Læsetid: 7 min.

Amerikanerne siger farvel til den liberale verdensorden

I en ny debatbog lufter den nykonservative tænker Robert Kagan sin frygt for, at amerikanerne ikke længere er villige til at betale prisen for at forsvare et internationalt system, der siden 1945 har sikret fred og velstand
I en ny debatbog lufter den nykonservative tænker Robert Kagan sin frygt for, at amerikanerne ikke længere er villige til at betale prisen for at forsvare et internationalt system, der siden 1945 har sikret fred og velstand

Geraint Lewis

28. september 2018

I sin nye debatbog fremfører Robert Kagan, at de seneste 70 års liberale verdensorden set i det historiske bakspejl har været en »anomali«.

I nationernes historie har denne periode i virkeligheden været relativ kort. Der er derfor ingen grund til at antage, at det liberale demokrati – understøttet af internationale institutioner som FN-systemet, WTO, NATO og EU – vil vare ved.

Faktisk mener Kagan, der er amerikansk, nykonservativ historiker og politisk kommentar, at det ville være overraskende, hvis den af USA anførte liberale verdensorden overlever de eksterne trusler – dem fra autoritære styrer som Kina og Rusland – og interne trusler som højrepopulistiske kræfters fremvoksen i EU-lande samt de illiberale demokratier i Ungarn og Polen.

Den alvorligste trussel kan meget vel på den ene side bestå i en kombination af præsident Donald Trumps ’America First’-politik og hans kritik af allierede stater og lovprisning af autoritære regimer. Og på den anden af en udbredt opfattelse i den amerikanske befolkning, at de har båret store byrder i tilstrækkelig lang tid og for fremtiden vil foretrække at holde nallerne væk fra oversøiske konflikter.

Det er en opskrift på en katastrofe for USA, forudser Kagan. Og hans spådom kan meget vel gå i opfyldelse, medmindre amerikanere og europæere snarest indser, at de bør stå sammen og kæmpe dag ud og dag ind for at bevare et system, der har sikret freden i efterkrigstiden og skabt en velstand uden fortilfælde i menneskehedens historie.

»Vi skal passe vores have, ellers vokser junglen tilbage,« betoner forfatteren.

Uciviliseret naturtilstand

Robert Kagan er blandt andet kendt for den opsigtsvækkende bog Of Paradise and Power fra 2003, hvori han efter det åbne brud mellem USA og flere europæiske stormagter over invasionen af Irak beskrev amerikanerne som krigsguden Mars og europæerne som Venus.

I Kagans optik følte EU sig overbevist om, at freden bedst kan opretholdes gennem diplomati og det multilaterale samarbejde, mens USA skulle hælde mere til at intervenere militært for at forsvare den liberale verdensorden.

Titlen på hans nye velskrevne og velfunderede bog lyder: The Jungle Grows Back: America and Our Imperiled World.

Junglen refererer til den multipolære verden, som eksisterede inden Anden Verdenskrig. Kagan kunne også have benyttet udtrykket »hobbesiansk« efter den engelske filosof Thomas Hobbes til at beskrive den kaotiske tilstand uden en verdensorden domineret af en supermagt som USA.

Altså en tilbagevenden til en slags uciviliseret naturtilstand, hvor tidligere tiders nationalisme, stammementalitet og statens højhed over individet hersker.

Højrepopulister i vælten

I bogen gennemgår Kagan systematisk de forskelligartede trusler rettet mod det liberale demokrati og en regelbaseret verdensorden dikteret af USA og til dels Storbritanien i årene efter 1945. Et system, der naturligvis ikke talte Kina, Sovjetunionen og dets kommunistiske satellitstater som medlemmer, men som disse lande trods alt var tvunget til at tilpasse sig.

Forfatteren er ikke den første til at drage paralleller mellem det liberale demokratis krise i vor tid og i det 20. århundredes mellemkrigstid (1918-1939). Som andre ser han en fare for, at en Hitler eller Mussolini vil dukke op i andre klæder og derfor ikke vil være umiddelbart genkendelig for en befolkning, der antager demokratiet for at være et permanent politisk system.

Fortidens fatale fejl må ikke gentages, lyder hans indtrængende bøn. I 1920’erne og 1930’erne afviste USA at engagere sig i europæiske anliggender. Begge kontinenter betalte en høj pris i blod for den isolationistiske linje, der først og fremmest blev ført af Det Repulikanske Parti.

Nu er det igen Republikanerne, der under Trump er blevet grebet af en nationalistisk og populistisk feber.

Kagan må til sin store fortrydelse konstatere, at ligesom nogle amerikanere i mellemkrigstiden udtrykte sympati for Hitler og Mussolini og andre forminskede den fascistiske trussel, kan man i dag blandt et flertal af republikanere finde støtte til Vladimir Putin og andre autoritære skikkelser.

I modsætning til Obama har Trump talt i telefon med Viktor Orbán, og Ungarns udenrigsminister har været på besøg hos sin modpart Mike Pompeo i Washington, D.C.

Trump skamroste Polens regering i en tale i Warszawa i sommeren 2017, mens han foragter Angela Merkel og hendes regering.

Steve Bannon, der stadig står i kontakt med den amerikanske præsident, er i mellemtiden i fuld gang med at danne et nyt højrepopulistisk Internationale. Det skal omfatte højrepopulister fra USA og kristne europæiske nationer, og hvem ved: Måske Putin vil tilslutte sig eller i det mindste hjælpe med at finansiere alliancen.

Højrepopulistiske politikere ville næppe være så meget i vælten i dag, hvis en amerikansk præsident havde fordømt dem, mener Kagan. Heri har han ret. Orbán, Jaroslaw Kaczynski i Polen og Matteo Salvini i Italien ville ikke turde trodse EU i samme grad, som de gør nu. Alle tre lande er afhængige af amerikanske sikkerhedsgarantier.

Militær indgriben

Kagan adskiller sig fra andre skarpe iagttagere af disse års bratte politiske omvæltninger i USA og Europa ved sin faste overbevisning om, at et multipolært verdenssystem automatisk vil føre til krig og kaos, og at kun et USA, der dikterer reglerne for staternes internationale adfærd, kan sikre freden og skabe velstand for alle.

Kagan støtter de multilaterale institutioners rolle, men nævner gang på gang i sin fremstilling af samtidshistorien, at konflikter som f.eks. folkemordet i Rwanda i 1993, al-Qaedas terrorangreb på USA i 2001 og siden borgerkrigene i Libyen, Syrien og Yemen kunne være undgået, hvis USA i tide havde grebet ind militært.

Kagan mener således, det var en fatal fejl, at præsident Barack Obama trak amerikanske styrker ud af Irak i 2009 og undlod at knuse Assad-styret militært. NATO skulle aldrig have ladet anarkiet tage over i Libyen.

Nykonservative tænkere som Kagan har desværre ikke lært lektien fra Afghanistan og Irak. Krig er ikke et særligt anvendeligt middel til at løse konflikter, medmindre den angribende part har til hensigt at knuse sin fjende, besætte landet og genopbygge det, hvilket USA gjorde efter Anden Verdenskrig i Japan og i Tyskland med stor succes.

Intetsteds påstår Kagan, at amerikanerne fortsat skulle være villige til at bære en så enorm byrde for at løse konflikter i Mellemøsten.

Tværtimod fremhæves det modsatte. Amerikanerne er krigstrætte. Den indstilling er så udbredt i USA, at Trump kunne blive valgt på at love ingen flere væbnede konflikter i udlandet. Alligevel forsøger forfatteren at overbevise sine amerikanske læsere om nødvendigheden af at bringe ofre for at bevare en liberal verdensorden, der har gavnet USA mindst lige så meget som dets allierede i Europa og Asien.

Det er sådan set en beundringsværdig holdning, dog fuldstændig urealistisk.

Men Kagan har inderlig ret i, at krigene i Libyen og Syrien er en af de primære årsager til den indvandrerfjendske stemning, der har bredt sig som en epidemi til næsten alle europæiske lande. Uden flygtningestrømmen efter 2015 ville højrepopulistiske partier næppe have haft stor valgsucces i Tyskland og Italien.

Det bitre paradoks for Europa er, at Trump-regeringen har skåret drastisk ned på sin flygtningekvote, selv om USA har et medansvar for tragedierne i Libyen, Syrien og Yemen – en uretfærdighed, Kagan undlader at nævne.

Blod, sved og masser af penge

Der er ingen tvivl om, at nutidens amerikanske ledere kan lære meget af deres forgængere fra det sidste århundrede. Kagan fremhæver, at amerikanske statsmænd efter Anden Verdenskrig var sig yderst bevidste om ikke at gentage den fatale fejl, det var at slå ind på isolationismens vej efter Første Verdenskrig.

De mente, at USA blev nødt til at tage et ansvar for at skabe et varigt internationalt system funderet på liberale demokratiske institutioner, også hvis det skulle koste supermagten blod, sved, tårer og masser af penge. Amerikanerne kunne ikke tillade sig endnu engang at trække sig tilbage efter at have vundet en storkrig.

En gentagelse af mellemkrigstidens isolationisme og ’America First’-tanker ville ifølge statsmændene Franklin D. Roosevelt, Harry Truman, George Marshall, George Kennan og Dean Acheson med sikkerhed føre til en ny krig på det europæiske kontinent og i Østasien. Ville Tyskland og Japan ikke prøve at tage revanche, så snart de var kommet til kræfter igen?

Præsident Trumans udenrigsminister Acheson advarede mod en »international jungle derude uden  regler, uden en dommer og uden præmier for de artige drenge«.

I en sådan verden, påpegede Acheson, ville tegn på svaghed og ubeslutsomhed være »fatale« og »naturens dom over dem, der begår et fejlskridt, ville betyde døden«.

Disse vise statsmænd byggede et internationalt system uden fortilfælde i historien, hvor den førende magt ikke optrådte som et typisk imperium, der behandler andre medlemmer som undersåtter. USA søgte ikke at drage økonomiske fordele af den liberale verdensorden på bekostning af de andre. Kun i sikkerhedsanliggender kunne amerikanerne af og til være enerådige.

Systemet var langt fra perfekt, konkluderer Robert Kagan. Men det fungerede bedre end den tilstand, der herskede inden 1945, og med sikkerhed bedre end den »jungle«, verden nu er på vej ind i.

Robert Kagan: ’The Jungle Grows Back: America and Our Imperiled World’. Knopf, 192 sider, $19,45

Hvis identitetspolitik ikke skal splitte vores samfund, må vi opbygge én stor national identitet, som alle kan deltage i, mener den berømte politolog Francis Fukuyama. Det er ikke nok at tale om mangfoldighed og tolerance – nationen skal stå for noget
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Pax USA. Beskyttede den afrikanerne imod sindssyge diktatorer, var imod sociale rettigheder til folk? Hjalp den Mellemøsten eller udnyttede den blot rigdommen i området? Hvad var det for banditter, der blev anbragt i regeringssæderne i Syd og Mellemamerika.
Og nu er den største fjende klimatruslen og resursemangel. Er det USA, vi håber på der beskytter os.

Mikael Velschow-Rasmussen, Tue Romanow, Flemming Berger, Jan Jensen, Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Jytte Dysted Dahl

Lad os lige tage den en gang til: Ifølge anmeldelsen optrådte den førende magt - altså USA - ikke "som et typisk imperium, der behandler andre medlemmer som undersåtter". Og videre hedder det: "USA søgte ikke at drage økonomiske fordele af den liberale verdensorden på bekostning af de andre".

Der er vist ingen almen konsensus om disse udsagns sandhedsværdi, selvom de i artiklen anføres uden forbehold og som fastslåede kendsgerninger.

Torben K L Jensen, Mikael Velschow-Rasmussen, Jan Jensen, Flemming Berger og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Sidder og lytter til et interwiev med Chris Hedge i The Agenda. Han påpeger de samme problemer, som velogdå Trump peger på. Analysen er dog ganske anderledes. For Hedge er det store problem for det første vestens tab af evnen til at producere egne fornødenheder og for det andet en overgang fra penny kapitalisme til cooperativ kapitalisme. Fra at fabriksejere, stobønder og højtstående embedsmænd boede i lokalområdet, deltog i det daglige liv, er det storkapitalen, der ikke engang er nationalt orienteret, der er den magtfulde spiller.
De to forhold er det centrale i udhulningen af den Amerikanske økonomi og kan medføre et kollaps af det amerikanske imperium. Konsekvensen er ikke for ham en verden i opøsning, men et USA i opløsning som det skete for det engelske emperium, kun er USA dårligere rustet, da det er et af verdens voldeligste samfund og mangler sociale institutioner.