Læsetid: 4 min.

Bonden og skabelsens under udgør et stærkt forsvar mod naturødelæggelsen i Jens Smærup Sørensens nye bog

Jens Smærup Sørensens fem ’Mands Minde’-foredrag handler om affolkningen af landet og forfatterens flugt ind i moderniteten – men også om en vækstkultur, der er ved at ødelægge alt for os
21. september 2018

Jens Smærup Sørensens fem tekster lever i eminent grad op til ’Mands Minde’-foredragenes idé om at forene det historiske med det personliges perspektiv, som det i sin tid blev udtænkt af Grundtvig og siden 2004 videreført af hans gamle kirke Vartov. I øvrigt stadig med den træffende fælles bjælke, ’Mands Minde’, som binder fortiden til både én og alle.

Teksterne – foredragene – fortæller altså nok en velkendt historie, men med det konkret erfaredes nærvær og med en elegant vekslen mellem selvbiografiens sanselige glimt og refleksionens overflyvninger. Noget af det mundtliges præg står også tilbage, mest for det gode, enkelte steder med foredragets – foooorrrrredragets – lidt opstyltede syntaks og adverbiemylder (»Og i gymnasiet var jeg da havnet«, »Student blev jeg da«, »Aldrig den mindste bebrejdelse blev rettet mod mig af den grund.«).

Måske ligger der en ironi gemt i det lille krukkeri. Eller er det et udtryk for skriftmenneskets blufærdighed over for det mundtlige?

Smærup Sørensens historie er historien om landområdernes affolkning, eller som det hedder hos ham: deserteringen »fra de førmoderne landsbysamfund« og flugten ind i en gryende modernitet.

Han er født lige efter krigen og opvokset på den gård, hans far overtog efter en onkel som 16-17-årig. Noget af en præstation for en stor knægt. Og samtidig noget af en forpligtelse for senere slægtled, især når man som sønnen Jens er opkaldt efter onklen, og når gården til overflod erindrer ham om de mange slags navnebånd. Gården bærer navnet ’Jensminde’.

Ikke desto mindre får han klippet båndene over. Også det er en præstation. Først bliver han trods udtalt dovenskab lempet over på købstadsskolen i Nibe, nogle kilometer øst for føde- og limfjordsbyen Staun.

Det er en verdensforandring i det små, fra »bette klasse« og en skole med en halv snes elever til 4. klasse og en fire-femhundrede. Og fra Stauns endnu næsten uberørte bonde- og fiskerfællesskab til »Nibe-modernitet«.

Senere følger andre overgange. Eller opbrud, både som udtryk for et personligt mål og som en dom afsagt over fortiden.

Efter Nibe kommer som en blanding af tilfældighed og stærk personlig vilje Katedralskolen i Aalborg (med en hestemule uddistancerer skolekarrieren en fremtid inden for Østasiatisk Kompagni, et andet stykke traditionsrig fortid). I midten af 1960’erne rykker han så som en af den tids mange bondestudenter til Aarhus, et par år før revolutionsåret 1968 og gennembruddet for den ortodokse marxisme.

Den isvinter i dansk åndshistorie fortæller bogen indfølt om med fokus på nogle af de mennesker, den gik ud over, mens dens forfatter selvkritisk noterer, at kun en »bondsk sagtmodighed« og en vis »fejhed« reddede ham fra selv at fryse fast i den.

Med opbruddene følger flere både praktiske og symbolske forandringer. Først aflægger hovedpersonen sin fars navn, Bislev. Det sker tilsyneladende uplanlagt i forbindelse med navneopråbet på Katedralskolen, men Jens – nu Smærup – tager grådigt forvandlingen til sig.

På samme måde skifter han det staunske bondesprog ud med katedralskolens næsten dialektfrie, men i forældrenes ører både affekterede og fremmede, for ikke at sige fjendske mål. Også Gud, bondekulturens sammenbindende magt, ryster han på et tidspunkt af sig.

Skridtet fra universitet til et langt og frodigt forfatterliv (små 40 bøger er det siden blevet til) er på den baggrund jo et museskridt.

Højdepunkter er der mange af i bogen. Til dem hører de levende portrætter af universitetsforskerne Niels Egebak og Jørgen Elbek, hinandens diametrale modsætninger, men forenet i en radikal lidenskab for litteraturen. Også forfatterkolleger som Per Højholt, Peter Seeberg, Poul Vad og Ole Sarvig er godt tegnet og indsat som vigtige formative kræfter i det, der efterhånden bliver til en skæbnefortælling i næsten fuldt format (trods de kun godt 150 sider).

Et kortfattet signalement af den store forfatter, synes jeg også, skal tælles med som et højdepunkt. At skrive ordentlig litteratur, dvs. kunst med ord, kræver ifølge Smærup Sørensen tre ting: For det første »visse defekter eller inkongruenser i sindet«, for det andet en »mangel på selvfølgelighed i forhold til sproget« og endelig »en uhelbredelig skævhed – eller overstadig uforsonlighed – i forhold til verden«.

Sansen for spidsformuleringen går i øvrigt igen mange steder. For eksempel her (og som en antipode til kunstens sublime væsen), først om dannelseskultures bortdøen og danskernes utilbøjelighed for det ekstreme, så med et kontrapunktisk overraskelsesangreb:

»I folkelighed er vi ekstremister.«

Men det er alligevel som sammenhængende tanke og konstruktion, bogen sætter det stærkeste aftryk.

Som én lang tråd er der den essayistiske redegørelse for kulturers (bonde-, borger- og arbejderkulturers) hastige forsvinden i løbet af det 20. århundrede.

Og i mere koncentreret form og som en replik til det med den kulturelle omskiftelighed beskrivelsen af menneskets paradoksale identitet; vi er ikke nogen bestemt, men »uafbrudt i færd med at blive til og forgå«, og alligevel består vi tilsyneladende af en sum af »ursansninger og grundstemninger«.

På en upåfaldende og alligevel næsten overrumplende måde samler det sig alt sammen i bogens skarpe fokus på naturødelæggelsen og kravet til os alle om at tage ansvar »for så mange flere efterkommere end lige vores nærmeste«. Og i fokusset på noget tilsyneladende uopslideligt i forfatteren selv, også det kommer overrumplende, nemlig hans forhold til Gud, særligt som en ærbødighed for skabelsens og undfangelsens under.

Det sidste slår ring om bogen og siger både noget om dens elegante form og underspillede, men intense engagement. Henkastet og alligevel i et langt og sammenhængende argument forbinder det den fjerne bondekulturs lære om at tage vare på Vorherres natur med bogens hvasse blik på en kapitalistisk vækstkultur, der er gået amok.

Det udvider bogens tema fra en affolket natur til en i radikal forstand affolket natur – en død natur.

Jens Smærup Sørensen: ’Jens. En fortælling’. Gyldendal, 160 sider, 200 kroner.

Forfatter Jens Smærup Sørensen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu