Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

’Ditte & Louise’ er båret af landets velvilje, men tynget af trangen til at ville kulminere ge-ni-alt

Meget sjove Ditte og Louise er blevet nationale tv-helte efter, at DR aflyste tredje sæson af deres serie, men når spillefilmen ’Ditte & Louise’ vil løfte sig op til nye kunstneriske højder, falder filmen nærmest fra hinanden
Ditte & Louise er stadig sjove efter at være transformeret fra seriefigurer til det store lærred. Men noget af subtitliteten går også fløjten. Foto fra filmen.

Ditte & Louise er stadig sjove efter at være transformeret fra seriefigurer til det store lærred. Men noget af subtitliteten går også fløjten. Foto fra filmen.

Rolf Konow

Kultur
13. september 2018

Det var aldrig, fordi DRs komedieserie Ditte & Louise som sådan var ge-ni-al. Men den var god, nogle gange rigtig god, der var energi og charme og drypvis anarki i den. Ditte Hansen og Louise Mieritz viftede med en stor, vrikkende langefinger – ikke ad mænd, men ad trælse kønsroller og magtsyge generelt og af alt det bøvl i relationer og brancher, som forskelsbehandling kan afføde.

Over to sæsoner oprullede de fortællingen om to sjove, rødvinsbællende veninder og kolleger, der i navn og gavn lidt lignede de to skuespillere bag. De kæmpede i en mandsdomineret underholdningsbranche og med børn, mødre, deres kroppe, hinanden og henholdsvis kontrolløshed og kontroltrang.

Trist nok var det også forfriskende at se en serie med kvinder, der vovede at spille en både selvfed og selvironisk variation af sig selv – sådan som Frank Hvam og Casper Christensen gjorde det i Klovn og Jonatan Spang i Lillemand, Dejan Čukić i Pokerfjæs, Frederik Fetterlein i Fetter og den numsebesyngende rapper TopGunn i Fucking Fornuftig.

Det var virkeligt mærkeligt – faktisk nok decideret dumt – at Danmarks Radio valgte at aflyse serien før tredje sæson. I offentligheden blev den aflysning til et gruopvækkende eksempel på underkastelse af seertalsmålinger; fordi serien løbende blev bedre, og fordi den blev voldsomt værdsat af dem, der så med, og så fordi serien rent faktisk hittede som streaming, hvilket DR vist ikke lige havde fået noteret.

Og så var der selvfølgelig også kønsballaden: Tænk at losse to kvindelige tv-komikere med så åbenlyse evner på porten, når nu de endda selv i serien tematiserer den forskelsbehandling, der gør at vi generelt ser så vanvittigt lidt til kvindelige komikere.

Ofre for Excel-ark og patriarkat

Nå. Så vidt så godt. Lang historie kort: Ditte og Louise er siden blevet en slags nationale tv-helte, martyrer under et formodet Excel-ark-styre og patriarkat, og parrets debutspillefilm Ditte & Louise, instrueret af Niclas Bendixen, har af samme grund været båret afsted af folkets og mediernes joviale opbakning.

Men den er også tynget af byrden af at skulle bevise sit særlige værd som feminister af folket i det fineste format: filmen. På en måde er det stadig betragtet som det ’rigtige’ og ’vigtige’, selvom overgangen fra tv til film jo sjældent føjer noget synderligt ge-ni-alt til et koncept (hej, Klovn!)

Det, der er godt og sjovt og charmerende ved filmen Ditte & Louise, er egentligt bare det, der også gjorde serien fin: Det er kemien mellem de to skuespillere, når de decideret lyder som to, der har indåndet hinandens prutter i en tourbus i årevis: »Nå, vi skal da haaah lidt mer’ røæjviiin!«, siger Louise for eksempel en hverdagsaften, hvor datteren gudskelov er faldet i søvn oven på iPaden (så slipper man for at læse godnathistorie). De to sidder og sukker i slatne T-shirts over, at Ditte blev dømt for gammel til at spille rollen som (replikløs) »gammel luder« til en casting for den næste Jussi Adler-Olsen-film.

Filmens lidt hidsige karikatur på den mandsdominerede filmverden er også ret sjov, fordi den sigter efter noget sandt, men overdriver, så man kan mærke en nærmest selvironisk indignation bag: I filmen hedder tidens storhittende danske blockbuster for eksempel Helten og bærer den sigende tagline »hans historie, hans begær, hans kamp«. Patriarkatet er på den måde trukket i peniskostume i Ditte & Louise. Den er nedtur i anden potens.

Filmens bærende idé er også god: Ditte skider hul i det hele, klæder sig ud som mand – en simpel, men nærmest magisk transformation via fuldskæg – og går til casting på en vikingefilm som manden Ditlev. Når hun pludseligt tages seriøst, og Anders W. Bertelsen, der spiller vikingehovedrollen, bakker hende op, så viser hun sig at være en storslået dramaskuespiller. Et subjekt, simpelthen. Hun/han får rollen.

Resten af filmen følger det maskespil, der naturligvis eskalerer herfra: Ditlev bliver alfahan i en lukket klub af mandlige A-skuespillere (»Jeg kan tale i lange sætninger uden at blive afbrudt«, forklarer hun begejstret Louise), alle damer vil have Ditlev (Ditte tager dem pligtskyldigt med fingeren i mangel på andet), og Anders Bertelsen går all in på en bromance med Ditlev. Imens er Louise en blanding af bekymret og misundelig og tumler med overgangsalder og en (for) sød læge.

Kluntet forsoningsscene

Ditte og Louise demonstrerer altså med deres spillefilm, at de stadig er gode til at sætte scener og replikker på noget, der burde være selvfølgeligt, men ikke altid er det: At også kvinder kan være sjove, at kvinder også kan være grove, at kvinder kan være dumme svin, liderlige idioter, selvdestruktive fæ, doventrætte forældre og illoyale venner, at de lever i deres følelsers vold og følelsers kulde og altså helt overordnet set bare er mennesker. Og at mænd kan være det samme, men ikke skal undskylde for det.

Det nyeste i tv-serien Ditte & Louise var nok Hansens Ditte-figur, når hun var sin mand utro på en vild, destruktiv og promiskuøs måde: Alt og alle måtte kneppe hende, sådan var det bare. Det var ikke seriens mål at sige, at kvinders særlige liderlighed nødvendigvis skulle være tegn på noget dysfunktionelt. Bare at den kan være det. Og at det kan være tvetydigt, om den er det. Sex er også en måde at reagere og afreagere på. Det mørke, der her piblede frem i serien, føltes berigende og nyt.

Serieformatet gav plads til at afprøve ting, plathed, komik, hård kritik og hård selvkritik inden for rammer, hvor stilen løbende kunne udvikles, hvor der var dybde og alvor, men hvor god stemning og sjove indfald også kunne gøre det. Men af filmformatet forventes en mere fortættet dybde, en dramatisk forløsning, og når spillefilmen Ditte & Louise til slut vil løfte sig op til nye kunstneriske højder, falder filmen nærmest fra hinanden.

Den store forsoningsscene bliver mærkeligt kluntet og overkompliceret i sine lag af nostalgi, ironi, patos og drama. Den er iscenesat som en dialog mellem de to kvinder foran et livepublikum og virker dermed til at skulle spejle os som filmpublikum. Og det føles nærmest som et krav til os Ditte og Louise-støtter om at le bag tårer – om en stående ovation over en film, der gerne ville forløse de kunstneriske ambitioner, som DR midlertidigt punkterede. Af samme grund gør den det ikke.

Ditte og Louise skal ikke forløses. De skal forblive og styrkes som en eksperimenterende serie af fnys, ubehag, platte og sjove overdrivelser, der skider på dramaturgiske sløjfer og søde slutninger.

’Ditte & Louise’. Instruktion: Niclas Bendixen. Manuskript: Ditte Hansen og Louise Mieritz. Dansk. Biografer landet over.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Randi Christiansen

Jeg vil ha ditte og louise tilbage på skærmen - og jonathan spang ... og hvornår mon klovn bliver fyret? Når de får kniven ind, hvor det gør ondt de forkerte læs rigtige steder? Hvem er det lige, at man ihvertfald ikke skal satirisere over i landets magtelite?