Læsetid: 8 min.

Bob Woodwards skildring af præsidenten er skræmmende, og det kan endda blive værre

Watergate-journalisten leverer i sin nye bog om Donald Trump et portræt af en præsident, der ifølge de nærmeste rådgivere er blottet for sund bedømmelsesevne og fornuftstænkning, og som er komplet uinteresseret i at tilegne sig viden om komplekse emner, endsige analysere. Trumps eneste interesse er at behage sine tilhængere
Trods Woodwards efterhånden høje alder fortsætter han med at pløje igennem tonsvis af personlige interview, officielle dokumenter og offentlige vidnesbyrd for at give sine læsere den første version af historien om en amerikansk præsident.

Trods Woodwards efterhånden høje alder fortsætter han med at pløje igennem tonsvis af personlige interview, officielle dokumenter og offentlige vidnesbyrd for at give sine læsere den første version af historien om en amerikansk præsident.

Mike Segar

14. september 2018

Den legendariske amerikanske journalist Bob Woodward har endnu ikke mistet grebet om en genre, som han i en vis forstand har været med til at opfinde: at tjene som krønikeskriver om den til enhver tid siddende præsident.

Trods Watergate-journalistens efterhånden høje alder fortsætter han med at pløje igennem tonsvis af personlige interview, officielle dokumenter og offentlige vidnesbyrd for at give sine læsere den første version af historien om en amerikansk præsident.

Woodwards ambition har altid været at levere kendsgerningerne: »Just the facts, please!« Og det er sjældent, at han er blevet taget i forkerte eller misvisende udlægninger af optrin i Det Hvide Hus.

Der er derfor grund til at tage Woodwards med spænding imødesete bog om Donald Trumps første halvandet år som USA’s præsident med den største alvor.

Han har valgt den noget skræmmende titel: FEAR – Trump in the White House.

Brugen af ordet »frygt« hænger sammen med en udtalelse fra daværende præsidentkandidat Trump i 2016, hvor han i et interview med Woodward blev spurgt, hvilket ord han sætter i forbindelse med magt. Trump svarede: »Den virkelige magt er at kunne skræmme.«

Og sandt som sagt: Trump har i sit halvandet år som USA’s leder vitterligt skræmt en stor del af den amerikanske befolkning fra vid og sans. Værre er det dog, at de mest skræmte ifølge bogen er Trumps ministre og nære rådgivere.

Det bør give stof til eftertanke.

Hvis dem, der står præsidenten nærmest, er tættest på at kokse ud over hans embedsførelse, så står USA og resten af verden med et problem. Hvordan sikres det, at Trump ikke går helt i opløsning og begår en fatal brøler?

Foragt for Trumps intellekt

Der er desværre ingen grund til at nære håb om, at situationen vil forbedre sig. Inden Woodward indleverede sit manuskript i forsommeren, havde mange af de såkaldt voksne rådgivere opgivet ævred og forladt Det Hvide Hus. Det gjaldt udenrigsminister Rex Tillerson, sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster, økonomisk chefrådgiver Gary Cohn og den indflydelsesrige stabssekretær Rob Porter.

At stabschef John Kelly (en tidligere general) og forsvarsminister Jim Mattis (tidligere general) fortsætter i deres stillinger, skyldes efter alt at dømme en følelse af ansvar over for deres land. Deres åbenlyse foragt for Trumps intellekt og viden er efterhånden ingen statshemmelighed.

Og den i forvejen alarmerende situation i Det Ovale Kontor kan inden længe blive forværret af to begivenheder i kalenderen:

Den særlige anklager Robert Mueller er snart færdig med sin rapport om Trump-kampagnens angivelige forbindelser til Kreml. Hvis den går præsidenten imod, vil hans raseri utvivlsomt koge over. 

Bob Woodward: ’FEAR – Trump in the White House’

Inden Muellers rapport kan midtvejsvalget i november føre til et magtskifte i Repræsentanternes Hus, hvor demokraterne – hvis de vinder – forventes at ville starte en lang række undersøgelser af Trump, hans valgkampagne i 2015-16 og hans regeringsførelse.

Et flertal giver partiets kongresmedlemmer myndighed til at indstævne vidner, der skal vidne under ed, medmindre de vælger at tie for at undgå at belaste sig selv med inkriminerende udtalelser.

De første to år af Trumps embedsperiode synes altså at have været en specifik fase, der nu lukker. Det har for mange amerikanere og borgere verden rundt været sindsoprivende – ja, faktisk skræmmende – at opleve.

Meget tyder på, at de næste to år – hvis Trump varer så længe – kan blive en endnu større gyser. Der er derfor god grund til at læse denne bog. Den giver nemlig nogle fingerpeg på, hvordan Trump vil reagere på et juridisk og politisk anslag mod hans magt.

Kronvidnet

Woodwards bog om Trump adskiller sig på flere punkter fra hans værker om Bill Clinton, George W. Bush og Barack Obama, som også blev skrevet midt i deres regeringstid. I disse tidligere bøger var langt størsteparten af forfatterens kilder anonyme. Det er ikke tilfældet her. Årsagen ligger lige for: Uhørt mange ministre og rådgivere har forladt regeringen og stiller nu villigt op for at medvirke i skildringen af præsidenten.

Woodward er en ræv, når det gælder om at skjule sporene tilbage til sine kilder. Trods det hersker der næppe tvivl om, at han har talt med Gary Cohn (Trumps tidligere økonomiske rådgiver), Rob Porter (tidligere stabssekretær), Hope Hicks (tidligere kommunikationschef), Reince Priebus (tidligere stabschef), H.R. McMaster og formentlig John Kelly. Det er et imponerende opbud af førstehåndsvidner.

Den eneste, der ikke har medvirket, er hovedpersonen: Donald Trump. Præsidenten siges at fortryde det og hævder – mod bedre vidende – at ingen havde fortalt ham, at Woodward var i færd med at skrive en bog. Men det vidste hele Washington, så hvordan skulle præsidenten have været uvidende om det?

En af de overraskende aspekter ved Woodwards bog er, i hvor høj grad mange af de beskrevne episoder hviler på en enkelt kilde, tidligere stabssekretær Rob Porter. Porter har et yderst respektabelt renommé. Han er uddannet på Harvard, har været tildelt det fornemme Rhodes Scholarship og undervist på London School of Economics.

Porter, 40, blev hentet udefra til jobbet som stabssekretær – en magtfuld stilling, idet han virkede som en formidler mellem præsidenten og alle ministre og rådgivere. Alt, hvad der tilgik Trump, skulle først ses af Porter. Præsidenten udviklede en dyb respekt for sin unge rådgiver og gav ham mere og mere magt.

På den måde blev Porter, der blev tvunget til at træde tilbage dette forår efter at være blevet beskyldt for fysisk mishandling af to ekshustruer, et kronvidne i bogen.

Det er således Porter, der kan fortælle Woodward, at Trump i korte perioder virkede inhabil i forhold til at udføre sine embedspligter. Disse øjeblikke opstod som regel i forbindelse med nye afsløringer om Trump-kampagnens angivelige forbindelser til russiske agenter.

»I nogle øjeblikke virkede han ude af stand til at være præsident,« lyder det fra Porter.

Sikkerhedsrådgiver McMaster spørger Porter: »Jeg kan ikke få hans (Trumps, red.) opmærksomhed?»

Porter svarer: »Du skal ikke tage det personligt. Det er meningsløst at tale med ham i dag.«

Woodwards kilder leverer utallige eksempler på, hvor aldeles uinteresseret Trump er i at læse korte briefinger om emner, han skal tage stilling til. Hans opmærksomhed er stærkt begrænset, når rådgivere skal underrette ham om komplekse emner. Han er stædig som et æsel, skifter yderst sjældent mening, og et eventuelt holdningsskift varer som regel ikke lang tid.

Det er måske ikke særligt overraskende i betragtning af, at Trump er 71 år og føler, at han altid har haft succes, uagtet hvad han rørte ved i sin karriere som forretningsmand.

Og en gang imellem må selv de mest arge kritikere medgive, at manden har et veludviklet instinkt. Han er i besiddelse af en næsten overnaturlig fornemmelse af, hvad en jævn amerikaner tænker om det ene eller det andet emne. Trumps forbindelse til sine kernevælgere tilhører den mystiske sfære.

Omkring ham er der formet en personkult. Trump ved udmærket, at hans politiske overlevelse hviler på disse tilhængeres loyalitet. Det er derfor, han gang på gang lukker ørerne for fornuftstænkning. Sydkorea skal dække alle omkostninger for USA’s udstationerede soldater; de skal betale for et missilforsvar leveret af Pentagon; europæiske Nato-lande ribber USA for penge osv.

Men i visse øjeblikke kan det blive for meget for selv de mest tålmodige ministre og rådgivere.

Farligt tweet

Den vel nok mest rystende episode i bogen finder sted i sommeren 2017, hvor Trump har opgejlet Nordkoreas leder Kim Jong-un til en verbal krig, som, militære eksperter i regeringen frygter, kan føre til en veritabel konventionel og måske atomar krig på den koreanske halvø med deltagelse af amerikanske styrker.

På et tidspunkt i august fyrer præsidenten et tweet af, der kan tolkes som en trussel om at starte en atomkrig. Meddelelsen skræmmer Mattis og hans generaler i Pentagon. De ved af erfaring og fra deres studier af krigsudbrud gennem historien, hvor let overilede beslutninger kan misfortolkes af fjenden og give udslag i et forebyggende angreb.

Ifølge Woodward kommer Trump selv på en idé, der kan have fået katastrofale følger. Som led i hans plan om at skræmme det nordkoreanske regime til forhandlingsbordet foreslår han at tilkendegive i et tweet, at USA har beordret alle slægtninge til 27.500 udstationerede amerikanske soldater i den demilitariserede zone mellem Syd- og Nodkorea at blive evakueret.

Sikkerhedsrådgiver McMaster og forsvarsminister Mattis går helt op i en spids. Trump skal for alt i verden hindres i at udsende det tweet. Kim Jong-un formodes at ville tolke en sådan meddelelse som en stærk antydning af, at USA planlægger at bombardere Nordkorea. Hans forudsigelige reaktion ville være at sende en byge af raketter ned over civilbefolkningen i Seoul.

Heldigvis, skriver Woodward, konkluderede Trump, at det nok ville være en dårlig idé med det tweet. Det sker efter en telefonsamtale med den republikanske senator Lindsey Graham, der ifølge bogen er blevet en nær politisk betroet af præsidenten.

Det er netop på dette tidspunkt – seks måneder inde i første embedsperiode – at det går op for Trumps militære og udenrigspolitiske rådgivere, at ingen enkeltperson kan tale ham til rette. Han insisterer på at opsige frihandelsaftalen med Sydkorea med et pennestrøg og trække alle 27.000 amerikanske soldater ud af landet, og han virker uinteresseret i de sikkerhedspolitiske konsekvenser for USA’s stilling i Østasien.

I Det Hvide Hus tænker rådgiverne, at det måske ville være en idé at sammenkalde til en powwow i Pentagon med udvalgte ministre, sikkerhedsrådgiver McMaster, økonomisk rådgiver Cohn og med den velagtede forsvarsminister Jim Mattis som vært. Deres plan er at overbevise Trump om det for USA yderst nyttige i at bevare og styrke landets netværk af militære alliancer frem for at undergrave dem.

Den eneste tilstedeværende, der afviger fra dette synspunkt, er politiske rådgiver Steve Bannon.

Selv ikke dette forum magter at overtale Trump.

I et opsummerende notat fra mødet hedder det: »Præsidenten fortsatte med at belære og fornærme hele gruppen om deres uvidenhed om forsvarspolitik og national sikkerhed … Mange af hans rådgivere, især inden for sikkerhedspolitik, virker yderst bekymrede over hans uberegnelige adfærd, hans relative uvidenhed og uegnethed til at lære noget nyt såvel som hans skadelige synspunkter.«

Bob Woodward: ’FEAR – Trump in the White House’. Simon and Schuster, 415 sider, 30 dollar.

Den amerikanske stjernejournalist Bob Woodward, der med sine Watergate-afsløringer fældede præsident Nixon, fortæller i ny bog om præsident Trump om kaotiske og dysfunktionelle tilstande i Det Hvide Hus med flittig brug af insiderkilder
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Genefke-Thye
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Eva Schwanenflügel
  • Oluf Husted
  • Jørn Andersen
  • Bjørn Pedersen
  • ingemaje lange
Poul Genefke-Thye, Maj-Britt Kent Hansen, Eva Schwanenflügel, Oluf Husted, Jørn Andersen, Bjørn Pedersen og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu