Desperate behov efter første blik: »Ved du hvad det her er? Det er fra en omskæring«

Brandmanden Carsten er godt nok glad. Seneste ægteskab ligger bag ham, han er ikke egnet til at være alene, og nu har nogle eksperter fra et tv-program sat ham op med en ny og spændende hustru. Da hun kommer gående op mod ham på rådhuset i en net lille brudekjole, synes han godt nok, at hun er en smuk pige. Med en meget flot krop. Ikke mindst det.

Det lægger man altså mærke til som mand, griner han. Og allerede da de få timer senere skal have taget bryllupsfotografier sammen, flyver hans hånd, ivrigt som et egern, ned på hendes røv igen og igen. Haps haps. Nu er den også lidt hans røv, tænker han. Hun smiler underdanigt og synes, han er rar. Kvinden er en gave. Hun hedder Eva.

»Vi elsker begge to at kysse, så det er perfekt. Nu skal vi så videre på bryllupsnatten og se, hvad vi også elsker«, siger han fjoget til kameraet sidst på aftenen.

Også i femte sæson af DRs offensive datingprogram Gift ved første blik gentager sig et tydeligt mønster: Det er særligt de livshærdede seniordeltagere, der er kådest, mest bramfri og klar til at kaste sig over hinanden helt og fuldt og meget kort tid efter første blik.

Og det er også en regel, at jo mere disse deltagere i deres førstebliksberuselse ser det arrangerede ægteskab som en smart smutvej til sex og forelskelse frem for som det møjsommelige og antiromantiske parforholdsarbejde, som programmet i virkeligheden vil udforske og coache i, jo mere ekstremt stejlt falder de. Det sker gerne allerede i tredjeafsnittets obligatoriske bryllupsrejsesammenstød. Også for Carsten.

Damen vil selv

Allerede dagen efter bryllupsnatten, hvor han efter morgenmaden konstaterer, at »følelserne i dag, de er jo ikke blevet mindre, de er blevet endnu stærkere over for Eva«, går det galt. Pludseligt tager hans nye lille vips styringen i lufthavnen, da de skal printe deres boardingkort ud.

»Da er Eva sgu båb båb båb, det klarer hun lige, ik’«, genfortæller han i voice-over, mens man ser hende banke fingeren irriteret mod automaten, »og så gik der selvfølgelig nogen ting galt, ikke også, ik’, og jeg prøver ligesom at sige, at jeg tror, du har trykket forkert der, ikke også, ik’, og så føler jeg… så trækker jeg mig lidt tilbage og går ud og kigger lidt på lufthavnen.«

Damen vil selv. Hun har temperament. Det var jo ikke Carstens drøm. Hun ryger også for mange cigaretter, og hun snakker for meget og spiser ikke morgenmad, og nærmest heller ikke noget til frokost, selvom Carsten personligt elsker mad, og heller ikke anden nat er der pote i sengen, og to dage efter lykkerusen er Carsten gået i panik.

Nu er gaven ikke længere en gave, og da hun omsider spiser mad – en god italiensk pizza – og endda snakker om pizzaens lækre fyld, kigger han bare tungt ned i sin tallerken, løfter så en friturestegt blækspruttering op og siger: »Ved du hvad det her er? Det er fra en omskæring.«

»Ej, nu holder du altså, Carsten«, svarer Eva og fisker en cigaret frem fra tasken. 

»Det er utroligt vigtigt for mig, at min kommende kone er åben over for det seksuelle«, forklarer Carsten i endnu en voice-over. 

Hans drøm om forelskelse er erstattet af et passivt-aggressivt krav om fuldbyrdelse, i det mindste.

All in på tryghed

Michael er Carstens modsætning, men lige så håbløst behovssøgende. Han kræver ikke krop, når han kigger på sin nye kæreste, Kathrine, for han kan ikke lide sin egen. Han ser tryghed.

Eksperterne har fortalt dem forinden, at de to roligt kan betro sig til hinanden, og at de begge har en usikkerhed, og nu er Michael så gået all in på at få al mystik og uro af banen med det samme: Men komplimenterne, der vælter ud af ham, og som skal gøre hende tryg, udmatter hende i længden.

Der er ikke mange flere fjantede grin i hende. Og hans ublu betroelser om al hans kropsusikkerhed og hans behov for at hun – i overført betydning – velsigner hans aknesår på ryggen, som hun endnu ikke har set, gør ham til det modsatte af de mænd, hun har brændt sig på. Men det gør ham ikke af den grund til den, hun så faktisk vil have.

Og så er der Cecilie, som i Ronnie vil have en mand, der tager styringen, men som selv kommer til at tage styringen ved at bede ham om at tage styring over det, som hun godt kunne tænke sig. Og så står de der i Lissabon og ved ikke, hvem der skal beslutte, at nu tager de en vogn rundt og ser på byen. Det er den evige ballade om en fast kønsrollefordeling, som ingen rigtigt magter eller mestrer, men som alligevel spøger.

Tredje afsnit af Gift ved første blik er den smertelige udstilling af desperate behov ved andet blik. Håbet ligger nu hos det rolige par Vanessa og Stefan, der er så opmærksomme på hinandens signaler og behov, at de ikke rigtigt selv har udsendt nogle voldsomme af slagsen endnu.

Når Vanessa snakker om Stefan, er tonen så meget nede på jorden, at man tænker, at de måske har en chance, hvis bare hun lærer at spørge lidt ind til ham: »Han er charmerende uden at prøve at være charmerende, altså. Det kan jeg helt vildt godt li’«, siger hun i lufthavnen. Det er en god, lille, ufarlig begejstring at lægge ud med.

’Gift ved første blik’. DR 1 onsdag kl. 20.45. Avisen anmelder alle afsnit.