst, er en vild, dyrisk sexscene med alienagtige kønsdele og dyriske brøl. Det er årets mest chokerende sexscene, man er fuldstændigt til stede med de ekstatiske trolde.

Grænse bliver ikke til en befrielseshistorie om at realisere sig selv og bryde normer ned. At være og gøre trold fuldt ud er ikke sagen. Filmen er derimod en dyb historie om at være Tina – om at skulle opføre sig som et menneske, når man faktisk ikke er det, og om at insistere på, at det menneskelige har værdi, selv om mennesker konstant forbryder sig mod deres egne værdier.

Og så føles det ikke nødvendigt at skulle oversætte filmen til noget samfundsvendt, til noget med køn, med kromosomfejl, til adoptionskritik eller normkritik, til noget med flygtninge og fremmedhed og radikalisering eller psykiske lidelser – selv om parallerne alle ligger og bobler.

Dramaet, der vandt sidekonkurrencen Un Certain Regard på årets filmfestival i Cannes, er så fængslende, skuespillet så smukt balanceret, stemningen – medskabt af Nadim Carlsens kamera – så helt igennem sit eget dystre eventyr, at Grænse står for sig selv som en vigtig, dyb, rørende og troldet erfaring af at skulle vælge sin bedste måde at være til stede i den grumme, smukke verden på.

'Grænse'. Instruktion: Ali Abbasi. Manuskript: Ali Abbasi, Isabella Ekelöf. Forlæg: John Ajvide Lindqvist. Svensk-dansk (Biografer over hele landet)

Den iranskfødte og i Danmark bosiddende filminstruktør Ali Abbasi stiller spændende spørgsmål om klasse og identitet i sin nye film, den opsigtsvækkende fabel ’Grænse’. Information har talt med Ali Abbasi, der selv mener, at han har valgt sin identitet. Han er ikke, hvad andre synes, at han skal være
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Thessa Jensen
  • Olaf Tehrani
  • Eva Schwanenflügel
Bjarne Bisgaard Jensen, Thessa Jensen, Olaf Tehrani og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer