Læsetid: 5 min.

’Ar’ rører med sin skildring af ensomhed. Den er på én gang trist og håbefuld

Dialogerne løfter Auður Ava Ólafsdóttirs roman om en mand, der vil dø. Den rummer øjeblikke af sensibilitet og intimitet
Dialogerne løfter Auður Ava Ólafsdóttirs roman om en mand, der vil dø. Den rummer øjeblikke af sensibilitet og intimitet

Francois Guillot

7. september 2018

Kan man forestille sig en livsbekræftende roman om selvmord? Et værk som behandler tunge temaer, men som samtidig er overraskende let og humoristisk? Auður Ava Ólafsdóttirs finurlige Ar, som er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, er tilnærmelsesvis netop dét. Den er lidt rodet, alvorlig og dybtfølt, men med en mild grundtone, som løfter læseren igennem.

Ar handler om Jonas Ebeneser, som er 49 og ensom. Hans kone har forladt ham efter 26 år, men i virkeligheden døde deres forhold længe før det. Ved romanens begyndelse har han besluttet sig for at tage sit liv: »Vil verden savne mig? Nej. Vil verden være fattigere uden mig? Nej. Vil verden klare sig uden mig? Ja. Er verden bedre nu, end da jeg gjorde min entré i den? Nej. Hvad har jeg udrettet for at gøre den bedre? Ingenting.«

Han låner en jagtriffel af sin nabo, Svanur – »Hvad skyder man også i maj andet end sig selv?« – men inden han når så langt, kommer en række hensyn i vejen. Jonas har en voksen datter, Gudrun Vatnalilja, og han vil ikke risikere, at hun skal være den, der finder ham, og som står tilbage med oprydningen efter hans død.

I stedet forlader han Island og rejser til et unavngivet land, som indtil for nylig har været hærget af borgerkrig. »Jeg pakker for et lig. Kufferten er næsten tom, der er hverken solcreme eller barbermaskine, ikke skifteskjorter, ikke sandaler, badetøj eller korte bukser, ikke kamera og ikke telefon. Man vil ikke kunne få fat på mig.« I stedet har han taget en boremaskine med, så han kan sætte en krog i loftet, når han kommer frem.

Romanen handler egentlig ikke om en mand, der vil tage sit liv, men om én, der langsomt finder tilbage til livet. Det krigshærgede land er ikke kun præget af død og ødelæggelse efter luftangreb og landminer, det er også et sted, hvor livet fortsætter og blomstrer, hvor børn vokser op og menneskene langsomt finder tilbage til hverdagen. Dog med den overhængende fare, at våbenhvilen pludselig kan ophøre, og alt det, de forsøger at genopbygge, igen lægges i ruiner.

Når det begynder at rygtes, at den underlige, enlige turist er fiks på fingrene og oven i købet har en boremaskine med i bagagen, begynder Jonas at hjælpe til med forefaldende reparationsarbejde på hotellet, hvor han bor og rundt omkring i byen. »I dødens land haster det af en eller anden grund ikke nær så meget med at dø.« Langsomt, næsten umærkeligt, begynder han at glemme, hvad det var, han tog af sted for. Læseren fornemmer, at noget har forandret sig, når Jonas på et tidspunkt spørger sig selv: Hvordan faldt det sig, at jeg kom af sted uden skifteskjorter?

Dialogerne løfter

Ar er en pudsig roman, ikke kun på grund af den originale fortælling, men på grund af måden, den er fortalt på. Der er tale om en slags fortættet romanunivers, hvor brudstykker af samtaler og drømme væves sammen og gentages, sådan at forholdet til menneskene derhjemme bliver ved med at rumstere i teksten, længe efter at Jonas har forladt øen. Ofte dukker mindet om en samtale op næsten som et løsrevet fragment, lidt ligesom morens demente enetale om krige og fødsler, da Jonas ved romanens begyndelse besøger hende på plejehjemmet. Det er dialogerne, der bærer romanen, og de er som regel ladet med betydning. Der er noget lidt uvirkeligt ved det.

Følelsen af, at vi befinder os i en roman, forstærkes af den kompromisløse navnesymbolik: I den krigshærgede by, bor Jonas på Hotel Silence og spiser på Restaurant Limbo, det eneste serveringssted, som stadig holder åbent. Han er rejst at sted i sin fødselsmåned – på vores breddegrader tager de fleste livet af sig om foråret – og møder selvfølgelig en kvinde i det fremmede land med denne måneds navn: Maj.

Derudover har titlerne på romanens korte kapitler (hvis de kan kaldes det) ofte karakter af mystiske aforismer eller poetiske sentenser. En sådan kan lyde: »Skyer der forliser med havsalte tårer«, eller: »Jo højere vi hæver os, desto mindre synes vi at være for dem der ikke kan flyve«. Eller hvad med denne: »I en frakke af kød«.

De sentimentale titler eller indskud passer på en underlig måde til romanens tone, men det er nok en smagssag, om man synes, den slags er smukt eller egentlig siger så meget. Selv tog jeg mig i ofte at læse lidt henover dem.

Ólafsdóttirs sprog rammer mig til gengæld, når den islandske natur sniger sig ind i teksten. Det er, når moren på plejehjemmet siger om sit barnebarn, at hun er »lige så fregnet som et hjejleæg«. Eller når Jonas i de gamle dagbøger, som han finder, da han rydder op i sit pulterkammer inden afrejsen, læser om en kvinde, at hendes hud er »blød som en lammelunge«.

Der er en sensibilitet i romanen, som er flot oversat, og som tegner et sympatisk og lidt forknyt billede af hovedpersonen. Men som også antyder en styrke. Som når han tænker: »Jeg er enig med mor i at det er nemmere at sætte tal på lidelser end på længsler, men når jeg tænker på skønhed, tænker jeg ikke desto mindre på 4252 gram og 52 centimeter.«

Jonas vil bryde alle bånd, men han kan ikke gardere sig imod, at andre mennesker trænger ind i hans liv. Den voksne datter i romanen står helt tydeligt for mig. Det samme gør naboen, Svanur – et venskab, viser det sig, som måske har betydet noget alligevel. Kontrasten til det, han har forladt, bliver tydelig, når Jonas pludselig befinder sig i et land, hvor man ikke taler om den nære fortid. Hvor man ikke spørger en mand, hvad han har gjort, og en kvinde, hvad hun har oplevet. I stedet ser man fremad.

Ikke alle møder og samtaler i Ar gør lige stort indtryk på mig, men ikke desto mindre rører romanen mig med sin skildring af ensomhed. Det er på én gang trist og håbefuldt.

’Ar’ af Auður Ava Ólafsdóttir. Oversat af Erik Skyum-Nielsen. Batzer & CO, 252 sider, 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Runa Lystlund
  • Ejvind Larsen
Runa Lystlund og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer