Læsetid: 4 min.

’Blå tiger’ er et utraditionelt portræt af en psykisk sårbar pige – med alt for meget suspense

Line-Maria Långs anden roman ’Blå tiger’ forsøger gennem den utroværdige fortæller Timian at undersøge grænserne for empati og sindssyge
21. september 2018

Line-Maria Långs anden roman Blå tiger er et portræt af en ung, psykisk sårbar kvinde, der efter en utryg barndom forsøger at finde fodfæste i verden.

Timian er vokset op i et 70’er-agtigt kollektiv i Skåne i slut-80’erne: Der er bollerum, alle farves rødhårede med henna, og børnene ved ikke helt hvem, der er hvis forældre, hvilket leder til nøgternt beskrevne, men hårde scener som denne:

»Vi var én stor familie, men vi børn talte alligevel meget om, hvem der var vores rigtige mor og far. Nogle gange var vi et par stykker, der gemte os, mens resten gik forbi de voksne. Dem på lur skulle senere fortælle om nogen havde set op eller smilet mere når et bestemt barn gik forbi.«

Timian, der er følsom og anderledes end de andre børn, er højt elsket, indtil hun en dag er voldelig over for en gæst i kollektivet. Efter denne episode mistænkelig- og sygeliggøres hun af de andre kollektivister. Hendes far træder i karakter og tager hende med hen til naboen Ib, der skriver ph.d.-afhandling i psykologi.

Ib indvilger i at tage Timian i terapi og ser snart noget særligt i hende: Hun har en umiddelbarhed og en særlig evne til at føle empati. I denne relation finder Timian for første gang forståelse og ægte interesse. Men Ib har sin egen agenda. Han vil bruge hende i sin forskning, og inden længe flytter Timian og hendes forældre pludseligt væk fra Sverige til Emdrup for at leve et borgerligt, isoleret liv.

I Blå tiger krydsklippes der mellem denne triste barndomsfortælling og den nu voksne Timians liv. Hun er flyttet til København, har fået en veninde, en kæreste og et job som hjemmehjælper. Fra denne nye position forsøger hun at glemme den, hun engang var. Hun opstiller regler for sin egen opførsel og begynder at se sig selv udefra.

Derfor er mange af bogens første kapitler fortalt som en tredjepersonsfortælling, der efter ca. en side glider tilbage til en førstepersonsfortæller, så læseren kan forstå den fremmedhed, hun føler.

Det er en del af Timians fortælling om sig selv, at hun er særligt empatisk, en evne, hun både er stolt og skamfuld over:

»Jeg græd, når nogen skændtes, jeg hoppede – jeg hoppede vitterligt – og klappede, når nogen var glade,« fortæller hun om sin barndom i kollektivet. Men når hun står ansigt til ansigt med menneskene omkring sig, er det ikke tilfældet. Da hun for eksempel forlader sin rollespilsnørdede kæreste, som hun har udnyttet for at få sit nye »normale« liv til at se rigtigt ud, siger hun nedladende til ham:

»Du har brug for en sød sortelverpige der kan lide at lege i skoven en hel eftermiddag. Men det er helt i orden. Det er ikke noget at være ked af.«

Ikke meget empati der.

Timian er altså det, man kunne kalde en utroværdig fortæller – eller en traumatiseret ung kvinde, der forstår meget lidt om sig selv. Som romanen skrider frem, går det op for læseren, at man generelt må betvivle hendes historie om sig selv og, frem for alt, forestillingen om, at hun skulle være et empatisk menneske.

Portrættet af Timian er virkelig usædvanligt og visse steder meget urovækkende. Som når hun begynder at tillægge tøjbamser frem for mennesker følelser eller forsøger at lægge an på faren til den pige, hun passer, under påskud af at ville trøste ham.

Nogle steder forekommer Timian dog konstrueret som karakter. Når hun fortæller om sig selv, at hun »sover som danskvand«, eller at hun føler sig kærlig »som en sukkerknald, der lader sig forsvinde i en myretue«, synes jeg, det bliver svært at finde rundt i hendes billeddannelse. Det kan være en pointe ift. hendes psykiske tilstand, men spørgsmålet er, om det gør disse sammenligninger bedre.

Långs arbejde med sproget er ukonventionelt og finurligt, og mange steder fungerer det godt. Det er både morsomt og uventet, når hendes flippede far skal give et eksempel på det, han kalder »den lille ondskab i mennesket«, og så nævner dengang, han spurgte »en pige om hendes kærestes navn var »Marsvin eller hvad?«, selv om han godt vidste, at det var Martin.«

Men flere steder er sproget desværre upræcist, som når tjenerens butterfly »virrer«, eller champagnepropper kan »fise op i loftet«.

Blå tiger er ikke en teksttung bog, men består af mange korte kapitler. Alligevel er der til tider noget udmattende ved at læse den. Måske er det den konsekvente krydsklipning mellem nutid og barndom, der virker trættende, fordi man har fornemmelsen af, at vigtig information om Timians liv tilbageholdes kun for at skabe spænding.

Et oplagt eksempel er det indledende kapitel, hvor faren i et flashback rasende afslører Ib i at bruge Timian i sin forskning, en scene, der antyder, at lige præcis denne handling skulle være det store traume eller point of no return i Timians liv, selv om det senere viser sig ikke at være tilfældet.

Blå tiger arbejder på interessant vis med spørgsmål om sindssyge og empati hos en virkelig utraditionel og mangefacetteret jegfortæller. Men i sin helhed kan romanen godt virke lidt klodset i sit forsøg på at henholde læseren i spænding. Måske kunne man have fortalt Timians historie lineært eller med en begrænset mængde skift i tid. Så ville der have været færre urovækkende antydninger, men også en mere ægte fornemmelse af selvportræt.

Line-Maria Lång: ’Blå tiger’. Rosinante. 271 sider, 250 kroner

Læs Asta Olivia Nordenhofs bidrag til den feministiske antologi ’Ulyd’, hvor 12 skandinaviske forfattere, kritikere og aktivister udforsker potentialet i nye former for feminisme
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu