Læsetid: 4 min.

’BlacKkKlansman’ er både kulørt og dybfølt – og en af Spike Lees bedste film

Spike Lee holder sig ikke tilbage i sin nye, meget underholdende film, ’BlacKkKlansman’, der fortæller den utrolige, men sande historie om en sort politimand, som i 1970’erne infiltrerede Ku Klux Klan
Flip (Adam Driver) og Ron (John David Washington) beundrer Rons medlemskort til Ku Klux Klan i Spike Lees ’BlacKkKlansman’.

Flip (Adam Driver) og Ron (John David Washington) beundrer Rons medlemskort til Ku Klux Klan i Spike Lees ’BlacKkKlansman’.

David Lee/UIP

21. september 2018

»Dis joint is based upon some fo’ real, fo’ real shit

Sådan står der i begyndelsen af Spike Lees nye film, BlacKkKlansman, og ud over at det understreger, at filmen er baseret på virkelige begivenheder – vilde, virkelige begivenheder – siger det også en del om, hvem Lee er som filmmager og historiefortæller.

Han holder sig ikke tilbage, heller ikke når han beskæftiger sig med noget, der rent faktisk er sket. Og hans film, ikke mindst BlacKkKlansman, er på én gang kulørt underholdende værker – såkaldte ’joints’ – og dybt personlige og alvorlige beretninger fra et USA, hvor racisme og undertrykkelse stadig er et problem.

BlacKkKlansman foregår ganske vist i begyndelsen af 1970’erne, men den handler i lige så høj grad om vores nutid, hvor amerikanerne har en præsident, der har givet den ekstremistiske højrefløj ny vind i sejlene. Det gælder blandt andre Ku Klux Klan.

Komplekst dobbeltliv

BlacKkKlansman handler om Ron Stallworth (en cool og velspillende John David Washington, Denzel Washingtons søn), der bliver den første sorte politimand i Colorado Springs, og som infiltrerer den lokale afdeling af Ku Klux Klan. Det foregår til at begynde med over telefonen, hvor klanmedlemmerne, der foretrækker at kalde klanen for organisationen, ikke kan høre, at Ron er sort. Og da han første gang skal mødes med sine nye venner, bliver det i skikkelse af den hvide, jødiske kollega, Flip Zimmermann (Adam Driver), der modvilligt indvilger i at spille rollen som Ron, så de kan komme tæt på klanen og finde ud af, hvad den pønser på af gale streger.

Det ender med, at Ron over telefonen bliver gode venner med klanens stordrage, David Duke (Topher Grace), der lader sig forføre af denne smoothtalking politimand, og inden længe får Ron og Flip og deres kolleger færten af, at noget er under opsejling. Samtidig falder Ron for Patrice Dumas (Laura Harrier), leder af en sort studenterforening på universitetet i Colorado Springs, da han af politiet får til opgave at deltage i et politisk møde og vurdere, hvordan stemningen er blandt byens unge, sorte befolkning.

Ron fortæller ikke den militante, politihadende Patrice, at han er politimand, og han lever efterhånden et ganske komplekst dobbeltliv. Samtidig må han finde sig i den institutionaliserede racisme, der findes blandt kolleger. Han får dog støtte fra sine nærmeste chefer og Flip, der aldrig rigtig har tænkt på sig selv som jøde, men som i mødet med både Ron og klanen tvinges til det.

Vanvittigt projekt

Og således fortæller Spike Lee veloplagt og ofte både vittigt og dramatisk om Ron Stallworths vanvittige projekt. Det er en helt igennem absurd tanke, at en sort mand bliver medlem af den ærkehvide Ku Klux Klan, men det er som sagt en virkelig historie, og man forstår godt, at Lee gerne ville fortælle den. Den giver ham mulighed for at trække tråde fra dengang og frem til i dag og stille spørgsmålet om, hvorvidt det er blevet bedre i dag – om den racisme og intolerance, som dengang eksisterede i det amerikanske samfund, stadig findes.

Det gør den. Og Lee understreger det blandt andet ved at lægge flere af Donald Trumps slaglinjer – eksempelvis Make America Great Again – i munden på David Duke, der i øvrigt stadig er aktiv og holdt tale for et år siden, da klanen, nynazister og andre højreekstremister demonstrerede i Charlottesville i Virginia. Det er meget morsomt og samtidig dybt foruroligende at høre Duke – eminent spillet af Topher Grace – tale som Trump, og det er et godt eksempel på, hvordan Lee formår at binde fortid og nutid sammen.

På samme måde trækker han en linje fra, hvordan Den Amerikanske Borgerkrig skildres i den sydstatsvenlige Borte med blæsten (1939), og tilbage til D.W. Griffiths racistiske storværk Birth of a Nation (1915), som klanen til et arrangement ser med stor fornøjelse, fordi den skildrer USA’s sorte befolkning som upålidelige og beskidte vilddyr. Lee angriber både enkeltpersoner, som dyrker denne xenofobiske ideologi, og selve ideologien og mytologiseringen af den ædle hvide mand, der stadig gennemsyrer det amerikanske samfund.

Højere sandhed

Der er ting i historien om Ron Stallworth, som Spike Lee af dramatiske hensyn har lavet om i forhold til virkeligheden. Det er han blevet kritiseret for, men man kan argumentere for, at meget er tilladt i jagten på en form for højere sandhed. Det gør Lee så strålende selv med BlacKkKlansman.

Siden sit store gennembrud i 1989 med mesterværket Do the Right Thing har Lee i sine film vekslet mellem humor og alvor og forsoning og vrede, og han gør det samme her. Ron Stallworth rummer begge dele. Ligesom Patrice vil han gerne lave om på verden og leve i et samfund, hvor racistiske politimænd ikke skyder unge sorte mennesker ned. Men i modsætning til hende, der vil have revolution, vil han lave systemet om indefra.

Det synes også at være Lees metode, og en af grundene til, at hans fim på én gang er så kulørte og så dybfølte. De skal ses af så mange mennesker som muligt og meget gerne sætte tanker i gang hos dem.

Instruktørens episke værk om Malcolm X (1992) begynder nærmest som en musical, men ender som en tragedie. På samme måde veksler BlacKkKlansman mellem satire og oprigtighed – mellem drama og blaxploitation. Som i scenen, hvor klanens karikerede medlemmer ser Birth of a Nation og både råber og jubler ad lærredet, mens Patrice og hendes kammerater dybt berørte lytter til en aldrende aktivist (Harry Belafonte), der fortæller om sine forfærdelige oplevelser med forfølgelse og hængninger i 1920’erne og 1930’ernes Sydstater.

BlacKkKlansman er en vigtig film, og den er en af Spike Lees bedste.

BlacKkKlansman. Instruktion: Spike Lee. Manuskript: Charlie Wachtel, David Rabinowitz, Kevin Willmott og Spike Lee. Amerikansk (Biografer landet over)

Spike Lee er blevet kaldt »den vrede sorte fyr«, der er besat af racespørgsmål. Men i Donald Trumps USA er der fornyet interesse for hans film – ikke mindst den biografaktuelle ’BlacKkKlansman’, som vandt dette års store pris ved Cannes-festivalen. Den 61-årige instruktør spår som en anden Nostradamus, at den politiske situation i USA kun vil blive værre
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Troels Ken Pedersen
  • Frede Jørgensen
Eva Schwanenflügel, Troels Ken Pedersen og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu