Læsetid: 5 min.

Danh Vo er en stilsikker kunstnerisk elegantier

Danske Danh Vo, der er blevet en international stjerne i kunstverdenen, indtager Statens Museum for Kunst med en totaliscenesættelse af centrale dele af museet samt mere end 75 værker fra de seneste 15 år. Værkernes appel til eftertænksomhed bliver vakt gennem kunstnerens suveræne æstetiske forførelse, som charmerer til refleksion
Pressefoto fra Udstillingen Take My Breath Away, som i efteråret vises på Statens Museum for Kunst.

Pressefoto fra Udstillingen Take My Breath Away, som i efteråret vises på Statens Museum for Kunst.

Abigail Enzaldo og Emilie Barnabe’Garcia/SMK

4. september 2018

Det er ikke uden grund, at Danh Vo (f. 1975) er en af de mest succesrige og eksponerede kunstnere fra Danmark på den internationale kunstscene i øjeblikket.

I sine værker arbejder han med en elegance, præcision og økonomiseren, som er både underspillet og æstetisk raffineret, men samtidig sprængfyldt med subtile politiske elementer, der spiller på verdenshistorie såvel som på kunstnerens selvbiografi. Og ikke mindst alle de punkter, hvor den store historie og den personlige historie er i berøring med hinanden. Det er avanceret konceptkunst, men ofte storladen og smuk samt fyldt med en for genren sjælden patos.

Mange af hans værker sammenfletter diskret geopolitiske, seksualpolitiske og personlige temaer gennem brug af eksisterende, historiske genstande, der modificeres og forvandles til værker. Hvis ikke Danh Vos kunst skal forekomme komplet utilgængelig, er det derfor nødvendigt at kende lidt til kunstnerens biografi.

Danh Vo er født i Vietnam og flygtede derfra i båd sammen med sin familie i 1979. De blev samlet op af et fragtskib fra Mærsk og endte efter et ophold i Singapore i Danmark.

I Danmark studerede Danh Vo på Det Kgl. Danske Kunstakademi fra 1998-2002 og supplerede uddannelsen med kunstakademiet Städelschule i Frankfurt fra 2002-2005. I dag er han bosiddende i henholdsvis Berlin og Mexico City, og nyder anerkendelse i alle kunstverdenens globale centre.

Udstillingen Take My Breath Away, som i efteråret vises på Statens Museum for Kunst, har i en anderledes version været vist på Guggenheim Museum i New York i foråret. Danh Vo var desuden udpeget til at deltage på Venedig Biennalen i 2015 med udstillingen Mother Tongue i Den Danske Pavillon, mens han samtidig var kurator på den store udstilling Slip of the Tongue på Punta della Dogana.

Kort sagt er Danh Vo et verdensnavn, der sin unge alder til trods har masser af udstillingserfaring – som kunstner og som kurator.

Pressefoto fra Udstillingen Take My Breath Away, som i efteråret vises på Statens Museum for Kunst.

Abigail Enzaldo og Emilie Barnabe’Garcia/SMK

Krig og kunstnydelse

Udstillingen på SMK fylder de to særudstillingssale i stueplanet, men breder sig også ud i forhallen og ned i Skulpturgaden. Danh Vo er blevet inviteret til meget mere end blot at lave en konventionel udstilling, så publikum møder også en række mere stedsspecifikke og designorienterede tiltag.

Det er en retrospektiv udstilling, der med mere end 75 værker viser et bredt udsnit af Danh Vos kunst. Men udstillingen er samtidig indsat i en hip udstillingsarkitektonisk ramme, der omdanner centrale dele af museet ved hjælp af store træpavilloner, urtekasser og siddemøbler. Desuden har Danh Vo arrangeret overraskende klynger af skulpturer fra Afstøbningssamlingen i Skulpturgaden, uden at dette greb i øvrigt bliver formidlet eller forklaret.

I udstillingssalene er Danh Vos værker med sikker hånd placeret, så de hver især taler med deres egen stemme, men samtidig over afstande går i spændingsfyldte dialoger med hinanden.

Værkernes vekslende formater udnyttes fint til at skabe dynamiske skalaforskydninger og overraskende rumeffekter. Men hvis man oplevede, hvor elegant Danh Vo arbejdede i Den Danske Pavillon i Venedig i 2015, så lader det sig ikke skjule, at SMKs store udstillingssale er en kæmpe udfordring.

Selv når Danh Vo spiller med på salenes karakter af rå magasiner, fungerer det ikke rigtig, men skurrer imod den præcision og skønhed, der er så karakteristisk i arbejderne. Og med den store mængde af værker i udstillingen undgår gentagelserne ikke at tømme de stilsikre greb for en god del af deres effekt.

Nogle af de mere arkivalske materialer, som Danh Vo så hyppigt arbejder med, er placeret i halvt afskærmede rum, hvis ydersider lader de rå konstruktioner stå synligt frem. Et rum er for eksempel viet til originale breve fra Henry Kissinger – på officielt brevpapir fra Det Hvide Hus – til teaterkritikeren Leonard Lyons fra New York Post.

De kortfattede og uformelle breve takker for billetter til teaterforestillinger og balletter, som den amerikanske sikkerhedsrådgiver under præsident Nixon gik til i New York i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne.

I samme periode var Kissinger medansvarlig for intensive amerikanske bombetogter i Cambodia med henblik på at styrke Sydvietnams militær over for Viet Cong. I et af de 14 breve skriver Kissinger, at »jeg ville til enhver tid vælge dine balletter frem for overvejelser over Cambodia, hvis blot jeg havde valget«.

Krig og kunstnydelse gnider sig med overophedet friktion op ad hinanden i denne sætning – de store, geopolitiske spørgsmål kontrasteres af det personlige. Som Guggenheim-kuratoren Katherine Brinson bemærker i udstillingskataloget, er der noget næsten kvalmende ved formuleringens afslappede sammenstilling af kultiverede fritidsfornøjelser og et ubegribeligt blodbad.

Dahn Vo, ’08:03:51, 28.05’ og ’Oma Totem’ fra 2009. Lysekronen var i 1973 vidne til underskrivelsen af fredsaftalen, der afsluttede Vietnamkrigen.

Abigail Enzaldo og Emilie Barnabe’Garcia/SMK

Æstetisk forførelse

Noget af det spændende ved Danh Vos kunst er imidlertid, at den lader sådanne kontrasterende forhold eksistere ukommenteret, frem for entydigt at undsige det, der bliver problematiseret. Friktionen ophører for eksempel ikke gennem en eksplicit fordømmelse af Kissinger.

Som Danh Vo selv har udtalt om et andet af sine værker, 08:03, 28.05, 2009 – den imposante lysekrone fra Hôtel Majestic i Paris, som i 1973 bevidnede underskrivelsen af fredsaftalen for Vietnamkrigen – så er den »designet til at få dig til at glemme, til at lægge din sorger bag dig«.

Skønheden som en facet af kunsten og livet tilkendes med andre ord en plads, selv om rædslerne og ulykkerne ophober sig og får den til at tage sig urimelig ud, hvis ikke ligefrem uanstændig.

Det samme indtryk får man i serien Good Life fra 2007, hvor sort-hvide hverdagsfotografier fra Vietnam i 1970’erne skildrer mænd og drenge, der venskabeligt og ømt berører hinanden på måder, som den vestlige kulturs homofobi umuliggør.

Et af billederne i serien, som er taget af den amerikanske antropolog Joseph Carrier, viser en flok drenge, der legende bader i strandkanten, mens røgen fra nylige bombenedslag stiger op i den fjerne horisont. Livslysten eksisterer her ukueligt sammen med krigen og al dens gru.

Danh Vos kunst er selv forførende og poetisk, inden den er kritisk og ironisk. Faktisk er hans værker ofte helt ublu fetichistiske i deres fascination af materialer og former, mens den kritiske dimension omvendt ofte er så subtil, at den kan være lige til at overse. I hvert fald hvis man ikke læser udstillingsguidens forklarende tekster meget grundigt.

Det er måske derfor, Danh Vo – trods sine rødder i konceptuelle praksisser, der normalt er så godt som uomsættelige på kunstmarkedet – nyder stor kommerciel succes. Det hele er spiseligt, endda grundigt sukret ind i en lækker finish, humoristiske strejf samt en gennemført og usvigelig fornemmelse for anretningens betydning.

Det klæder SMK at lægge hus til en tidlig mid-career udstilling af en så betydningsfuld kunstner som Danh Vo. Hyppige gæster på museet vil vide, at det ikke er første gang kunstneren bliver vist her. Mest kendt er nok hans storstilede rekonstruktion 1:1 af Frihedsgudinden i New York, We the People, som SMK ejer flere af de usamlede dele af.

Med Take My Breath Away får publikum mulighed for at dykke dybere ned i Danh Vos praksis og erfare, hvordan hans egen skæbne konsekvent væves ind i hans værker gennem deres indirekte tematiseringer af kolonisering, migration, seksualitet, vold og begær.

Værkernes appel til eftertænksomhed bliver vakt gennem en suveræn æstetisk forførelse, som charmerer til refleksion. Men refleksionen kræver omvejen omkring udstillingsguiden eller kataloget, ellers er man ilde stedt.

Danh Vo – ’Take My Breath Away’. Statens Museum for Kunst. Indtil den 2. december

Rita Kernn-Larsen: ’Træpantomime’, (1934). 
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu