Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Christian Lollike har pakket et selviscenesættende ytringsfrihedsshow ind i Oehlenschlægers ’Aladdin’

»Hvor er de sjældne få, som vor gave forstå,« spørger Sicilia Gadborg Høeghs fortæller i ’Aladdin’ på Det Kongelige Teater. Citatet stammer fra Oehlenschlægers digt om guldhornene, men ordene kunne lige så vel være blevet sagt i dag af instruktør Christian Lollike. For hele ’Aladdin’-forestillingen er et ekko af den heftige debat om racisme og politisk korrekthed, som fulgte i kølvandet på Teater Sort/Hvids omdiskuterede ’White Nigger/Black Madonna’ i foråret
Østens mystik møder aktuelle samfundsdebatter og unødige provokationer i ’Aladdin’ på Det Kongelige Teater.

Østens mystik møder aktuelle samfundsdebatter og unødige provokationer i ’Aladdin’ på Det Kongelige Teater.

Emilia Therese

Kultur
28. september 2018

Adam Oehlenschlægers lystspil fra 1805 har fået en tur gennem Lollike-maskinen og er endt som en blanding mellem spillestilen fra gentænkningen af Holbergs Erasmus Montanus (Aarhus Teater og Teater Sort/Hvid i 2017) og en genoptagelse af debatten, der opstod i forbindelse med forestillingen White Nigger/Black Madonna tidligere i år.

Den debat, der bl.a. medførte, at teatret ændrede titlen til kun at være Black Madonna.

Opskriften hos Lollike er den samme som hidtil: Tag en klassiker. Gør dit bedste for at fornærme flest mulige religiøse retninger og etniske grupper. Sørg for, at publikum forstår, at du ønsker at provokere. Understreg det gerne en ekstra gang. Sæt det hele ind i en lækker scenografi. Send nøgne mennesker på scenen, og lad dem opføre sig tåkrummende. Helst mænd, så publikum kan grine ad de dinglende penisser. Rør det hele sammen og voila!

Gentagelser fremmer forståelsen

»Jeg vil ikke bede om et Muhammed-billede. Det er jo kun med for at provokere muslimer,« protesterer Alvin Olid Bursøe, der spiller titelrollen Aladdin i størstedelen af forestillingen.

Det giver altid en forestilling et ekstra lag, når instruktøren lader skuespillerne træde ind og ud af deres roller. Og det greb benytter Christian Lollike flittigt i sin iscenesættelse af Aladdin. Forestillingens ene frontfigur, fortælleren, personificeret af en hvidklædt Sicilia Gadborg Høegh med et gavtyveagtigt glimt i øjnet, knipser med fingrene og kan således sætte forestillingen på pause.

Men mængden af afbrydelser eskalerer og bliver til sidst mere reglen end undtagelsen. Oehlenschlægers Aladdin-historie er blot en facade. I langt højere grad handler denne iscenesættelse om den politiske korrekthed, og hvad man kan og ikke kan sige offentligt. Og selv om det måske virker som en morsom metakommentar de første par gange, så tager det en del af pusten fra forestillingen.

Instruktionen minder generelt om stilen fra den Reumert-vindende Erasmus Montanus. Skuespillerne vender fronten ud mod publikum og ser i samme retning, mens de taler med hinanden. Men hvor det i den todimensionelle scenografi gav mening og understregede spillestilen fra Holbergs tid, bliver det i denne omgang blot komisk.

Der opstår en følelse af deja vu. Det her har vi set før. Endda for nylig. Lotte Andersen, der som Aladdins mor, Morgiane, højlydt smovser i usynlig mad, ledsaget af kunstige, larmende lydeffekter. Eller Andreas Jebro, der i sin rolle som sultanen uhæmmet kysser løs på scenen. Selv om han denne gang kysser med sin kommende svigersøn i stedet for sin mor, som i Erasmus Montanus.

Burka og blowjob og andre provokationer

Aladdin er en forestilling fuld af holdninger og provokationer. Men tilsyneladende er det provokationer mest for provokationens skyld.

For hvilken relevans har de mange seksuelt højtspændte scener i 2018? Er det for at være tro mod stemningen fra 1001 nats eventyr, hvor Oehlenschlæger hentede sin inspiration til stykket, eller er det blot ønske om at overskride publikums grænser?

At Özlem Saglanmaks prinsesse Gulnare i anden akt iklædes en burka med »piksutterhul« og giver sin kommende ægtemand et blowjob på scenen, skal nok kunne provokere de fleste.

Ikke mindst fordi begge skuespillere stadig er vendt ud mod publikum, og der derfor er frit udsyn til det runde hul i klædedragten og de rytmiske bevægelser, som ledsages af våde, mekaniske suttelyde. Men det er svært at se, hvad denne scene gør godt for i forestillingen.

De mange kritiske bemærkninger i Aladdin bidrager til selviscenesættelsen. De henviser til tonen i debatten generelt og mere konkret til de heftige reaktioner på Madame Nielsens blackfacing i Black Madonna.

Fortælleren beder publikum ved håndsoprækning markere, hvor mange der er muslimer. Et par stykker byder ind. »I må altså bære over med os. Det er dansk kulturkanon,« konstaterer hun tørt og fortsætter forestillingen.

Provokationerne bliver skåret ud i pap. Der er ingen blandt publikum, der kan være i tvivl om, at teamet bag Aladdin ønsker en reaktion.

»Jeg kan ikke acceptere, at der er noget, jeg ikke kan spille eller ikke må spille, fordi jeg er hvid,« udmelder Jens Jørn Spottag inden han, sortsværtet i ansigtet, udvandrer fra forestillingen.

Rent show

Rent visuelt er der noget meget fint og poetisk veludført over Franciska Zahles scenografi. Store, draperede gardiner hænger over hele scenen og skaber stemning af Østens mystik og noget på samme tid elegant og eksotisk. De mørkeblå farver i gardiner og kostumer skaber en skarp kontrast til de næsten lysende, orange bolde, der gør det ud for appelsiner.

Selv om Aladdin her ikke er iklædt en turban, de kan lande i. Og da kostumerne i andet akt udskiftes fra traditionelle klædedragter til knaldgult træningstøj, understreger det kun forestillingens overgang fra historiefortælling til rent show.

Christian Lollike er kendt for sine grænsesøgende teaterforestillinger, der ofte har mere karakter af performance og debat end af klassisk teater. Men at søge grænserne bare for at overtræde dem, gør ikke teater interessant i sig selv. Konstant italesættelse af forbudte emner og mere eller mindre vellykkede forsøg på provokationer kan ikke bære en teaterforestilling alene.

Mod slut kalder Özlem Saglanmaks rolle det for et »ytringsfrihedsshow«. Umiddelbart efter sætter fortælleren hende på pause og overtager rollen som Gulnare. Men ordet rammer hovedet på sømmet. Det er en mere dækkende betegnelse for oplevelsen. I hvert fald sammenlignet med ordet teaterforestilling.

Aladdin’. Instruktør: Christian Lollike. Med: Sicilia Gadborg Høegh, Alvin Olid Bursøe, Özlem Saglanmak, Zaki Youssef m.fl. Scenograf: Franciska Zahle. Lys: Jonas Bøgh. Komponist: DJ Turkman Souljah. Koreograf: Kitt Johnson. Spiller på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset til 3. november.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her