Læsetid: 8 min.

Bjørn Rasmussen er tilbage i sin bedste romanform

Papfar knuser patriarkatet
Bjørn Rasmussen læser op ved arrangement hos Politiken.

Bjørn Rasmussen læser op ved arrangement hos Politiken.

Ditte Valente

14. september 2018

Forlaget sælger setuppet i Bjørn Rasmussens uhyggeligt gode nye roman Jeg er gråhvid så godt, at det ville være en skam ikke at stjæle:

Den »33-årige forfatter Bjørn«, lyder det i Gyldendals omtale af bogen, holder »op med at drikke alkohol for at få styr på sit liv og redde sit ægteskab. Men det går ikke som planlagt. I noget, der kunne hedde en papfars præfødselspsykotiske bekendelser, går Bjørn på jagt efter den dæmon, der igen og igen ødelægger hans kærlighedsliv. Hvad han ikke ved er, at mareridtet først lige er begyndt.«

Legen med thrillerfiktionens genrekoder i denne førsteklasses udenomstekst antyder ikke bare, hvor legende Rasmussens nye roman selv trækker på gysergenren. Den vidner også om, at Rasmussen med sine foreløbige fire bøger og så eftertrykkeligt også med Jeg er gråhvid er den forfatter, der har bidraget til bekendelsesgenrens genkomst i den danske samtidslitteratur med den mest overrumplende originalitet.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Hjerl-Hansen

Tillykke med den gode anmeldelse, Hr. Bjørn Rasmussen.

Hernede i det lusede kommentarfelt må en mand der ofte hihi bliver revet med af sin egen veltalenhed og nok ikke altid helt evner at være supernuanceret, men derimod tit bilder sig ind at hans egne tanker er en bredt anvendelig regn af ideer, lave lidt sjov med autofiktionsbølgen. Jeg har følt en art nødvendighed og jeg ved hvorfor: Fordi hulla bulla og ikke autofiktion er min praxis. Og: Fordi hulla bulla har lav status i det danske litterære landskab.

Jeg har gennemlæst min tekst et par gange og ser at den er både spydig og hånlig. Det må jeg så stå ved. Der er ikke ment personligt, for vi har ikke mødt hinanden. Jeg kan se hvorfor den er spydig og hånlig: Fordi autofiktion i mine øjne tager alt for meget opmærksomhed fra det faktum at læseren har sine egne sorger at tage vare på: 1. Tabssorg, 2. Ensomhed, 3. Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. Længsel og 5. Sorgen over at være sig selv nærmest.

Dbh. Morten

https://www.othernewspaper.com/da/2018/09/14/autofiktionistens-eftermiddag/

Morten Hjerl-Hansen

PS Er der nogen der gider stå på mål for mit forsvar for hulla bulla? Dansk avantgarde. Jeg er mindst lige så god en forfatter som Hr. Bjørn Rasmussen men Gyldendal gider ikke røre ved mine ting med en ildtang. Det er forkasteligt. Det er snæversynet. Det er tamt. Autofiktion har vi ligesom set før. Næ nej, nu skal danskerne og verden til at vende sig til noget helt andet. Dbh.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Legen med thrillerfiktionens genrekoder i denne førsteklasses udenomstekst ----".

En sådan formulering viser for mig at se mangel på bevisthed om og kritisk stillingtagen til sammenblandingen af økonomiske og litterære interesser i den litterære institution. Ved anvendelsen af sådanne formuleringer bidrager man som kritiker til en økonomisk og politisk bekræftelse af nogle bestemte strukturelle forhold og forholder sig positivt til en bestemt form for marketing.

De kommunikative aspekter i relation til værket må i høj grad ses i sammenhæng med den litterære institutions tilpasning til betingelserne for vareproduktion i almindelighed. Er det godt for skønlitteraturen? Hvordan påvirker det den litterære institutions præferencer i forhold til litteratur?

I øvrigt en god anmeldelse af en roman, som jeg må se at få læst.