Læsetid: 8 min.

Bjørn Rasmussen er tilbage i sin bedste romanform

Papfar knuser patriarkatet
Bjørn Rasmussen læser op ved arrangement hos Politiken.

Bjørn Rasmussen læser op ved arrangement hos Politiken.

Ditte Valente

14. september 2018

Forlaget sælger setuppet i Bjørn Rasmussens uhyggeligt gode nye roman Jeg er gråhvid så godt, at det ville være en skam ikke at stjæle:

Den »33-årige forfatter Bjørn«, lyder det i Gyldendals omtale af bogen, holder »op med at drikke alkohol for at få styr på sit liv og redde sit ægteskab. Men det går ikke som planlagt. I noget, der kunne hedde en papfars præfødselspsykotiske bekendelser, går Bjørn på jagt efter den dæmon, der igen og igen ødelægger hans kærlighedsliv. Hvad han ikke ved er, at mareridtet først lige er begyndt.«

Legen med thrillerfiktionens genrekoder i denne førsteklasses udenomstekst antyder ikke bare, hvor legende Rasmussens nye roman selv trækker på gysergenren. Den vidner også om, at Rasmussen med sine foreløbige fire bøger og så eftertrykkeligt også med Jeg er gråhvid er den forfatter, der har bidraget til bekendelsesgenrens genkomst i den danske samtidslitteratur med den mest overrumplende originalitet.

Hvad man selv må og virkelig bør forvisse sig om, er, hvor rå en alvor og rørende en inderlighed, det ikke desto mindre også involverer, når Rasmussen – med åben inspiration fra den hemmelige dagbog, som den myrdede teenagepige Laura Palmer efterlod sig i David Lynchs tv-serie Twin Peaks – forener gysergenre og bekendelsesgenre i det, romanen selv kalder »Twin freak fan nonfiction«.

Kritik af patriarkatet

Helt konkret tager romanen form af den »antabusdagbog«, som den 33-årige forfatter Bjørn begynder at føre, efter han på romanens første side får at vide, at han skal være far af sin mand, der hedder Jacob – ligesom den gammeltestamentlige patriark, der som Gud selv sagde de ord, der står som bogens kuldegysende motto: »Frygt ikke/ Jeg genløser dig/ Jeg kalder dig ved Navn/ Du er min.«

Den første side er smågenial:

»Vi skriver det 504. skudår siden Kristi fødsel. Jacob: Maren ringede i går. Bjørn: Hvem er Maren? Jacob: Hun var med til Sankt Hans. Bjørn: Var det hende du sad med det meste af natten? Jacob: Ja. Hun vil gerne have et barn. Og jeg vil gerne være far. Bjørn: Ja. Jacob: Det har altid været min drøm, det ved du. Vi har snakket om at prøve at inseminere. Men jeg ved ikke hvad du tænker? Bjørn: Nej. Jacob: Jeg tror jeg vil fortryde det hvis vi ikke prøver. Jeg tror jeg bliver bitter ellers. Jeg vil hellere være lykkelig. Bjørn: Jamen. Så skal I gøre det. Jacob: Er det rigtigt? Bjørn: Nej. Så skal vi gøre det. Jacob: Ja. Bjørn: Ja. Jacob: Alle tre.«

Så klart, på en gang inderligt og fuldt af underspillet komik, kan et gys, en smertelig homoseksuel grunderfaring og den deraf følgende knusende sygdoms- og kærlighedshistorie, som romanen forløser i et henkastet, men altomsiggribende arvesyndstema med indbygget nådesløs kritik af patriarkatet, altså slås an.

Mareridtet, der følger, begynder med, at Bjørn ser tegn på, at »enden er nær«. Det er lige efter terrorangrebet i Orlando, og han indser, at »et hvidt øje«, både et i himlen og det, som er »skærmen, skærmene, nettet«, har en plan med ham. Og hvordan det hele, i de 75 dage uden druk, men med tung, autoriseret og uautoriseret selvmedicinering, som Bjørn tilbringer alene hjemme med sin »førstehjælper«, hunden Fiske, udvikler sig til en præfødselspsykose af apokalyptisk paranoide dimensioner, rapporterer selve antabusdagbogen så om.

De kortere og længere optegnelser falder med færre og færre frenetiske minutters mellemrum og en kakofoni af indre og ydre viljer og tunger, der taler, groteske forestillede såvel som reelle dialoger, og et kæmpe karaktergalleri af afdød familie, psykiatriske medarbejdere, randrusianske knallertdrenge, bamser og kæledyr. Det hele iblandet moren Mimis fortællinger, der handler om at opfostre dyr på et kloster i Haderslev i 1950’erne, og dokumenter, bl.a. i form af en håndskreven dagbogsoptegnelse fra en notesbog fra musikbladet MIX dateret d. 15. juni 1997, hvor den unge Bjørn tragikomisk skriver om »den sjoveste/fedeste aften« han »nogensinde har haft«: »Jeg var nemlig fuld. Altså lidt bare, men jeg var det! Det var fandme skæg! Det kan slet ikke beskrives!!! Jo, jeg vidste ikke helt om det var virkelighed.« 

Bjørn bliver overbevist om, at den trælse terapeut, Ulla, vil forhindre ham og Jacob i at blive forældre, at han er voldsspykopat, at han dolker Maren ned. Han er »bange for homofober og nationalister og racister og sexister, at de skærer mig op som en chimpanse«, »hver gang en bil sænker farten, ruller de vinduet ned og skyder os«.

Han ønskeforestiller sig i sin »kussemisundelse«, at det er ham, der er gravid (»gråhvid« som titlens ordspil siger det med kosteligt jysk accentueret udtale, samtidig med at den også antyder til farven på Bjørns computer, til det kritiske mellemværende med at være en hvid mand, der er i romanen, og til en foruroligende usund teint a la Laura Palmers lig).

Han »visionerer«, at han allerede har født barnet, der skal hedde Niels eller Abraham, hvis det bliver en dreng, og Rosalina, hvis det bliver en pige (»Rosa efter Rosa Parks og Rosa Luxemburg. Lina efter Rafn«), at han »står i køknet med barnet i armene og tænker: Tab det, tab det«, at »Abraham/Rosa bliver drillet«, at »hun bliver cutter« og luder, men også »viser sig at være for klog, som seksårig siger hun: Jeg gir ikke et stykke med tis for det såkaldt kollektivt ubevidste, så længe der er så katastrofal en mangel på konkrete solidariske strukturer i det her samfund, far!«

Bjørn ser tegn og én stor sammenhæng mellem Trinitybomben i ’45 og Trump, der bliver præsident på dagbogens 19. dag, Bob fra Twin Peaks, der i virkeligheden var regissør og døde af AIDS samme år, Bjørns far døde af kræft – og historien om, da han mistede sin »uskyld, da blev dagbog til reality«, fordi han glemte sin hemmelige dagbog i en DF’ers bil i 2006.

Og historien om hans egen redneck af en papfar, der »mente at muslimer og bøsser skulle skydes«, og morfar, der var psykopat og »brugte en barberrem. 11 slag. 11 er mit lykketal. Har vi mere tilfælles?«.

Det hele hænger sammen uden rigtig at gøre det, og så er der de øjeblikke af helt sober selvindsigt, der faktisk får det hele til at hænge sammen:

»Jeg indser under selvskamfering at jeg ikke er Jesus, og at flaskerne, skårene, lige her uden for kontoret, i græsset, jeg indser at det er mig der har kastet dem, jeg indser at det ikke er flaskekasterdrengene som har dræbt katten, men mig selv. Jeg knuser ikke bare barnets hoved på fliserne i køknet da jeg tænker at jeg skal tabe barnet i køknet. Jeg knuser også Jacob, jeg knuser også Marens fremtid. Hvad vil jeg dog her. Med det onde. Det er ikke mit. Jeg lover.«

Gys og skam

Ligesom i Rasmussens andre bøger flettes noget nær ren dokumentarisk selvbiografi og mageløst udknaldet, fabulerende fiktion altså også i Jeg er gråhvid sammen til en sydende skildring af en psykotisk dobbeltrealitet.

Den opløsning af virkelighedsplaner er selvfølgelig gysende i sig selv, men det gysende er også, at den store hadefulde sammenhæng, så frit associationerne end synes at fødes af hinanden, på samme tid har rod i det virkelige. Og det mest gysende er selvfølgelig, at den dæmon, han jager, ligesom i Twin Peaks, ikke mindst er ham selv og hans egen arvesynd af »homoskam« og »skizoskam«. Den måde, Rasmussen også får den dobbeltrealitet til at træde frem i Jeg er gråhvid, er der noget nyt og næsten ædrueligt over.

Det nye er også, at det føles, som om romanen med en mere sydende vrede vil løfte sin sammenbrudsskildring helt udover, hvad der kan afskrives som privat sygdoms- og kærlighedshistorie, og ind i en større sammenhæng, hvor det private og det politiske heller ikke er to adskilte realiteter.

Ligesom Twin Peaks viste sig at være, da tv-serien, 25 år efter Laura Palmer først blev myrdet, vendte tilbage med en ny sæson til en ny Trump-tid, er den potentielle papfars præfødselspsykotiske bekendelser i Jeg er gråhvid også en sydende kritik af selve patriarkatet.

Romanen sakser fra måske/måske alligevel ikke så skøre Valerie Solanas’ S.C.U.M.-manifest, og hendes konstatering af, at heller »ikke problemet med sindslidelser vil blive løst så længe manden ikke ønsker at anerkende den rolle faderskabet spiller i sindslidelsers opståen«, kunne næsten stå som en konklusion på Jeg er gråhvid.

Men vreden er egentlig også mere ædruelig, end den er delirisk. Den retter sig lige så velartikuleret som rasende og rimende mod »angsten for det fremmede« hos Søren Krarup, tidehverv og de »højreorienterede svin«, der »har opfundet nogle nye ord til lejligheden som de kan vaske blodet af hænderne med: Det politisk korrekte. Identitetspolitik. Indvandrerkritisk. Danskhed. Krænkelseskultur. Offermentalitet. Tåber!«

Den bedriver kritisk valgplakatsanalyse af socialdemokratisk racisme og af »letbanen som finansieres ved at lukke Psykiatrisk Hospital i det dejlige Risskov og flytte lortet til Skejby. Jeg siger, ind til Århus, København. Direkte ind på Jernbanecafeen og ud af Jernbanecafeen, ud på Istedgade foran Mændenes Hjem og tigge lidt godt fra en af lommerne. Crack i barnets fine. Af glas.«

Hård far-litteratur

Som sådan minder den om vreden, som Lone Aburas gav forløsende frit løb i Det er et jeg der taler (Regnskabets time) – omend i Rasmussens eget kostelige sprog: »Offerrolle? Kasserolle! Suppegryde med alle jeres forpulede hvide heteronormer i, forkul forkul forkul!« Eller bare, roligt og klart: »8 transpersoner i Chicago har begået selvmord i løbet af det sidste døgn. Hvad skal jeg sige til Rosa?«

Det er muligt, at Rasmussens dagbogs-nonfiktion handler om en forfatterfreak, der er for »syg til at være verdensvendt, far, for bøsset«, men det er netop hårdt verdensvendt, den dermed bliver. Rasmussens roman om ikke at blive far er den hårdeste af den efterhånden fremvoksende far-litteratur.

Rasmussens digtsamling Ming knyttede også mandlig arv og normbrud til sammenbrud med sine digte fra den vordende gom Bjørns sorg over sin døde far Ming og hans sammenbrud midt i forsøget på ægteskabelig normalitet. Og den var virkelig god.

Men i Jeg er gråhvid er Bjørn Rasmussen virkelig tilbage i sin endnu bedre og bedste romanform. Det synes virkelig at være romanen, der kan rumme og udfolde den flerstemmige sammensathed – af det dokumentariske og det fiktivt fabulerende, det inderlige, ironiske og indignerede, det dybt tragiske og komiske – og også den poesi, som Rasmussen rammer så overvældende originalt, når han er bedst.

Det ligger i dagbogsromanens realisme, at den også rummer ups and downs, tomgang, spring og løse oneliners. Alt sammen genrer, som Rasmussen så også bemestrer som få. Jeg er gråhvid rummer heller ikke alt det på bekostning af en knusende klar cirkel af en dramatisk kurve. Romanen slutter med et sammenbrud og et brud, der er næsten ubærligt, men også lysende klart forløst.

Bjørn Rasmussen: ’Jeg er gråhvid’. Gyldendal. 192 sider. 250 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Hjerl-Hansen

Tillykke med den gode anmeldelse, Hr. Bjørn Rasmussen.

Hernede i det lusede kommentarfelt må en mand der ofte hihi bliver revet med af sin egen veltalenhed og nok ikke altid helt evner at være supernuanceret, men derimod tit bilder sig ind at hans egne tanker er en bredt anvendelig regn af ideer, lave lidt sjov med autofiktionsbølgen. Jeg har følt en art nødvendighed og jeg ved hvorfor: Fordi hulla bulla og ikke autofiktion er min praxis. Og: Fordi hulla bulla har lav status i det danske litterære landskab.

Jeg har gennemlæst min tekst et par gange og ser at den er både spydig og hånlig. Det må jeg så stå ved. Der er ikke ment personligt, for vi har ikke mødt hinanden. Jeg kan se hvorfor den er spydig og hånlig: Fordi autofiktion i mine øjne tager alt for meget opmærksomhed fra det faktum at læseren har sine egne sorger at tage vare på: 1. Tabssorg, 2. Ensomhed, 3. Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. Længsel og 5. Sorgen over at være sig selv nærmest.

Dbh. Morten

https://www.othernewspaper.com/da/2018/09/14/autofiktionistens-eftermiddag/

Morten Hjerl-Hansen

PS Er der nogen der gider stå på mål for mit forsvar for hulla bulla? Dansk avantgarde. Jeg er mindst lige så god en forfatter som Hr. Bjørn Rasmussen men Gyldendal gider ikke røre ved mine ting med en ildtang. Det er forkasteligt. Det er snæversynet. Det er tamt. Autofiktion har vi ligesom set før. Næ nej, nu skal danskerne og verden til at vende sig til noget helt andet. Dbh.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Legen med thrillerfiktionens genrekoder i denne førsteklasses udenomstekst ----".

En sådan formulering viser for mig at se mangel på bevisthed om og kritisk stillingtagen til sammenblandingen af økonomiske og litterære interesser i den litterære institution. Ved anvendelsen af sådanne formuleringer bidrager man som kritiker til en økonomisk og politisk bekræftelse af nogle bestemte strukturelle forhold og forholder sig positivt til en bestemt form for marketing.

De kommunikative aspekter i relation til værket må i høj grad ses i sammenhæng med den litterære institutions tilpasning til betingelserne for vareproduktion i almindelighed. Er det godt for skønlitteraturen? Hvordan påvirker det den litterære institutions præferencer i forhold til litteratur?

I øvrigt en god anmeldelse af en roman, som jeg må se at få læst.