Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

»’Black Panther’ tog fat på vigtige temaer som frihed og rettigheder, vi asiater fik en film om de rige«

For første gang i årtier har Hollywood produceret en blockbuster med asiater i alle bærende roller. Det her er ikke en film, men en bevægelse, lød det fra instruktøren af ’Crazy Rich Asians’ op til premieredagen i USA. Men i Asien er der længere mellem applauserne
’Crazy Rich Asians’ vil gerne være en del af en bevægelse, der arbejder for at øge diversiteten i filmbranchen, men selvom filmen foregår i Singapore, hvor kinesere, malaysiere og indere udgør de største befolkningsgrupper, er der udelukkende rige kinesere i centrum.

’Crazy Rich Asians’ vil gerne være en del af en bevægelse, der arbejder for at øge diversiteten i filmbranchen, men selvom filmen foregår i Singapore, hvor kinesere, malaysiere og indere udgør de største befolkningsgrupper, er der udelukkende rige kinesere i centrum.

Capital Pictures

Kultur
7. september 2018

Filmen Crazy Rich Asians er en to timer lang guldglitrende og luksusdryppende romantisk komedie. Den storhitter i de amerikanske biografer og er blevet modtaget af landets anmeldere og presse som et stykke filmhistorie. Ikke så meget på grund af handlingen – et mere letbenet askepotplot skal man lede længe efter. Derimod er rollelisten det store samtaleemne. For den består stort set udelukkende af asiater. Det er ikke set de sidste 25 år i en større Hollywood-produktion. Og det er en stor ting.

Men først et par ord om filmen. Filmen følger kæresteparret Rachel og Nick, der begge er succesfulde professorer i New York. Rachel er vokset op i byen som datter af en kinesisk migrant, mens Nick er fra Singapore. At han er arving til en gigantisk familieformue finder Rachel først ud af, da parret rejser til Sydøstasien, hvor Nick skal være forlover ved sin bedste vens bryllup.

Herfra eksploderer filmen i en overflod af dyre vaner, designerkjoler og festligheder i meget store huse. Singapores solbeskinnede skyline og tropisk grønne omgivelser er en fornem kulisse for et handlingsforløb, hvor Rachel må gå meget igennem for at vinde sin svigerfamilies accept. Det gælder særligt i mødet med en velspillende Michelle Yeoh i rollen som den meget lidt imødekommende svigermor.

Michelle Yeoh er i Danmark nok mest kendt for sin rolle i Ang Lees kinesiske actiondrama Tiger på spring, drage i skjul. Hun er etnisk kineser født i Malaysia og har længe været en del af den amerikanske filmscene. Hvilket ikke altid har været nemt.

»Jeg husker tydeligt, hvordan det var, da jeg først kom til Hollywood. Der skulle være en undskyldning for at bruge en asiat. Den kunne være, at hun kom fra Chinatown, at hun var tjener eller fra vaskeriet. Hvorfor skal vi forklares? Vi er i den grad en del af samfundet her. Men jeg tror klimaet har ændret sig nu, fordi minoriteterne, som vi kaldes, ikke er bange for at sige vores mening og blive hørt,« siger hun i et interview til magasinet Variety.

Sejlivede stereotyper

Alligevel er der stadig lang vej igen. Asiater bliver sjældent castet til bærende roller på de store filmset. Hvis de overhovedet bliver castet. I stedet må de ofte affinde sig med birollerne og med karakterer defineret af sejlivede stereotyper som den nørdede kinesiske talknuser, den indiske kioskejer, den hårdtslående kung-fu-kyndige eller måske endda den vise aldrende asiat. Et rollekartotek med mangel på dybde som eneste egentlige fællesnævner.

Derfor er Crazy Rich Asians blevet hyldet som et gennembrud og en sejr for etnisk og kulturel diversitet på det store lærred. Som en film, der tør fortælle en historie om asiater kun med asiater. Den vil ændre Hollywood, proklamerer Time i seneste udgave af magasinet. Filmens instruktør, Jon Chu, talte allerede inden premieren om dens betydning for asiater både i USA og på verdensplan. Der var ikke blot tale om en film, men en bevægelse, bedyrede han.

Filmen havde premiere i USA den 15. august, og er også nået til enkelte lande i Asien, mens den endnu ikke er at finde i europæiske biografer. Den amerikanske interesse har været stor. De to første uger gav billetsalget en indtægt på 80 millioner dollars. Til sammenligning er filmens budget på 30 millioner dollars.

At Crazy Rich Asians også bliver en seermagnet uden for USA, er ikke umuligt. Men langtfra alle i Asien deler opfattelsen af, at den har sat Asien og asiater på filmens verdenskort. I Singapore har anmeldere og kritikere ikke været sene til at blotlægge fejl og mangler og en etnisk slagside, der ikke harmonerer med løftet om diversitet. I den multikulturelle bystat udgør kinesere, malaysiere og indere de største befolkningsgrupper. Men selvom stort set hele filmen foregår i Singapore, er der udelukkende rige kinesere i centrum.

»Hvor er de brune asiater?« spørger blogger og aktivist Sangeetha Thanapal, der selv er af indisk afstamning. Hun kalder det hyklerisk at tale om diversitet, når de eneste indere i filmen er vagterne foran de velhavende kineseres palæ.

»Det er ikke min pointe at sige, at alt asiatisk skal puttes ind i en enkelt film. Og havde den her film solgt sig selv som en sjov romantisk komedie filmet i New York, ville jeg slet ikke være så kritisk, men den sælger sig selv som dén store asiatiske film, som alle asiater bliver nødt til at se, hvilket er problematisk, når den handler om amerikanske asiater. De bruger Singapore som et sted, hvor de kan projektere deres egne fantasier,« siger hun.

Og giver det overhovedet mening at tale om et fælles Asien, når hen ved to tredjedele af klodens befolkning kan betegnes som asiater?

»For at være ærlig, tror jeg slet ikke det er muligt at snakke om en fælles asiatisk identitet. Asien og orientalisme er koncepter opfundet af Vesten og som i forvejen har Kina og kinesisk kultur som omdrejningspunkt. Der er en idé om, at det rigtige Asien er Kina, hvilket amerikanske kinesere er med til at definere,« siger Sangeetha Thanapal.

Hun bakkes op af Ying Zhu, professor ved City University of New York og ekspert i den kinesiske film- og medieindustri, der vurderer, at filmen nok egentlig burde hedde »Crazy Rich Chinese«.

»Tydeligvis er det ikke alle asiater, der lever et velhaverliv. Og ikke alle asiater er af kinesisk oprindelse,« siger hun.

Endnu er det usikkert, om Crazy Rich Asians kommer til verdens næststørste filmmarked i Kina. De kinesiske myndigheder fører streng kontrol med antallet af udenlandske film, der kan vises for det kinesiske publikum. Normalt betyder det, at kun de største Hollywood-produktioner slipper igennem kvotesystemet. Men filmen er i den grad allerede til debat på landets sociale medier. Piratkopier og ulovlig streaming er udbredt i Kina, så det er langtfra kun de tilladte film, der bliver set. På den toneangivende anmelderhjemmeside Douban er meningerne delte, og filmens samlede score ikke prangende.

»Den her film vil sige noget om diversitet, men har intet at gøre med rigtige asiater. Tør du lade være med at støtte den? Jeg gør,« lyder det fra en bruger, der kvitterer med én stjerne. Andre brugere er mere positive. Mange af filmens temaer vækker genklang også uden for de riges rækker. Konflikter på tværs af generationskløfter og balancegangen mellem konfucianske familieforpligtelser og ønsket om at gå egne veje i en moderne verden kan mange kinesere forholde sig til. Og så får filmen ros for sin kulturelle detaljegrad. Eksempelvis er soundtracket spækket med tidlige kinesiske klassikere på mandarin og kantonesisk, der på fornem vis underbygger fortællingen om gamle kinesiske penge gemt af vejen i Singapore.

»Overfloden af rigdom og overskud gør filmen til en blanding af The Great Gatsby, The Wolf of Wall Street og den amerikanske tv-serie Dollars transplanteret til et fantasiagtigt sydkinesisk land, hvor etniske kinesere taler britisk engelsk og mandarin og kantonesisk. Det kan virke tiltrækkende, når Østen møder Vesten i et orgie af overdådighed ubelastet af den virkelige verdens geopolitik,« siger Ying Zhu.

Også Sangeetha Thanapal er skeptisk over for filmens forherligelse af rigdom og luksus. I en film, der ønsker et opgør med eksisterende stereotyper, får fordommen om de materialistiske asiater, der kun tænker på penge, frit spil, forklarer hun. Hun hæfter sig samtidig ved, at Crazy Rich Asians bliver kaldt en asiatisk udgave af den afroamerikanske superhelteblockbuster Black Panther. En film der har været en bragende kommerciel succes og fået ros for at bruge mainstreamkultur som løftestang i en vigtig sags tjeneste.

»Af alle film, bliver den her film nu præsenteret som den store asiatiske film. Black Panther tog fat på vigtige temaer som frihed og rettigheder, vi asiater fik en film om de rige. Den er ikke inspirerende, medmindre man er desperat efter at blive rig. Skal vi være stolte af det?«

Lasse Karner er Informations Asienkorrespondent.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her